Engelsk tidsskrift skriver om Københavns New Orleans blues-scene

Tekst: Jakob Wandam

Blues matters! er et prisbelønnet britisk bluestidsskrift, der udkommer hver anden måned, og som har eksisteret siden 1999. Bladet har som sagt base i England, men beskæftiger sig med blues på verdensplan, og i dette års august/september-nummer retter Blues matters! blandt andet fokus mod Danmark.

Det er den engelske pianist Dom Pipkin, som under overskriften ”Radiating the 88s – Copenhagen meets the Crescent City” fortæller om den københavnske scene for New Orleans-musik og særligt om de danske pianister, der beskæftiger sig med stilen.

Dom Pipkin er selv et velanskrevet navn inden for New Orleans-R&B og har indspillet både som solist og med sit band Dom and the Ikos.

Besøgte København

Hans Knudsen og Dom Pipkin
Foto: Jakob Wandam

Dom Pipkin besøgte København i februar i år, hvor han var hentet til landet af JBL Music, og i artiklen beretter han om flere af de samme koncerter, som vi også dækkede her på Bluesnews.dk (læs her). Under et næsten ugelangt besøg spillede Dom Pipkin blandt andet et par stjernespækkede koncerter på Mojo Blues Bar og Charlie Scott’s Bar.

Pipkin giver i sin artikel den internationale læserskare en smuk præsentation af pianisterne Hans Knudsen, Esben Just og Chris Copen, lige som han henleder læserens opmærksomhed på Emil Otto og får nævnt Johan Bylling Lang, Chris Tanner og Sahra da Silva.

Chris Copen og Dom Pipkin
Foto: Jakob Wandam

Blues matters! holder til her, men vil man læse Dom Pipkins velskrevne og grundige artikel, må man enten have fat i det trykte blad eller oprette et abonnement på den digitale udgave – sidstnævnte giver også ubegrænset adgang til Blues matters!’ digitale arkiv.

Læs mere om de forskellige abonnementsordninger her.