Det var et enigt dommerpanel, der torsdag aften i Det Musiske Hus uddelte Toneværk Musikpris til Peter Astrup, manden bag Blues Heaven i Frederikshavn. Sammen med prisen følger 20.000 kroner.
I motivationen nævnes det blandt andet:
“Peter Astrup er ener i dansk festivalsammenhæng og en respekteret promoter inden for genren i Danmark og i udlandet. Han går hjemmevandt rundt blandt de største artister og de mest skrækindjagende musikkøbmænd over hele verden – og særligt i bluesmusikkens hjemland, USA. Og herfra formår han at hive store, internationale kunstnere til Nordjylland, Danmark og Europa. Inden for de seneste år er festivalen vokset – først ud af Frederikshavn Firmaklubbers haller, dernæst ud af Det Musiske Hus – og nu er festivalen placeret i Arena Nord med plads til at tænke stort.”
Toneværk er stiftet af Det Musiske Hus og Royal Beer, og musikprisen uddeles til musikere, branchepersoner, arrangører eller personer i musikkulturen, der gennem deres virke har arbejdet for at styrke den rytmiske musik i Nordjylland.
Det er anden gang, prisen uddeles.
I dommerpanelet for 2019-uddelingen sidder:
- Hanne Elkjær, DMF Aalborg
- Signe Wang Carlsen, musiker
- Søren Kepler, musiker
- Peter Christian Jensen, Royal Beer
- Jens Ole Amstrup, spillestedsleder, Det Musiske Hus