Den mest vellykkede European Blues Challenge

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen (hvor ikke andet er angivet)

European Blues Challenge (EBC) 2017 fandt sted i den forgangne weekend, den 7.-8. april i Horsens. Vi har tidligere beskrevet her på siden, hvordan festlighederne allerede begyndte torsdag den 6. april med Opening Night i Horsens Ny Teater og på KulisseLageret.

Som en del af European Blues Challenge var der fredag den 7. april bluesmarked, plademesse og øl- & vinsmagning på FÆNGSLET, og kl. 15 startede dagens musikalske løjer i Kuben på gågaden i Horsens.

Her var odenseanske Chris Grey jamvært ved arrangementet “100 Guitars”, og der var gang i butikken med flere forskellige musikere fra nær og fjern. Blandt andre kunne man høre guitaristen Dr. Nick fra Kaz Hawkins Band, EBC-konferencier Jesper Bjarnesen og Carsten Mellson, formand for Blueskartellet, Horsens, der stod bag EBC 2017.

Chris Grey styrede slagets gang fint, og det var en smuk gestus, at han for eksempel også indlemmede tre lokale knægte – to på guitar og en på trommer – der var oppe og spille med langt ældre, erfarne musikere, og dét gik jo også helt godt.

Kaz Hawkins, der var klædt i rødt med matchende mobiltelefon, var at finde blandt publikum.

Det var i øvrigt glædeligt at se, at der var mange publikummer til 100 Guitars. Bluesmusikken kom således pænt ud i bybilledet og ramte nok en del folk, der ellers ikke ville værre blevet udsat for de blå toner.

EBC-dommerpanelet

Udsat for de blå toner blev også det talstærke publikum, der troppede op i Forum Horsens til selve blueskonkurrencen.

Årets dommerpanel var sammensat af blues-folk fra flere dele af verden og bestod af:

• Louisa McKennell – Aalborg Blues Forum (Danmark)
• David Bearst – RDL Radio “Route 66” (Frankrig)
• Claude Hastert – Blues Club Luxembourg (Belgien)
• Carlos Malles – Hondarribia Blues Festival (Spanien)
• Dennis  Trevarthen – “Salty Dog Blues ‘n’ Roots” podcast producer (Australien)
• Mike Vernon – pladeproducer (Storbritannien)

For de fleste vil dommerpanelets medlemmer nok være temmelig anonyme. Der er dog ét navn blandt dommerne, der virkelig stikker ud, nemlig den mere end legendariske producer Mike Vernon.

Samme må tilskrives en stor del af æren for det britiske bluesboom, der fandt sted i 1960’erne med navne som for eksempel Fleetwood Mac og John Mayall, som Mike Vernon var fødselshjælper for i studiet.

Bedømmelseskriterier

De bedømmelseskriterier, dommerpanelet skal benytte til EBC, er:

1. Originalitet
2. Instrumentaltalent
3. Vokaltalent
4. Sceneoptræden
5. Blues-indhold

”Blues-indhold” er et nyt bedømmelseskriterium og anvendes for første gang i år, sikkert fordi der hidtil har været horder af EBC-deltagernavne, der tilsyneladende ikke har været helt klar over, hvad blues-begrebet dækker.

Også i år var der flere EBC-deltagere, som ikke havde helt styr på dette felt.

Blueskonkurrencens første del

Med 21 konkurrerende europæiske bands var det som førhen nødvendigt at afvikle selve EBC over to dage, nemlig fredag den 7. og lørdag den 8. april.

Spillerækkefølgen af de deltagende navne blev afgjort ved lodtrækning på det officielle European Blues Union-bestyrelsesmøde i Hamborg i oktober 2016.

Under blueskonkurrencens første del var der 11 bands på scenen, hvor hvert navn havde ca. 25 minutter til at vise, hvad de duede til.

Diversiteten i musikalsk udtryk var stor, og det var også forskel på de orkestre, der demonstrerede, at de var bevidste om, at det var blues-genren, de havde med at gøre. Og så var der de navne, der faldt helt ved siden af.

Der var nogle skrækindjagende eksempler på den sidste kategori, og der var et par lyspunkter inden for den første.

Originalnumre 

Den hollandske kvintet, Detonics, var aftenens første navn, og de gik på til tiden, kl. 20. Med kontrabas/vokal, guitar, orgel, piano, trommer og mundharpe/sang lagde Detonics ud med et medrivende indledningsnummer.

Forsangeren var dog i besiddelse af en i længden noget irriterende, råbende stemme, men Detonics som helhed fungerede med deres swingende 1950’er-inspirerede West Coast blues.

Fra jump-agtige, hurtige numre til langsomme kompositioner, der i øvrigt var ”all original songs,” som forsangeren betonede.

Den musik, Detonics leverede, var til tider lidt tung, men alt i alt var bandet en positiv oplevelse.

Interessant tilgang

Andet navn på scenen var tyske Chris Kramer & Beatbox ’n’ Blues, der stillede op med Chris Kramer på sang, mundharpe og lidt akustisk guitar samt en el-guitarist og en ”human beatbox,” der angiveligt var blevet kåret som tysklandsmester i beatbox.

I princippet en interessant og original tilgang til bluesmusikken, men det fungerede ikke rigtigt, trods hæderlige indsatser fra trioens medlemmer. Chris Kramer leverede for eksempel en god vokalindsats og et godt mundharpespil.

Dertil kom en gang hæderligt el-guitarspil, og så var der den menneskelige beatbox, der gjorde sit til at få tingene til at swinge. Det lykkedes bare aldrig, og publikum var tydeligvis ikke med.

”Rock ’n’ roll!”

Tredje band på banen var franske Gaëlle Buswel Band med ”powerkvinden” Gaëlle Buswel i front på vokal og lejlighedsvis på guitar.

Man kan undre sig over, hvad dette band havde at gøre i en blueskonkurrence, for det var tung rockmusik, de spillede, eller i allerbedste fald rock-blues. Da så Gaëlle Buswel råbte ”rock ’n’ roll!” var der ingen tvivl om, hvor dette (velspillende) band befandt sig.

Gaëlle Buswel Band leverede ”only original songs,” ifølge “powerkvinden” selv, så dét kriterium var opfyldt. Det var bare ikke blues-sange eller -numre, der var tale om, men ”mainstream” metervarerock.

”Meget blues”

Så kom den danske kvartet The Cornfeds på scenen med el-guitar, banjo/vokal, bas/vokal samt trommer plus allehånde rasleinstrumenter.

The Cornfeds spiller originalmateriale med primær inspiration fra den traditionelle delta blues, og det gør de bragende godt. Endvidere må det siges, at dette orkester opfyldte alle fem bedømmelseskriterier, og at der her var tale om blues, var aldeles klart.

Som en svensk bluesmusiker og publikummer udtrykte det: ”The Cornfeds er det bedste band hidtil. Der er der virkelig meget blues i dette orkester.”

Hill country blues

Slovakiet diskede op med duoen Slovak Blues Projekt, der bestod af to herrer på henholdsvis vokal og guitar og bas og slagtøj.

Med klar inspiration i hill country blues plus det løse spillede de to musikere sig igennem et ofte tungt, næsten hypnotiserende sæt, der et langt stykke hen ad vejen var interessant, og også lidt Jimi Hendrix-inspiration skinnede igennem.

Imidlertid kneb det gevaldigt med sceneoptræden-elementet, og i det lange løb blev musikken for statisk.

Glimrende sangerinde

Polen stillede med den charmerende, akustisk orienterede Hot Tamales Trio – en glimrende sangerinde samt to herrer på henholdsvis mundharpe og akustisk guitar.

Eliza Sicińska havde tydeligvis hentet inspiration hos blues-sangerinder som Billie Holiday, men havde sit helt eget udtryk, og det var godt.

Trioen spillede kun originalmateriale bortset fra Robert Johnsons atypiske ”They’re red hot”, der har lagt navn til gruppen, som bestemt gjorde et sympatisk indtryk.

Bluesrock med Jesus

Når man som Portugal stillede op med Messias and the Hot Tones, kunne det jo næsten ikke gå galt.

Bluesrock-bandet viste da også tænder med en god, Eric Clapton-inspireret guitarist og sanger, en tangentmand, en bassist og en trommeslager. Og så var de gode til temposkift.

Egne numre var der flere af, men som et billigt trick sneg der sig lige et Robert Johnson-nummer ind. Det elsker jo alle, og bredt set gjorde Jesus – eller Messias – og hans disciple et positivt indtryk, om end det var bluesrock, de var eksponenter for.

Den rene ynk

Rumænske Southernman Robbies optræden gjorde derimod et alt andet end positivt indtryk. Faktisk var det den rene ynk at opleve denne musiker, der mest af alt mindede om en ”busker” eller gademusikant.

Med slide guitar, fløjten, kazoo og vokal samt inspiration fra traditionel delta blues forsøgte Southernman Robbie at gennemføre sit sæt med æren i behold. Dette lykkedes dog ikke.

Der var ikke megen originalitet over materialet, ”stage presence” var ikke-eksisterende, og brug af falset-stemme hjalp heller. Faktisk var der tale om musikalsk selvmord for åbent tæppe, og folk sivede forståeligt nok.

Jævnt kedeligt

Østrigske The Blues Infusion mødte med vokal, tangenter, guitar, bas og trommer og spillede bluesrock, eller rock-blues, med et bredt set overdrevent udtryk, der hurtigt blev lidt for meget og jævnt kedeligt.

Man fik blandt andet en ”hygge song” – en langsom blues – og en rock-version af Willie Dixons ”I just want to make love to you”.

Både vokal, bas og trommer blev langt hen ad vejen for meget, og trods orkesterets bluesrock-stil efterlod The Blues Infusions sæt en fornemmelse af ligegyldighed.

Gode musikere

Det ungarske bidrag hed Borsodi Blues Collective, men kvartetten leverede dog ikke nogen særlig bluesagtig musik.

Lazlo Borsodi er en udmærket guitarist, og hans band består af gode musikere. Imidlertid mindede deres musik om The Eagles i passager, og man kom desuden hurtigt til at tænke på navne som Toto og Chicago under Borsodi Blues Collectives optræden.

Tangentmandens arbejde påkaldte sig opmærksomhed, men alt i alt var der tale om pop og rock, og Borsodi Blues Collective stod for et af aftenens mindst ”bluesede” indslag.

Charmerende duo

Aftenens sidste indslag var Italiens bidrag i form af den charmerende duo The Bayou Moonshiners, der består af pianospilleren og sangeren Max Lazarin og sangerinden med mere Stephanie Ghizzoni.

Med deres primært New Orleans-inspirerede musik og energiske, ofte morsomme sceneoptræden fik de sparket deres musik ud over scenekanten. Da Stephanie Ghizzoni tilmed lagde sin mikrofon og sang Forum Horsens op uden forstærkning, var ikke et øje tørt.

Gospel fik man også i form af et nummer fra Mahalia Jacksons store repertoire, og så var der lige en fin udgave af ”Amazing grace,” men originalmateriale var der for lidt af.

Således sluttede blueskonkurrencens første del, hvor det trods positive elementer hos andre deltagende navne var svært at øjne andre potentielle vindere af EBC 2017 end danske The Cornfeds.

Konkurrencens anden del

Schweizerne åbnede ballet på EBC’s anden dag på forrygende vis med fuldfed lyd fra det syv mand store orkester, der inkluderede tre blæsere og Hammond-orgel. Pascal Geiser selv kom så slentrende ind og lod sin raspende stemme lyde ud over salen.

Bandet spiller swingende soul blues med bluesrock-elementer, og det var noget, publikum i Forum Horsens kunne lide. Pascal Geiser Band kom rigtig godt ud over scenekanten og ”fyldte meget” i kraft af den store besætning, som de gjorde god brug af.

Pascal Geiser optrådte med akustisk guitar om halsen, men det var nu særdeles begrænset, hvor meget han rørte ved strengene. Til gengæld præsterede leadguitaristen Rolf Mosele glimrende spil, som var elegant uden at være flashy.

På sang nummer to fandt Pascal Geiser mundharpen frem, men det var bandets saxofonist, der tiltrak sig mest opmærksomhed med en veloplagt solo.

Pascal Geiser Band var et swingende og energisk bekendtskab, og Geiser selv er en kæk og glad frontfigur – indimellem næsten lidt for glad, forstået på den måde, at hans melodi grand prix-friskfyragtighed virkede en anelse påtaget. Men måske er han bare en glad dreng.

“I hope you’re ready for me”

”Are you ready?” spurgte konferencier Jesper Bjarnesen Luxembourgs deltager, hvortil Kid Colling oplagt replicerede: ”I’m ready for you – I hope you’re ready for me,” med reference til Willie Dixons bluesklassiker.

Dét var Forum Horsens, som tog godt imod den unge, colombiansk-fødte guitarist og hans band, der lagde ud med en funky basgang, ditto keyboard-solo og Santana-lignende elektrisk guitar.

Herefter fulgte en soulfuld slow blues med en aldeles fremragende guitarsolo fra Colling, der udløste klapsalver i Forum. Et rigtig godt nummer, som høstede anerkendende nik fra Bluesnews.dk’s udsendte og de omkringstående publikummer.

Kid Colling & co. viste diversitet og fulgte op med bl.a. en boogie i Z.Z. Top-stil, hvor frontmanden igen brillerede med en ekvilibristisk guitarsolo af høj klasse. Og hen imod slutningen af sættet fik han også på overbevisende vis inddraget publikum i en call-and-response-interaktion på sangen ”Tired of your behaviour” – noget, der bestemt ikke lykkedes lige godt for alle deltagere.

Velspillet rock

Kroatiens Rolin Humes er en kvartet centreret omkring pianisten og sangeren Robi, en glad dreng med viltre lokker og hurtige fingre, der hamrer energisk løs i el-klaveret. Han lagde ud med at adressere publikum på et ganske imponerende formfuldet dansk – et par til lejligheden tillærte fraser, naturligvis – og så var bandet ellers klar til at drøne ud over stepperne.

Det gjorde de med en omgang velspillet rock, der med lidt god vilje måske kunne kaldes bluesrock, men i virkeligheden havde mere til fælles med klaverboksere som Elton John og Billy Joel, der nok er verseret i sort rhythm & blues, men trækker musikken et helt andet sted hen.

Rolin Humes lignede et band, der havde en fest på scenen. Især i det sidste nummer, ”Irene”, eksperimenterede de desuden med nogle interessante temposkift – sangen startede som en ballade, steg så gradvis i tempo for siden at gå over i valsetakt. Der blev også diverteret med nogle elegante linjer fra guitaristen Nikola, og der skal ikke herske tvivl om, at Rolin Humes er et godt og velspillende rockband. Men i det store hele savnede man blues-elementet, som jo altså er essentielt i en konkurrence som European Blues Challenge.

Swingende jump blues

Svenske Headline Blues Band lagde ud med et covernummer, en version af Robert Parkers ”Barefootin’”. Kvartetten havde rykket klaveret ind på midten af scenen, hvilket afspejlede den centrale rolle, som den diminutive pianist og forsanger Johan Öhman spiller. Han fik demonstreret noget rigtig fint tangentarbejde, og der herskede ingen tvivl om, at Headline Blues Band har et godt greb om den swingende jump blues.

På næste sang var det guitarist Ulph Johanssons tur til at spille med musklerne, og det gjorde han rigtig godt. Det swingede – og det kunne publikum godt lide!

Slow bluesen ”Cold river of tears” blev dedikeret til Stockholms beboere, der som bekendt var blevet ramt af et terrorangreb dagen før. Og der blev også plads til en hyldest til den nylig afdøde svenske blueslegende Sven Zetterberg i form af hans ”Mr. Clean’s got a dirty mind”.

Afslutningsvis gav Headline Blues Band Bo Diddleys ”Can’t judge a book by the cover” i en jump blues-version, komplet med en country/rockabilly-guitarsolo fra Johansson.

Bandet var tydeligt populære hos publikum, som dansede og jivede til den store guldmedalje. Til gengæld var det så som så med originaliteten, ikke mindst med hele tre covernumre på sætlisten.

Forhåndsfavoritten

Jesper Bjarnesen havde angiveligt lovet sig selv ikke at ytre ordene ”oh my God!” eller ”awesome,” men blev alligevel nødt til at gøre det om forhåndsfavoritten Kaz Hawkins Band fra Storbritannien.

Og nordirske Kaz Hawkins var da også opsigtsvækkende, både i kraft af sin fremtoning som Union Jack-klædt blues-mama og sin imponerende stemmekraft.

Tilskuerne dansede og var begejstrede for den energiske sangerinde, der kvitterede med at flirte, kaste sine lange handsker ud til publikum og synge ”a song about my next boyfriend – no. 32.”

Guitaristen Dr. Nick viste gode takter, og i det hele taget blev publikum diverteret med en gang umanerlig professionelt ensemblespil. Men var det blues? Der var reggae-beats, rocklyd, funky guitar og soul-vokal, og selv da rytmen fra Robert Johnsons ”Cross road blues” dukkede op i sættets tredje nummer, blev den parret med mexicanske træk og vokalpop.

Kaz Hawkins’ svar var: ”This is my version of the blues,” hvorefter bandet spillede konkurrencens 2. udgave af Willie Dixons “I just want to make love to you” – nu som heavy rock!

Medbragt publikum

Det kan godt være, at The Cornfeds havde hjemmebane, men ingen fik publikumsopbakning som norske Daniel Eriksen. Det var tydeligt, at mange bluesfans havde taget turen fra Norge til Horsens, og de mødte deres helt med jubel, tilråb, banner og flag!

Daniel Eriksen, der fremstod som en lille mand skjult under en meget stor sixpence, spiller en muskuløs hill country blues, der alene fremføres af ham selv på dobro eller elektrisk guitar samt af trommeslageren Stig Sjøstrøm.

Det er en bluesform, der forlader sig meget på sangens groove, og ind imellem kunne man måske godt savne lidt melodisk variation fra Daniel Eriksen, der også præsterede en let overskruet vokal.

Til gengæld udviklede hans bottleneck-spil sig efterhånden til lidt af en opvisning, og i hans udgave af Blind Willie Johnsons gospel-klassiker ”John the revelator” fik han indflettet elementer af både indisk raga og surf-guitar.

Stig Sjøstrøms trommespil må bestemt også roses, og der var et drive i hans og Eriksens sammenspil, som var svært at modstå – selv for den del af publikum, som ikke var forudindtaget. Og publikumskontakten var altså forbilledlig.

Familieforetagende

Lige som det norske bidrag sværger finske Honey B. Family til hill country-traditionen. Som navnet antyder, er der tale om et familieforetagende med mor Aija ”Honey B.” Puurtinen på bas og vokal, fra Esa Kuloniemi på cigarkasse-guitar og vokal samt den 15-årige søn Moses Kuloniemi på trommer.

De lagde ud med gospelnummeret ”Down to the river to pray” – i vore dage måske bedst kendt med Alison Krauss – med Honey B. på leadvokal og med hendes kompetente basspil liggende højt i lydbilledet. Men også Esa fik givet gode prøver på sit slide-spil.

Herefter fulgte Johnny Winters ”Mean town blues”, nu med Esa på leadvokal og med en trommesolo fra Moses, der var veludført, men lidt vel lang. Efter lidt forvirring om sætlistens rækkefølge kom Honey B. Familys første og eneste originalnummer, Puurtinens groovy ”Ay-yi-yi”, der dog gik en smule i tomgang.

To covernumre mere afsluttede finnernes sæt: Blind Willie Johnsons gospel ”Keep your lamp trimmed and burning” og Elmore James’ ”Shake your moneymaker”, sidstnævnte med fornemt slide-arbejde af Esa og god interaktion med publikum.

Et sæt med fire covernumre ud af fem mulige må nødvendigvis trække ned på karakterskalaen, også selv om den instrumentale kunnen er på et højt niveau. Og så kunne man altså også godt have ønsket sig lidt større stilmæssig variation. Hill country bluesen er repetitiv og næsten hypnotisk i sin natur, så det kræver sit af performeren at holde den interessant.

Hæsblæsende

Esterne stillede med det unge Rene Paul Blues Band. Orkestret spiller en 1960’erinspireret bluesrock og har navn efter keyboardspilleren Rene Paul, der også var god for en kraftig, om end en smule fersk leadvokal.

Skarpest stod imidlertid guitaristen Oskar Malleus, der også sang lead på bandets udgave af Jonny Langs ”Angel of mercy”. Her fik han lov til at slå sig løs i guitarsoloerne, og det kvitterede han for med aldeles hæsblæsende strengearbejde, der udløste ivrige klapsalver. Purister kunne måske indvende, at der var for meget lir, men at det var både dybfølt og teknisk dybt imponerende, bør der ikke sås tvivl om.

Rene Paul supplerede med en glimrende indsats på Hammondorglet, og undervejs i sættet blev der også plads til en bas-solo fra Kalle Tetsmann.

Gruppens tunge bluesrock faldt måske ikke i alles smag, men Rene Paul Blues Band imponerede med en teknisk kunnen og en ungdommelig energi, som det ville være en skam at forsøge at tøjle.

Uimodståelig energi

Det spanske bidrag, kvartetten Los Mambo Jambo, skilte sig ud på mange måder: Dels derved, at det var en hundrede procent instrumental optræden, dels ved deres livlige, kulørte sceneshow og –tøj, og dels ved at spille et musikalsk miks af rockabilly, jump, jive, surf og latin, som må siges at høre til i en af de alleryderste ender af bluesspektret.

Los Mambo Jambo lagde en uimodståelig energi for dagen med deres sæt, der var centreret omkring Dani Nel-los hvinende saxofon og Dani Baraldés’ surf-influerede guitarspil. Man måtte dog også tage hatten af for Ivan Kovacevic, der slyngede sin kontrabas hæmningsløst rundt på scenen.

Og så var der altså ingen af de øvrige bands, der skabte så megen aktivitet på dansegulvet som Los Mambo Jambo.

Stor mand med stor stemme

Sidste band på scenen var den belgiske kvintet The BluesBones, som bestemt ikke lod sig kyse af, at vi nu havde nået nattetimerne, og tilhørerne kunne risikere at være lidt “metaltrætte.”

De sparkede deres sæt i gang med en god omgang hill country-slide og veloplagt Hammondorgel, og dét blev rigtig godt modtaget af publikum i Forum Horsens.

Herefter fulgte en hårdslående boogie-bluesrock-sang om “The devil’s bride”, og det stod hurtigt klart, at forsanger Nico De Cock ikke bare var en meget stor mand, men også havde en stor og kraftfuld stemme.

The BluesBones forstod at variere sættet med en soulfuld slow blues, hvor guitarist Stef Paglia også præsterede en fornem guitarsolo, der gav mindelser om salig Alvin Lee.

Således blev konkurrencens sidste indtryk et godt ét af slagsen.

Blues Behind the Scenes

Nu var det så blevet tid til, at dommerpanelet skulle votere, og konferencier Jesper Bjarnesen greb chancen – og guitaren – for at give et par numre.

Inden vinderen blev fundet, skulle European Blues Union dog begave tre branchefolk med ærespriser, de såkaldte Blues Behind the Scenes Awards.

Priserne blev uddelt i tre kategorier: Den franske radiovært David Baerst, “le Tintin du blues”, æredes i kategorien “media”, den førnævnte legende Mike Vernon vandt – måske ikke længere helt overaskende – i kategorien “production”, mens schweiziske Martin Bründler, præsident for Lucerne Blues Festival, fik prisen for “promotion”.

Vinderen

Kulminationen på det tre dage lange European Blues Challenge-arrangement var naturligvis udnævnelsen af konkurrencens vinder. Ud over trofæet er vinderen af EBC garanteret jobs på syv store europæiske bluesfestivaler og får desuden en halv dags studietid i Juke Joint Studio i Notodden i Norge.

Og som det har været tilfældet flere tidligere år, var der tale om et kontroversielt valg. Det blev Storbritanniens deltager, Kaz Hawkins Band, der kunne kalde sig vinder af European Blues Challenge 2017.

Sangerinden og hendes velspillende band var kommet så godt ud over scenekanten, at de havde fejet alle deres mere traditionelt blues-orienterede konkurrenter af banen.

Andenpladsen gik til The BluesBones fra Belgien, mens schweiziske Pascal Geiser Band kunne løbe med tredjepladsen.

Murren i krogene

Det gav anledning til nogen murren i krogene, at vinderen af en blueskonkurrence – og i øvrigt flere af de øvrige deltagere – egentlig ikke spillede blues.

Men man må nok bare konstatere, at der aldrig bliver fuld enighed på det europæiske kontinent om, hvad bluesbegrebet dækker over.

Under alle omstændigheder var det naturligvis en glad og rørt Kaz Hawkins, der kunne modtage trofæet. Hun kunne med bævende stemme konstatere, hvor rart det er, når man synger om sit eget liv, “and people get it!”

Herefter gav Kaz Hawkins Band to numre, blandt andet Nina Simones “Feeling good”, inden den traditionelle jamsession med deltagere fra de tre vindende bands.

Nye tiltag

Nye tiltag som plademesse, øl- og vinsmagning, bluesmarked over to dage samt mulighed for gratis transport til og fra de forskellige EBC-lokaliteter var klare succeser, som fremtidige arrangører af EBC bør tage ved lære af.

Det var desuden en god idé at opsætte Blues Expo-udstillingen i foyeren i Forum Horsens, så man ikke skulle rende byen rundt og lede efter samme, som det før har været tilfældet.

Ligeledes var det fint, at man kunne beskue fotograf Frank Nielsens værker i Kuben på gågaden i Horsens.

Endvidere var det fornemt at afholde jamsessions efter selve EBC på ét sted, nemlig på KulisseLageret. Så var der samling på både deltagende musikere og publikummer.

Som endnu et nyt tiltag skal nævnes, at folkene bag EBC havde allieret sig med udenlandske studerende fra VIA University College, så musikerne fra de 21 deltagerlande blev mødt af folk, der beherskede deres egne sprog.

Samtidig fungerede de udenlandske studerende som guider i Horsens, og allerede før EBC var der gang i mail-udvekslinger mellem de udenlandske studerende og de deltagende musikere. Atter et forhold, som fremtidige arrangører af EBC kan tage ved lære af.

Toiletforhold og mad og drikke

Toiletforholdene både i Forum Horsens, på Horsens Ny Teater og på KulisseLageret var absolut i orden, og det samme gjaldt udbuddet af mad til publikum, om end dette kunne have været en kende bedre.

Ved Forum Horsens var der for eksempel kun to madmuligheder for de (spontant) sultne, nemlig biksemad og pølser. Men der var godt gang i salget, så vidt Bluesnews.dk kunne observere.

Havde man derimod tilkøbt sig mad på forhånd i Forum Horsens, var der frit slag ved den omfangsrige og udmærkede buffet, der i øvrigt var klar til tiden.

I Forum Horsens var der tilmed let adgang til drikkevarer, dels i foyeren, dels i hallen, hvor selve EBC blev afviklet.

Fin hjemmeside

Sidst men absolut ikke mindst skal EBC 2017’s fine hjemmeside nævnes. Her kunne man finde allehånde brugbare informationer om transport og spisemuligheder. Sidstnævnte omfattede både dyre, mindre dyre og billige løsninger med priseksempler.

Desuden var der informationer om overnatningsmuligheder, kontaktpersoner og meget mere, og så kunne man også både købe billetter til EBC og buffet (Forum Horsens).

Overskueligt, informativt og igen noget, som fremtidige EBC-arrangører bør skele til, når de skal planlægge EBC.

Desuden skal det nævnes, at journalist Per Gregersen løbende sendte gode, informative nyhedsbreve om diverse EBC-relaterede emner ud til den danske verdenspresse og andre interesserede op til – og efter – afviklingen af EBC 2017.

Den mest vellykkede European Blues Challenge

Bluesnews.dk har tidligere rapporteret fra EBC i Letland, Belgien og Italien, der på flere punkter var præget af mangler.

I modsætning dertil må det siges, at folkene bag EBC 2017 har præsteret den mest vellykkede udgave af European Blues Challenge indtil videre.

Organisatorisk set klappede det hele som det skulle. Deltagernavnene kom for eksempel alle på til tiden, ja faktisk var man både den 7. og den 8. april foran den berammede tidsplan.

Desuden var lyden i Forum Horsens glimrende. Æren for alt dette skal selvsagt tilskrives de indforskrevne teknikere og lydfolk.

Og om publikums-tilstrømningen siger EBC-projektleder Peter Buhl: ”Der var ca. 600–700 publikummer igennem fredag og lørdag. Vi ville gerne have solgt 800–1000 billetter. Rent faktisk havde vi projekteret med et billetsalg på 1000 stk. Men det løber rundt.”

Blueskartellet i Horsens med formand Carsten Mellson og Peter Buhl fra bluesforeningen Crossroads i Vejle samt masser af frivillige kræfter fra Jysk Blues Netværk med flere kan med rette være stolte af deres fine arbejde med etableringen og afviklingen af EBC 2017.