Nalle
Tekst og foto: Jakob Wandam
”Jæ he’er Nalle,” lød de første ord fra frontfiguren i Nalle and his Crazy Ivans, da det fire mand store ensemble havde indtaget scenen på Dexter i Odense onsdag aften den 11. oktober.
Ikke at der var nogen blandt tilhørerne, der var i tvivl – koncerten var for længst udsolgt, og publikum, der i det store hele tilhørte det grå guld, var kommet for at høre byens stolte søn synge the blues.
Nalle fortsatte med at præsentere sit band, der lige som ved flere andre koncerter på turnéen var udvidet med Søren Rislund på mundharpe og kor. Som altid var Nalle desuden flankeret af Henning Kaae og Ivan Sand på kor og henholdsvis lead- og rytmeguitar.
Nalle and his Crazy Ivans feat. Søren Rislund
Sammen bød Nalle and his Crazy Ivans på en rigtig gang hyggeblues – vellydende, akustisk, Piedmont-inspireret country blues og rhythm & blues med enkelte afstikkere til country og folk. Tonen mellem band og publikum var afslappet, varm og jovial, og det samme var tonen i musikken.
”Ufarligt” ville kritikere måske kalde det, men det er ikke Nalle and his Crazy Ivans’ mission at være farlige. Nalle & co. skaber stemning med enkle virkemidler, og tag ikke fejl: Det er en flok rutinerede herrer, som udmærket ved, hvad de laver.
Ivan Sand
Allerede fra de første første takter af Bill Collins & Bonnie Lees ”I’m good” var rollefordelingen på plads: Henning Kaae flyttede fingrene hurtigt og melodisk på gribebrættet, Ivan Sand holdt et pålideligt beat og Søren Rislund vævede fint omkring melodien på mundharpen.
Centralt stod naturligvis Nalles stemme, som der ikke længere er så forfærdelig meget tilbage af, men som han til gengæld forstår at udnytte.
Nalle er ikke bange for at udfordre stemmen og presse den til det yderste, og det giver ham et herligt patineret udtryk, som blotter en vis skrøbelighed, men samtidig ikke efterlader nogen tvivl om, at han kan sit håndværk. Det er råt, men rent; der er ikke en falsk tone.
Henning Kaae i forgrunden
Det første sæt tog udgangspunkt i det netop udsendte album Crossroad (læs anmeldelse her), hvorfra de første syv numre stammede. Som på albummet var det en blanding af blues-shuffles (”Standing at the crossroads again”), rhythm & blues-standarder (”Hi-heel sneakers”), country-ballader (”Rose in the garden”) og ren blues (”How long, how long blues”).
Undervejs demonstrerede Henning Kaae sin fine teknik, både i form af lækkert bottleneck-spil, melodiøse soloer og Chet Atkins-inspireret country picking.
Søren Rislund på harmonette
Søren Rislund viste sig at være et rigtig godt supplement til Nalle and his Crazy Ivans. Hans glimrende mundharpespil gav musikken et ekstra pift, og så deltog han ivrigt i snakken fra scenen, hvilket var aldeles underholdende og årsag til mange latterbrøl fra publikum.
Første sæt blev afsluttet med en version af Tom Wait’s ”Jersey girl”, der nærmest lød som en blanding mellem en Springsteen-ballade, en keltisk folkesang og en drukvise.
På dette nummer spillede Søren Rislund på harmonette – en slags mundharmonika med trykknapper, som mest af alt ligner en skrivemaskine – Henning Kaae leverede en Mark Knopfler-agtig guitarsolo, og Ivan Sand rundede af med et lille citat fra The Beatles’ ”Norwegian wood”.
Efter pausen greb Nalle and his Crazy Ivans tilbage til de tre tidligere albums med bl.a. udgaver af titelnummeret fra Long as I can see the light (2012) og Willie Dixons ”My babe” fra samme album samt Muddy Waters’ ”Blow wind blow”, Delbert McClintons ”Oughta know” og Percy Sledge-balladen ”What am I living for” fra Closer to the bone (2015). Sidstnævnte, fortalte Nalle, havde han sunget som en kærlighedserklæring til sin kone, ” – og hun hentede sgu rundstykker de næste fjorten dage!”
Nalle – uden strøm
Nalle havde nu også fundet guitaren frem, om end de andre ikke ville lade ham få strøm på den, som han sagde.
Fra Back to the roots (2009) fik vi blandt andet Chuck Berrys ”Don’t you lie to me”, en meget fin og bevægende version af Arthur Alexanders “You better move on” samt Bobby & Shirley Womacks ”It’s all over now”, som mange nok kender med The Rolling Stones, og som udløste vild begejstring hos publikum.
Der blev også sunget med og klappet taktfast på ”Shake a hand” – til Nalles store tilfredshed: ”En skam, tourbussen ikke er stor nok … for så sku’ I fandme med!”
Søren Rislund
På Sonny Boy Williamson II’s ”Help me” tog Søren Rislund leadvokalen og førte ganske veloplagt an, godt ledsaget af en delta blues-solo fra Henning Kaae og hans slide.
Rislunds stemme var dog intet match for Nalles tyndslidte, men særdeles udtryksfulde vokal. Dén fik lov at stå helt alene til allersidst, da Nalle efter råb fra publikum indvilligede i at synge sit 1980-hit ”Amanda” (skrevet af Kim Larsen) helt uden akkompagnement.
”Amanda” var naturligvis uden for nummer, for siden årtusindskiftet har det meste af Nalles karriere stået i bluesens tegn, og Nalle og blues er et rigtig godt match. Sangskriver vil han være den første til at indrømme, at han aldrig har været, og hans fortolkninger er på ingen måde radikale, men der så meget personlighed i hans vokal og sympatiske sceneoptræden, at han alligevel får gjort sangene til sine egne.
“Amanda” – a cappella
Når han samtidig bakkes op af dygtige musikere med en god indbyrdes forståelse og tilmed står over for et begejstret hjemmebanepublikum, er der garanti for en både hyggelig og musikalsk givende oplevelse. Således også denne onsdag aften på Dexter.