Fælles prisfest for dansk blues.

Blues prisfestfra jazzdanmark.dk:

Den 23. september vil der være dobbelt op på prisuddelinger til den danske bluesscene, når ”Årets Danske Bluesudgivelse” og ”Årets Danske Blues Navn” skal kåres. Arrangementet finder sted i Amager Bio kl.19, hvor der vil være prisoverrækkelse og efterfølgende koncert med John Németh og den tidligere DMA Blues vinder Thorbjørn Risager & The Black Tornado.

Det er tredje gang, at den danske bluesscene kan se frem til en fælles fejring af dansk blues. Siden 2012 er der under Copenhagen Blues Festival blevet uddelt en Danish Music Awards Blues til årets bedste danske bluesalbum, samt en hæderspris og 10.000 kr. til en dansk blueskunstner, der i løbet af året har gjort sig særligt bemærket. Prisuddelingen er i år flyttet ud i Amager Bio, hvor der efterfølgende vil være mulighed for at høre to topnavne inden for blues genren, nemlig danske Thorbjørn Risager & The Black Tornado og amerikanske John Németh med sit Memphis soul-blues band.

På trods af, at der er tale om to forskellige priser er formålet med dem det samme, nemlig at være en anerkendelse til bluesmiljøet i Danmark. Derfor har det også været oplagt for de involverede parter at lave en fælles prisfest, som både hylder årets album og årets livekunstner. Blandt de tidligere vindere af en DMA Blues statuette er Thorbjørn Risager, Tim Lothar og Mike Andersen, mens det er navne som Troels Jensen, Mike Andersen, Kenn Lending, Jes Holtsø og Paul Banks, der er løbet med titlen som ”Årets Danske Blues Navn”

De nominerede til DMA Blues 2015 for ”Årets Danske Bluesudgivelse” er:

Big Creek Slim: Hope For My Soul (Straight Shooter)

The Blues Overdrive: Clinch! (Gateway Music)

Fried Okra Band: Back Into the River (Target)

Mike Andersen: Home (Nordic Music Society)

The Mojo Makers: Devils Hands (Hypertension Music)

 

”Årets Danske Bluesudgivelse” uddeles af JazzDanmark og ROSA – Dansk Rock Samråd, mens det er Copenhagen Blues Festival, i samarbejde med Amager Bio og MOJO, der står bag ”Årets Danske Blues Navn”. Sidstnævnte pris har eksisteret siden 2002.

 

Billetter til koncerten med John Németh og Thorbjørn Risager & The Black Tornado releasekoncert kan købes via Billetnet HER – og giver samtidig også adgang til den dobbelte prisfest, der som nævnt starter kl.19.00.