Hør Richard Farrell live via Facebook på lørdag

Richard Farrell
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jakob Wandam

Mens vi alle sammen opfordres til at blive hjemme, og koncerter er forbudt for ikke at sprede coronavirus, er der musikere, der tager andre midler i brug for at blive hørt og set – live. Forleden kunne vi fortælle om Jake Green, der live-streamer fem gange om ugen på portalen Mixer (læs her).

Også Trainman Blues-forsangeren Richard Farrell har taget hul på at streame optrædener live, og det foregår via hans side på Facebook. Richard Farrell, der befinder sig på La Muse Writers & Artists Retreat i Sydfrankrig, live-streamede sin første ”Lockdown Session” i lørdags. Resultatet kan ses og høres nedenfor.

 

Richard Farrells næste live-streamede “Lockdown Session” er planlagt til på lørdag den 28. marts klokken 22.00, og den vil altså kunne opleves på hans Facebook-side her.

Man er naturligvis velkommen til at donere et beløb, men koncerterne kan følges ganske gratis.

I øvrigt meddeler Richard Farrells Trainman Blues-kollega Laust “Krudtmejer” Nielsen fra sit hjemmeeksil, at han lige nu arbejder på at færdiggøre et nyt Trainman Blues-album.