Fornem international hæder til Blues Heaven Festival

Big Llou Johnson på Blues Heaven 2017
Foto: Frank Nielsen

I august blev den mangeårige koncert- og festivalarrangør, booker m.m. Peter Astrup fra BluesProductions kåret som “Årets Hoochie Coochie Man” ved Danish Music Awards Blues, og når hans næste arrangement løber af stablen den 2. og 3. november i Frederikshavn, bliver han genstand for international hæder. Astrups hjertebarn Blues Heaven bliver kåret som ”International Festival of the Year”.

Det er det franske online-magasin Zicazic, der uddeler prisen. Bag Zicazic står den verdensberømte fotograf og skribent Fred Delforge, som selv er en ivrig bluesentusiast. Delforge modtog i 2016 en ”Keeping the Blues Alive”-pris i Memphis, USA, og han er nu præsident for France Blues samt medlem af European Blues Unions bestyrelse, ligesom han bestrider andre internationale poster inden for bluesmusik.

”Blues Heaven har et helt vildt line-up til årets festival. Det bedste, man kan forestille sig inden for bluesmusik i 2018,” siger Fred Delforge i kommentarer til prisuddelingen, som finder sted på selve festivalen i Frederikshavn.

Ikke en hvilken som helst pris

Fred Delforge
Foto: Jérome Jerryt

”International Festival of the Year”-prisen er ikke nogen hvilken som helst pris. Interessen for Fred Delforge, hans blueskendskab og hans onlinemagasin er stor. Zicazic læses hvert år af 1,5 millioner mennesker, og det har eksisteret i 18 år.

”Jeg er både overrasket og overvældet,” siger blues-arrangør Peter Astrup. ”Jeg har slet ikke haft i tankerne, at jeg kunne være i spil til sådan en pris, men jeg er både lykkelig og stolt over at være nået så langt, og jeg er ydmyg over den opmærksomhed, som min festival bliver til del. Selv synes jeg, at vi har et mægtigt godt program, men blueshjertet slår et par ekstra slag, når en kapacitet som Fred Delforge viser sin anerkendelse på den her måde.”

Magasinet Zicazic uddeler prisen for fjerde år i træk. Det er store, verdenskendte festivaler som FestiBlues International de Montreal (Quebec), Sierre Blues Festival i Schweiz og Bluesfest Eutin i Tyskland, der er de hidtidige modtagere af prisen. 2. november kommer Blues Heaven, Peter Astrup, Frederikshavn og Danmark for alvor på bluesmusikkens verdenskort.

Perfekt eksempel

I begrundelsen for at tildele den internationale pris til Peter Astrup skriver Fred Delforge, at Blues Heaven Festival er det perfekte eksempel på, hvordan man bedst skaber en stor blues-event i Europa.

Peter Astrup ved Danish Music Awards Blues
Foto: Frank Nielsen

Han omtaler Peter Astrup som festivalens sjæl, der nu for 13. år i træk præsenterer en bluesfestival med et helt vildt line-up af de allerbedste kunstnere:

”Peter samler verdens bedste kunstnere for igen i år at sikre festivalen besøg af fans fra hele verden. Tilskuerne bliver tilbudt nærhed til kunstnerne under perfekte forhold, hvad angår lys og lyd. Musikken er i gang hele tiden, når der skiftes fra sal til sal. Festivalen ligger kun en time fra Aalborg International Airport og fortjener virkelig navnet ”Blues Heaven”.

Helt vildt

Det “helt vilde line-up,” som Delforge omtaler det, dækker over Buddy Guy, Robert Cray, Walter Trout, Terrie Odabi og Wee Willie Walker med Anthony Paule Soul Orchestra, Don Bryant feat. the Bo-Keys, Popa Chubby, The Welch Ledbetter Connection, Duke Robillard, Joanna Connor, Doug MacLeod, Christone “Kingfish” Ingram, Tribute to George “Harmonica” Smith med tre af Europas fineste mundharpespillere fra London, Milano og Helsinki, samt det nu 13-årige britiske guitartalent Toby Lee.

Fred Delforge ved fra fire forudgående besøg ved Astrups festival i Frederikshavn, hvad han taler om. Fotografen og skribenten har meldt sin ankomst også til dette års festival, og det er ham selv, der overrækker prisen til Peter Astrup.

Det kan ikke gøres meget bedre. Ja, ifølge Delforge og hans magasin kan det ikke gøres bedre overhovedet. Når Delforge dukker op på Blues Heaven for 5. gang, kan man så glæde sig over, at Blues Heaven i Frederikshavn har fået sig en søsterfestival i Næstved, men det gør jo kun historien endnu bedre.

Læs Zicazic her.