Eklektisk historiefortælling i Kolding med Guy Forsyth

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Mandag i Kolding er lig med ”Stormy Monday” på spillestedet Godset. Her er der tradition for at afholde blueskoncerter, og mandag den 30. april var ingen undtagelse. Indforskrevet denne aften kl. 20 var amerikanske Guy Forsyth og hans kvartet, og cirka 75 betalende publikummer havde fundet vej gennem styrtregnen.

Guy Forsyth har en håndfuld koncerter på dansk grund i foråret, og turnéen er en slags fortløbende double date. Bandet består nemlig af Guy Forsyth selv på vokal, guitar, mundharpe, ukulele, sav og kazoo, hustruen Jeska Forsyth på vokal og lejlighedsvis ukulele og tamburin samt ægteparret Nina og Jeff Botta på henholdsvis trommer og bas samt kor og percussion.

De spillede et veloplagt sæt, der primært tog udgangspunkt i blues, men var en eklektisk blanding af den amerikanske roots-musik, som Guy Forsyth også dyrker både på sine alsidige soloplader og med bandet Hot Nut Riveters.

Man ved nemlig aldrig helt, hvor man har Guy Forsyth; hver plade har et helt nyt udtryk, og selv hans udseende ændrer sig jævnligt, så han kan være helt svær at genkende.

Stærk stemme

Guy Forsyth demonstrerede fra begyndelsen en virkelig stærk stemme og gav desuden gode smagsprøver på sit bottleneck-spil på bluesnummeret ”I need a cool breeze”. Jeska Forsyth supplerede med smægtende korsang, der sammen med rumklang-effekten på guitaren tilføjede nummeret et æterisk snit.

Kapelmesterens andet hovedinstrument er mundharpen, og den fandt han frem til sangen ”105”. Nummeret bød på et spændende arrangement, der startede med kun vokal, mundharpe, shaker og stortromme, men efterhånden udviklede sig til en dundrende hill country-lignende blues med en lang mundharpesolo, der undervejs citerede ”When the saints go marching in”.

Den traditionelle field holler ”I asked my captain what time o’ day” fulgte, næsten acappella, og den var endnu et udstillingsvindue for Guy Forsyths kraftfulde vokal.

Smuk leadvokal

Jeska Forsyth holdt sig ikke til at synge kor, men fremviste en smuk leadvokal på den folk’ede ”Going home” af duoen Hat Fitz and Cara, som i øvrigt selv spillede den, da de besøgte Jam Days i Odense sidste år (læs her).

”Heart-shaped hole” var en Sonny Landreth-agtig Louisiana-blues med glimrende slide-spil af Guy Forsyth, og bluesy slide var der også masser af på Bonnie Raitts ”Give it up or let me go” med vokal af Jeska Forsyth.

Inden ”Brand new day” skiftede Guy Forsyth til semiakustisk guitar. Sangen kunne vel placeres et sted mellem southern og California rock, men bandet vendte straks tilbage til bluesen med den hårdslående, delta-sumpede ”Nobody gonna bail me out”.

Skiftet spor

Der blev dog hurtigt skiftet spor igen med først Roy Orbisons let tex-mex’ede ”Blue bayou” (smukt sunget af Jeska Forsyth), siden The Wood Brothers’ ”Sing about it” (med ukulele-solo af Guy Forsyth og fine vokalharmonier af ham og fruen) og endelig ”Over the rainbow” i et arrangement, der med Jeska Forsyth på ukulele og vokal nok skyldte en del til Israel “Iz” Kamakawiwoʻoles version. Guy Forsyth fik dog givet den et personligt spin ved at akkompagnere på sav.

Herefter var det New Orleans-tid med en version af ”St. James Infirmary”, hvor Guy Forsyth spillede kazoo og scat-sang veloplagt i bedste Louis Armstrong-stil. Nina og Jeff Botta skabte det helt rigtige New Orleans-beat, og de bakkede i det hele taget Guy Forsyth op på forbilledlig vis, både som diskret og præcis rytmesektion og, især i Jeff Bottas tilfælde, med knivskarpe backing-vokaler.

Jeska Forsyth tog en pause fra scenen under de næste to numre, den instrumentale jump blues ”The pleaser” – med Chicago-mundharpe af Forsyth og walking bass af Jeff Botta – og den satiriske ”The monkey” af Dave Bartholomew.

Hyldest

Jeska Forsyth vendte tilbage til parrets egen ”Daddy’s listening”, som hun sang over en gang rocket slide-guitar, inklusive en fin solo af ægtemanden. Den blev fulgt op af ”The things that matter”, en slags hyldest til den afdøde country-guitarist Stephen Bruton og i øvrigt en fin, melodisk sang, som danske Harpin’ Wolf & the Black Sheep indspillede på deres album Workin’ man (læs her).

Tempoet blev skruet op til sidst med ”If I was sick”, hvor hele bandet stemte i med hill country-påvirkede rytmer, og Guy Forsyth endnu en gang brillerede med sit bottleneck-spil.

Ikke mindre end fire ekstranumre blev det til. Først sang Jeska Forsyth Brandi Carliles ”Wherever is your heart”, der startede som en blid country-ballade, men skiftede tempo og intensitet med Nina Bottas buldrende rock-trommer.

Croonede

Bluesnummeret ”Don’t turn me in” fulgte, inden Guy Forsyth croonede sig igennem en swingende, jazzet version af Percy Mayfields ”Danger zone”.

Og allersidste sang blev Bo Diddleys ”Mona”, der kulminerede med en vild mundharpesolo, hvor Guy Forsyth blandt andet lånte en melodibid fra Jimi Hendrix’ ”Third stone from the sun”.

Som det turde fremgå, var koncerten på Godset altså genremæssigt en blandet landhandel, der kom vidt omkring i såvel blueslandskabet som de tilgrænsende områder.

Men uanset hvor de bevægede sig hen, lød Guy Forsyth og hans band, som om de hørte hjemme, og springene mellem stilarter virkede aldrig for abrupte. Man havde ikke på noget tidspunkt fornemmelsen af, at man selv eller bandet tabte den røde tråd.

Historiefortæller

Guy Forsyth var en medrivende historiefortæller, som gerne introducerede sine sange, og en glimrende instrumentalist både på guitar og mundharpe. Og så var han altså ikke bange for at inkorporere mindre vante instrumenter som sav og kazoo, som han betjente med dødsforagt.

Forsyths stemme synes påvirket af field holler-traditionen og har en imponerende fylde, og også Jeska Forsyths vokal gjorde et stort og positivt indtryk. Læg hertil en rytmesektion, som gjorde netop, hvad en sådan skal gøre: De holdt sammen på det hele uden at gøre for meget væsen af sig og sørgede for, at det hele gled som i olie, blandt andet ved hjælp af backing-vokaler, der lå præcis, hvor de skulle.

Guy Forsyth er en hyppig gæst i Nordeuropa, men kedelig bliver han aldrig. Hans koncerter er rige på humør og publikumsinteraktion, og så forstår han at variere sin musik, både inden for den enkelte koncert og fra turné til turné. Ham kan man sagtens tåle at høre flere gange.