Thorbjørn Risager
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Edith Tamayo
På Blågårds Plads 2 i Københavns “sorte firkant” ligger Blågårds Apotek, som ikke er et apotek, men en bar og spillested. Ikke overraskende har stedet til huse i de gamle apotekerlokaler, og dele af interiøret er bevaret, om end det nu tjener nye formål.
Blågårds Apotek kalder sig nu et nonprofit-spillested, og fredag den 22. juni kunne man formedelst den ganske symbolske sum af 20 kroner sikre sig adgang til en aftens underholdning ved Thorbjørn Risager, Emil Balsgaard og Jarno Varsted.
Duo-plade
Emil Balsgaard og Thorbjørn Risager
Thorbjørn Risager og Emil Balsgaard slår til daglig deres folder i Thorbjørn Risager & the Black Tornado på henholdsvis vokal/guitar og keyboards, men i foråret udsendte de deres duo-plade nummer to, den fine When shadows fall (læs anmeldelse her), som siden har opnået en Danish Music Award-nominering.
Udgivelsen markeres i løbet af 2018 med en række koncerter landet over, og ved et par af disse har duoen altså tilmed fået selskab af mundharpevirtuosen Jarno Varsted.
Formatet giver Risager og Balsgaard mulighed for at folde sig ud på andre måder end med The Black Tornado. Hvor sangene med fuldt orkester i sagens natur er gennemarrangerede og tætpakkede, er der mere luft og plads til armbevægelser i to- og tremandsensemblet.
I karakter
Særligt Emil Balsgaard ved klaveret udnyttede chancen for at træde i karakter. Thorbjørn Risager er en stærk frontfigur, en formidabel sanger med en intens tilstedeværelse på en scene. Men på Blågårds Apotek var Emil Balsgaard på mange måder den musikalsk samlende skikkelse.
Mens Risager var klædeligt tilbagelænet, udnyttede Balsgaard den ekstra plads til i stadig stigende grad, som aftenen skred frem, at rulle sig ud med livligt barrelhouse-klaver og slippe sin indre boogie-woogie-pianist løs.
Thorbjørn Risager og Jarno Varsted
Jarno Varsted virkede til gengæld en smule tilbageholdende i sit spil. Enhver, der har hørt ham som solist, vil vide, at han ikke er bange for at spille ukonventionelt. På Blågårds Apotek var Varsted bevidst om sin rolle som akkompagnatør, og selv om han spillede med stor elegance og stærk bluesfornemmelse – og bestemt præsterede nogle fine soloer – fandt han aldrig trang til at forsøge at overstråle Risager og Balsgaard eller sprænge sangenes rammer. Han holdt sig i det traditionelle spor, og det passede fint til det old-school-repertoire, der blev lagt for dagen.
Robert Johnson
Der blev således lagt ud med Robert Johnsons ”Me and the devil blues”, men ikke som det delta blues-nummer, den er skrevet som. I stedet havde den fået et boogie-arrangement og blev i øvrigt udvidet med en bid af ”Walkin’ blues”, ligeledes af Johnson.
Et tidligt højdepunkt var et rigtig godt arrangement af Charles Browns ”Drifting blues”, hvor trioen skiftede stil til delta blues. Her fik vi desuden den første af Thorbjørn Risagers sjældne guitarsoloer. Vi har tidligere fra Bluesnews.dk’s side efterlyst mere af den slags, og den opfordring kan vi kun gentage: Risagers stramme, økonomiske spillestil er bestemt værd at lytte mere til.
Men ellers var boogie-woogie den fremherskende stil, og det var sand fornøjelse at høre Emil Balsgaard slå sig løs i klassikere som ”Swanee River boogie” (Albert Ammons), ”Roll ’em Pete” (Joe Williams & Pete Johnson) og ”I got a woman” (Ray Charles).
Tre sæt
Risager, Balsgaard og Varsted spillede tre sæt a otte numre. En pæn del af sætlisten afspejlede de to duo-udgivelser, When they ring them golden bells og When shadows fall, og der blev således plads til et par Risager-originaler, for eksempel ”Top of the world” og ”Take it off”.
Emil Balsgaard
Ellers satte Thorbjørn Risagers store idol, B.B. King, sit solide aftryk på repertoiret, og på Kings ”Bad luck” kunne man virkelig høre, hvor stor en påvirkning the king of the blues har været på Risagers guitarspil.
Afstikkere var der også, f.eks. til Tom Waits, hvor Emil Balsgaard agerede værtshuspianist på ”Warm beer and cold women”, og til New Orleans-rhythm & blues i form af ”Honest papas love their mamas” (et hit for Fats Domino) og ”I get the blues when it rains” (indspillet af bl.a. Jim Reeves, Joe Turner og Big Bill Broonzy).
Kærlig behandling
Emil Balsgaard, Thorbjørn Risager og Jarno Varsted i Blågård Apoteks stemningsfulde rammer
Og så blev Paul Simons ”Still crazy after all these years” såmænd taget under kærlig behandling. Emil Balsgaard spillede gospel-klaver til i en form, der syntes påvirket af lige dele Richard Tee (Simons mangeårige pianist) og Ray Charles (der indspillede nummeret på My world, 1993).
Omkring tre gange tre kvarter varede koncerten, og den blev rundet af med en smuk række sange: Først Dr. Johns ”Such a night” med en lang, eminent solo af Emil Balsgaard, så Jimmy Rogers’ ”That’s all right” med en herlig guitar-intro og –solo ved Thorbjørn Risager samt fremragende Chicago style-mundharpesolo af Jarno Varsted, og endelig Leadbellys ”Goodnight Irene” i en usædvanlig, uptempo boogie-woogie-version.
Emil Balsgaard, Thorbjørn Risager, Jarno Varsted
Thorbjørn Risager, Emil Balsgaard og Jarno Varsted sluttede med Chuck Berrys ”You never can tell” som ekstranummer, og lidt før midnat kunne man således se tilbage på en forfriskende og i dén grad live koncert med en velblandet cocktail af sange af og stilarter.
Endnu mere end på duo-cd’erne mærkede man, hvorledes de løsere rammer satte nogle andre energier fri hos Risager og Balsgaard, end man er vant til fra deres side. Thorbjørn Risager så ud til at nyde sit frikvarter, og Emil Balsgaard lignede en, der fik lov til at udleve en passion. Det var en stor fornøjelse at være vidne til.