Forrygende koncert i Farvergården

Tekst og foto: Peter Widmer

Den altid hattebærende, langskæggede australske guitarist, sanger og sangskriver Hat Fitz har længe været en del af den australske bluesscene.

Hans borgerlige navn er Darren Fitzpatrick, og han indtog scenen i Farvergården på Jam Days-festivalen i Odense torsdag den 2. august kl. 20.30.

Med sig havde han sin livsledsager og musikalske makker, sangeren, sangskriveren, trommeslageren, vaskebræt- og (blik-)fløjtespilleren Cara Robinson.

Cara Robinson, der stammer fra Irland, klarer en god del af denne dynamiske duos vokalarbejde, og det gør hun med en fremragende stemme, som hun også har anvendt i flere andre sammenhænge.

Soul

Cara Robinson har for eksempel turneret med navne som Jamiroquai og den britiske soulsangerinde Corinne Bailey Rae. Og netop soul er en væsentlig del af Cara Robinsons musikalske bagage.

Hat Fitz & Cara, der skriver hovedparten af deres numre selv, spiller et unikt, råt og inciterende mix af blues, folk, gospel og roots-musik, og så kan de deres kram. Dette viser sig både på den lille håndfuld fuldlængdeudgivelser, de har bag sig, og i koncertsammenhæng.

Desuden demonstrerede Cara Robinson denne aften, at hun i dén grad kan multitaske, idet hun for eksempel betjente både vaskebræt og trommer og blikfløjte og trommer på én og samme tid.

Tilmed er duoen i besiddelse af en aldeles afvæbnende humoristisk sans, selvironi, vid, bid og glimt i øjet. Ydermere er publikumskontakten er i top, primært formidlet af Cara Robinson.

I hopla

Hat Fitz & Cara var i hopla og lagde ud med et uannonceret første nummer med Hat Fitz på dobro og vokal og Cara Robinson på trommer og vokal. Imidlertid stoppede musikken pludseligt.

”Vi prøver bare at skubbe os til rette her,” proklamerede Cara Robinson, for der var åbenbart lidt lydproblemer på scenen. Med munter snak forsøgte hun så at udtale ”Odense,” men som hun sagde: ”Det lød helt klart ikke så godt,” som en kommentar til publikums godmodige latter.

Derefter gik duoen så ordentligt i gang med den fræsende ”Company underground” fra albummet Wiley ways (2012). Begge hørtes på vokal, og Cara Robinson brugte køller i stedet for almindelige trommestikker med god effekt.

”Jeg tror, at der er et par bluesfans her,” sagde Cara Robinson, og så fulgte ”You treat me mean” af den amerikanske North Mississippi hill country blues-kvinde Jessie Mae Hemphill i en fornem version.

Roots-rock

Publikum blev også trakteret med den fine roots-rock-agtige komposition ”Going home” fra albummet After the rain (2016) med Cara Robinsons flotte vokalarbejde i centrum, godt suppleret af hendes makkers vokal og bluesy guitartoner.

Også dette nummer høstede stort bifald fra det talstærke og veloplagte publikum.

Den mørke, dæmpede, men pågående ”Absent eyes” fra Wiley ways havde virkningsfuld vokal ved Hat Fitz i centrum, og med næste nummer kom der virkelig gang i den.

Cara Robinson sagde henvendt til publikum: ”Hvis vi beder jer om at synge, må I mægtig gerne synge sammen med os!” Og dét gjorde publikum så.

Baptistkirke

Det var åbningsnummeret ”Power” fra Wiley ways, der skulle synges med på. Her spillede Cara Robinson dels blikfløjte, dels tamburin, samtidig med at hun sang og betjente sit trommesæt.

Nummeret blev langsomt bygget op og steg og steg i intensitet, mens publikum var med hele vejen og sang og klappede, imens Cara Robinsons vokal blev vildere og vildere i sit udtryk.

Det var næsten, som om man var til gudstjeneste i en baptistkirke, og her fik man sig en virkelig medrivende oplevelse.

Herefter fulgte ”et endnu ikke indspillet nummer” – ”Hold on” – der stedvis havde aner til 1950’ernes rock-ballader tilsat fint guitar-fingerspil ved Hat Fitz og med Cara Robinsons fine vokal i centrum.

Berigende

Koncertens sidste komposition var uptempo-nummeret ”Wiley ways”. Her spillede Cara Robinson på vaskebræt og trommer og sang på én gang, mens Hat Fitz gav opvisning i slide-guitarspil.

En yderst begejstret tilhørerskare klappede og hujede, mens Cara Robinson takkede publikum og aftenens lydfolk; men så let skulle musikerne ikke slippe, for publikum ville have et ekstranummer, og det fik de så.

Den intense, næsten soul- og gospel-lignende ”Try” fra After the rain blev således koncertens definitivt sidste nummer. Cara Robinson opfordrede atter folk til at synge, og dét gjorde de, mens de klappede til, helt af sig selv.

Atter følte man sig omtrent hensat til en baptistkirke, og man var næsten helt høj efter at have lyttet til duoens mangefacetterede musik i løbet af denne forrygende koncert.

Hat Fitz & Cara var et helt utroligt behageligt, berigende, spændende, kompetent, morsomt og sympatisk bekendtskab, man meget gerne hører igen.