De driftige folk bag Køge Blues Festival er endnu en gang klar med et færdigt festivalprogram. Køge Blues Festival bliver afholdt to gange årligt, og forrige gang var den 18. marts 2023, hvor der var optrædener af The DownShifters, Nello & the Helping Hand Blues Band, Fried Okra og The Blues Overdrive (se billedserie her).
Den næste Køge Blues Festival finder sted lørdag den 30. september 2023, vanen tro i Teaterbygningen, Bag Haverne 1 i Køge. Og som det også er tradition i Køge, er det de danske og skandinaviske navne, der præger plakaten.
Malmø-orkester
Første navn på scenen er således Malmø-orkestret Sir Jay Åsling Combo. Bandet ledes af guitaristen og sangeren Jörgen Åsling, og han bakkes op af Kim Tomas på guitar, Håkan Persson på kontrabas og Anna-Karin Pettersson på trommer.
Den 59-årige Åsling er en erfaren bluesmand, som både har optrådt på Mojo Blues Bar i København og Antone’s i Texas. Han har udsendt fem album med bandet Sir Jay & his Blue Orchestra, og i 2022 udgav han Love that burns, som var en hyldest til Peter Greens Fleetwood Mac.
Med Sir Jay Åsling Combo lover han et miks af egne numre og musik af blandt andre B.B. King, Little Milton og The Allman Brothers Band.
Dernæst er der optræden af den lokale Damkier & Kaas Blues Quartet. Kvartetten spiller, hvad de kalder ”upoleret old school blues”, og lige som Sir Jay Åsling Combo er de inspireret af blandt andre Fleetwood Mac med Peter Green og Jeremy Spencer.
Bandet har navn efter guitaristen Ken Damkier og guitaristen og sangeren Torben Kaas, hvoraf førstnævnte også spiller i Øernes Blues Band, og sidstnævnte kendes fra orkestrene N’City Blues og Torben Kaas Swamp Blues Trio. Desuden indgår Jan Hvidtved (ligeledes medlem af Øernes Blues Band) på bas og Køge Blues Festivals arrangør Sven Levandowsky (også kendt fra Basement Jazzband) på trommer.
Vender tilbage
Skar’s Blues Band spillede på Køge Blues Festival i efteråret 2022 (se her), og de vender nu tilbage til Teaterbygningen. Siden sidst er der sket et par udskiftninger i opstillingen: Morten Engelund på guitar og Anders Bak på trommer har sluttet sig til Rene Eriksen (bas) og frontmand Lars Skar (guitar og vokal).
Det er en flok erfarne musikere, som dog primært begår sig på Sjælland, hvor de spiller deres blues og bluesrock.
Hovednavnet på denne iteration af Køge Blues Festival må siges at være Pay Day. Orkestret har guitaristen, sangeren og sangskriveren Oscar Mukherjee i front, og de har tidligere – med stor succes – optrådt på festivalen i 2020 (læs her).
Dengang hed de Mukherjee Blues, men Oscar Mukherjee, Jakob Holm (guitar), Asmus Jensen (trommer) og Søren Bøjgaard (bas og barytonguitar) relancerede bandet som Pay Day med albumudgivelsen Getting there i februar i år (læs anmeldelse her). Pay Day spiller Oscar Mukherjees egne sange krydret med udvalgte covers af for eksempel Jimmy Reed og Bo Diddley.
Billetter
Køge Blues Festival slår dørene op lørdag den 30. september klokken 11, og musikken begynder klokken 12. Der er unummererede siddepladser, og man kan sætte sig på en af dem formedelst kr. 275. Det er desuden muligt at tilkøbe en vegetarisk frokosttallerken samt en øl eller vand for kr. 120.
Billetterne er sat til salg på Musikforeningen Bygningens hjemmeside her.