Feel-good-koncert i Vollsmose

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Vollsmose Kulturhus i Odense har til alt held for byens bluesfans indtil videre fortsat linjen fra før årsskiftet, hvor stedet blev lagt ind under Odense Bibliotekerne. Onsdag den 9. maj kunne stedet således blænde op for sin anden blueskoncert i år.

Det var ingen ringere end Troels Jensen & the Healers feat. Miriam Mandipira, der var kommet på en sjælden visit vest for Storebælt, og de havde trukket et talstærkt publikum til kulturhuset.

Det ti mand store orkester bestod af Troels Jensen (årets danske bluesnavn 2002) på keyboard, guitar og vokal, Miriam Mandipira (årets danske bluesnavn 2016) på vokal, Michael Lee Rasmussen på guitar, Knut Henriksen på bas, Tobias Leonardo Rasmussen på trommer og Ole Himmelstrup, Anders Gaardmand og Nis Toxværd på saxofon samt Nana Schwartzlose og Lea Thorlann på kor.

Fra Memphis til New Orleans

De skulle spille ”musik fra Memphis og ned til New Orleans,” annoncerede Troels Jensen, og intet illustrerede dette bedre end åbningsnummeret, Jensens egen ”Someone shot the blues” fra 2004-albummet Look this way. Nummeret startede stemningsfuldt med delta-slideguitar og vokal af Troels Jensen og blev langsomt bygget op med flere og flere instrumenter, indtil det til sidst fremstod i fuldt New Orleans-flor. Især lagde man mærke til Knut Henriksens veloplagte basspil og en skarp guitarsolo af Michael Lee.

Troels Jensen er en alsidig herre, som lyder lige hjemmevant i delta blues, New Orleans-R&B, gospel og klassisk vaudeville-blues. Med The Healers i fuld opstilling er hovedvægten dog lagt på den swingende og festlige version af bluesmusikken, hvor arrangementerne gør god brug af de to fjerboa-klædte korsangerinder og tre saxofonister.

Himmelstrup, Gaardmand og Toxværd på henholdsvis baryton-, tenor- og altsaxofon skiftedes til at spille swingende soloer, Nis Toxværd f.eks. på den New Orleans-prægede ”Beautiful city of my dreams”. På denne sang, der ligeledes stammer fra Look this way og er skrevet af Troels Jensen, skiftede kapelmesteren til elklaver.

Galant

Miriam Mandipira gik på og af scenen flere gange undervejs i koncerten – hver gang hjulpet af en galant Michael Lee Rasmussen – og hun kom første gang frem til Jensens soul blues-ballade ”Look this way”, som hun straks fulgte op med sin egen fremragende ”Blame me” med endnu en fin solo af Michael Lee Rasmussen.

Sidstnævnte gjorde generelt en rigtig god figur med sin klare tone, plucking– og bending-teknik og Clapton’ske melodiøsitet. Michael Lee indtog spotlyset på sit afdæmpede, tex-mex-influerede instrumentalnummer ”Southern breeze”, mens damerne tog et hvil. De var dog straks tilbage til Troels Jensens glimrende soul gospel-arrangement af Blind Willie Johnsons ”Motherless children”. Troels Jensen og Miriam Mandipira delte vokalarbejdet på dette nummer, som også kan findes på deres duo-plade Careless love (2017) (læs anmeldelse her).

Miriam Mandipira er en formidabel sangerinde, som koncerten igennem imponerede med sin vokale spændvidde, stemmekraft og smagfulde fraseringer. Det hørte man ikke mindst på ”I need somebody bad”, der egentlig er en country-sang, men som i The Healers’ udgave har et stærkt R&B-præg.

Sangen har bandet indspillet på sidste års udgivelse My love (læs anmeldelse her), og herfra var også hentet det sidste nummer i første sæt, Troels Jensens New Orleans-rhythm & blues-nummer ”I’ll keep on walkin’”.

Uhyre tændt

Bandet holdt en længere pause – cirka 30 minutter – og det var åbenbart tiltrængt, for det var et uhyre tændt orkester, der kom tilbage fra halvlegen, dog uden Miriam Mandipira. De lagde ud med gospel bluesen ”Need somebody on your bond” med Troels Jensen i front på vokal og guitar.

Hvad stemmen ikke har af kraft – og det er efterhånden en temmelig slidt vokal, Troels Jensen præsterer – kompenserer den for i hudløs udtryksfuldhed. Man kunne dog have ønsket sig, at han var mikset lidt højere, for stemmen og for den sags skyld også klaveret havde generelt lidt svært ved at trænge igennem det fyldige orkester.

Det problem havde Miriam Mandipira ingenlunde. Hun vendte nu tilbage for at synge duet med Jensen på ”Take me home”, og atter blev man imponeret af varmen og fylden i hendes Randy Crawford-lignende leadvokal.

”Vi er efterhånden så gamle, at vi er blevet et balladeorkester,” sagde Troels Jensen som introduktion til den næste sang, og det var ganske rigtigt en ballade, nemlig Jensen/Mandipiras smukke ”My love”.

Troels Jensen akkompagnerede med jazzet klaver, og der var lækkert, blødt basspil af Knut Henriksen og en glimrende solo af Michael Lee på guitaren.

Forrygende

Mens Mandipira, Thorlann og Schwartzlose til publikums store moro kradsede på kulturhusets dør for at komme ud til en mindre hvilepause, kastede resten af bandet sig ud i en slow blues med herligt bluesy klaverspil af Troels Jensen og en helt forrygende solo af Michael Lee Rasmussen.

Den blev fulgt af en funky, dansabel ”Backwoods preacher man” af Tony Joe White, hvor en livlig Knut Henriksen på bassen desuden sluttede sig koret sammen med de tilbagevendte Nana Schwartzlose og Lea Thorlann. Backingvokalerne tilførte virkelig nummeret noget, og generelt må man sige, at det veloplagte kor er en stor del af Troels Jensen & the Healers’ særlige stemning. Nummeret blev rundet af med en trommesolo fra en tight spillende Tobias Leonardo Pedersen.

Hernæst kom den Etta James-agtige R&B-ballade ”Since I fell for you”, der var en virkelig flot showcase for Miriam Mandipiras sublime vokal. Denne blev pakket ind af smægtende blæsere, inklusive en fin solo af Anders Gaardmand.

Korsangerinderne tog over

Efter en storswingende ”Coming home” var det tid for korsangerinderne til at tage over. Både Mandipira og Jensen forlod scenen, og Nana Schwartzlose satte sig ved klaveret for at akkompagnere Lea Thorlann, der sang sin egen ”You are my cocaine”. Thorlann croonede sig kælent gennem dette jazzede swing-blues-nummer, ledsaget af en solo fra Nis Toxværd på altsaxofonen.

En velsyngende Nana Schwartzlose tog standarden ”(Get your kicks on) Route 66” under kærlig behandling med stor karisma samt swingende klaverakkompagnement af Troels Jensen og walking bass af Knut Henriksen.

Alle mand var på plads til afslutningsnummeret, Willie Nelsons ”Night life”, pragtfuldt sunget af Miriam Mandipira med skønt kor af Schwartzlose og Thorlann. Bandet havde nu spillet i sammenlagt cirka en time og tre kvarter, og orkestrets energi og stemningen blandt publikum havde nærmest været konstant stigende.

Ekstra gear

Troels Jensen & the Healers feat. Miriam Mandipira havde spillet tight og veloplagt fra begyndelsen, men især efter pausen var det, som om de fandt et ekstra gear. Med deres old-school korpigesang og blæsernes fylde skabte orkestret en rigtig feel-good-blues, der baserede sig på urban swing og rhythm & blues, men samtidig havde trædesten i delta blues, gospel og soul.

Musikerne, der alle er yderst erfarne folk, som spiller i et utal af sammenhænge, leverede fornemme præstationer på alle pladser, og der var fin publikumskontakt og masser af underspillet humor.

Endelig skal man ikke glemme, at Troels Jensen er en glimrende boogie-woogie-pianist, og det demonstrerede han på det forrygende ekstranummer ”Boogie woogie man”. Han delte leadvokal-opgaven med Miriam Mandipira, der måtte scatte og improvisere sig igennem et ekstra vers, da nogen glemte en solo. Men så blev der også kompenseret med soloer fra alle tre saxofonister og energisk spil fra rytmesektionen, inden Troels Jensen & the Healers feat. Miriam Mandipira takkede af.