Tekst: Jakob Wandam
Det er en af de tunge drenge fra 1980’ernes blues-boom, der kommer til byen, når amerikanske George Thorogood and the Destroyers lægger vejen forbi DR Koncerthuset i København den 4. august 2021.
Den nu 70-årige George Thorogood stammer fra Wilmington i staten Delaware og dannede bandet The Delaware Destroyers i 1970’erne. Snart forkortedes navnet til The Destroyers, og med dem i ryggen skabte han sig en karriere gennem intens turnévirksomhed, en energisk sceneoptræden og boogie-præget bluesrock og Chicago blues.
Store hits
George Thorogood and the Destroyers albumdebuterede i 1977 og har siden udsendt 16 studieplader og adskillige liveudgivelser. Thorogood har fået betragtelig crossover-succes med sine rockende coverversioner af bluesstandarder som “One bourbon, one scotch, one beer” og ”Who do you love?”, men har også selv skrevet store hits, så som ”Bad to the bone” og ”I drink alone”.
Under blues-boomet i 1980’erne var George Thorogood på rette sted på rette tidspunkt. Hans musikvideoer blev MTV-favoritter, og i 1985 spillede George Thorogood and the Destroyers ved Live Aid-koncerten i Philadelphia. De vandt umistelig hæder ved ikke blot at præsentere omkring 90.000 publikummer og 1,9 milliarder tv-seere for Chicago bluesens fortræffeligheder, men også introducere dem for Bo Diddley og Albert Collins, som var inviteret med på scenen.
George Thorogood and the Destroyers har flere gange tidligere spillet på dansk grund, blandt andet på Roskilde Festivals Orange Scene i 2001 og senest i Amager Bio i 2015.
Trofaste
Den seneste udgivelse fra George Thorogoods side er Party of one fra 2017. Her spillede han for første gang uden sine trofaste Destroyers, men de er med igen, når han rammer DR Koncerthuset den 4. august næste år.
George Thorogood and the Destroyers består i dag af George Thorogood (guitar og vokal), Jeff Simon (trommer), Bill Blough (bas), Jim Suhler (guitar) og Buddy Leach (saxofon).
Jim Suhler har tidligere optrådt i Danmark; i 2018 spillede han tre koncerter her sammen med landsmanden Alan Haynes og et dansk backingband, blandt andet hos Crossroads i Vejle (læs her).
Billetter til koncerten i København bliver sat til salg i dag, fredag den 21. august klokken 10 (læs mere her).