Copenhagen Jazz Festival 2018, del 4

Tekst og foto: Jakob Wandam

Copenhagen Jazz Festival 2018 bredte sig over ikke mindre end ti dage. Du kan læse om dag 1 og 2 her, dag 3 og 4 her og dag 5, 6 og 7 her. I det følgende ser vi på festivalens sidste tre dage.

Emil Otto Trio

Fredag den 13. juli var Emil Otto Daugaard at finde på Restaurant Under Uret klokken 17 med sin Emil Otto Trio. Trioen havde de samme medlemmer som Emil Otto & his Nola Four, blot uden basunisten Jonathan Bruun Meyer, som var ”udlånt” til anden side.

Dermed kom trioen til at bestå af Emil Otto selv på klaver og vokal, Aske Bendixen på trommer og Philip Akrofi på bas. Efter en ikke overbevisende optræden i M.G. Petersens Familiehave søndagen forinden (læs her) havde de unge New Orleans-entusiaster noget at bevise.

Vilkårene var ikke nemme, for lige som i Familiehaven var de fleste tilhørere kommet for at spise og drikke. Tilmed spillede Emil Otto Trio udendørs, og da Under Uret er beliggende på et hjørne ved trafikeret kryds, var lydkulissen langt fra optimal.

Emil Otto Daugaard kæmpede med at blive hørt, da både klaver og vokal i første sæt lå meget lavt i mikset. Stuff Smiths marihuana-sang ”If you’re a viper” led under dette, men havde ikke desto mindre en vis rå New Orleans-charme.

På Hank Williams’ ”Jambalaya” havde trommeslager Bendixen vanskeligt ved at holde et jævnt tempo, men han kom efter det, som koncerten skred frem. Problemer med strømmen blev også overvundet, og koncerten udviklede sig efterhånden til en rigtig hyggelig og behagelig affære.

Emil Otto afslørede i andet sæt, at han faktisk har en rigtig fin vokal, der kan karakteriseres som behageligt croonende – indimellem næsten Michael Bublé-agtig. Lidt bedre mikrofonkontrol kunne han stadig godt lære, men de pitch-problemer, man havde oplevet ved søndagens koncert, vendte ikke tilbage.

Kapelmesteren spillede et par numre solo – ”Do you know what it means to miss New Orleans” og “Way down yonder in New Orleans” – og det var en fornøjelse rent faktisk at kunne høre hans udmærkede klaverspil.

I det hele taget var der god luft til instrumenterne. Ikke et ondt ord om den basunist, der var missing in action, men trioen og især bassist Philip Akrofi benyttede lejligheden til at spille mange, lange soloer. Ydermere lignede de et band, der hyggede sig, og det gør altid koncertoplevelsen en hel del bedre.

Sætlisten indeholdt både blues, jazz, funk og rock & roll, men hovedvægten var ikke overraskende på den New Orleans-rhythm & blues, som forener alle fire dele. Den hæderkronede ”St. Louis blues” havde Emil Otto Trio arrangeret som et funk-nummer, og det var originalt og ganske charmerende, især da klaveret kom til, men det var også på grænsen til helligbrøde og kunne nok dele vandene.

”All of me” blev friskt spillet med rullende barroom-klaver og Aske Bendixens trommestikker dansende på kanten af lilletrommen, og Emil Otto var flyvende på ”Whole lotta shakin’ goin’ on”.

Bluesnews.dk forlod koncerten efter to timer, og denne gang i væsentligt højere humør end om søndagen på Frederiksberg. Emil Otto Trio lød stadig som et ensemble med noget arbejde foran sig, men koncerten på Restaurant Under Uret var en positiv oplevelse, der gav løfter om større ting.

Racketeers Collective

Fredag aften klokken 21 spillede Racketeers Collective på Charlie Scott’s i Skindergade, hvor de efterhånden er blevet en slags uofficielt husorkester. Bandet består af Christian Bundgaard på klaver og sang, Niclas Bardeleben på trommer og kor samt Jonas Starcke på bas og kor. Hertil kom et par numre inde i koncerten trombonisten Ola Åkerman.

Modsat de tidligere koncerter på Charlie Scott’s med Hans Knudsen & Christian Bundgaard og Hans Knudsen & Björn Ingelstam Band (læs her) var vi nu rykket op på jazzbarens førstesal, hvor der er mere plads. Imidlertid var der alligevel færre publikummer til Racketeer Collectives rhythm & blues-koncert denne fredag aften.

De udeblevne gik glip af endnu en gang svedig New Orleans-musik spillet af førsteklasses musikere. I løbet af jazzfestivalen var der, som vi tidligere har beskrevet, rig mulighed for at opleve Christian Bundgaards fornemme klaverspil i forskellige konstellationer. Her blev musikken tilført et ekstra niveau af interaktionen med ikke mindst Niclas Bardelebens fremragende, inspirerede trommespil, og i det hele taget mærkede man straks, at her var tale om dygtige og erfarne folk.

Åbningsnummeret blev introduceret som ”So long”, men mindede mistænkeligt meget om Lowell Fulsons ”Reconsider baby”. Det var forbilledligt bluesspil, og selv om Christian Bundgaard kæmpede en del med lydteknikken i løbet af koncerten, lød det glimrende fra tilskuerpladserne.

Så blev der taget hul på New Orleans-standarderne med ”Iko iko” og ”Junco partner”, og undervejs i sidstnævnte kom Ola Åkerman vandrende gennem lokalet med trombonen for læberne. Lyden af messingblæseren føjede en lækker fylde til Racketeers Collectives lyd, lige som Åkermans flamboyante spil gjorde det hele mere festligt.

”Ain’t nobody’s business” med en fin trombone-solo blev fulgt af en ualmindelig funky version af St. Louis Jimmys ”Goin’ down slow” med cool solokeyboard af Christian Bundgaard.

Ingen New Orleans-koncert uden Allen Toussaint, som var repræsenteret ved en funky ”Working in the coal mine” og senere ”Get out of my life woman”. Professor Longhairs ”Mardi Gras in New Orleans” afsluttede det første sæt i rigtig god stil med klassetrommespil af Niclas Bardeleben.

Bardeleben påtog sig også en enkelt leadvokal i andet sæt, nemlig på Fats Dominos kække ”No, no (The river)”, der også engagerede publikum i en syng-med-seance.

Sættet bød ydermere på New Orleans-klassikere som James Waynes ”Travelin’ mood” samt standarden ”Li’l Liza Jane”. ”St. James Infirmary” blev leveret i en fed version, hvor basunen virkelig gjorde underværker, men hvor alle i øvrigt fortjente ros.

Dr. Johns ”Such a night” rundede koncerten af. Her tryllede Christian Bundgaard med både saloon-klaver og jazzede fraseringer, og Jonas Starcke brugte et ølglas som slide på bassen.

Racketeers Collective var et festligt og uhyre velspillende band med en stærk forståelse af New Orleans-musikkens grooves. Med musikere, der har baggrund i bl.a. Jazz Five, WonderBrazz og Bylling/Bardeleben Project var det intet under, at de følte sig hjemme i halvmånebyens funk, jazz, blues og R&B, og det mærkede man tydeligt.

Kenn Lending Blues Band

På Copenhagen Jazz Festival 2017 spillede Kenn Lending Blues Band en dundrende succes af en koncert ved Nyhavns Mindeanker. Det var derfor oplagt, at de skulle vende tilbage i år, og således stillede den 63-årige sanger, sangskriver og guitarist atter op på scenen ved Mindeankeret lørdag den 14. juli klokken 19.30.

Lending spillede i øvrigt første gang på jazzfestivalen i 1984. 34 år senere stod bluesikonet i sommersolskinnet med et band bestående af Michael Sunding på Hammondorgel og vokal, Esben Duus på trommer og Dan Rasmussen på bas.

Det blev endnu en musikalsk triumf for Kenn Lending, som var i højt humør og gladelig delte ud af anekdoter og fortællinger om sangene i sine introduktioner. Genremæssigt bevægede vi os hovedsageligt (men ikke udelukkende) inden for Chicago blues og funky soul blues.

Kenn Lending Blues Band kom fremragende fra start med ”Everyday I have the blues” med lækkert, bluesy spil af såvel Lending som Michael Sunding. Generelt var der god plads til alle medlemmer af det fremragende band, og på Lendings egen ”It’s been a long time” fik man soloer fra alle fire.

Kapelmesteren var i forrygende form og spillede smagfuldt elegant og svedigt funky, så det var en fornøjelse. Han har sin egen tone, men arven fra B.B. King er også tydelig. Dén vedkendte Kenn Lending sig da også med stolthed og spillede Kings kendingsnummer ”The thrill is gone” som en hyldest til sin ”gode ven”.

Sangen fik et strejf af Santana-esque latin, og Michael Sunding var blændende på orglet.

Hen imod slutningen af det første sæt skiftede Kenn Lending sin Gibson-guitar ud med en blå Fender og fandt sin slide frem: Nu var det ”Mississippi time,” erklærede han – og rullede sig ud i en gang rå delta blues på aldeles fremragende vis.

Herpå trak han linjen fra Mississippi-deltaet til Jimi Hendrix og spillede ”Voodoo chile (Slight return)”. Lending stod ikke tilbage for guitarguden, men spillede både med tænderne og med guitaren bag ryggen. Sunding supplerede med en vild orgelsolo, og dermed efterlod Kenn Lending Blues Band publikum hungrende efter mere, da de gik til pausen.

Andet sæt blev indledt med Kenn Lendings ”Ain’t it hard”, en gyngende, swingende jump blues i B.B. King-stil, hvortil Lending atter havde fundet sin Gibson frem.

Koncerterne i Nyhavn var booket af kunstnerisk leder Christian Rohde, og han fik lov til at slippe sin indre bluesman løs, da Kenn Lending inviterede ham op på scenen for at synge T-Bone Walkers ”Call it stormy Monday”.

Herefter gik bandet i gospel-modus og leverede Mahalia Jacksons ”I’m on my way to Canaan”, som Kenn Lending har spillet med såvel Gospel United som Dana LaCroix. Også denne blev spillet med latin-feel, og Lending kunne da heller ikke dy sig for at give den lidt Santana-tone.

Michael Sunding er ikke blot en forrygende keyboardspiller, men har også en rigtig god soulstemme. Den kunne han denne aften demonstrere på to numre, heriblandt Ray Charles’ ”What’d I say”, som virkelig skabte gang i den.

Mere følelsesladet var Kenn Lendings hyldest til Champion Jack Dupree, som Lending spillede med fra 1978 til pianistens død i 1992. Det var i dén grad med til at forme Lendings karriere, men ikke mindst kaldte han Dupree ”den bedste ven, jeg nogensinde har haft. Jeg savner ham hver dag.”

Kenn Lending-kompositionen ”I’m coming home” blev koncertens sidste nummer, hvor Lending fik præsenteret bandet på behørig vis, og de kvitterede med hver deres soloer.

Hermed var endnu en festaften på og foran scenen ved Nyhavns Mindeanker forbi. Kenn Lending har fine cd’er i sit bagkatalog, men live var han og hans band i en klasse for sig. Og Christian Rohde lovede ham da også et engagement igen næste år.

Jake Green

Lørdagens sidste koncert var ikke en del af det officielle program, men Bluesnews.dk var blevet opmærksom på, at Årets Danske Blues Navn 2017, Jake Green, spillede på Café Ursula på Højbro Plads klokken 22.

Snarere end en decideret koncert var det dog en akustisk hyggemusiceren, som lå et pænt stykke fra, hvad man kender Jake Green Band for. Jake Green spillede denne aften solo, og hans repertoire indeholdt meget andet end den blues og bluesrock, som trioen normalt står for.

Ganske vist hørte man adskillige bluesnumre, blandt andet Willie Dixons ”Hoochie coochie man”. Men Jake Greens imponerende, grusede stemme lod sig i mindst lige så høj grad oplade i folk’ede sange, gerne med britisk præg, hvilket var et godt match med Greens fornemme engelske diktion.

Det var ikke helt galt afmarcheret, da en tilhører foreslog ham at spille noget Hootie & the Blowfish, for der er klart noget Darius Rucker over Jake Greens mørke klang. Han havde dog ikke nogen Blowfish-sange i repertoiret, men tog i øvrigt gerne imod publikumsønsker. Således blev der f.eks. lejlighed til at høre “Valentines song” med indledningesordene ”Fuck you Cupid, and leave me alone” (”en Valentine’s Day-sang for singler”) og ”Hurt”, Nine Inch Nails-nummeret, som Johnny Cash gjorde til sit eget.

Jake Green kan jævnligt opleves som gademusikant på Strøget i København, og han virkede ganske godt tilpas på den lille Café Ursula, hvor de fleste gæster ikke var synderligt opmærksomme, og de, der var, var godt beduggede.

Det ville derfor ikke være helt rimeligt at bedømme hans optræden som en koncert, men ganske hyggeligt var det, og Jake Green var en jovial og, når situationen krævede det, behørigt tålmodig underholder.

Bluesnews.dk blev hængende et par numre ind i andet sæt og nåede således at høre den nye Jake Green-komposition ”Old yellow moon” – en Tom Waits-agtig sang om en lidt for fuld morgen, som i lighed med ”Sacred ground” endnu ikke er tilgængelig i indspillet form.

Det bliver interessant at høre, hvordan de kommer til at lyde, når Jake Green får dem med i studiet.

Christian Bundgaard Duo

En sidste koncert med Christian Bundgaard blev det naturligvis til på festivalens sidste dag, søndag den 15. juli. Den foregik på Restaurant Under Uret klokken 13, og denne gang havde han allieret sig med guitaristen Ronni Boysen.

Christian Bundgaards repertoire var efterhånden kendt stof (hvilket naturligvis ikke skal ligge ham til last), men selv om Bluesnews.dk allerede adskillige gange i løbet af jazzfestivalen havde hørt ham spille numre som ”So long”, ”Junco partner”, ”Ain’t nobody’s business”, ”St. James Infirmary”, ”Travelin’ mood” og ”Tipitina”, fik de alligevel nyt liv i samspillet med Ronni Boysen.

Boysen er en formidabel guitarist, der har spillet med gud og hver mand på den danske (og internationale) bluesscene, heriblandt pianisterne Hans Knudsen, Troels Jensen og Esben Just. Han forstår om nogen kunsten at akkompagnere klaver og sang med sit elegante spil, som aldrig er flashy, men altid bluesy, veltimet og swingende.

Således blev ”So long” transformeret til jazzet West Coast blues, og ”Ain’t nobody’s business” fik en tilbagelænet elegance af Boysens noodling, som Christian Bundgaard matchede med fjerlet kilden af tangenterne. Ekko-ladet guitar forstærkede stemningen i ”St. James Infirmary”, og Professor Longhairs ”Tipitina” blev spillet med B.B. King-tone.

T-Bone Walker synes at have stor påvirkning på Ronni Boysens spillestil, og Walkers ”Call it stormy Monday” blev da også et højdepunkt, spillet med enestående bluesfornemmelse af Boysen.

Christian Bundgaards karakteristiske New Orleans-rhythm & blues fyldte forventeligt meget i sætlisten, men der blev også god plads til både Chicago blues og boogie-woogie. Otis Spanns ”Must have been the devil” og Muddy Waters’ ”Long distance call” var old-school blues, sidstnævnte med Ronni Boysen på slide-guitar.

Boogie-woogie-toner – som Christian Bundgaard også mestrer – var der blandt andet i Jay McShanns ”Hootie blues” og Chris Kenners ”Sick and tired”, samt naturligvis den afsluttende ”Roll ’em Pete”, hvor Ronni Boysen fik indflettet en bid af ”Mary had a little lamb”.

Både Christian Bundgaard og Ronni Boysen behersker deres instrumenter med en underspillet elegance, som får det til at se enkelt ud, samtidig med at man bliver henført af deres fingernemme performance.

Koncerten på Under Uret blev endnu et højdepunkt på årets Copenhagen Jazz Festival.

Richard Farrell

Bluesnews.dk’s sidste koncert på festivalen blev et sæt plus det løse med Richard Farrell, som spillede på Tango y Vinos søndag klokken 16. Farrell havde allerede optrådt to gange på årets festival med Trainman Blues i henholdsvis trio-format (læs her) og som kvartet. Nu stod han alene på scenen, bevæbnet med guitar og klaver.

Hvor Trainman Blues ikke overraskende spillede bluesorienteret, havde Richard Farrells solosæt mere fokus på folk og singer/songwriter-numre, som man blandt andet kan høre dem på hans plade Lights at sea, udgivet i 2012 under bandnavnet Richard Farrell and the Last Tribe.

Herfra fik vi for eksempel den fine ”Already home”, der afdæmpet og akustisk satte Richard Farrells unikke, udtryksfulde stemme i scene. Der var generelt en let melankolsk tone i Farrells musik, som til gengæld fandt sin variation i en leg med forskellige rytmer.

”Faded away” startede som en stille ballade, men blev mere levende i kraft af nogle effektive temposkift. ”Wherever you go” havde noget jazz eller sågar music hall over sig, og andetsteds blev der leget med latin- og caribiske rytmer, som på ”Feel good music”, ”Back on the horse” og ”Smile”.

Richard Farrell skiftede mellem klaver og guitar, men selv om han præsterede fint fingerspil på ”Bathing in cold waters”, var der ingen tvivl om, at det er stemmen, der er Farrells hovedinstrument. Man savnede måske lidt det modspil, som medspillerne i Trainman Blues kan give både hans sangskrivning og fremførelse, men få sangere kan tryllebinde deres tilhørere som Richard Farrell.

Med koncerten på Tango y Vinos var festen forbi for Bluesnews.dk på Copenhagen Jazz Festival 2018. Det havde været en festival med masser af blues og bluesbaseret jazz og rhythm & blues, og der var mange stærke koncertoplevelse iblandt. Nok var fokus i sagens natur på jazzen, men Copenhagen Jazz Festival havde rigeligt at byde på for især den åbensindede bluesfan.

Læs Copenhagen Jazz Festival 2018, del 1 her.
Læs Copenhagen Jazz Festival 2018, del 2 her.
Læs Copenhagen Jazz Festival 2018, del 3 her.