Horsens Blues Festival 2014.

Tekst og fotos: Peter Widmer

”Det ser ud til at blive den mest succesrige udgave af Horsens Blues Festival, vi har præsteret,” siger formanden for Blueskartellet i Horsens, Carsten Mellson til Bluesnews.dk.

Festivalen er blevet til i et tæt samarbejde mellem Blueskartellet, Horsens Ny Teater og Kulisselageret.

Horsens Blues Festival fandt sted fredag den 31. oktober og lørdag den 1. november 2014. Bluesnews.dk deltog på festivalens første dag.

Det er fredag aften den 31. oktober, og Bluesnews fanger en travl Carsten Mellson uden for Horsens Ny Teater. Det er her, og på det mere ydmyge spillested Kulisselageret, der ligger i tilknyting til Horsens Ny Teater, at Horsens Blues Festival 2014 foregår.

Rekord

Carsten Mellson fortsætter:

– ”Så vidt vi kan se på forsalget, når vi op på mellem 700 og 800 besøgende, og dét er rekord for os, så vi er ret så tilfredse,” konstaterer Carsten Mellson.

Festivalprogrammet var også i år godt og varieret, med navne som de engelske veteraner Ten Years After, den amerikanske blues og soul-mand John Nemeth og Texas blues dronningen Diunna Greenleaf og hendes band på plakaten.

Og hele showet blev godt styret af konferencieren Franck White, der blandt andet er kendt fra blues-duoen White & Frank og blues bandet Franck White & the Groovers.

Der er traditionen tro også danske navne med på Horsens Blues Festival: I år kunne man for eksempel opleve Mike Andersen, hæderkronede Delta Blues Band med den afrikanske blues-dronning Miriam Mandipira og H.P. Lange med Paul Junior. Sidstnævnte var hyret til at underholde i foyéren på Horsens Ny Teater fra kl. 17 på festivalens anden dag.

Desuden var der en stak unge, velspirende danske blues-amatørmusikere, der gav den gas på Kulisselageret den 31. oktober kl. 17:00 – 19:00 under overskriften ”Young Talents Blues Jam.”

Blues-jam i foyéren

Senere på aftenen dukkede nogle af dem tilmed op i foyéren på Horsens Ny Teater til mere blues-jam – til de tilstedeværendes store begejstring.

Her spillede blandt andre guitaristen Oscar Jønsson og bas-manden Jais Kûrecko Eriksen sig gennem en god portion rå blues-numre med fræsende energi, så et medlevende, særdeles veloplagt publikum virkelig fik valuta for pengene.

Ovenikøbet dukkede Diunna Greenleafs trommeslager, Jerome Ray Louden, op med slagtøj og trommestikker og bidrog til at gøre de velspillende danskeres overraskende jam endnu en tak bedre, end den i forvejen var.

Et glimrende indslag, man nok ikke kommer til at opleve i samme form igen. Men var man der, ved man nogenlunde, hvilke unge danske blues-musikere, man bør holde øje med fremover.

Texas Blues

Kl. 19:30 var det tid til Texas blues med den prisvindende afro-amerikanske sangerinde og sangskriver Diunna Greenleaf og hendes solide band Blue Mercy.

”Er I klar til noget Texas blues?”

Det var John Del Torro Richardson, Blue Mercy-guitaristen, der spurgte, og dét var det talstærke publikum i Store Sal på Horsens Ny Teater.

Og så blev festen sparket i gang.

Efter ganske kort tid svajede så Diunna Greenleaf ind på scenen i sort kjole og med sorte sko med høje hæle. Skoene smed hun dog ret hurtigt, og resten af koncerten foregik på bare fødder for sangerindens vedkommende.

Omvandrende hjerteslag

Diunna Greenleaf, der af mange anses som en værdig afløser for Koko Taylor, hører ikke til de små, men hun bruger sin sikkert tunge, fyldige krop på charmerende, selvironisk og bramfri vis, så hendes fremtræden næsten virker svævende let.

”De kalder mig et omvandrende hjerteslag,” proklamerede Diunna Greenleaf med et vink til sin kropsstørrelse og med glimt i øjet.

Hjerteslag eller ej, så bevægede Diunna Greenleaf sig på et tidspunkt syngende ned blandt publikum og gik en god tur rundt i salen, mens hun sang videre og hilste på de mange fremmødte. Dét tog kegler.

Det gjorde også især også John Del Torro Richardson med et aldeles swingende, økonomisk spil på basis af den solide rytmegruppes fine udladninger. Bas, ved Mark John Telesca, og trommer ved Jerome Ray Louden lå lige som de skulle.

Som antydet har Diunna Greenleaf tæft for publikumskontakt, og hun havde publikum i sin hule hånd fra hun dukkede op på scenen og til hun gik.

Med vid, bid, selvironi og humor styrede hun tingene som hun ville. Med blid hånd og øjenkontakt med forskellige publikummer og kommentarer om diverse, var denne dame en fornøjelse at være i selskab med.

”Jeg er en stor pige – i mere end én forstand,” bedyrede Diunna Greenleaf skælmsk hen ad vejen, og dét kan man jo kun give hende ret i.

Hun er i hvert fald en moden, selvstændig blues-musiker, som har noget på hjerte og et solidt band. Og så har hun en glimrende stemme, der som hendes personlighed gik rent ind hos et begejstret publikum.

Dårlig lyd

Man skulle dog stå helt oppe ved scenekanten midtfor for at få den helt positive koncertoplevelse, for længere nede i salen var lyden mildest talt dårlig.

Dette skæmmede også aftenens anden store koncert med Ten Years After, og forhåbentlig blev der rettet op på lydsituationen i Store Sal på Horsens Ny Teater på festivalens anden og sidste dag.

Så var det tid til at tjekke den sorte amerikanske guitarist, sanger og sangskriver Leburn Maddox på Kulisselageret.

Leburn Maddox er en mand, der har været vidt omkring inden for genrerne blues, rhythm ’n’ blues, rock, funk og soul med mere. Han har fyrre år på bagen som professionel musiker med både studie- og scene-erfaring.

For eksempel har han spillet med stjerner som James Brown, og har været på samme plakat som Chacka Khan, Gil Scott Heron og Chic.

Propfyldt

Kulisselageret var propfyldt til Leburn Maddox-koncerten, og flere måtte gå forgæves, hvis man da ikke ville vente udenfor indtil en af dem, der var indenfor, gik udenfor. Det ville Bluesnews.dk godt.

”Vi lukker ind efter tur, og der kommer kun lige så mange ind, som der kommer ud,” sagde en af vagterne, der hed Svend.

Fint nok. Det var jo forbavsende varmt, og man behøvede kun en T-shirt på overkroppen på denne sidste aften i oktober måned!

Der gik kun små 10 minutter, før Bluesnews.dk kunne blive lukket indenfor på Kulisselegeret, hvor der tilmed var en del varmere end udenfor.

Soul og funk

Leburn Maddox er først og fremmest soul- og funk-guitarist, og som sådan er han udmærket.

Mest kendt er han nok for sin tid som medlem af soul-funk-disco-gruppen The Jimmy Castor Bunch.

Det er i princippet fint at have en mand som Leburn Maddox på plakaten på en blues-festival. Et skud funk og soul er altid velkomment, men blues var der nu ikke meget af gennem de numre Bluesnews.dk hørte.

Leburn Maddox er en udmærket guitarist og sanger, og tilmed leverede trommeslager og bassist en velsmurt bund med stor teknisk kunnen. Her var ingen slinger i valsen.

Imidlertid forekom musikken anonym og uden særpræg, men publikum var i festival-humør og tog godt imod Leburn Maddox og hans medspillere.

Store forventninger

Det legendariske britiske blues-rock band Ten Years After var festivalens hovednavn, og forventningerne var tydeligvis store hos publikum, der fyldte Store Sal til denne koncert, som kørte fra kl. 22:30 til midnat.

Ten Years After blev dannet i 1967, og skabte sig med rette et navn som koncert-attraktion. De indspillede også en håndfuld gedigne LP’er og blev verdensberømte gennem deres optræden på Woodstock festivalen i 1969, og naturligvis også gennem filmen og ”soundtracket” fra samme festival, med en lang udgave af nummeret ”I’m Going Home” fra deres glimrende andet album, live-albummet ”Undead” fra 1968, optaget på det legendariske London-spillested Klook’s Kleek.

I dag er der blot to af de oprindelige fire medlemmer tilbage, nemlig keyboard-manden Chick Churchill og trommeslageren Ric Lee.

Bassisten og originalmedlemmet Leo Lyons forlod Ten Years After i januar i år, og det samme gjorde guitaristen Joe Gooch, der trådte til som afløser for bandets originale frontfigur, guitaristen og sangeren Alvin Lee, i 2003. Alvin Lee døde i øvrigt den 6. marts sidste år.

Joe Gooch og Leo Lyons er i dag erstattet af henholdsvis guitaristen og sangeren Marcus Bonfanti og den velrenommerede bassist og vokalist Colin Hodgkinson.

Sidstnævnte var gennem flere år og flere fine LP-udgivelser primus motor i den aldeles fremragende, unikke engelske jazz-rock trio Back Door, såvel som han har spillet og/eller indspillet med for eksempel Alexis Corner, keyboard-mesteren Jan Hammer (Mahavishnu Orchestra med mere), forskellige – sene – udgaver af The Spencer Davis Group og selveste Mick Jagger.

Rock-blues

Det forhåndsbegejsterde, forventningsfulde og betragtelige publikum hujede og råbte, da resterne af Ten Years After dukkede frem på scenen.

Der lød tilmed flere deciderede jubelhyl; ja, det var tydeligvis svært for folk at få begejstringsarmene ned. Og så var orkesteret ikke engang begyndt at spille endnu.

Men i gang kom Ten Years After, og hvad fik man så? Tjah, hvis man havde ventet en smule blues for ikke at sige blues-rock, blev man skuffet. Hvis man derimod havde forventet at få rock-blues, må man have været begejstret, for rock-blues var, hvad man fik.

Marcus Bonfanti fungerede som frontfigur, og han var i hvert fald svært dygtig til at svinge med sit lange hår, så man følte sig hensat til en heavy rock koncert. Som guitarist er Marcus Bonfanti da ok, men så heller ikke mere.

Det samme kan man kun sige om hans kvaliteter som sanger. Kort sagt: En ordinær musiker, der heller ikke kunne vende dette billede, da han lejlighedsvis spillede mundharpe.

Farvet hår

Chick Churchill havde fået masser af grå stænk i sit tykke hår og bestred sine keyboard-opgaver som han skulle, men man havde nu gerne hørt mere til ham, end man gjorde.

Ric Lee betjente sit trommesæt med pondus og mørkfarvet hår. Der er åbenbart nogle midaldrende mænd, der bare ikke vil lade naturen gå sin gang og lade grå hår være grå.

Om det hjalp på Ric Lees musikalske udladninger, at han havde farvet sit hår er svært at sige, men han var i hvert fald god for en ca. 100 kilometer lang, temmelig trættende trommesolo et godt stykke inde i orkesterets sæt.

Til gengæld fik man på et tidspunkt en fin solo-opvisning i basspil fra Colin Hodgkinson, men igen var der ikke mange blå toner at hente.

Et svagt anløb til noget, der bare lignede blues en lille smule fik man i starten af Muddy Waters-nummeret ”Good Morning, Little Schoolgirl,” der dog straks blev ødelagt af en kraftig rock-drejning.

Den ægte vare

Ak ja, Ten Years After er absolut ikke det udmærkede blues rock band, orkesteret var førhen, og formåede ikke engang at svinge sig op på højde af det den originale gruppe præsterede i starten af 1970’erne, da de bevægede sig i retning af ”mainstream pop” med albummet ”A Space in Time,” med mere.

Men størstedelen af det fremmødte publikum syntes at være begejstret.

Ten Years After anno 2014 kan dog sagtens undværes, for der er i hundredevis af bands på kloden, der kan det samme som de gode englændere og mere til.

Skal man have fingrene – eller ørerne – i den ægte Ten Years After-vare, bør man lytte til de bedste af den oprindelige gruppes fuldlængdeudgivelser, nemlig førnævnte ”Undead” fra 1968, ”Ssssh” fra 1969 og ”Cricklewood Green” fra 1970.

Afslutning på Kulisselageret

Efter koncerten med Ten Years After måtte Bluesnews.dk forlade Horsens. Der var et tog, der skulle nås.

Men løjerne var ikke slut på denne første af årets to dage med Horsens Blues Festival, for Bruuns Blues Band sluttede dagen af på Kulisselageret.

Og så ventede der en dag mere med de ovennævnte danske blues-kunstnere samt Soulworkers og Hungry Men’s Blues Band, der skulle lukke festivalen om lørdagen.

Ydermere var der lige sydafrikanske Dan Patlansky, der spillede på Horsens Blues Festival 2013 til så stor publikumsbegejstring, at han bare måtte være en del af programmet i år med sine gode medmusikere.

Desuden var der førnævnte John Németh og uddeling af Blueskartellets Ærespris. ”Prisen uddeles til en dansk blueskunstner, der har gjort en ekstraordinær indsats for det danske bluesmiljø,” som der står på Blueskartellets hjemmeside.

Prisen gik i år fuldt fortjent til Delta Blues Bands Troels Jensen, Danmarks ”Mr. Blues” om nogen.

Værd at besøge

Horsens Blues Festival er et veltilrettelagt fænomen med en god vekslen mellem det store Horsens Ny Teater og Kulisselageret som scener. Og så ligger de behageligt tæt på hinanden. Der er maximum 1 minuts gang mellem dem.

Desuden er det absolut behagelige koncerttider, der er tilrettelagt sådan, at der ikke forekommer overlapninger mellem koncerterne.

Der er med andre ord god tid til lige at sidde eller strække benene lidt, få noget at drikke og snakke, eller hvad man nu vil mellem koncertoplevelserne.

Bliver man sulten, serveres der hotdogs i den fine Kvium-sal på Horsens Ny Teater, der indeholder mange af maleren Michael Kviums forunderlige billeder.

Ydermere er det godt, at de store koncerter stopper kl. 00:00. Så kan man nå at komme hjem og få sin nattesøvn, eller man kan fortsætte på Kulisselageret til kl. 01:30.

Horsens Blues Festival er absolut værd at besøge. Stemningen er i top, og der er altid noget på programmet, man bare må høre.

Der er aldrig bare antydning af vrøvl eller ballade, og skulle der være en musikalsk svipser eller to, tager man dét med.

Og så er der altid masser af gode, rare og imødekommende blues-mennesker fra hele landet at løbe ind i og snakke med, så man kan roligt sætte kursen mod Horsens næste år til endnu en fin, varieret blues festival.