Ingen bluesfestival i Randers i år

Tekst: Jakob Wandam

Der bliver ingen Randers City Blues Festival i 2021. Det har festivalens bestyrelse allerede nu besluttet ud fra den betragtning, at det er umuligt at forudsige, hvornår eller i hvor høj grad de nuværende corona-restriktioner vil blive ophævet.

Derfor finder festivalen det ikke muligt at træffe aftaler med især de udenlandske kunstnere, der skulle have spillet ved Randers City Blues Festival. Hertil er risikoen simpelthen for stor for, at aftalerne må annulleres.

Desuden vil festivalen ikke kunne løbe rundt, hvis der kommer til at gælde restriktioner a la dem, som spillestederne var pålagt inden den seneste nedlukning.

Restriktioner

Christian Borg
Foto: Frank Nielsen

– Sidst kendte restriktioner for vores spillested Underværket gav plads til maksimalt 80 publikummer, og det kan vi ikke lave festival for, fortæller Randers City Blues Festivals formand Christian Borg på festivalens hjemmeside (se her).

Christian Borg fortsætter:

– En stor del af City Blues Festivalen i Randers foregår udendørs på gader og stræder, og ingen ved, hvordan forsamlingsmulighederne ser ud sidst i juni. Under alle omstændigheder er vi økonomisk afhængige af entreindtægterne i koncertsalen to aftener i træk. Som vi læser myndighedernes mangel på konkrete udmeldinger, så bliver det ikke muligt i fuldt omfang i 2021.

Andet år i træk

Det bliver således andet år i træk, at Randers må undvære sin bluesfestival, som ellers er blevet afholdt siden 2017. Også sidste år lagde COVID-19 sin klamme hånd på Randers City Blues Festival, der lige som sommerens andre musikfestivaler måtte aflyses.

Georgia van Etten

Det var ellers lagt op til en stor bluesfestival, hvor temaet ”Women in Blues” fyldte en stor del af programmet. Randers City Blues Festival havde samlet en række fremadstormende kvindelige musikere fra hele verden – Georgia van Etten fra Australien via England, Tora fra Norge, Among Lynx og Tove Gustavsson fra Sverige og Angela Esmeralda fra Italien (læs her og her).

Og i hvert fald ét af disse navne skulle randrusianerne gerne kunne få fornøjelsen af i 2021. Den norske kvintet Tora er nemlig blevet booket til en koncert på Underværket den 27. august.

27-årig

Tora Dahle Aagård
Foto: Hanna Evensen

Tora har den 27-årige guitarist og sangerinde Tora Dahle Aagård i front, og det er også hende, der står for det meste af sangskrivningen på bandets udgivelser, der omfatter ep’en Change of scenery (2016) og de to album Tora (2019) og Girls (2020).

De øvrige medlemmer af Tora er Isak Seltveit (bas), Guri Tranås (kor), Andreas Dahle Aagård (guitar) og Magnus Galguften (trommer).

Koncerten med Tora står til at kunne blive gennemført selv med et publikumsloft på 80 personer, og den finder altså sted fredag den 27. august. Billetter til koncerten bliver sat til salg mandag den 1. marts.

Læs mere på Randers City Blues Festivals hjemmeside her eller på festivalens Facebook-side her.