Blueskartellet præsenterer gyngende bluesrock fra Michigan – og opvarmningen står fem sultne mænd for!
Masser af stærke, gyngende rock-sange på en tung, tampende blues-bund – sådan er Bihlman Bros., som Blueskartellet nu henter til Kulisselageret. Og hvis du er til blød og behagesyg pop, skal du blive langt væk…
Bandet fra Michigan entrer byens bedste kælderscene Store Bededag om aftenen, altså fredag den 26. april, og formanden for Blueskartellet Carsten Mellson glæder sig: – Bihlman Bros. er et af de mest roste, rockende og rullende bluesrock-bands fra USA i de senere år. Hvis bare halvdelen af de mange superlativer fra anmelderne står til troende, venter der publikum en kæmpe-oplevelse, siger han.
Anmelderne i blues’ens hjemland bruger konstant ord som ”simply unbelievable”, ”powerhouse rockers” og ”excellent”, når de skal beskrive Bihlman Bros., og bandet roses ikke mindst for deres forrygende koncerter.
Musikalsk rører Jabo (guitar) og Scot ”Little” Bihlman (trommer) godt rundt i gryden. Blues er konstant en del af udtrykket, men de trækker på en lang række andre inspirationer undervejs, fra country til rock. Det kan også ses på listen over de meget anerkendte kunstnere, brødrene har indspillet og optrådt sammen med i årenes løb. Det spænder fra B.B. King og Ray Charles over Son Seals og Little Feat til Jonny Lang og ZZ Top – samt mange, mange flere.
Jabo Bihlman har udgivet en bog om at spille bluesguitar, Scot en håndbog i at spille trommer og som duo har de en stribe roste cd’er på cv’et – senest ”What U Want” fra 2009.
Desuden har Jabo Bihlman en stribe Emmy-priser hjemme på hylden for sin musik til film.
– I Blueskartellet vil vi gerne vise, at blues kan spilles på mere end én måde. Bihlman Bros. er aldrig i tvivl om rødderne, og hvis du er til f.eks. gammel Rolling Stones eller The Black Crowes, må du ikke snyde dig selv for denne oplevelse, siger Carsten Mellson. Brødrene selv præsenterer deres lyd med ordene ”soulful, bluesy hard rock with hooky tunes” og konstaterer selv tørt: – If you’re a big Air Supply-fan, this ain’t for you.
Opvarmningen til koncerten er lagt i hænderne på et nyt, lokalt baseret band: Hungry Men’s Blues Band. De er stærkt inspirerede af det engelske band The Hoax; dvs. pågående guitarbaseret blues med lidt skæve rundgange og sjove indfald. Bandet består af Allan Grønbæk (vokal/mundharpe), Søren Schack (guitar), Lasse Laursen (guitar), Anders Hjortdal (bas) samt Dennis Olin (trommer)
Prisen for dobbeltkoncerten er 130 kr., dog kun 100 kr. for medlemmer af Blueskartellet.
Billetter kan købes i døren samt på Billetlugen.
Dørene åbner kl. 21.
Læs mere hos Blueskartellet i Horsens og mere om Bihlman Brothers.