Af Jakob Wandam
Forårssæsonen er endnu ikke forbi, og hos Bluesforeningen Crossroads i Vejle har man stadig en uafviklet koncert på programmet i maj. The Cornfeds lægger vejen forbi Bygningen den 12., men man kan også allerede begynde at glæde sig til efterårets koncertsæson, for Crossroads har nu offentliggjort årets resterende koncerter.
H.P. Lange
Efterårets første koncert finder sted søndag den 16. september, og det er H.P. Lange & Band, der står for underholdningen.
H.P. Lange er en af de mest erfarne bluesmusikere på den danske scene, hvor han i 30 år har været kendt og respekteret for sin utrættelige turnévirksomhed og sin evne til både at formidle og forfatte autentisk country- og delta blues. Netop de tredive år fejrer han i år med opsamlingen Trackin’ my blues (læs anmeldelse her).
Med sig på scenen har H.P. Lange et erfarent hold bestående af bassist Dave Stevens, trommeslager og percussionist Jens Kristian Dam og violinist og banjospiller Niels Bonefaas. Ikke mindst sidstnævnte har været med til at trække Lange i retning af folkemusikken, hvilket har givet hans musik en vitaminindsprøjtning og beriget ham med en større genremæssig palet. Ud over den akustiske førkrigsblues breder H.P. Lange sig nu således også over folk, cajun og gospel.
Nalle and his Crazy Ivans feat. Søren Rislund
Lørdag den 6. oktober er det Nalle and his Crazy Ivans, der kan opleves i Bygningen. Odenseanske Nalle, hvis borgerlige navn er Roland Lyhr Sørensen, blev landskendt som Rock Nalle i 1960’erne og havde i 70’erne store hits med bl.a. ”Go’e gamle fru Olsen” (en fordanskning af ”Good golly, Miss Molly”) og Kim Larsens ”Min Amanda”.
Siden tog både karrieren og privatlivet nogle gevaldige dyk, men i det nye årtusind lod Nalle sig med stor succes genføde som bluessanger. Det skete først med trioen Theessink, Nalle & Møller, på en enkelt plade i samarbejde med amerikanerne Omar Dykes og Magic Slim og nu i konstellationen Nalle and his Crazy Ivans.
Nalle and his Crazy Ivans består af Nalle på vokal og Henning Kaae og Ivan sand på guitar og kor. De har udgivet tre plader siden 2010, senest sidste års fine Crossroad (læs anmeldelse her).
Med sig i Vejle har trioen Søren Rislund på mundharpe og kor. Han kendes nok bedst som fra sit samarbejde med den nu afdøde komiker Jan Monrad i Totalpetroleum og Monrad & Rislund, men han har også spillet bluesmundharpe siden 1960’erne og har i det sidste par år spillet ganske mange koncerter med Nalle & co.
Kai Strauss & the Electric Blues Allstars
Tyske Kai Strauss & the Electric Blues Allstars er på plakaten i Vejle lørdag den 27. oktober. Kai Strauss er ikke fremmed for de danske bluesscener, som han har besøgt både i eget navn og med Memo Gonzalez & the Bluescasters. I de seneste år har han været her flere gange sammen med amerikanske Tony Vega, og de er i skrivende stund i Danmark med deres Vega Strauss Band.
Kai Strauss er en prisbelønnet guitarist, der er opflasket med elektrisk blues af navne som Buddy Guy, B.B. og Albert King, Jimmy Rogers og Jimmie Vaughan. Hans koncerter består gerne af en blanding af yndlingssange fra idolerne og numre fra Kai Strauss’ egen pen. Han har udgivet tre regulære album i eget navn, hvoraf det seneste er Getting personal fra 2017. I april i år udkom desuden opsamlingspladen The blues is handmade på vinyl.
The Electric Blues Allstars består af Alex Lex (trommer), Kevin DuVernay (bas), Mo Fuhrhop (keyboards) og Thomas Feldmann (saxofon og mundharpe).
Ved koncerten i Bygningen er der desuden der gæsteoptræden af de to unge, danske stjerneguitarister Kasper ”Lefty” Vegeberg og Søren Schack. Schack spiller til daglig i Big O & the Blue Quarters (se nedenfor), og Kasper ”Lefty” har en fortid i Lightnin’ Moe and his Peace Disturbers. Han spiller nu med Telestjernen og er desuden med jævne mellemrum ”stand-in-guitarist” i netop Big O & the Blue Quarters.
Latvian Blues Band
Lørdag den 17. november vender Latvian Blues Band tilbage til Bygningen. Det lettiske blues- og rhythm & blues-band var sidste gang i Vejle i 2016, og dengang høstede de mange og store roser for deres optræden.
Det seks mand høje orkester bekender sig til Chicago- og Memphis blues, rhythm & blues og soul, som bliver spillet i festlige, funky arrangementer. Med blæsersektion, gyngende bas og R&B-guitar leder Latvian Blues Band tankerne mod The Blues Brothers og B.B. King.
Latvian Blues Band ledes af sanger og guitarist Janis Bukovskis og består desuden af Marcis Kalnins (bas), Rolands Saulietis (trommer), Jonatans Racenajs (guitar), Artis Locmelis (sax, orgel, piano) og Viesturs Grapmanis (trompet, percussion, kor).
Bandet har optrådt i en lang række europæiske lande og blev i 2005 som det første europæiske navn nogensinde inviteret til at spille på Chicago Blues Festival.
Big O & the Blue Quarters
Sidste år spillede Big O & the Blue Quarters en forrygende 2. juledags-koncert hos Crossroads i Vejle (læs her), og den 26. december 2018 gentager de succesen.
Big O & the Blue Quarters er udsprunget af det østjyske bluesmiljø, hvor de fem unge musikere fra forskellige bands fandt sammen omkring en fælles interesse for swingende jump blues og Chicago blues.
Siden har de ved hjælp af flittig koncertvirksomhed udviklet sig til et af de dygtigste og mest spændende nyere navne på den danske bluesscene. Sidste år albumdebuterede de med den digitale udgivelse Live at Mosten Raceday – 2017 (læs anmeldelse her).
Big O & the Blue Quarters består af Oscar Martin Eriksen på vokal og mundharpe, Frederik Tygesen og Søren Schack på guitar og kor, Mathias Rindom på trommer og kor samt Jais Kurečko Eriksen på bas og kor.
Læs mere om koncerterne, herunder billetkøb og tidspunkter for koncertstart, på Bluesforeningen Crossroads’ hjemmeside her.