Fingerspilsopvisning på tårnhøjt niveau

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Den australske superguitarist Tommy Emmanuel er svær at sætte i bås. Hans akustiske fingerspilsstil er primært påvirket af country-guitarikonet Chet Atkins, men genremæssigt trækker Tommy Emmanuel ud over country også på jazz, blues, bluegrass, folk og progressiv rock.

Hans seneste albumudgivelse, duetpladen Accomplice one, har i månedsvis ligget pænt placeret på Roots Music Reports Blues Album Chart, hvor den i skrivende stund er nummer 19. Så Bluesnews.dk var naturligvis på plads, da Tommy Emmanuel fredag den 4. maj 2018 indtog Studie 2 i DR Koncerthuset.

Koncerten, der begyndte kl. 20, var aldeles udsolgt, og ikke overraskende bød Danmarks Radios sal på fremragende lydforhold.

Opvarmning

Inden Tommy Emmanuel gik på scenen, var der imidlertid ”opvarmning” ved den engelskfødte, amerikansk bosiddende guitarist Richard Smith.

Publikum var kommet for at høre guitartryllerier, og det kunne Richard Smith levere. Også hos ham svævede Chet Atkins’ ånd over vandene, om end dennes protegé Jerry Reed var en mere direkte kilde og ophavsmand til flere numre.

Richard Smith var dog mand for sine egne fortolkninger på den semiakustiske guitar. Da han åbnede sættet med det første Jerry Reed-instrumentalnummer, lød det således indledningsvis mest som folk-prog (tænk Anthony Phillips), inden det gik over i en mere traditionel country-gænge.

Improviseret

Sætlisten virkede meget improviseret, og den sympatiske Smith indledte mange numre med ”Hm, hvad skal jeg spille nu … ?” Det gjorde, at han kom vidt omkring i genrerne, og hans country-baserede spil blev spædet op med folkemelodier, stemningsfuld jazz, ragtime og bossanova samt elementer af klassisk guitar.

Bluesfansene kunne glæde sig over Richard Smiths opvisning i såkaldt happy blues – ”Det er den eneste slags blues, jeg kan spille,” sagde han – og det betød en Piedmont-lignende fingerspilsmusik med fremragende bluesfraseringer.

“Og så må jeg lave mit blues face,” jokede Richard Smith og anlagde en lidende grimasse.

Richard Smith spillede desuden en glimrende version af stride-pianisten James P. Johnsons ”Snowy morning blues”, men sættets højdepunkt var dog nok en uhyre morsom udgave af Redd Stewart og Pee Wee Kings klassiske ”Tennessee waltz”, et hit for Patti Page i 1950.

Victrola

Smith havde hørt den som barn på sin bedstefars Victrola-grammofon, måtte man forstå, og nu ville han prøve at gengive den, som den lød dengang. Og det gjorde han så: Bedst som publikum gyngede i takt med musikken, begyndte Richard Smith at springe abrupt rundt i sangen som en grammofonnål på en ridset 78’er-plade. Det lød meget overbevisende og udløste mange latterbrøl.

Det er faktisk slet ikke nemt sådan at bryde takten og øjeblikkeligt spille videre, men heller ingen kunne være i tvivl om, at den prisbelønnede Richard Smith var en fantastisk tekniker med et veludviklet entertainer-gen (og ja, han spillede også Scott Joplins ”The entertainer”!).

Hans fingerpicking kunne foregå i halsbrækkende tempo, men han mistede aldrig melodiøsiteten eller elegancen i sit spil. Richard Smith var et fremragende valg som support for Tommy Emmanuel.

Kort pause

Richard Smith underholdt i omkring tre kvarter, og efter en kort pause gik Tommy Emmanuel på scenen cirka kl. 21. Også han optrådte solo, kun ledsaget af de tre semiakustiske guitarer, som han skiftede imellem.

Efter et jazzet indledningsnummer og en ligeledes instrumental folk-komposition kom den første sang fra Accomplice one, ”Deep river blues”. Det var en blues/country-melodi af Doc Watson, på albummet indspillet sammen med Jason Isbell.

Det var som at høre Chet Atkins på speed, ikke mindst da den gled over i to Merle Travis-numre, ”Blue smoke” og ”Cannonball rag”. Alt sammen foregik i hæsblæsende tempo, og der var stor jubel, da Tommy Emmanuel med stor fingerfærdighed fik lirket sin capo af gribebrættet midt i et lynhurtigt fingerspilsforløb.

Alle hjørner

Repertoiret var sammensat af numre fra nærmest alle hjørner af populærmusikken. Mark Knopfler havde begået ”You don’t want to get you one of those” fra Accomplice one, og naturligvis bød koncerten også på adskillige kompositioner af Tommy Emmanuel selv, blandt andet den folk’ede ”Halfway home” og den sydlandsk-inspirerede ”Blood brother”.

Fra the great American songbook fik vi ”Over the rainbow” (oprindeligt skrevet til filmen The wizard of Oz (1939)), og sørme om der ikke også blev plads til et Beatles-medley med bl.a. ”She’s a woman”, ”While my guitar gently weeps”, ”Lady madonna” og ”Day tripper”.

Uanset hvad stilen var – og der var også både jazz og rockabilly – spillede Tommy Emmanuel med en teknisk overlegenhed og cool finesse, der var nærmest lamslående. Han spil var dramatisk, samtidig med at han selv virkede afslappet og hvilende i sig selv.

Slagtøj

Og han nøjedes ikke med at spille på strengene: Ofte blev guitarkroppen brugt som slagtøjsinstrument, og i et enkelt, særlig avantgardistisk nummer slog han endog på mikrofonen med en trommewhisker.

Otte numre inde i Tommy Emmanuels sæt overlod han scenen til den danske guitarist Casper Esmann, der lige som Emmanuel og Smith har specialiseret sig i fingerstyle-teknikken. Danskeren gav et enkelt nummer, en instrumental komposition af egen tilvirkning, og også han stod sig fint i det fornemme selskab.

De sidste fire numre af koncerten blev duo-præstationer af Tommy Emmanuel og Richard Smith. Her kom den fælles arv fra Chet Atkins og Jerry Reed atter op til overfladen, blandt andet med versioner af begge sider af Atkins og Reeds single ”Nashtownville”/”Jerry’s breakdown”.

Opvisning

Koncerten i DR Koncerthuset blev en opvisning i ekvilibristisk fingerspilsguitar med nogle af instrumentets fremmeste udøvere. Den genremæssige spredning var stor, og såvel Tommy Emmanuel som Richard Smith bevægede sig ubesværet mellem country, folk, jazz, pop, rock m.m. – og ja, også blues, stride og ragtime.

Det var med andre ord præcis så eklektisk, som man kunne forvente, og på et teknisk blændende niveau. Det var svært ikke at blive imponeret, og det var da også lige præcis, hvad publikum blev: imponeret og godt underholdt.