Indtryk fra en vellykket festival

Af Peter Widmer og Jakob Wandam

Fredag den 30. juni lød startskuddet for den første Randers City Blues Festival nogensinde. Festivalen blev åbnet i Kulturhuset med et kort sæt af duoen The Real Deal (som Bluesnews.dk ikke hørte meget af, men som vendte tilbage dagen efter), efterfulgt af korte taler ved kulturudvalgsformand Mogens Nyholm, citychef Mette Bræmer Nielsen og festivalens talsmand Jørn Bjerre.

I Kulturhuset kunne man desuden se en udstilling af fotograf Frank Nielsens fremragende billeder af danske og udenlandske blueskoryfæer. Læsere af Bluesnews.dk vil være velbekendte med Frank Nielsens fotos, som også ledsager denne artikel.

Herefter var der musikalsk foredrag med et af dansk blues’ mest erfarne og hæderkronede navne, guitaristen, sangeren og sangskriveren Kenn Lending. På dette tidspunkt var Bluesnews.dk dog allerede suset rundt om hjørnet til Underværket.

Tilbagelænet bluesstil

Underværkets indendørs Gadescene blev åbnet af den lokale Torben Pape, der tidligere slog sine folder med Blueshot. Af helbredsårsager har han holdt en 5-6 års pause fra musikken, men efter at have skiftet rock’n’roll’en ud med en mere tilbagelænet bluesstil var Pape klar til at stå på scenen igen.

Han spillede en behagelig, sympatisk country blues, primært på dobro med slide, hvilket han håndterede ganske overbevisende. Sangene var primært hans egne, men det blev også til en version af Jimi Hendrix’ ”Red house”.

Det kneb indimellem med den engelske grammatik, og den danske accent kunne Torben Pape heller ikke sige sig helt fri for. Men det hele blev også præsenteret på bundsolidt jysk, og Papes optræden var så tilbagelænet og afvæbnende uhøjtidelig, at man gerne tilgav ham, at det virkede lidt hjemmegjort. En tilforladelig, men på ingen måde prangende præstation.

Tung bluesrock

Herfra bevægede Bluesnews.dk sig til den udendørs Storegadescene, hvor den unge, engelske power-trio Blind Pilgrim var i gang. De spillede en hårdt rockende, tung bluesrock, tydeligt inspireret af Led Zeppelin, men også bl.a. med elementer af surf.

Ofte fik det dog karakter af mere banal hardrock a la D-A-D. Forsanger og guitarist Rupert Greaves gjorde et ærligt forsøg på at tilføre sangene liv med en stemme, der kunne minde om en ung Jonny Lang, bl.a. på versioner af J.B. Lenoirs ”Talk to your daughter” og Fleetwood Macs ”Oh well”. Men han manglede Langs pondus og intensitet, og tilmed savnede bandet simpelthen timing. Resultatet blev, at musikken blev mere larmende end imponerende, og ganske enkelt småkedelig.

Purung duo

I Salen på Underværket fangede Bluesnews.dk de døende minutter af Long Line Downs sæt. Denne purunge aalborgensiske duo – Anders Holm på trommer/vokal samt Martin Christensen på guitar – begejstrede tydeligvis publikum med deres energi og spilleglæde og fik mange rosende ord med fra vejen.

Det var meget positivt at se, hvordan Randers City Blues Festival ikke blot satsede på de ”sikre” navne, men også gav plads til vækstlaget i dansk blues.

Velsyngende

Bluesnews fik også et par glimt af Mojo Makers, der kæmpede mod regnbygerne på Søndergadescenen. Her var vi vidne til en meget velsyngende Kasper Osman, som også præsterede noget godt og originalt guitararbejde, der blev fint matchet af leadguitarist Kristian Hoffmann.

Det lykkedes dog ikke Mojo Makers at piske stemningen helt op, hvor den kunne overvinde de grå skyer på himlen.

Højdepunkt

Så var der væsentlig mere knald på Big O & the Blue Quarters, der leverede fredagens første store højdepunkt af en koncert i Salen. Bandet spillede ellers med vikar-besætning, idet guitarist Frederik Tygesen og trommeslager Mathias Rindom glimrede ved deres fravær. I stedet havde man indforskrevet Kasper ”Lefty” Vegeberg og Lars Møllenberg, og baseret på denne optræden må man sige, at de var en fuldgod erstatning.

Big O & the Blue Quarters har udviklet sig til en af de stærkest lysende stjerner på den danske blueshimmel; de spillede usvigeligt sikkert, hvad enten det gjaldt swing, bluesrock, jump, slow blues eller West Side Chicago blues.

Bandet er forkælet med to af de bedste fremadstormende danske guitarister, og Søren Schack, som fik god plads, var ganske enkelt blændende med sin Albert Collins-lignende tone og sine frit flydende, opfindsomme soloer.

Han fik godt modspil på dagen af Kasper Vegeberg (kendt fra bl.a. Lightnin’ Moe and his Peace Disturbers) og dennes chunky, uortodokse stil. Det er et heldigt band, der kan erstatte et talent som Frederik Tygesen med en musiker af Kasper Vegebergs kaliber.

Men der skal bestemt også lyde roser til Møllenberg samt til bassist Jais Eriksen og den sympatiske forsanger og mundharpespiller Oscar Martin Eriksen, og det var et meget begejstret publikum, der kunne klappe Horsens-bandet af scenen.

Lokale helte

Sådan en optræden var svær at efterfølge, men heldigvis var de lokale helte i The Cornfeds opgaven mere end voksne. De spillede et fremragende sæt på Underværkets Gadescene, som dannede en god ramme om deres rå og medrivende, originale blanding af delta og country blues med elementer af hill country blues, gospel m.m.

The Cornfeds var uhyre veloplagte, og deres humor og uhøjtidelighed fungerede i fint samspil med en instrumentering, der inkluderede resonator-guitar, banjo, vaskebræt og diverse hjemmestrikket percussion. Samtidig var der en intensitet i deres sange og arrangementer, som gav mindelser om en type som Otis Taylor.

Lige som Big O & the Blue Quarters lover The Cornfeds rigtig godt for dansk blues’ fremtid.

Imponerende stemme

Herefter måtte Bluesnews.dk overgive sig til sulten og ”blues-buffeten” på det nærmeste spisested. Derfor fik vi kun hørt ganske få numre fra Jake Green Band, som var næste navn på Gadescenen.

Til gengæld lykkedes det frontmanden Jakob Green på den korte tid at gøre et overordentlig stort indtryk med sin imponerende Howlin’ Wolf-stemme og sit højoktan-guitarspil. Ham skal vi helt sikkert høre mere til, næste gang chancen byder sig.

Karisma og hårde guitartoner

Fried Okra Band indtog dernæst Salen på Underværket. Også de gjorde et rigtig godt indtryk og understregede desuden diversiteten i Randers City Blues Festival.

Københavnerne skabte en Morricone/Tarantino-atmosfære med trommetunge grooves og en bassist, der stort set spillede med ryggen til publikum. I kontrast hertil stod forsanger og guitarist Morten Lunn, ulasteligt klædt og med en Jim Morrison’sk karisma, og sendte kaskader af hårde guitartoner ud over publikum.

Indimellem var der elementer af ørkenblues, og bandet sluttede af med en ærefrygtindgydende ”One string love” med Lunn på diddley-bow.

Måbende publikum

Nu var Randers City Blues Festival virkelig godt i gang, og festen fortsatte på Gaden med Vidar Busk & Ole Frimer Band. De lagde ud med et instrumentalnummer, hvor Vidar Busk ganske enkelt efterlod publikum måbende med sin glasklare tone og virtuose spil, der skiftevis mindede om Jeff Beck og Carlos Santana og samtidig var fuldstændig originalt. Denne skribent havde ganske enkelt aldrig hørt noget lignende.

Herefter satte Ole Frimer sig i respekt med noget hæsblæsende solospil og en mere traditionel, fed bluestone – og i øvrigt en rigtig god vokal. Han får det til at se let ud, men hans stil er imponerende melodiøs, elegant og bluesy.

Det var simpelthen en magtdemonstration af det dansk-norske hold, og publikum rystende vantro og storsmilende på hovedet. Min sidemand græd under en af Vidar Busks guitar-ekskursioner – ganske vist nok hjulpet godt på vej af et pænt antal fadøl, men ikke desto mindre rørt til tårer af de blå toner.

Gennemrutineret og velklædt

Thorbjørn Risager & the Black Tornado var næste navn på programmet. De spillede i Salen og fremstod i vanlig gennemrutineret og velklædt stil, med blæserne i indøvede danserutiner. Også publikum var på dansegulvet fra begyndelsen, og Risager & co.’s fuldfede, funky soul-lyd går rent ind hver gang.

Thorbjørn Risagers guitarspil er ikke flashy, men koncist og effektivt, og han besidder en kraftfuld stemme, der kan råbe enhver koncertsal op fra første stavelse. Han blev bakket godt op af sit store band med 2 blæsere, trommer, bas og keyboard, hvor Emil Balsgaard på sidstnævnte præsterede noget fornemt boogie-woogie-klaver.

Skulle man sætte en finger på Thorbjørn Risager & the Black Tornados sæt, skulle det være, at det næsten er for professionelt. Bandet er en velsmurt maskine, og man savner måske en smule spontanitet.

Endeløse guitarsoloer

Fredag aften i Underværket blev rundet af med populære Alan Haynes‘ maratonsæt på Gaden. Og dette skal forstås ganske bogstaveligt: Iført sin faste uniform med kasket og solbriller tilbragte den amerikanske guitarist det meste af koncerten gående rundt blandt publikum, mens han spillede sine tilsyneladende endeløse soloer, der fik de fleste numres længde op i tocifrede minuttal.

Det var således et overvejende instrumentalt sæt, primært funderet i Texas blues-stil, men med adskillige afstikkere, f.eks. til Bobby Hebbs “Sunny” og Jimi Hendrix’ “Little wing”. Af mere traditionelle bluesnumre fandt man blandt andet St. Louis Jimmys “Goin’ down slow”.

Det var forbløffende, hvorledes Haynes’ inspiration øjensynlig bare aldrig slap op. Han så ud til at kunne spille hele natten, og det endte da også med, at Bluesnews.dk måtte forlade koncerten i utide.

Vi fik således ikke hørt Alan Haynes’ afsluttende jam med Kai Strauss og Vidar Busk, men det har utvivlsomt været en oplevelse af de større.

Næsten skyfri himmel

På en solbeskinnet lørdag den 1. juli med næsten skyfri himmel og temperaturer op til ca. 22 grader startede det omfangsrige musikprogram i byrummet kl. 10 med duoen The Real Deal, der spillede foran forretningen Silver House i Rådhusstræde.

Samme duo, der også var på scenen ved åbningsarrangementet for Randers City Blues Festival i Kulturhuset dagen før, gjorde det godt og kompetent med deres akustiske, primært delta-orienterede blues.

Med National steel-guitar og vokal samt mundharpe og lejlighedsvis vokal gav de egne, gode versioner af flere blues-klassikere. Eksempelvis fik man en fornemt forfriskende version af den fortærskede ”Sweet home Chicago”, der ofte tilskrives Robert Johnson.

Hvor samme komposition tit er ulidelig at høre på i elektrificerede udgaver, fordi man har hørt den alt for mange gange, og ofte i uheldig form, blev man helt glad i låget ved at få serveret nummeret af The Real Deal på denne lyse formiddag.

Desuden fik man eksempelvis også en fin version af Little Walters ”My babe” og af ”Going down south”, populariseret af Howlin’ Wolf. The Real Deals sæt var en god start på dagen.

Cohen-blues

Dernæst var det tid til at høre Jesper Als og Jacob Venndt, der kunne opleves ved PM Kunst i Vester Kirkestræde kl. 11-12, og dét var ligeledes en positiv begivenhed.

Med akustisk og elektrisk guitar og vokal, bas og mundharpe med mere var dette lille ensemble et friskt pust med musikalske overraskelser i baghånden.

Her fik man nemlig blandt andet en blues-version af selveste Leonard Cohens klassiker ”Tower of song” fra 1988-albummet I’m your man, der fungerede aldeles fornemt.

Og for at det ikke skal være løgn, kom også Sigfred Pedersen & Kai Normann Andersen-visen “Den gamle skærslippers forårssang” fra 1955 under blues-behandling tilsat spil på sav ved multiinstrumentalisten Jacob Venndt. Nummeret blev i øvrigt dedikeret til “dem uden hjem,” og dét var et sympatisk træk.

Svensk indslag

På Rådhustorvet kunne man i samme tidsrum høre svenske Mr. Bo (Mr. Bo & the Voodooers) på vokal og el-guitar, akkompagneret af velanskrevne Kjell Jansson på bas.

Her fik man solide versioner af blues-klassikere som ”Baby please don’t go” og ”Walking blues”, leveret af disse to kompetente musikere.

Deres udfoldelser gav positiv genklang – også hos publikummer, der normalt ikke beskæftiger sig med bluesmusikken, og dette var generelt.

Bluesnews.dk hørte således flere kommentarer fra diverse publikummer dagen igennem, som for eksempel: ”Jeg lytter normalt ikke til blues, men det her er faktisk godt.”

Og der er ingen tvivl om, at folkene bag Randers City Blues Festival fik skaffet bluesmusikken nye proselytter ved at sprede musikken ud over gader og stræder med et hav af gratis bluesoplevelser, og det kan man jo kun bifalde.

Stor underholdningsværdi

Man kunne desuden – ligeledes mellem kl. 11 og 12 – fornøje sig med mundharpemesteren og sangeren Franck White sammen med Christian Frank på akustisk guitar, der spillede i Brødregade.

Med prominent vokal, en aldeles udadvendt gadesceneoptræden og glimrende mundharpespil fra Franck White samt fint akkompagnement på akustisk guitar ved Christian Frank var denne duo en sand fornøjelse.

White & Frank er et godt makkerskab med stor underholdningsværdi, og så er der fin kommunikation mellem de to musikere,

Franck White er ikke bange af sig og gav gode, gennemtrængende og muntert formidlede introduktioner til hvert nummer, duoen leverede. De to musikere havde et godt greb om publikum med deres folk blues.

”Vi har spillet de hér numre i 25 år. Bluesmusikken har eksisteret i 150 år. Kom igen om 70 år, så står vi her endnu,” proklamerede Franck White.

Kan man ikke vente så længe, kan man fornøje sig med duoens seneste cd-udspil – det fine album WhiteAlive at the Metronome fra 2014 – hvor White & Frank har selskab af saxofonisten Jan Harbeck.

Delta blues

Danmarks nye fultidsbluesmand, nordjyske Jesper Theis, der gør det fornemt i delta blues, kunne høres solo kl. 12–13 ved Houmedens Forretninger, og dét var noget, man gjorde med glæde.

Jesper Theis lagde ud med Robert Johnsons ”Stones in my passway”, som han fortolkede fornemt med sin varierede, kraftfulde vokal og fornememme spil på sin National steel-guitar.

Desuden spillede Jesper Theis også egne numre som for eksempel ”Creepy woman” med linjen ”That creepy woman with a face like a dog.” Jo, uhyggen bredte sig!

Men alt blev godt igen med endnu en egenkomposition, ”Baby blue”, det første nummer, der blev skrevet til det debut-album med Jesper Theis, der er ved at blive trykt, og som bliver udgivet senere på året. Dét kan man godt se frem til.

Forsinkelse

Duoen Beat & Stomp, der skulle have spillet kl. 11–12 ved CC Isenkram i Kirkegade, havde en del lydproblemer, de to gange Bluesnews.dk var forbi inden for det berammede spilletidspunkt.

Altså kom duoen først i hak med nogen forsinkelse, men det var faktisk kun positivt, da Bluesnews.dk således fik lejlighed til at overvære en god bid af deres sæt, den tredje gang CC Isenkram blev rundet.

Det var der også mange andre, der gjorde, for duoen tiltrak en større flok publikummer med deres skramlede, varierede udgave af bluesmusikken.

Med slagtøj, mundharpe, guitar, sang og footstomp-bræt samt god publikumskontakt gav de blandt andet en vellykket uptempo version af – ja, såmænd – ”Sweet home Chicago”. Og så var der ofte jazzet guitarspil involveret i duoens sæt.

Man fik tilmed en spændende, kantet udgave af reggaekongen Bob Marleys ”I Shot the sheriff”, som også Eric Clapton har udbredt. Her var nummeret desuden tilsat en fornem mundharpesolo. Beat & Stomp var et fint bekendtskab.

Lovede godt

På Storegadescenen kunne man kl. 13–14 opleve en ny blues-duo i form af veletablerede Nisse Thorbjørn på vokal, mundharpe og guitar samt sangerinden og keyboardspilleren Sahra da Silva.

Bluesnews.dk fik her kun et par numre med, og måtte hurtigt videre, men Nisse Thorbjørn & Sahra da Silva spillede også på Underværket senere på dagen, og dér blev der lejlighed til at høre en hel del mere af deres musikalske udladninger.

Videreførelse

Bluesnews.dk stormede tilbage til Rådhustorvet for at tjekke Jesper Theis og Peter Nande, der spillede kl. 14–15.

Denne duos sæt kunne betragtes som en videreførelse af Jesper Theis’ tidligere solo-optræden og en præsentation af hans kommende debut-cd.

Her lagde Jesper Theis og Peter Nande ud med ”en mambo i G,” der viste sig at være ”Creepy woman”, som blev fulgt af ”Baby blue”, og de to bluesmænd supplerede hinanden fint.

Peter Nandes vokal og fremragende mundharpespil + maracas var et velindpasset supplement til Jesper Theis’ vokalpræstationer og guitarspil.

I ”Aint too old” var det dog Jesper Theis, der supplerede Peter Nandes vokal og mundharpespil, for eksempel med glidende bastoner.

Mentor

Kl. 15–16 kunne man opleve guitaristen og sangeren Max Wolff solo på Rådhustorvet. Max Wolff har været på banen i årevis og har været lærer, inspirationskilde og mentor for flere danske bluesguitarister som for eksempel Ronni Boysen. Max Wolff kan sit kram og spænder vidt.

Max Wolff lagde ud med et fint instrumentalnummer af egen tilvirkning, fulgt af ”Honky tonk blues”. Her demonstrerede Max Wolff, at han også mestrer slide-guitarspillet på absolut habil vis.

Herefter fulgte ”You set me up” og en overraskende version af Jimi Hendrix-klassikeren ”Red house”, og sandelig om ikke man også fik Dire Straits-perlen ”Water of love” fra sammes debut-album fra 1978.

Bluesklassikeren ”It hurts me too”, populariseret af Elmore James, tacklede Max Wolff også i en fin version, og mod slutningen af dette sæt fik man endnu et Max Wolff-instrumentalnummer, der lå virkelig godt i ørerne.

Swingende

Kl. 16–17 spillede Big Creek Slim og Peter Nande på Søndergadescenen, hvor de tiltrak et stort publikum, der blandt andet bestod af flere musikere så som The Cornfeds.

Big Creek Slim er og bliver den mest autoritative og mest autentiske danske bluessanger ever, og siden sin debut som bluesman for mange år siden er han kun vokset som sanger, guitarist og sangskriver.

Når det for eksempel kommer til Big Creek Slims guitarspil, er det kun blevet bedre og bedre, hvilket han eksempelvis demonstrerede ved en solo-optræden på Train i Aarhus for nylig.

Det samme var ligeledes tilfældet denne eftermiddag. Desuden bør man absolut lægge øre til mandens seneste cd-udspil, solo-albummet Good mill blues, der lige er udkommet. Her er der virkelig skåret ind til benet – på den gode måde.

Denne eftermiddag fik man numre som Little Walters ”Boom boom out goes the light” og Louis Jordans ”Somebody done hoodooed the hoodoo man”.

Der var – Big Creek Slims vane tro – ikke megen introduktion til de enkelte numre, men desuagtet leverede han, sammen med Peter Nande på mundharpe med mere, et sejt, varieret og swingende sæt på højt niveau til stor glæde for de mange fremmødte, inklusive Bluesnews.dk, der dog ikke fik det hele med, for der var mere musik, der skulle tjekkes.

Det grå guld

Kl. 16–17 spillede nemlig også Rosedale Bluesband. Dette foregik på Rådhustorvet, og denne trio, der repræsenterede ”det grå guld,” skulle Bluesnews.dk også lige nå at høre en bid af.

Dagens Rosedale Bluesband har eksisteret siden 2015 og består af bedagede herrer, der har masser af spilleerfaring fra diverse sammenhænge, inspiration fra forskellige perioder af bluesmusikkens historie og et album bag sig.

Deres mission er – ifølge orkesterets hjemmeside – at ”videreformidle ”ånden” i bluesmusikken,” og at dømme efter et tjek af deres live-optræden lykkes dette ganske godt.

Med trommer, bas og guitar/vokal leverede trioen på gedigen vis bluesmusik i forskellige afskygninger, og deres erfaring fornægter sig ikke. Her var langsomme, stemningsfulde numre, men der var for eksempel også ”Dust my broom” på programmet. Et sympatisk bekendtskab, man gerne hører mere af en anden god gang.

Bluesnews.dk måtte dernæst sætte kursen mod Underværket i et ikke særlig vellykket forsøg på at nå at tjekke den lokale duo Nellie B.M. & Møller, der ligeledes var på programmet kl. 16–17.

Faktisk blev det kun til halvandet nummer, før duoen takkede af, men det kunne dog konstateres, at de to Randers-drenge har musikalsk krudt i røven.

Med ”kun” trommer og guitar/vokal og en aldeles energifyldt sceneoptræden er der næsten tale om en slags dansk udgave af The White Stripes, som man gerne høre mere til, når lejlighed byder sig.

Mere duo-musik

Endelig fik Bluesnews.dk mulighed for at høre Nisse Thorbjørn og Sahra da Silva, da de spillede på Underværket kl. 17.10–18.10, og dét var et fint intermezzo.

De to supplerede hinanden godt. Sahra da Silvas stemme er vokset gennem de seneste par år, og både når hun sang solo og unisont med Nisse Thorbjørn, var der positive ting at høre. De viste sig at være et godt match.

Foruden keyboard hørtes Sahra da Silva lejlighedsvis på percussion. Og så var der lige hendes vidtspændende stemme, der bevæger sig fra det blide og indsmigrende til det ”growler”-agtige.

Der blev vekslet mellem solosang fra begge musikere og unisone vokalpassager, og det hele fungerede fornemt. Man skulle i øvrigt ikke tro det, men ifølge Sahra da Silva var det kun tredje gang, at hun og Nisse Thorbjørn optrådte sammen.

Nisse Thorbjørns vokal mestrer både det nedtonede og det kraftulde, og begge dele fik man smagsprøver på. Desuden spillede Nisse Thorbjørn både akustisk og elektrisk guitar, hvor han blandt andet demonstrerede, at han også mestrer slide-guitarspillet, som for eksempel i ”The ballad of John Henry”.

Bemærkelsesværdigt var også Ray Charles-nummeret ”Don’t change on me” i et arrangement af salig Peter Thorup.

Endelig var der Sahra da Silvas stemningsfyldte komposition ”Don’t mess with my man”.

Talstærkt publikum

Nu var Bluesnews.dk ved at gå sukkerkold af mangel på fast føde, så der måtte indlægges en nødvendig, længere spisepause.

Derefter måtte Bluesnews.dk atter ud i byen for lige at runde Ida Bang & the Blue Tears, der spillede for et aldeles talstærkt publikum på Storegadescenen kl. 19-20.

Det blev lige til et afsluttende nummer fra denne fine unge svenske kvintet, men det blev til gengæld til en hel koncert senere på aftenen på Underværket. Et sæt, der – ifølge Ida Bang – ville blive helt anderledes end det, hun og hendes medmusikere lige havde leveret.

Nu satte Bluesnews.dk til gengæld kursen mod Søndergadescenen for lige at fange et par numre med legendariske Trouble Cats, der gik på kl. 20.00.

30-års jubilæum

Dette aarhusianske rhythm ’n’ blues- og roots rock-orkester har 30-års jubilæum i år, og bandet strutter af vitalitet, humor og smittende spilleglæde. Desuden er det tydeligt, at de er glade for at spille med hinanden. Og så swinger dette orkester som bare pokker.

Faktisk har Trouble Cats aldrig været i bedre form, end de er nu, men i fin form har de altid været.

Ydermere sprøjter Trouble Cats nye numre ud, og så er der gode præsentationer af de enkelte numre.

Med reference til Donald Trump fik man for eksempel ”I’m gonna build a fence” efterfulgt af ”I’m lazy”, efter at guitaristen, sangeren og komponisten Martin Blom havde proklameret et ”længe leve dovenskaben,” og mundharpevirtuosen og sangeren Henrik Hansen havde indsparket ”det er i orden at tage en slapper.”

Sidste nummer, Bluesnews.dk nåede at høre, før musikken på Underværket atter kaldte, var ”First time I met the blues” med en forrygende guitarsolo ved Martin Blom og en ditto mundharpesolo ved Henrik Hansen.

Tysklands bedste

Så var det tilbage til Underværket, hvor Tysklands bedste bluesband 2016, Kai Strauss & the Electric Blues Band spillede kl. 20.40-21.40.

Med en besætning bestående af kapelmesteren på guitar og vokal, en guitarist, en bassist, en trommeslager og en saxofonist, der også spillede mundharpe – ”the Mississippi saxophone,” som Kai Strauss udtrykte det – var orkesteret oppe i højt gear fra første swingende nummer, og publikum var på lige med det samme.

Kai Strauss’ vokal er vokset betydeligt, og samme var i centrum i aftenens andet nummer, der var præget af tung, vuggende og effektfuld backing.

”Here is a brand new song,” proklamerede Kai Strauss om aftenens tredje nummer, dog uden af sige, hvad nummeret hed. Men soul-blues var det med vokalen i centrum og en hæsblæsende saxofon-solo.

”Treat your partner right” var titlen på aftenens fjerde nummer. Her fyrede Kai Strauss en forrygende guitarsolo af, mens han vandrede rundt blandt det begejstrede publikum i Salen til stor applaus.

Stående ovationer

Man fik også ”Ain’t gonna ramble no more” fra Kai Strauss-albummet I go by feel (2015) plus meget andet godt så som gnistrende guitarsoli, guitar-dueller, slide-guitarspil, et konstant fint sangforedrag og et par flotte instrumentalnumre med indlagt mundharpesolo i et særdeles hurtigt nummer, hvor publikum virkelig kom op at stå af begejstring.

Der var også numre fra bandets fornemme, spritnye album Getting personal. Blandt andet fik man det stærkt bifaldfremkaldende ”Get the ball rolling”, der virkelig rykkede.

”Alle de numre vi spiller, er originalnumre,” sagde Kai Strauss mod slutningen af koncerten, der rummede 10 numre i alt, og dét skal dette fine foretagende absolut ikke høre noget negativt for.

Afslutningsvis takkede Kai Strauss såvel arrangørerne af Randers City Blues Festival som publikum, der gav Kai Strauss & the Electric Blues Band stående ovationer, og dét var fuldt fortjent.

Og for god ordens skyld fik publikum lige et ekstranummer at gå videre på.

Svensk topkvalitet

Kl. ca. 21.50–22.50 var turen kommet til det unge svenske blues band Ida Bang & the Blue Tears med den versatile godt 26-årige sangerinde Ida Bang som frontfigur.

Og dog er der her tydeligvis tale om et homogent orkester, hvor både The Blue Tears og Ida Bang aftenen igennem var rigtig gode til at give hinanden roser, og dét var sympatisk.

Bandet lagde ud med et funklende instrumentalnummer med orkesterets to guitarister – Leo Henriksson og John Bernström – i centrum.

Også i andet og tredje nummer var de to guitarister godt fremme i skoene med unisont spil og guitardueller, så man helt automatisk fik hevet de helt store smil frem.

Ikke kun guitaristerne, men så sandelig også bassisten Patrik Engström og trommeslageren Leo Sund leverede fine indsatser hele deres sæt igennem, og i centrum stod Ida Bangs bemærkelsesværdige vokalarbejde.

Bandet spillede overvejende egne numre, som for eksempel ”People get lost”, ”Possibility” og ”Easy” fra orkesterets fine debut-album Possibilities, men publikum blev blandt andet også diverteret med et Bonnie Raitt-nummer, nemlig ”Gambling man” i fin fortolkning og med fornemt slide-guitarspil ved John Bernström.

Alt i alt gav Ida Bang & the Blue Tears en koncert med blues i svensk topkvalitet på Underværket af den slags, man vil huske længe.

Horndrevet

Aftenens – og Randers City Blues Festivals – sidste band på programmet på Underværket var det syv mand høje tyske Tommy Schneller Band, der rangerer blandt de bedste tyske (soul) blues-bands.

Tommy Schneller Band, der spillede kl. 23.30–00.30 plus det løse, må siges at være en velsmurt, funky, swingende, horndrevet musikmaskine, der bare fungerer, for disse musikere er topprofessionelle og ved, hvordan varen skal leveres.

Desuden har Tommy Schneller på saxofon og vokal et godt greb om publikum.

Tommy Schneller fik selskab af en keyboardmand, en trompetist, en trombonemand, en bassist, en trommeslager og en guitarist, der alle stod for musikerskab af høj karat.

Stor lyd

Det velsammenspillede Tommy Schneller Band har en stor lyd, og der er virkelig smæk for skillingen i blæserne. Dette var klart allerede fra første nummer, ”Cream of the crop”.

Tommy Schneller charmerede sig fluks ind hos sine tilhørere med sine gode historier som præsentation af de enkelte numre, som for eksempel ”Cleaning lady blues” og den langsomme ”Blues for the ladies”.

Her kom Tommy Schneller ud blandt publikum på gulvet og var omkring flere ”ladies,” som han blæste sine saxofontoner ind i hjerterne på, næsten hele koncertlokalet rundt.

Så var der en gang ”funky shit” med fed guitar-solo i nummeret ”Backbeat”, der blev fulgt af ”I Know what you’re thinking” med fornem trombone-solo og ditto keyboard-solo.

Dertil kom blandt andet den fine ”The sun is shining again”, der tog mange kegler, og sådan kunne man blive ved.

Tommy Schneller Band lukkede en meget vellykket første Randers City Blues Festival med en svedig koncert foran et begejstret, talstærkt publikum.