Tekst: Jakob Wandam
Med 28 år på bagen er B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association den ældste af landets bluesforeninger. Som sådan har foreningen erfaring med at sammensætte et koncertprogram, der kan samle bluesfans på spillestedet Rampelys i Silkeborg, hvor B’Sharps arrangementer med få undtagelser finder sted.
Også i efteråret 2023 har B’Sharp stykket en sæsonplan sammen, som kombinerer velprøvede danske og skandinaviske bluesnavne med amerikanske kunstnere, hvoraf en del ikke tidligere har været præsenteret på danske scener.
Der er med andre ord lagt op til endnu en sæson i Silkeborg med kvalitetsblues og -soul.
Blues Jam
Sæsonen begynder i den hjemlige boldgade med en musiker, der kunne gøre salig James Brown rangen stridig som ”the hardest working man in show business”. I hvert fald er sangeren, guitaristen og banjospilleren H.P. Lange en særdeles flittigt turnerende kunstner, både med sit band H.P. Lange Big Gumbo, med trioen Voodoo Saints, i diverse duosammenhænge (for eksempel med Niels Bonefaas, Esben Just eller Paul Banks) og som solist.
Det er i sidstnævnte kapacitet, han kan findes på Rampelys søndag den 10. september klokken 14. Helt alene vil H.P. Lange dog ikke være, for denne dag er han vært for en Blues Jam. Alle er velkomne, og der er fri entré.
H.P. Lange har været aktiv musiker siden 1990’erne, hvor han debuterede med albummet Stop breakin’ down, en duo-plade med Thomas Holm. Fokus var dengang på delta blues og ragtime, og omkring tredive år og et dusin album senere er det stadig den akustiske blues, der er H.P. Langes gebet. Lange har dog udvidet sin musikalske palet, så den i dag også omfatter blandt andet oldtime, bluegrass og cajun-musik (læs om H.P. Langes indspilninger her).
Plads til guitarerne
Endnu et af dansk blues’ hæderkronede navne står på scenen lørdag den 16. september klokken 21. Her er det nemlig Ole Frimer, der er orkesterleder. Han optræder sædvanligvis med sit Ole Frimer Band, der blandt andet inkluderer organisten Niels Ole Thorning, men ved denne lejlighed er formatet ændret for at give mere plads til guitarerne.
Ole Frimer Trio – Ole Frimer (guitar og vokal), Jesper Bylling (bas) og Claus Daugaard (trommer) – er nemlig suppleret med ingen ringere end Knud Møller, og det er ikke for meget sagt, at det er to af landets bedste guitarister, der her mødes.
Turnéen var oprindelig planlagt som en Frimer & Frost-tour, hvor Ole Frimer Trio skulle optræde med guitaristen Per Chr. Frost. Men dén plan måtte selvsagt ændres med Per Chr. Frosts pludselige død i marts i år. Knud Møller trådte hurtigt til (læs mere her), og her er altså tale om en af de højest skattede guitarister inden for dansk rock, blues og roots-musik.
I bluessammenhæng er Knud Møller ikke mindst kendt for sit mangeårige samarbejde med Hans Theessink, som stadig hvert år sender dem rundt på små og store spillesteder i hele landet. Sammen indgik de også i trioen Theessink, Nalle & Møller, som udgav tre plader og vandt to Danish Music Awards.
Endvidere spillede Knud Møller i årtier med Johnny Madsen, og han har spillet og indspillet med blandt andre Ester Brohus, Allan Olsen, Peter Belli og Holtsø & Wittrock. Desuden er han medlem af Don & the Dreamers, der albumdebuterede tidligere i år med It’s never too late to be a rock star.
Ole Frimer kræver næppe den store introduktion for blueselskere, for han har med sit ledflydende, melodiske guitarspil og sin stærke sangskrivning sat sit præg på dansk blues i årtier i orkestre som Frimer Band, Blue Junction og selvfølgelig Ole Frimer Band. Desuden havde han i en årrække Den Sprøde Duo med Peter Thorup og spiller også jævnligt duo-koncerter med Olav Poulsen (læs om Ole Frimers indspilningshistorie her).
Udstationeret
Lørdag den 30. september klokken 21 byder B’Sharp på et gensyn med Big Daddy Wilson. Den næsten 63-årige sanger (han har fødselsdag på lørdag) er født Adam Wilson Blount i North Carolina i USA, men bor i dag i Tyskland, hvor han i sin tid blev udstationeret som soldat i den amerikanske hær.
Det er også i Europa, at soul blues-sangeren har skabt sig en karriere gennem heftig turnévirksomhed og pladeudgivelser. Big Daddy Wilson har desuden arbejdet sammen med mange europæiske og europæisk baserede blueskunstnere som Kai Strauss, Tommy Schneller og Eric Bibb, og hans seneste pladeudgivelse er Pay day (2021), som er et duo-album med Hans Theessink.
Big Daddy Wilson har da også besøgt Danmark mange gange tidligere, og han gjorde et endda meget overbevisende indtryk på Bluesnews.dk både i Odense i 2017 (læs her) og i Kolding året efter (læs her).
Her fremstod Big Daddy Wilson – der også kan finde på at gribe en guitar eller endog betjene trommer – som en særdeles sikker performer med et rigtig godt greb om publikum, og hans alsidige blanding af blues, soul, funk, gospel og reggae appellerer bredt.
På Rampelys optræder Big Daddy Wilson med sit faste italienske backingband bestående af Cesare Nolli på guitar, Paolo Legramandi på bas og Nik Taccori på trommer.
Spilleglæde
Shades of Blue er som live-band ikke bare værdsat af publikum, men også prisbelønnet af Danish Music Awards. Orkestret synes da heller ikke på nogen måde at have mistet den fælles spilleglæde, selv om Shades of Blue har eksisteret som band – med mellemrum – siden slutningen af 1980’erne.
James Loveless (vokal), Morten Brauner (bas) og Uffe Steen (guitar) har været med siden begyndelsen, og Claus Daugaard (trommer) sluttede sig til i 2007. Det er alle sammen musikere med mange års erfaring, ikke blot fra Shades of Blue, men også andre musikalske konstellationer som Trouble Cats, Blue Junction, Ole Frimer Band, Grarup Allstars, Doors Legacy og Loveless Blue Jazz Quintet (læs om James Loveless’ indspilninger her og Uffe Steens ditto her).
Med den travlhed in mente er der ikke noget at sige til, at der efterhånden er gået tolv år siden Shades of Blues seneste, fjerde album Do right by me. I mellemtiden er Shades of Blue dog om noget bare blevet endnu bedre sammenspillet, hvilket deres DMA Blues Livepris altså belønnede i 2018.
Med amerikanskfødte James Loveless i front spiller Shades of Blue både egne numre og covers fra den store amerikanske bluessangskat. Det kan man høre på Rampelys lørdag den 14. oktober klokken 21.
Tre solister
Lørdag den 21. oktober klokken 21 er det spillestedet Kedelhuset, der lægger hus til koncerten, men her er der også hele tre solister på plakaten. Det drejer sig om arrangementet American Ladies in the House med sangerinderne Lady A, Annika Chambers og Terrie Odabi.
Lady A, hvis borgerlige navn er Anita White, har netop udgivet sit syvende album, Just bein’ me. I vanlig stil bevæger hun sig her mellem soul, funk, r&b og blues. Som mange andre afroamerikanske sangere er hun vokset op med gospelmusik, og hun sang i baptistkor fra femårsalderen. Da hun var seksten, stod den fremtidige Lady A selv som kordirigent.
Lady A albumdebuterede i 2010 med Bluez in the key of me og indledte en karriere som en velanset og prisbelønnet sangerinde i bluesmiljøet i hjemstaten Washington. Hun arbejder også gerne sammen med andre; Lady A har for eksempel indspillet med folkemusikeren Lilli Lewis, og ved dette års Blues Heaven Festival i Frederikshavn i november optræder hun sammen med Marquise Knox og Dexter Allen (læs mere her).
Som et kuriosum røg Anita White i 2020 ud i en disput om retten til navnet Lady A med countrytrioen, der tidligere hed Lady Antebellum. De havde ændret gruppens navn til Lady A, da ”Antebellum” (”førkrigs-”) kunne anses som en forherligelse af slaveritiden. Anita White så gruppens appropriation af hendes etablerede kunstnernavn som et udtryk netop for ”white privilege”, og hun udsendte samme år singlen ”My name is all I got”. Sagen blev afsluttet med et forlig sidste år, hvorefter begge parter fortsætter med bruge navnet Lady A.
Stort indtryk
Annika Chambers fra Houston, Texas debuterede i 2014 med albummet Making my mark, og hun gjorde hurtigt et stort indtryk. Albummet indbragte hende en Blues Music Award-nominering, og i alt syv gange har Annika Chambers nu været i spil til bluesverdenens mest anerkendte pris – som hun har vundet både i 2019 og 2022.
Det er nemlig en af de helt store soul blues-sangerinder lige nu, som kommer til Silkeborg. Fire velanmeldte album er det hidtil blevet til fra Annika Chambers’ side. Det seneste, Good trouble fra 2022, var en duo-plade med ægtemanden, den canadiske guitarist Paul DesLauriers.
Lige som Lady A er Annika Chambers opflasket med baptistkirken og dens gospelkor. I dag synger hun altså southern soul og soul blues, og ud over sine egne plader han hun blandt andet medvirket på album med Mick Kolassa og Dave Keller.
Med Wee Willie Walker
Navnet Terrie Odabi vil måske klinge bekendt i nogle danske bluesfans’ ører. I hvert fald hvis de var gæster på Blues Heaven eller Blues Paradise i 2018, for her optrådte sangerinden sammen med Wee Willie Walker og The Anthony Paule Soul Orchestra.
Efter Wee Willie Walkers død har Terrie Odabi arbejdet videre med Anthony Paule, og sidste år fortalte hun, at et fælles album var i planlægningsfasen. I eget navn har Terrie Odabi hidtil udgivet ep’en Evolution of the blues (2014) og albummet My blue soul (2016). Hun har desuden indspillet med Nancy Wright, Wee Willie Walker, Tommy Castro og Bill Ortiz.
Modsat sine to kolleger har Terrie Odabi ikke en egentlig gospelbaggrund, da hendes forældre ikke var kirkegængere. Men Odabi modtog sangundervisning i skolen og bevægede sig fra operaarier til jazz, spirituals, blues og neo-soul.
Ved American Ladies in the House-koncerten bliver de tre sangerinder bakket op af et femmandsband bestående af guitar, bas, trommer, keyboard og saxofon (navnene på musikerne er ikke redaktionen bekendt).
Vender tilbage
Lige som Lady A er Knock-Out Greg & the Scandinavian Blue Flames indforskrevet til årets Blues Heaven (læs her), men inden da spiller de altså på Rampelys, nemlig lørdag den 4. november klokken 21. Knock-Out Greg er den svenske sanger og mundharpespiller Greger Andersson, som vender tilbage til Silkeborg efter sidst at have spillet i B’Sharp-regi i 1998!
Dengang var han frontfigur i Knock-Out Greg & Blue Weather. I dag hedder det altså Knock-Out Greg & the Scandinavian Blue Flames, men det er stadig Gregs bror Marcus ”Little Mark” Andersson, der sidder bag trommerne.
Resten af The Scandinavian Blue Flames er musikere, som alle har spillet med det multinationale bluesband Trickbag. Bassisten Lars Näsman var således i mange år Trickbags puls, og pianist Fredrik von Werder og guitarist Tomi Leino spiller stadig med dét orkester. Tomi Leino kendes dog ikke mindst fra sin egen Tomi Leino Trio, som ofte optræder i Danmark.
Med Knock-Out Greg & the Scandinavian Blue Flames er der soul blues og southern soul på programmet, spillet af nogle af Skandinaviens mest erfarne bluesmusikere.
Danmarkspremiere
Er Knock-Out Gregs band fyldt med kendte ansigter, er der til gengæld tale om en Danmarkspremiere, når amerikanske Sugar Queen står på Rampelys-scenen lørdag den 18. november klokken 21. Sugar Queen hedder egentlig Michele Denise og er født i Florida. Hun studerede oprindeligt klassisk klaver, samtidig med at hun optrådte med blues og gospel i sydstaternes klubber og kirker.
Senere flyttede Sugar Queen til Malaysia, hvor hun dannede bluesbandet Deuces Wild, tilligemed at hun dyrkede en karriere som jazzsangerinde. I 2017 rykkede Sugar Queen igen teltpælene op og flyttede denne gang til Belgien, hvor hun snart blev frontfigur i Sugar Queen and the Straight Blues Band.
Debutalbummet 340 blues gav i 2017 bandet et internationalt gennembrud, og de fulgte det op i 2019 med Sugar Queen live. Tredje og seneste album er Better days, der udkom i 2021.
Sugar Queens baggrund, der også omfatter perioder som korleder af både klassiske kor og gospelkor, giver hende en alsidig musikalsk ballast. Men det er den traditionelle Chicago blues, der er hendes primære udtryksform, om end med strejf af soul og funk.
Sugar Queen kommer til Silkeborg med et band, der består af Jean Raven (guitar), Jan van Drunen (orgel), Erwin Huigen (bas) og Lars Hoogland (trommer).
Gammelt bekendtskab
Lige som Knock-Out Greg er Bo Carlsson alias Mr. Bo et gammelt bekendtskab fra hinsidan. Mr. Bo & the Voodooers blev dannet i 1996 af Bo Carlsson (guitar og vokal) og Lars Mellqvist (bas), begge med en baggrund i Göteborg-bandet Nightcats.
Med Roger Mörck (trommer) og Bo Hansson (orgel) havde man en kvartet, og den har siden været et markant navn på de skandinaviske bluesscener. B’Sharp har også haft bud efter Mr. Bo & the Voodooers adskillige gange; orkestret spillede i Silkeborg i 2017 og var backingband for sangerinden Deitra Farr på Rampelys i 2008.
Mr. Bo & the Voodooers spiller 1960’er- og 70’er-inspireret blues med elementer af soul, funk og gospel. Hver især har musikerne masser af erfaring fra svenske og internationale bluesscener, og både Mr. Bo, Lars Mellqvist og Bo Hansson har været modtagere af Åmåls Blues Fest Blues Award.
Mr. Bo & the Voodooers spiller efterårssæsonens sidste koncert lørdag den 2. december klokken 21.
Billetter til efterårets koncerter hos B’Sharp kan købes via Bluesbilletten her, og du kan læse mere om programmet og om foreningen B’Sharp på hjemmesiden her.