Copenhagen Jazz Festival 2018, del 1

Tekst: Jakob Wandam

Årets Copenhagen Jazz Festival fandt sted fra den 6. til den 15. juli. Med et program, der indeholdt mere end 1.000 koncerter, var der plads til god genremæssig spredning. Bluesnews.dk var med og gik naturligvis efter de mere bluesorienterede optrædener.

Selv med sigtekornet indstillet på blues var det imidlertid nødvendigt at træffe nogle svære valg. Bluesnews.dk forsøgte dog at få så meget forskelligt med som muligt.

Wave Blues Band

Bluesnews.dk startede jazzfestivalen på Caféen Skjolds Plads på Nørrebro, hvor københavnske Wave Blues Band oprindeligt var programsat fredag kl. 19. Koncerten var imidlertid blevet rykket frem, så da Bluesnews.dk ankom kl. 18.30, var den allerede i gang.

Wave Blues Band er, som sangerinde Linda de las Mercedes Hindberg siger, et amatørorkester. De har dog allerede udgivet to cd’er – den første under navnet Wave Blues Project – og håber på at kunne udsende en tredje i løbet af efteråret 2018.

Og man skal ikke lade sig narre: Det var faktisk en håndfuld ganske dygtige musikere, der swingede sig igennem to sæt på Skjolds Plads. Særligt Bjarne Nygaard Hansen gjorde et godt indtryk med sit guitarspil, der havde en pragtfuld tone og fandt en fin balance mellem smagfuld, single-note jazzguitar og lige en tilpas mængde blues-råstyrke.

Også Erik Pape på elklaver og –orgel var virkelig en fornøjelse at høre, når han rullede sig ud i sine medrivende soloer uden at overspille sin rolle. Rytmesektionen – Per Mørch Jensen på bas og Finn Hagested på trommer – lå lidt vel højt i lydbilledet, om end det indimellem faktisk var meget klædeligt med en bas, der kunne høres.

Wave Blues Band har stille og roligt bevæget sig fra deres udgangspunkt i Chicago blues og hen imod swingjazzen. Det er et spektrum, de befinder sig godt i, og det jazzprægede udtryk klæder dem godt. Ikke mindst Linda de las Mercedes’ stemme står sig rigtig godt i den jazzede ende af repertoiret, hvor f.eks. ”My baby just cares for me”, ”It don’t mean a thing” og Billie Holidays smukke ”God bless the child” var højdepunkter.

Sidstnævnte blev spillet med en fed bluesguitar-intro og stemningsfuld, Hammond-agtig lyd fra Erik Papes orgel.

Koncerten var komponeret, så den ligesom bandet selv startede i primært jump-orienteret blues, hvor især B.B. King tydeligvis var en favorit med numre som ”Help the poor”, ”How blue can you get?” og ”I love the life I live”.

Efterhånden blev jazz-koncentrationen i sætlisten større, først med rhythm & blues-numre som ”(Get your kicks on) Route 66” og ”Gee, baby, ain’t I good to you?” og sluttende med bl.a. Jimmy McHugh/Dorothy Fields-sange som ”Exactly like you” og ”On the sunny side of the street”.

Alt i alt fik man indtryk af et gennemtænkt og velgennemført koncept for Wave Blues Bands optræden, uden at det på nogen måde gik ud over den smittende glæde ved musikken, som er så vigtig i en live-sammenhæng.

Sahra da Silva

Næste stop for Bluesnews.dk var det københavnske blues-fyrtårn Mojo Blues Bar, hvor Sahra da Silva og hendes band spillede tre sæt fra kl. 22, og Bluesnews.dk overværede det første og lidt af det andet sæt. Her var Sahra da Silva på hjemmebane, for hun er et hyppigt tilbagevendende navn i Mojos kalender, hvor hun blandt andet fører an ved den månedlige ”Soulful Tuesday”.

Det var da også en både soulful og hjemmevant sangerinde, man kunne opleve denne aften. Sahra da Silva optrådte med stor selvsikkerhed, charme og sass sammen med et velspillende band, der bestod af Alain Apaloo på guitar, Lars Emil Riis Madsen på tangenter, Felix Moseholm på kontrabas og Andreas Svendsen på trommer. Undervejs fik de desuden glimrende assistance af den hollandske saxofonist Gideon Tazelaar.

Som på Sarah da Silvas to udgivelser, ep’en Sahra da Silva & the Jagged Soul og albummet Oh, love!, bestod repertoiret af soul, funk og blues med et strejf af vokaljazz, og da Silva og bandet havde ikke svært ved at få folk ud på dansegulvet, selv om pladsen var trang i den lille bluesklub. Det konservatorieuddannede band swingede forbilledligt, og Sahra da Silva demonstrerede en imponerende sangstemme, der bragte mindelser om Etta James.

Hun har tydeligvis sangteknikken i orden, upåklageligt i pitch og med en flot kontrol over både volumen og de små virkemidler, der gør det hele lidt mere interessant: den rette mængde hæshed og growl på de rigtige steder og en veldoseret brug af de små, sexede knæk.

Da Silva var da heller ikke bange for at flirte med sit publikum. Efter de første to, funky numre måtte de høje hæle af, og da jakken også røg efter en sanselig udgave af ”Fever” (bedst kendt med Peggy Lee), udbrød Sahra da Silva: ”Slo-o-wly getting naked … ”

”Fever” blev i øvrigt introduceret som ”en sang, I kender,” men i hvert fald for bluespublikummet var der flere gamle kendinge på sætlisten. De tre sidste numre af første sæt var således standarden ”Ain’t nobody’s business”, ”Good rockin’ daddy” (først indspillet af Etta James) og ”My babe”, skrevet af Willie Dixon til Little Walter.

Alain Apaloo, der selv er et respekteret navn som solist og bandleder, krydrede det hele med sine uortodokse, ofte jazzede guitarsoloer, og også Lars Emil Riis Madsen gjorde et rigtig fint indtryk på elorglet.

Sahra da Silva og hendes orkester var et velfungerende og musikalsk velfunderet klub-band og et klart positivt bekendtskab.

Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost

Jazzfestivalens 2. dag, lørdag, påbegyndte Bluesnews.dk på Amerika Plads, hvor kvartetten Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost kunne indtage scenen kl. 15. Solen bragede ned fra en skyfri himmel, og mange af de fremmødte publikummer spejdede misundeligt efter de få pladser i skyggen, som naturligvis hurtigt var blevet fyldt op.

Hammondorgel-troldmanden Kjeld Lauritsen og hans band er musikere af international klasse. Guitarist Per Gade og trommeslager Søren Frost spiller blandt meget andet i DR Big Band, så det var lidt af en supergruppe, der gik i studiet, da trioen i 2015 indspillede albummet Convergence sammen med sangerinden Miriam Mandipira (læs anmeldelse her).

Det skinnede da også straks igennem på Amerika Plads, hvor trioen åbnede med et par instrumentalnumre. Sammenspillet sad i lige i skabet, og det tekniske og musikalske overskud gjorde det klart, at niveauet var en tak eller to over, hvad Bluesnews.dk hidtil havde overværet på festivalen.

Det blev bestemt ikke mindre, da Miriam Mandipira entrerede scenen. ”Årets Danske Blues Navn 2016” er en fabelagtig sangerinde med en dybt imponerende stemmekontrol, der sætter hende i stand til at synge swing, traditionel jazz, New Orleans-rhythm & blues, classic female blues, soul og gospel med samme nærvær og overbevisning.

Miriam Mandipira stod for al publikumskontakt på Amerika Plads, mens Lauritsen og co. indtog en mere ydmyg rolle, idet de med stor coolness og nonchalance rystede den ene sublime solo efter den anden ud af ærmet.

Mandipira sprudlede til gengæld i sin kommunikation med tilhørerne, der foregik med humor og stor charme. Man kunne ikke andet end holde af Miriam Mandipira, og hvis der var nogen blandt publikum, der ikke kendte hende før koncerten, var de helt sikkert blevet fans bagefter!

Hun blæste simpelthen forsamlingen bagover med sin formidable stemmekraft, uforlignelige sangteknik og smukke, ofte Randy Crawford-lignende klang.

Det blev naturligvis til adskillige numre fra Convergence, heriblandt Abbey Lincolns ”Throw it away”, Harold Arlen og Johnny Mercers standard ”Ac-cent-tchu-ate the positive”, en forrygende ”Muddy water” og afslutningsvis Randy Newmans ”I think it’s going to rain today”, leveret med smuk gospel-feel.

Andre højdepunkter var en New Orleans-påvirket version af Duke Ellingtons ”Don’t get around much anymore” og en rigtig fin udgave af James Taylors ”Fire and rain”.

Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost satte et tårnhøjt niveau og endte da også med at blive et af de absolutte højdepunkter på Copenhagen Jazz Festival 2018, hvor de i øvrigt spillede ikke mindre end syv koncerter.

Paul Banks & Jakob Dinesen

Bluesnews.dk fortsatte til Kayak Bar, hvor sangeren og guitaristen Paul Banks var på programmet sammen med sin mangeårige samarbejdspartner, tenorsaxofonisten Jakob Dinesen.

Den amerikanskfødte Banks er et kendt navn på bluesscenen i Danmark, hvor han har huseret, siden han flyttede til landet i 1961. Han er også kendt for absolut ikke at lade sig begrænse af bluesens faste idiomer, men i lige så høj grad trække på folk og jazz.

Det var derfor spændende at se, hvilket repertoire han ville lægge for dagen på en jazzfestival. Til Bluesnews.dk’s store fornøjelse skulle det vise sig at være ganske blues-orienteret. Instrumenteringen gav dog musikken et helt særligt præg, og det var en meget speciel – og aldeles ikke dårlig – oplevelse at høre helt traditionel country blues akkompagneret af saxofon.

Paul Banks’ guitarspil var melodisk og afdæmpet, men samtidig virtuost. Sangene fik så at sige lov til at tage den tid, de ville, mens Banks’ fingre kælede for guitarstrengene. Jakob Dinesen spillede tilsvarende dæmpet og æterisk, og hans spil blev aldrig invasivt eller påtrængende, som saxofonen ellers ofte kan være.

Hank Williams’ ”Hey, good lookin’” blev fortolket som en blød Piedmont blues, mens “Stealin’, stealin’” trods instrumenteringen beholdt meget af den atmosfære, den oprindeligt havde med Memphis Jug Band.

Bluesnews.dk måtte forlade koncerten før tid, men et højdepunkt inden da var Paul Banks’ egen, meget smukke ”Blackberry wine” – det folk’ede titelnummer fra hans seneste album fra 2013.

Skulle man kritisere noget ved Paul Banks & Jakob Dinesens optræden på Kayak Bar, skulle det være, at den næsten var for afdæmpet. Dels var koncerten velbesøgt, og dels var den programsat klokken 18, så Kayak Bar var fyldt til bristepunktet med spisende og snakkende gæster. Det skabte en besynderlig kontrast, der fik den stilfuldt adstadige musik til simpelthen at virke småsøvnig.

Jazz Five feat. Tricia Boutté

Bluesnews.dk sluttede lørdagen på Pumpehuset, hvor der under hele festivalen var Fringe Jazz Fest, en New Orleans-kulturfestival, der bød på masser af New Orleans-inspireret musik og også musikere, der selv kommer fra The Big Easy.

I sidstnævnte kategori fandt man sangerinden Tricia Boutté, der lørdag aften klokken 20.30 optrådte sammen med den danske kvintet Jazz Five. Tricia Boutté er ud af det navnkundige Boutté-dynasti, der også tæller hendes tante, gospel- og jazzsangerinden Lillian Boutté (som har en stærk tilknytning til Danmark), og jazz- og R&B-sangeren John Boutté.

Hun behøvede nu ikke en stamtavle for at gøre sig bemærket, for Tricia Boutté havde en rigtig god stemme, der var som skræddersyet til funky soul, rhythm & blues og gospel. Tilmed havde hun en stærk udstråling og en god kontakt til et publikum, der i begyndelsen stod temmelig spredt, men som efterhånden blev både talstærkt og meget begejstret.

Det var der også god grund til, for herrerne i Jazz Five spillede ikke bare usvigelig sikkert, men også med stor, smittende energi og scenevanthed. Saxofonisterne Johan Bylling Lang og Jeppe Zacho, pianist Esben Hillig, bassist Jonas Starcke og trommeslager Stefan Andersen har indspillet sammen som Jazz Five siden 2004, og de gav et meget overbevisende bud på New Orleans-rhythm & blues.

Jazz Five feat. Tricia Boutté ledte således tilhørerne igennem New Orleans-klassikere som ”Iko iko”, ”Li’l Liza Jane”, ”Hey pockey way” og ”Ooh poo pah doo”. Men Boutté skriver også selv sange og sang blandt andet sin egen ”Oh, New Orleans here I come” – en sang om at længes hjem fra det kolde Norge, hvor hun nu er bosat.

Jazz Five fulgte med uden problemer og leverede adskillige vilde saxofonsoloer og forrygende el-klaverspil af Esben Hillig. En ualmindelig tight rytmesektion holdt sammen på det hele, og det var en nydelse at høre Stefan Andersens lydhøre trommespil, f.eks. de sagte marchrytmer på gospel-standarden ”Just a closer walk with thee”.

Der var ingen tvivl om, at Jazz Five var et tæt sammenspillet hold, og sammen med Tricia Boutté gav de en stærk, sveddryppende og gennemrutineret koncert.

Læs Copenhagen Jazz Festival 2018, del 2 her.
Læs Copenhagen Jazz Festival 2018, del 3 her.
Læs Copenhagen Jazz Festival 2018, del 4 her.