Hele festivalens darling

Foto: Frank Nielsen

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam

Den kun tolvårige engelske guitarist Toby Lee tog alle med storm og blev hele festivalens darling, da han den 3.-4. november var inviteret gæst på Blues Heaven Festival i Frederikshavn.

Trods sin unge alder har Toby Lee delt scene med så forskellige navne som Water Trout og Fairport Convention, såvel som han er ven med Joe Bonamassa.

Masser af tv-optrædener er det også blevet til, for slet ikke at tale om, hvor mange visninger han har fået på YouTube.

Internet-fænomen

Toby Lee blev et internet-fænomen, da han i april 2015 som tiårig kunne ses i en video, hvor han spillede B.B. Kings signatursang ”The thrill is gone” som en god bedring-hilsen til blueslegenden. B.B. King var på det tidspunkt stærkt svækket af sin diabetes og døde måneden efter.

Videoen fik stor opmærksomhed, blandt andre fra Joe Bonamassa, der delte filmen på de sociale medier. Siden er Toby Lee blevet overdænget med opmærksomhed og sponsorater, der blandt andet har ført til, at han nu har en samling på omkring 40 guitarer.

Guitar-legende

Toby Lee har en udmærket ep bag sig, der hedder Ten af den grund, at han kun var ti år gammel, da ep’en blev skrevet og indspillet. Ten er produceret af den unge britiske guitarkomet Laurence Jones, der også medvirker på cd’en.

Desuden bidrager blandt andre den britiske guitar-legende Bernie Marsden, kendt fra heavy rock-bandet Whitesnake. Toby Lee har skrevet to af ep’ens fem numre.

Med Charlie
Foto: Peter Widmer

Uimponeret

I Frederikshavn charmerede Toby Lee alt og alle, både når han ganske uimponeret optrådte med de store bluesstjerner på scenen, og når han vandrede rundt sammen med sin far og mor i Arena Nord med guitaren på ryggen og med teddybjørnen Charlie som fast følgesvend.

Der er nok heller ingen tvivl om, at den tolvårige fyr fik sig en oplevelse for livet på festivalen.

Tobys Lees første musikalske optræden på Blues Heaven var fredag aften, hvor han var gæst på Royal Stage hos John Németh.

Toby Lee spillede med på nummeret ”Country boy”, hvor han udvekslede soloer med Némeths mundharpe.

Med John Németh
Foto: Jakob Wandam

Bluesnews.dk var også til stede under John Némeths lydprøve, hvor soul blues-sangeren havde instrueret Toby i bare at fortsætte med at spille, til Németh sagde stop.

John Németh og publikums begejstring ansporede Toby Lee til at give den gas, og den unge mand kvitterede med sine bedste Jimi Hendrix-tricks, der inkluderede at spille med guitaren bag hovedet.

Duellerede

Med Ronnie Baker Brooks
Foto: Peter Widmer

Senere på aftenen var Toby Lee på scenen igen under Ronnie Baker Brooks’ koncert på Royal Stage. Her duellerede de to guitarister på Willie Dixons Chicago blues-klassiker ”Let me love you baby” og efterfølgende på ”Stuck on stupid”.

Særligt på sidstnævnte nummer demonstrerede Toby Lee en fornem bluesfornemmelse og elegant, indfølt spil.

Ronnie Baker Brooks tog imod det unge talent på forbilledlig vis, gav ham plads og opbakning og tilskyndede ham til at følge sine musikalske indskydelser.

Talkin’ Blues med Rick Estrin, Kid Andersen, Big Llou Johnson og Wee Willie Walker
Foto: Frank Nielsen

Bo i en autocamper

Lørdag formiddag var Toby Lee en del af ”panelet”, da der var Talkin’ Blues-arrangement på Hotel Jutlandia. Flankeret af Wee Willie Walker, Kid Andersen og Rick Estrin fortalte Toby til publikum og ordstyrer Big Llou Johnson bl.a. om sine inspirationskilder og fremtidsplaner.

Toby vil naturligvis gerne være professionel musiker, og en vigtig del af dette er åbenbart muligheden for at bo i en autocamper!

Med Mike Ledbetter og Wee Willie Walker
Foto: Peter Widmer

Om eftermiddagen oplevede Bluesnews.dk Toby Lee på nært hold, da han spillede med Kilborn Alley Blues Band på Freddy’s Bar.

Toby Lee skulle egentlig bare have jammet på et par numre, men han endte med at spille stort set hele andet sæt med bandet.

Her kom også selveste Wee Willie Walker på scenen samt J.T. Lauritsen, og alle de voksne tog imod den unge, uimponerede englænder med åbne arme. Især tog guitaristen og sangeren Mike Ledbetter sig godt af Toby Lee.

Sindsro

Med Sugaray Rayford Band og J.T. Lauritsen
Foto: Frank Nielsen

Lørdag aften var Toby Lee tilbage på Royal Stage, hvor han spillede med Sugaray Rayford Band og igen fik selskab af den norske sanger og mundharpespiller J.T. Lauritsen.

Toby Lee tog al virakken på Blues Heaven med sindsro, virkede ikke spor nervøs, og gik uden tøven ud på scenerampen og trykkede den af til både musikeres og publikums store begejstring.

Nok kan mange have det lidt svært med barnestjerner, men når barnestjernen er helt nede på jorden, er åbensindet, velformuleret og virkelig kan noget, som det er tilfældet med Toby Lee, må man bare sige ”Respekt!”

Og så håber vi her på Bluesnews.dk, at Toby Lee kan få lov til at leve som den helt almindelige, høflige tolvårige dreng, han også er.

Læs Bluesnews.dk’s anmeldelse af Blues Heaven Festival her.

Foto: Frank Nielsen

Med Ronnie Baker Brooks
Foto: Frank Nielsen

Foto: Frank Nielsen

Foto: Peter Widmer

Med Mike Ledbetter og Kilborn Alley Blues Band
Foto: Jakob Wandam

Med Mike Ledbetter og J.T. Lauritsen
Foto: Jakob Wandam

Foto: Peter Widmer

Med Gino Matteo, Sugaray Rayford og J.T. Lauritsen
Foto: Frank Nielsen