Midt i februar kunne Bluesnews.dk løfte sløret for et overflødighedshorn af kunstnere, som står på plakaten ved Blues Heaven 2022, landets største bluesfestival (læs her). Nu kan vi præsentere de resterende seks navne.
Blues Heaven finder sted i Arena Nord i Frederikshavn og løber af stablen den 11.-12. november 2022. Det er sekstende gang, at festivalen – der i 2017 skiftede navn fra Frederikshavn Bluesfestival – bliver afholdt.
Den akustiske blues
Den 70-årige sanger, guitarist og sangskriver Eric Bibb stammer fra New York City, hvor han voksede op i byens frodige folkemusikmiljø som søn af folkesangeren Leon Bibb og nevø til jazzpianisten John Lewis.
Selv har Eric Bibb fokuseret på den akustiske blues, især den ragtime-påvirkede Piedmont-variant.
Eric Bibb begyndte at spille guitar som syvårig, og efter at han flyttede til Europa som 19-årig – Eric Bibb har blandt andet boet i Frankrig, Sverige og Finland – blev bluesen hans primære virkeområde. Eric Bibbs musikalske udtryk har dog altid inkorporeret elementer fra andre musikformer, så som folk, soul, gospel og verdensmusik.
Gennembrud
Den første plade fra Eric Bibbs hånd, Ain’t it grand, udkom helt tilbage i 1972, men hans gennembrud kom under den akustiske blues-revival i 1990’erne. Her fik han også lejlighed til at arbejde sammen med mange af genrens store navne som Taj Mahal, Charlie Musselwhite, Guy Davis, Rory Block, Bonnie Raitt og Maria Muldaur.
Eric Bibb har endvidere indspillet med flere markante afrikanske bluesnavne som Mamadou Diabaté, Djelimady Toukara og Habib Koité.
Eric Bibb har udsendt mere end 40 album, og han er 26 gange blevet nomineret til Blues Music Awards. Hans seneste, meget velanmeldte album Dear America er således i spil til en BMA for ”Acoustic Blues Album” ved dette års prisuddeling, som finder sted den 5. maj. Her er Eric Bibb også nomineret i kategorien ”Acoustic Blues Artist”. Desuden kan Eric Bibb prale af foreløbig to Grammy-nomineringer i karrieren.
Bigband-blues
The Love Light Orchestra er en hyldest til 1950’ernes og 60’ernes bigband-blues fra Memphis, hvis hovedudøvere var kunstnere som B.B. King, Junior Parker og Bobby ”Blue” Bland, hvis hit ”Turn on your love light” orkestret har taget sit navn fra. Der er dømt swingende soul blues med masser af blæsere, hvor bigband-arrangementernes sofistikerede timing blandes med bluesens rå energi.
The Love Light Orchestra blev skabt af guitaristen Joe Restivo, trompetist og arrangør Marc Franklin samt sangeren John Németh, der tidligere har optrådt som bandleder på Blues Heaven (læs her) og Frederikshavn Bluesfestival. Og det er naturligvis stadig John Némeths sjælfulde og silkebløde stemme, der høres i front for The Love Light Orchestra.
I 2017 pladedebuterede bandet med det fremragende album, der blot hed The Love Light Orchestra featuring John Nemeth. Det var en koncertoptagelse fra Bar DKDC i Memphis, Tennessee og blev af flere anmeldere fremhævet som en året bedste bluesplader. Den 18. februar i år udkom så album nummer to, Leave the light on, som The Love Light Orchestra garanteret har med til Frederikshavn.
Texas
Carolyn Wonderland har stille og roligt oparbejdet et ry som en af den moderne bluesmusiks mest respekterede guitarister, siden hun albumdebuterede som cirka tyveårig i 1993 med Groove milk. Hun stammer fra staten Texas, hvor der er en stærk tradition for at lade genrerne mødes og smitte af på hinanden. Det hører man også i Carolyn Wonderlands blues, der inddrager elementer af country og western swing, zydeco, soul m.m.
I 2018 modtog Carolyn Wonderland et af de største ridderslag, man kan få som bluesguitarist, idet hun indtrådte i John Mayalls band, der tidligere har været udklækningssted for stjerner som Eric Clapton, Peter Green, Mick Taylor, Walter Trout, Buddy Whittington og Coco Montoya.
Wonderland spiller fortsat med John Mayall og medvirker for eksempel på hans nye album The sun is shining down (2022). Men også hendes solokarriere har taget fart. I 2021 skrev Carolyn Wonderland kontrakt med verdens førende blues-pladeselskab Alligator Records, og hendes første album på Alligator, Tempting fate, udkom i oktober til rosende anmeldelser og succes på blues-hitlisterne.
Carolyn Wonderland skriver selv de fleste af sine sange og er i øvrigt lidt af en multiinstrumentalist. Ud over guitar spiller hun både trompet, akkordeon, lapsteel-guitar, klaver og mandolin.
Indfødt i Chicago
Mike Wheeler er indfødt i Chicago og opflasket på blues-hovedstadens musik. Den nu 61-årige guitarist og sanger har spillet og indspillet som medlem af lokale bands som Cadillac Dave & the Chicago Redhots, Sam Cockrell and the Groove og Big James and the Chicago Playboys, og i 2001 dannede han sit eget Mike Wheeler Band. I 2014 blev han optaget i The Chicago Blues Hall of Fame.
Solokarrieren blev for alvor skudt i gang med albummet Mike Wheeler Band i 2003. Efterfølgende skrev Mike Wheeler kontrakt med Delmark Records, hvor han har udsendt to album, senest Turn up! i 2016. Sideløbende har Mike Wheeler indspillet med blandt andre Joanna Connor, Toronzo Cannon, Kai Strauss, Linsey Alexander, Big Llou Johnson og to af Muddy Waters’ sønner, Joseph ”Mojo” Morganfield og Mud Morganfield.
Musikalsk tager Mike Wheeler ikke overraskende udgangspunkt i Chicago blues, men nok mere Buddy Guys version end Muddy Waters’. Wheeler blander således den traditionelle elektriske blues med funk, jazz og rock, og hans stemme er blevet sammenlignet med soulsangeren Sam Cookes.
Store håb
Jontavious Willis fra Greenville i staten Georgia fylder blot 26 i år, men bliver set som et af de store amerikanske håb inden for den akustiske blues. Han pladedebuterede i 2017 med Blue metamorphosis, og han havde albummet med, da han fik mulighed for at agere opvarmning for Keb’ Mo’ og Taj Mahal på deres fælles turné samme år.
De to ældre bluesstjerner blev begejstrede for Jontavious Willis’ optræden, og på hans album nummer to, Spectacular class (2019), kunne han notere Keb’ Mo’ som producer og Taj Mahal som executive producer.
Som mange andre amerikanske bluessangere er Jontavious Willis vokset op med gospel, som han sang i den lokale kirke, inden han hørte Muddy Waters, og bluesmusikken fik tag i ham. Jontavious Willis spiller primært guitar, men håndterer også gerne banjo og mundharpe. Han bevæger sig hjemmevant i flere varianter af country bluesen, herunder delta blues og den ragtime-påvirkede Piedmont blues.
Jontavious Willis har tidligere optrådt i Danmark, for eksempel på Dexter i Odense i 2019 (læs her). Han var også booket til Blues Heaven i 2020, hvor festivalen dog endte med at blive aflyst på grund af coronanedlukningen. Nu får Blues Heaven-publikummet altså endelig chancen for at se Jontavious Willis i Frederikshavn.
Danske indslag
Det eneste danske indslag på Blues Heaven 2022 bliver pianisten og sangen Esben Just. Der er dog tale om en musiker med internationalt udsyn, for Esben Justs gebet er New Orleans blues, som han mestrer på et niveau, der har gjort ham til en institution på den danske scene for New Orleans-musik.
Esben Just har besøgt “The Big Easy” mange gange og indspillet med lokale navne som Fred Lonzo, Gene ”Mighty Flea” Conners, Leroy Jones, Matt Perrine, Craig Klein og Trombone Shorty. Han har desuden delt scener med kunstnere som Tricia Boutté og Dom Pipkin.
I det hele taget er Esben Justs karriere kendetegnet ved en vilje til at indgå i mange forskellige sammenhænge, også gerne enkeltstående ad hoc-konstellationer. Men mest kendt herhjemme han alligevel nok for sin rolle i den populære, Danish Music Award-vindende trio SP Just Frost, som netop nu er aktuel med en Danmarksturné og en forestående ep-udgivelse (læs her). Men Esben Just har altså også blandt andet fire fornemme soloalbum på samvittigheden (læs om Esben Justs indspilningshistorie her).
Med de seneste tilføjelser ser det samlede Blues Heaven-program således ud (med forbehold for ændringer):Læs mere om Blues Heaven, herunder billetkøb, på festivalens hjemmeside her.