Hovednavn aflyser i Horsens

Af Peter Widmer

climax-blues-band

Climax Blues Band – med Graham Dee i front – er nyt hovednavn på Horsens Bluesfestival.

Horsens Bluesfestival 2016, der finder sted den første weekend i november måned, præsenterer som altid et flot program. Desværre har hovednavnet – prisoverdængede skotske King King – måttet aflyse deres koncert på festivalen. Som fin erstatning kommer hæderkronede Climax Blues Band til at indtage King Kings plads.

Det er som sædvanlig Blueskartellet i Horsens, der står bag festivalen.

Formand for Blueskartellet, booker og musiker Carsten Mellson kommenterer:

– Det bliver britiske Climax Blues Band, der skal erstatte King King på dette års bluesfestival. King King måtte desværre stoppe al turnéaktivitet i Europa, fordi forsanger Alan Nimmo skulle pleje sin rekonvalescens efter en operation af stemmebåndet.

– Derfor er vi utrolig glade for at kunne præsentere Climax Blues Band på dette års festival. Bandet har eksisteret siden 1968, og selvom der ikke er nogen tilbage af de oprindelige medlemmer fra dengang, er det tydeligvis et band med et enormt bagkatalog og erfaring fra en lang musikkarrieres dale og tinder – både de menneskelige og de økonomiske.

– Det ældste medlem i bandet er keyboard-spilleren og sangeren George Glover, der har været med siden 1980. Den oprindelige forsanger, Colin Cooper, døde i 2008 efter at have stået i spidsen for bandet siden starten i 1968. Han ønskede, at bandet skulle fortsætte efter hans død.

– Det gjorde det heldigvis. Lørdag den 5. november vil de stå på scenen på Horsens Ny Teater.

“Vi lover en fest,” slutter Carsten Mellson.

Har du sikret dig billet til festivalen, der også byder på bl.a. Ole Frimer, Vidar Busk, Joanna Connor, Carvin Jones Band, Corey Harris, HP Lange og Bruuns Blues Band? Ellers kan du gøre det her.