Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer (hvor ikke andet er nævnt)
Der var fuldt hus i Samlingsstuen i Kerteminde, da engelske Joanne Shaw Taylor fredag den 28. april stod på scenen. 80 gæster var der plads til på det lille spillested, hvor man i dagens anledning havde udvidet kapaciteten fra de sædvanlige 65 ved at rokere rundt på møblementet.
Og publikum var kommet til fra alle hjørner af landet for at høre den unge sangerinde og guitarist spille sin eneste koncert på dansk grund i år. Der var tale om en erstatningskoncert, idet Joanne Shaw Taylor egentlig var på programmet den 11. december sidste år, men dengang måtte aflyse af helbredsgrunde.
Forhåbentlig var ikke de vinterlige temperaturer, hun ikke kunne tåle, for det var en kold Samlingsstue, der denne aften mødte publikum og optrædende i den gamle købmandsgård.
Det skulle der dog snart blive lavet om på, for der blev klappet energisk, da Joanne Shaw Taylor åbnede ballet med ”Dyin’ to know”, den første af i alt fem sange fra det nyeste album, Wild fra 2016. Hermed var kursen stukket ud for en aften i bluesrockens tegn, og Joanne Shaw Taylor fik givet de første prøver på sin instrumentale kunnen i form af en kort, heftig guitarsolo.
Luigi Casanova
Dem skulle der komme mange flere af, og det var en veloplagt Joanne Shaw Taylor, der kunne sende brede smil til publikum og til sine velspillende medmusikanter: Oliver Perry på trommer, Drew Wynens på skiftevis keyboard og supplerende guitar samt bassisten med det vilde hår og det farverige navn Luigi Casanova.
To numre mere fra Wild fulgte: ”Nothin’ to lose” med en muskuløs guitarsolo, og balladen ”No reason to stay”, hvor Joanne Shaw Taylor præsterede en elegant, let underspillet solo på sin Fender Esquire.
Denne blev skiftet ud med en Gibson Les Paul inden ”Jump that train” fra Diamonds in the dirt (2010). Nu var Joanne Shaw Taylor så småt ved at synge sig varm. Hun har efterhånden udviklet en charmerende hæshed i sin stemme, der ind imellem kan minde om Janis Joplins, om end man stadig savnede lidt pondus.
Det var der til gengæld masser af i guitarspillet på det funky titelnummer fra Diamonds in the dirt. Her foldede Joanne Shaw Taylor sig ud i en lang, intens solo, der byggedes op mod et tordnende crescendo, hvor guitar, trommer og bas blæste Samlingsstuen bagover, til publikums store begejstring og tilsvarende respons.
Herefter var det ned i tempo med den soul’ede ballade ”Tried, tested and true” fra 2014’s Dirty truth. Her kom vokalen for alvor i fokus, og nu kunne man høre saft og kraft i Joanne Shaw Taylors stemme, ja, der var næsten Susan Tedeschi-agtige kvaliteter at spore.
Så blev der skruet op for guitaren! ”Watch ’em burn” fra 2009-debuten White sugar bragede ud over Samlingsstuen med sin tunge bluesrock-lyd af næsten Led Zeppelin’ske dimensioner og en opfindsom guitarsolo, der inkorporerede småjazzede elementer. Det er dog kendetegnende, at selv Joanne Shaw Taylors lange soloer – og her var en lang én – virker disciplinerede og økonomiske. Ikke på den minimalistiske B.B. King-vis, men på en måde, der efterlader lytteren med en fornemmelse, at ingen tone har været overflødig.
Oliver Perry
”Time has come” – ligeledes fra White sugar – var en yderst velkommen slow blues og koncertens første og eneste egentlige bluessang. Med endnu en stærk leadvokal og en fremragende bluessolo var dette aftenens højdepunkt.
Så var det tilbage til de nye sange – og Fender-guitaren for en kort bemærkning – med ”Wanna be my lover”, en boogie i Stevie Ray Vaughan-stil, og covernummeret ”Wild is the wind”, der bl.a. kendes med David Bowie. Sidstnævnte sang bød på aftenens flotteste vokalpræstation, hvor Joanne Shaw Taylor på smukkeste vis bevægede sig fra hæs natklubstemme med små, sexede knæk til fuld power og kontrolleret vibrato.
Drew Wynens
Den hårdt rockende ”Tied & bound” fra Almost never never (2012) blev sidste nummer i det ordinære sæt, men der blev selvfølgelig også plads til et ekstranummer. Det var meget passende ”Going home” – det første nummer på Joanne Shaw Taylors første plade. Den fik hill country-præg af Drew Wynens’ bottleneck-guitar og Oliver Perrys marcherende trommer og ringlende bækkener.
Igennem hele koncerten stod Joanne Shaw Taylor dog selv som den ubestridte stjerne og eneste solist, der imidlertid samtidig fremstod som en del af en tæt sammenspillende enhed. Og så var det altså en fornøjelse at se et band, der virker, som om de nyder at stå på scenen og dele deres musik med hinanden og publikum.
Der var således mange brede smil at se hos det publikum, der bevægede sig ud i den fynske aftenluft efter halvanden time i selskab med denne unge kunstner, der indtog scenen som en erfaren performer, men hvis stjerne stadig er for opadgående på den engelske – og internationale – blueshimmel.
Foto: Jakob Wandam