Festaften for Chicago-fans

Af Jakob Wandam

Lørdag den 19. august var sidste dag på jazz- og bluesfestivalen Den Blå Festival i Aalborg (med nogle få efternøler-koncerter søndag), så der skulle nogle stærke navne på programmet, og det var der sandelig også.

Lige som om fredagen (læs her) måtte Bluesnews.dk omhyggeligt udvælge, hvilke koncerter der skulle opleves, da Aalborg hele dagen var fuld af blues, og mange af koncerterne foregik samtidigt.

Men Bluesnews.dk var ikke i tvivl om, at dagen skulle påbegyndes klokken 12 på Bredbånd Nord og Eniig Bluesscenen på Toldbod Plads, hvor den færøske duo Terji & Uni var første navn på plakaten.

Terji & Uni

Terji Krossteig Messell var nomineret til den netop uddelte Danish Music Award for Årets Bluesudgivelse (læs her) for sit album Útisetablús. Som man fornemmer af titlen, har Terji specialiseret sig i at synge blues på færøsk, og med en ganske særlig færøsk tone – han kalder det Nordatlanterhavsblues.

Med sig i Aalborg havde han Uni Debess, som han p.t. arbejder sammen med på en turné, de kalder Modersmålsblues, hvor også Kent Thomsen og Olav Gudnason deltager. Men hvor Terjis album er indspillet på færøsk, har Uni oftest sunget på engelsk, og derfor har han måttet oversætte mange af sine tekster til formålet.

Og modersmålet var altså også netop, hvad der blev sunget på, allerførst i, hvad Terji kaldte sin udgave af ”Sweet home Chicago”, hjemlængselssangen ”Havn, kjera Havn (Útisetablús)”.

Ganske rørende

Hele koncerten igennem skiftedes de to udøvere til at synge for på én af deres egne, ofte stærkt personlige sange. Hvert nummer blev introduceret med en lille historie om teksten eller dens tilblivelse, og det var indimellem ganske rørende.

Så selv om man som dansker ofte ikke forstod teksternes ord, kunne man blive ganske bevæget. Det gjaldt f.eks. ved Unis ”River song” (vi skal undlade at forsøge at gengive den færøske titel) om hans minder om en fisketur med faderen, eller Terjis smukke, Mark Knopfler-agtige ”Heim”.

Men der blev også spillet og sunget med en underspillet elegance. Terji har en meget karakteristisk, gutteral sangstemme, som er uhyre udtryksfuld. Unis stemme er lysere, men besidder nogle af de samme kvaliteter og karakteristika. De akkompagnerede hinanden med akustisk fingerspilsguitar og bottleneck, mens Uni indimellem supplerede med mundharpe i Sonny Terry-stil.

Stemningsfuldt minimalistisk

Terji er efter begges udsagn ikke nogen stor jam-musiker – ”Han er lidt autistisk,” som Uni udtrykte det – og kaster sig ikke ud i de store, improviserede soloer, men han spiller stemningsfuldt minimalistisk og frembragte nogle ganske fine instrumentalpartier. ”B.B. King har ikke levet forgæves,” bemærkede han selv efter en særligt King-agtig solo.

Og humoren spillede bestemt også en stor rolle. Terji er en lun entertainer-type, som leverer sine fortællinger med en tør, afvæbnende humor og mange morsomme kommentarer undervejs. Og han havde også ganske mange morsomme sange på repertoiret.

”Teit blús” var et godt eksempel – en sang om den færøske verdensstjerne Teitur, der klager over, at han ingen penge har, men heldigvis må han gerne låne af Terji! Og ”B-L-Ú-S” var en ganske fiffig sang om, hvorledes færinger og islændinge som de eneste i verden staver ”blues” på deres egen måde – komplet med et vers på islandsk.

Således charmerede Terji & Uni publikum på Toldbod Plads med bevægende sange, humor og elegant, akustisk Nordatlanterhavs-country blues. Og selv da et decideret skybrud sendte publikum ind under barernes baldakiner, spillede de to herrer ufortrødent videre, for vi skulle jo have det hele med.

Samantha Smith & Big Creek Slim Band

Terji havde over for Bluesnews.dk rost atmosfæren og lyden på den lille Tempo Bodega, så hertil drog denne reporter klokken 14 for at se Samantha Smith (som dagen før havde optrådt som Samantha-Antoinette sammen med Christian Bundgaard) og Big Creek Slim Band varme op til aftenens koncert på Bluesscenen (se nedenfor).

Bandet trivedes tydeligvis ganske godt på den lille, klemte bodegascene, hvorfra de serverede rå, ufortyndet Chicago blues for de heldige fremmødte.

Big Creek Slim stod i front på de første tre numre, hvor han, bakket op af den finske Tomi Leino Trio samt Peter Nande på mundharpe blandt andet sang ”Bo Diddley’s a gunslinger” med ihærdig hjælp fra publikum, mens Samantha Smith spillede tamburin, stående på trappen til toiletterne!

Herefter trådte Samantha Smith helt ind på scenen (som egentlig ikke var en scene, men simpelthen gulvet i den ene ende af Tempo Bodega) og sang duet med Big Creek Slim på ”Everyday I have the blues”. Så måtte Bluesnews.dk videre, men nåede dog lige at høre en lækker version af Z.Z. Hills ”Down home blues.”

Jesper Theis

Men Kulturcenteret Fjordbyen kaldte, for her spillede Jesper Theis klokken 15 sammen med bassisten Olav Gudnason og, som et uannonceret supplement, Jens Munk på mundharpe.

Kulturcenteret Fjordbyen kan måske lyde som en stor, offentlig bygning med hvide marmorvægge, men det er det bestemt ikke. Det virker mere som en improviseret smugkro, som det ligger der i et lavloftet hus midt mellem kolonihavehusene i Fjordbyen.

Her havde en ung Jesper Theis haft sin gang, så man må sige, at det var en meget lokal helt, der lørdag var tilbage.

Jesper Theis har sin debutplade lige på trapperne fra Peter Nandes Straight Shooter Records (læs mere her), så han er et temmelig nyt navn på den danske bluesscene, men han havde sange nok på repertoiret til at underholde i to en halv time – 23 numre, for at være helt nøjagtig – og han havde såmænd nok kunnet spille en time mere, hvis det skulle være!

Varieret sæt

Trioen spillede et fint varieret sæt med akustisk country blues, der stilmæssigt besøgte både Mississippi-deltaet og Piedmont-regionen m.m., og som bestod af en lang række bluesstandarder kombineret med Jesper Theis’ egne kompositioner.

Jesper Theis selv sang og spillede resonator-guitar, og han udviste fin teknik, hvad enten det gjaldt fingerspil eller bottleneck. Han har en glimrende stemme med en lille smule hæshed, der giver den karakter.

Og trods stedets dobbeltbooking, som var skyld i, at en lejrbålssanger underholdt med Kim Larsen- og John Mogensen-sange lige på den anden side af de tynde vægge, havde Jesper Theis desuden godt fat i publikum på det lille, hyggelige spillested.

Der blev således sunget flittigt med på Hank Williams’ ”Mind you own business”, som blev leveret i munter Piedmont-stil.

Egne sange

Af Jesper Theis’ egne sange kan nævnes den fine delta blues ”Devil and the deep blue sea”, en Piedmont-agtig ”Creepy woman” (som Theis tilegnede ”en rødhåret minister”) og ”Baby blue” med en solo af Olav Gudnason.

Son House’s ”Depot blues” blev spillet i et nyt arrangement af Jesper Theis med Olav Gudnason på slap bass, og på Tom Waits’ ”Fumblin’ with the blues” spillede Gudnason med bue på kontrabassen, lige som han gjorde på en flot, langsom version af Kansas Joe McCoys ”Weed smoker’s dream”.

Gudnason var i det hele taget i fin form og højt humør, og der skal også lyde ros til Jens Munk, som med mundharpen forstod kunsten at improvisere embellishment til Jesper Theis – som jo altså spillede uden sætliste – uden at fylde for meget. Jens Munk fik dog også sit øjeblik i spotlyset, da han sang lead på Taj Mahals ”She caught the Katy and left me a mule to ride”.

Coverversioner

Det blev også til coverversioner af blandt andet Jimmy Reeds ”Baby what you want me to do”, Muddy Waters’ ”Can’t be satisfied” (med glimrende slide af Theis og veloplagt basspil af Gudnason), Virginia Listons ”You don’t know my mind” og Sleepy John Estes’ ”Diving duck blues”.

Blind Blake havde to sange på Jesper Theis’ improviserede sætliste, ”Police dog blues” og ”Diddie wa diddie”. Sidstnævnte blev spillet i en herlig, hokum-præget version, lige som det blev til en overraskende munter udgave af Tampa Reds ”It hurts me too”.

Det var i det hele taget nogle gode, interessante arrangementer, trioen lagde for dagen. Robert Johnsons ”Stones in my passway” var passende rå, men fik tilført en spændende jazzet kvalitet i kraft af Olav Gudnasons elastiske basspil. Johnson var også repræsenteret ved ”If I had possession over judgment day” og den afsluttende ”Last fair deal gone down”.

Det blev det sidste af mange ekstranumre, for Jesper Theis havde tydeligvis svært ved at slippe publikum – og de ham. Det blev et par gode timer i selskab med en meget veloplagt trio, og der er god grund til at glæde sig til Jesper Theis’ kommende debutalbum.

The Cornfeds

Bluesnews.dk måtte skynde sig tilbage til centrum og Bredbånd Nord og Eniig Bluesscenen, for her stod randrusianske The Cornfeds parat klokken 18. De stillede op i en uvant tremandsformation, da guitaristen Jostein Buurmann var draget til Paris.

Tilbage var Sune Bjerre på vokal, renonator-guitar og banjo, Jakob Kjærlund på trommer og vaskebræt og Kasper Bjerre på bas.

De lagde ud med en Seasick Steve-komposition, som Sune Bjerre selv havde skrevet ny tekst til, angiveligt fordi han ikke kunne dechifrere, hvad Seasick Steve sang! Herefter fulgte en af Willie Dixons Chicago-klassikere, ”The same thing”, men i en delta blues-version med fint bottleneck-spil af Sune Bjerre og nogle effektive temposkift mellem vers og omkvæd.

”Bukka’s jitterbug swing” (af Bukka White, naturligvis) var næste nummer – en rytmisk fætter til Robert Johnsons ”If I had possession over judgment day” og Muddy Waters’ ”Rollin’ & tumblin’”.

Sune Bjerres egen ”Anti gospel” fulgte, inden The Cornfeds kastede sig ud i Robert Johnsons ”Terraplane blues”.

Humor og selvironi

The Cornfeds optræder med en god portion humor, selvironi og ping-pong medlemmerne imellem, og den næste sang, ”Special brew”, blev introduceret som en kærlighedsssang – til øl!

Man skal dog ikke tage fejl af, at The Cornfeds er en flok dygtige musikere med en original og respektfuld tilgang til deres traditionalistiske repertoire. Jakob Kjærlund er et energibundt bag trommesættet, når han med sine fingerbøl håndterer vaskebræt, bækkener og diverse andre ringlende percussion-instrumenter.

Sune Bjerre spiller forrygende bottleneck på resonatoren, og Kasper Bjerre binder det hele sammen med sit solide, swingende basspil.

Alligevel savnede man Jostein Buurmanns elguitar til at give lidt variation i lydbilledet. The Cornfeds’ blanding af delta- og hill country blues lød råt, intenst og virkelig godt, men Buurmanns elektriske guitar tilfører normalt nogle mere urbane elementer, som man godt kunne have brugt til at løsne det hele lidt op.

Alsidighed

De tilbageværende Cornfeds gjorde dog, hvad de kunne for at bringe alsidighed ind i sættet. Big Joe Williams’ boogie ”Baby, please don’t go” blev fulgt af to Sune Bjerre-kompositioner: ”Big old C”, som Sune Bjerres banjo gav en fed old time-lyd, og ”Going nowhere fast”.

Skip James’ ”22-20 blues” blev spillet med swing-rytme, og ”Late night ring” – en farvelsang til Sune og Kaspers morfar – var nærmest en ballade.

Efter bandets egen hill country blues ”Better days” kom sættets eneste dansksprogede sang, nemlig Peter Thorups oversættelse af Merle Travis’ ”16 tons” – en fin hyldest den store danske bluessanger med fornemt vokalarbejde af Sune Bjerre.

Burnside

Ingen hill country-koncert uden et R.L. Burnside-nummer, og det blev ”Goin’ down south” med Sune Bjerre på banjo og et sejt, hypnotisk groove. Muddy Waters’ mesterværk ”Can’t be satisfied” blev fyret af i et stadigt stigende tempo, inden vi fik hele fem Cornfeds-originaler i træk: ”Alone”, ”It’s your time to feel bad”, ”Ten years”, ”I wouldn’t last a day” og den hæsblæsende ”Got a woman like that”.

The Cornfeds havde dog gemt det bedste til sidst. Ekstranummeret var Willie Dixons ”My babe”, der blev et kæmpehit for Little Walter i 1955, men som i hænderne på The Cornfeds lå tættere op ad Otha Turners eller North Mississippi Allstars’ fife & drum-versioner.

Sune Bjerre spillede fløjte, Jakob Kjærlund spillede marchrytme på lilletrommen, og Kasper Bjerre hamrede løs på stortrommen. Det blev den helt perfekte afslutning på en koncert i hill country bluesens tegn.

Samantha Smith & Big Creek Slim Band (igen!)

Det blev dog Chicago bluesen, der kom til at sætte det kraftigste aftryk på lørdagens program på Den Blå Festival. Big Creek Slim Band og Samantha Smith havde nemlig taget turen fra Tempo Bodega til Bluesscenen på Toldbod Plads, og det betød Chicago blues af allerhøjeste kaliber, begyndende klokken 20.

Lige som på Tempo bestod bandet af Big Creek Slim (Marc Rune) på guitar og vokal, Peter Nande på mundharpe, Tomi Leino på guitar, Jaska Prepula på bas og Mikko Peltola på trommer. Og som på bodegaen lagde de ud med tre sange med Big Creek Slim som frontfigur.

Big Creek Slim er bare uden sidestykke på den danske bluesscene lige nu, og det var en stor fornøjelse at opleve, at har var præcis lige så meget på hjemmebane i den elektriske Chicago blues som i den country blues, han netop har vundet en Danish Music Award for at spille på sit album Good mill blues (læs her).

Lige i skabet

På Bredbånd Nord og Eniig Bluesscenen gav han blandt andet Robert Nighthawks ”The moon is rising” og Jimmy Rogers’ ”Goin’ away baby”. Bandet spillede eminent, og soloerne fra Tomi Leino og Peter Nande sad lige i skabet.

Så kom Samantha Smith på scenen og sang endnu en gang den vuggende ”Down home blues” med en fin guitarsolo fra Big Creek Slim, og dernæst sang de to duet på ”Everyday I have the blues”.

Det var virkelig en setting, der passede Samantha Smiths stemme godt. Hvis hun var god, da hun sang intim New Orleans-R&B med Christian Bundgaard dagen før, var hun aldeles forrygende med fuldt bluesband. Her kunne hun rigtig synge igennem, og der var saft og kraft i den stemme.

Ægte Chicago-lyd

Samtidig spillede Slim, Nande og Tomi Leinos trio tight, svedigt og usvigeligt sikkert. Peter Nande er om nogen herhjemme garant for den ægte Chicago-lyd, Marc Runes stemme er en naturkraft, og hans kraftfulde guitarspil bliver bare bedre og bedre.

Tomi Leino præsterede den ene elegante, bluesy solo efter den anden, og rytmesektionen satte ikke en fod forkert.

Publikum på den stopfyldte plads var naturligvis også behørigt begejstrede, og da Smith & Slim sang duet på ”Meet me with your black drawers on” (af Jeannie & Jimmy Cheatham), måtte mange par op og danse, mens Jaska Prepula pumpede lækkert basspil ud over dem, og Nande serverede endnu en af sine fremragende mundharpesoloer.

Der blev også sunget med både på denne og den efterfølgende, swingende ”Hey bartender” (først indspillet af rhythm & blues-pianisten Floyd Dixon i 1955).

Højdepunkter

Et af koncertens mange højdepunkter var ”I’m a woman”/”I’m a man”, baseret på Bo Diddleys klassiker og naturligvis sunget som duet – en virkelig flot vokalpræstation af både Samantha Smith og Big Creek Slim.

”Something you got” – en genganger fra gårsdagens koncert med Christian Bundgaard – føjede et ekstra skud soul til begivenhederne og var endnu en fremragende præstation af Smith.

Til gengæld kom hun lidt nervøst i gang med ”St. James Infirmary” – efter en fornem intro af Peter Nande – men den udviklede sig flot til endnu et udstillingsvindue for Samantha Smiths spændvidde.

Sættet sluttede med en aldeles hæsblæsende udgave af Leiber & Stollers ”Hound dog”, oprindeligt indpillet af Big Mama Thornton. Men bandet slap naturligvis ikke for at give et ekstranummer, og det blev Willie Dixons store Chicago-klassiker ”Spoonful”, oprindeligt med Howlin’ Wolf, men her leveret af en sublim engelsk/dansk/finsk besætning i form af Samantha Smith & Big Creek Slim Band.

Billy Branch & the Giles Robson Band

Aftenen var dog ingenlunde slut, for nok var det forrige act svært at følge efter, men heldigvis havde Den Blå Festival indforskrevet en vaskeægte Chicago-legende i skikkelse af sangeren og mundharpespilleren Billy Branch, som var på programmet klokken 22.

Han var på Europaturné med det britiske Giles Robson Band, og det var heldigt for publikum i Aalborg, for det betød mere Chicago-klubstemning og masser af mundharpe-ekvilibrisme.

Til fingerspidserne

The Giles Robson Band lagde ud med tre numre uden Branch, og det stod hurtigt klart, at her var altså et band og en frontfigur, som kunne deres Chicago blues til fingerspidserne.

Giles Robson sang og spillede mundharpe, og det gjorde han på aldeles forrygende vis, bakket op af Filip Kozlowski på guitar, Jeff Walker på bas og Robert Pokorny på trommer.

De spillede først to numre fra deres 2016-album For those who need the blues, ”Shady heart” og ”Where you been?”, inden de hyldede Sonny Boy Williamson II med en version af hans ”Nine below zero”. Det lød fantastisk, og allerede inden stjernen kom på scenen, var der altså lagt op til en fest.

Men nu var Billy Branch også klar til at afløse Giles Robson på scenen, og det gjorde han med en swingende, instrumental jump blues med indlagte tempo- og mundharpeskiftskift, som atter fik publikum op at danse.

Mundharpelegender

Billy Branch har lært sin metier af Chicagos største mundharpelegender, og nu fulgte en sektion af koncerten, hvor de blev hyldet på skift. Junior Wells og ”Hoodoo man blues” var først på programmet, efterfulgt af ”One more mile” for James Cotton, der døde i marts. Det var et funky nummer med fedt basspil af Jeff Walker, en glimrende guitarsolo af Kozlowski og Billy Branch i blændende god form.

Tredje hyldest var til Little Walter, men inden Billy Branch satte i gang med ”My babe” (i en noget anderledes version end The Cornfeds), efterlyste han noget ”Chicago-style, Saturday night jook joint footstompin’” – og det fik han fra publikum og replicerede fra scenen med nogle kække dansetrin.

Men han skulle interagere endnu mere med festivalgæsterne i det næste nummer, hvor han sprang ned fra scenen, vandrede rundt med mundharpen og spillede virtuose serenader for udvalgte kvinder blandt publikum. Det var selvsagt noget, der vakte jubel, og Billy Branch havde tilhørerne i sin hule hånd.

Duelleret

Tilbage på scenen spillede Branch og bandet en boogie i John Lee Hooker-stil, inden det var tid til at kalde Giles Robson frem igen. Sammen spillede de Sonny Boy Williamson II’s ”Help me”, og som man kunne forvente, blev der duelleret på mundharper til den store guldmedalje – og til publikums henrykkelse.

Sidste nummer blev Muddy Waters-hittet ”Got my mojo working”, og her fik publikum naturligvis lov til at være med til en omgang call-and-response med Chicago-legenden, inden han takkede af med et ønske om at vende tilbage en anden gang.

Hermed lukkede Bluesscenen på Den Blå Festival 2017, og dermed var lørdagen og festivalen også slut for Bluesnews.dk’s vedkommende.

Du kan læse Bluesnews.dk’s reportage fra fredagens koncerter på Den Blå Festival her.