Af: Kenth K. Nielsen, Statsbiblioteket / www.bibzoom.dk
I modsætning til fra mange andre togstationer for tiden, kom vi rettidigt fra start på spillestedet Train i Århus i lørdags, 21. maj.
Vi skulle på tur med det amerikanske rockband Gov’t Mule, med guitaristen Warren Haynes i front på vokal og guitar. Og det med guitar, dét kan han – ellers er man jo nok heller ikke på Rolling Stone Magazines liste som nr. 23 blandt de bedste gutarister gennem tiderne.
Og sikke en tur vi kom på. I ca. tre timers effektiv spilletid, kun afbrudt af en lille halv times velfortjent pause, tog Haynes og bandet os ud på en musikalsk rejse.
Gov’t Mule er et alsidigt band, med tydelige rødder i den hårdere ende af bluesmusikken, og det var også grundtonen i aftenens set-liste. Men det var også musik, der var præget af de sene 60’eres og tidlige 70’eres hårde rock.
Bandet lagde fra perronen med en solid version af nummeret “Hammer and Nails” og så var stilen lagt. Med fornuftig vekslen mellem sej, tung rock, blues, ballader altsammen fremført nogle gange udelukkende instrumentalt andre gange med sang, kom vi igennem et bredt udsnit af bandets repertoire. Et repertoire der også består af egne numre, covernumre, selvfølgelig musikalsk hilsen til Allman Brothers og nogle af de andre der kan dén der slags. For pludselig – tilsyneladende uden egentlig anden grund end at det kunne passe ind – var bandet under et mellemspil i gang med “Smoke on the Water”. Ved en anden lejligheder var det “Stairways to Heaven” der blev givet et hint til, og sørme om der ikke også kom en Gov’t Mule-version af den gamle “The Letter”.
“Musikalske spilopper, på den gode måde”, som min sidemand sagde med et tilfreds smil. For det var tydeligt at bandet både legede og hyggede sig og bestræbte sig på at give publikum en god oplevelse. Han havde desuden været inde og kigge på sætlisterne fra tidligere, og savnede nummeret “Soulshine”. Men andet sæt åbnede de med netop dette nummer.
Om aftenen så var reddet?, spurgte jeg. “Det var den alligevel“, mente han. “Det er jo skidegodt og skægt, det her“, som han sagde… Og han var ikke alene om at have en god aften. Både denne skribent og aftenens øvrige publikum havde en kanon aften. En aften, hvor publikum havde en synlig overvægt af mænd, der var ude på en drengeaften…der var væsentligt flere mænd end koner at spotte… og de fleste i den modne alder.
Der skal ikke herske tvivl om at medlemmerne i Gov’t Mule alle er knalddygtige musikere. De er heller ikke årsunger, så de har noget at have det i. Hele koncerten var præget af virkeligt klassespil. Spændende soli, finurlige overraskelser og flot, flot håndværk.
Man kan ikke andet end være imponeret over en keyboardspiller, Danny Louis, der udover et fænomenalt tangentspil også håndterede både guitar og trombone – ja, nærmest på samme tid. Matt Abts leverede flot, flot trommespil og bassisten med de svenske rødder Jorgen Carlsson leverede en sej, tungt swingende bund.
Aftenen sluttede af med en gæsteoptræden af guitaristen Mats Jemseux. Et for mig totalt ukendt navn, men en velkommen oplevelse. Også han leverede guitarspil i overbevisende klasse. Det er også værd at nævne måske, at bandet da ikke forfalder til langvarig snak mellem numrene – som en vis anden kunstner nyligt er blevet beskyldt for.
Der var nærmest ingen snak overhovedet bortset fra få udråb i stil med “are you having a good time?”.
Nogle kunne måske ønske sig lidt mere kontakt til publikum, men bandet leverede til fulde det de skulle. En aften fyldt med musik, og serveret i en helt acceptabel lyd.