Dokumentarfilm om Howlin’ Wolf på Cinemateket

Howlin’ Wolf

Tekst: Jakob Wandam

Dette års Copenhagen Blues Festival er som bekendt aflyst (læs her), men københavnerne – og andre, der er villige til at drage til landets hovedstad – kan få et lille plaster på såret. I forbindelse med festivalen er der nemlig tradition for fremvisning af en film med bluestema på Cinemateket, og den bliver vi ikke snydt for i år.

Torsdag den 8. oktober viser Cinemateket nemlig Don McGlynns dokumentarfilm The Howlin’ Wolf story fra 2003. Det er i sig selv en begivenhed, men for at gøre det endnu mere særligt har man inviteret instruktøren selv til at komme og introducere filmen.

Portræt

The Howlin’ Wolf story er selvsagt et portræt af Chester Arthur Burnett, som blev en af bluesens allerstørste legender under navnet Howlin’ Wolf. Filmen indeholder interviews med Howlin’ Wolfs familiemedlemmer og adskillige musikerkolleger, for eksempel Hubert Sumlin, Jody Williams, Billy Boy Arnold og Sam Lay, og tegner et billede af Howlin’ Wolfs liv og karriere.

Den 90 minutter lange film er spækket med musik og indeholder blandt andet optagelser fra American Folk Blues Festival og Newport Folk Festival samt trommeslageren Sam Lays private optagelser fra Chicagos bluesklubber i 1950’erne og 60’erne. Desuden ser man Howlin’ Wolf i tv-showet Shindig i 1965, hvor The Rolling Stones præsenterer ham – de havde insisteret på, at han skulle optræde i programmet.

Seks musikfilm

Don McGlynn

The Howlin’ Wolf story er den sidste af i alt seks musikfilm af Don McGlynn, som vises på Cinemateket i september og oktober. Don McGlynn er amerikaner, men bor i Danmark og har for nylig overgivet hele sit oevre til Cinemateket i København. Han vil være til stede ved alle seks fremvisninger.

Arrangementet med forevisning af The Howlin’ Wolf story samt Don McGlynns introduktion finder sted på Cinemateket, Gothersgade 55, København K torsdag den 8. oktober klokken 19.15. Billetter kan erhverves for kr. 95; for Cinematekets medlemmer er prisen dog kr. 65.

Billetterne kan bestilles på tlf. 33 74 34 12 eller på Cinematekets hjemmeside her.