Foredragskoncerter om Robert Johnson

B Blues Band (Allan Axelsen, Anders Bondo, Jeremy Twitchett, Karsten Møller)

Tekst: Jakob Wandam

De fleste bluesfans vil være bekendte med Robert Johnson, som i 1936-37 indspillede 29 sange, der indtager en central plads i bluesens (og rockens) dna. Men skulle man være nysgerrig efter lidt mere viden – og myter – om Johnsons liv og hans betydning for bluesmusikkens udvikling, er chancen der ved B Blues Bands foredragskoncerter.

B Blues Band er en kvartet fra Falster, der består af Anders Bondo (sang og guitar), Allan Axelsen (leadguitar), Jeremy Twitchett (trommer) og Karsten Møller (bas). Bandet udgav i 2017 en cd med Robert Johnson-numre, der bar titlen Me and the devil – Robert Johnson project, vol. 1.

Billedkunstudstilling

B Blues Band

Anders Bondo agerer også fortæller ved foredragskoncerterne, der ligeledes præsenteres under titlen Me and the devil. Med i konceptet er desuden en billedkunstudstilling med værker af Allan Axelsen, inspireret af bluesmusikkens tekster og Robert Johnsons univers.

Me and the Devil tilbydes til ”kulturinstitutioner, foreninger, skoler, gymnasier, fritidsundervisningen, forsamlingshuse og spillesteder.” I 2020 kan dette tværkunstneriske koncept indtil videre opleves følgende steder:

  • 21. februar: Hotel Saxkjøbing, Sakskøbing (billetter her)
  • 25. april: Pakhuset, Rødby

Er man selv interesseret i at lægge hus eller spillested til B Blues Bands koncertforedrag, kan man kontakte Jeremy Twitchett (jeremy@prosd.dk) eller Anders Bondo (andersbondo@me.com). B Blues Band kan også bookes til traditionelle koncerter i elektrisk eller akustisk opsætning.

Læs mere om B Blues Band og Me and the devil på B Blues Bands Facebook-side her.