Foto: Carsten Windhorst (pressefoto)
Tekst og foto: Jakob Wandam (hvor ikke andet er nævnt)
”Ved I, hvad vi gør?” sagde Tom Jones, da han introducerede aftenens sidste ekstranummer, “vi spiller en rock & roll/rhythm & blues/country gospel-sang med en smule boogie-woogie til.” Og det var egentlig en ganske rammende beskrivelse af diversiteten ikke bare i ”Strange things”, men også overordnet set i Tom Jones’ koncert i DR Koncerthuset lørdag den 30. juni.
Bluesnews.dk havde ellers måttet tale godt for sig for at retfærdiggøre sin tilstedeværelse ved en Tom Jones-koncert, for hvad skulle et bluesmedie med en 78-årig Las Vegas-crooner?
Det var da også med en vis nervøsitet, at Bluesnews.dk trådte ind i DR’s overvældende smukke koncertsal, for ville der nu blive plads til roots-musik mellem alle showpigerne på scenen og husmødrene på tilskuerrækkerne?
No niggers?!
Håbet om lidt afroamerikanske toner blev ikke større af, at den pladsanvisende medarbejder venligt, men bestemt formanede: ”No niggers!” Før man kunne nå at sige ”exCUSE me?!” viste det sig dog heldigvis, at den venlige dame havde ment knickers – mr. Jones havde simpelthen frabedt sig at få damernes unævnelige smidt op på scenen. Efter en lang karriere i showbiz var dén joke ganske enkelt ikke sjov længere.
Til gengæld kunne man nu se en banjo på scenen, og så steg håbet atter. Ind kom Tom Jones, og så gjorde han det bedste, han i Bluesnews.dk’s øjne kunne gøre: Han lagde ud med John Lee Hookers ”Burning hell”.
Der var ingen showpiger; faktisk var der til dette åbningsnummer kun guitaristen Scott McKeon, trommeslager og musical director Gary Wallis og naturligvis Sir Tom. De leverede John Lee Hookers boogie i en sublim, sumpet og hårdtslående version, der satte en tyk streg under Hookers slægtskab med hill country bluesen.
God stil
Den gode stil fortsatte med den fremragende ”Run on”, som på Tom Jones’ album Praise & blame er krediteret til ham selv og Ethan Johns, men som er en gammel gospel blues og folkemelodi. Jones fortalte da også, hvorledes han i sin tid havde nydt at synge den sammen med Elvis Presley i Las Vegas (Elvis indspillede den i 1966).
Bassen havde nu også sneget sig på scenen, og til det næste nummer blev der brug for hele det ti mand store orkester. Det var ”Mama told me not to come”, et stort hit for Tom Jones & Stereophonics i 2000. Der var nu ikke meget Stereophonics over den, for bandet spillede sangen i et herligt blues/soul-arrangement, som tog den tilbage til dens rødder hos Eric Burdon & the Animals og sangskriveren Randy Newman.
Det var karakteristisk for koncerten, for selvfølgelig var alle Tom Jones’ store hits drysset ud over sætlisten, men de blev fortolket af et i øvrigt fremragende spillende band, som forstod at finde ind til sangenes kerne og levere dem i smagfulde og interessante udgaver uden at gøre dem uigenkendelige.
Swingende
”Sex bomb” startede for eksempel med en langsom, bluesy intro a la Chris Rea og udviklede sig til et swingende rhythm & blues-nummer. ”Delilah” blev spillet med Tarantino-coolness i et fantastisk arrangement, der anerkendte sangens mariachi-karakter og gjorde god brug af trompet, trombone og saxofon til at skabe mexicansk stemning.
”Green, green grass of home” fik alt, hvad den kunne trække af country-svulstighed med slide-guitar, Hammondorgel og reciteret vers. ”What’s new pussycat?” emmede af fransk musette-stemning, som den blev spillet på akustisk guitar, akkordeon og sousafon, og ”It’s not unusual” fik en bossanova-lignende latin-overhaling.
Således fik Tom Jones’ største publikumsfavoritter ikke bare ny vitalitet, men lod sig også på smukkeste vis – og på trods af deres oprindelse i forskellige epoker af Jones’ lange karriere – flette ind i et koncertrepertoire, der ellers mest bestod af blues, gospel, soul, rhythm & blues og folk.
Første gang
Bandet mestrede det hele. Bob Dylans ”On a night like this” blev indlemmet i sættet (hvor den erstattede gospelsangen ”Didn’t it rain”), angiveligt for første gang. Dén spillede orkestret med zydeco-farvning takket være Paddy Milners akkordeon og blæsernes New Orleans-toner.
Alligevel var fokus ubetinget på Tom Jones. Meget af tiden var bandet mere eller mindre henlagt i mørke, mens spotlyset bagte ned over Sir Tom, der optrådte stilfuldt afslappet i blå jakke og mønstret skjorte. Han kvitterede med godt humør og små sang-introduktioner med charmerende walisisk accent.
Ikke mindst demonstrerede han hele koncerten igennem, at den imponerende stemmekraft trods de 78 år på ingen måde var formindsket. Han sang simpelthen fantastisk, ikke blot hvad angår kraft og klang, men også med fejlfri timing, pitch og frasering. Med Koncertsalens fine akustik var der derfor fuld valuta for pengene.
Gospel
Den flotte vokal kom ikke mindst til sin ret i gospel- og gospel blues-numrene, som så tydeligt ligger Tom Jones’ hjerte nær. Susan Werners ”Did trouble me” lød fænomenalt med sit lette banjo-akkompagnement og blev ikke mindre rørende af den smukke lyssætning.
”Sometimes I feel like a motherless child”, en traditionel negro spiritual, blev udsat for et unikt arrangement med let caribisk rytmik, hvirvlende blæsere og trommer, der dansede næsten i triphop-mønstre. Og Blind Willie Johnsons ”The soul of man” var en stærk og dyster oplevelse med sin dundrende stortromme og metallisk fræsende guitarspil.
Generelt var repertoiret nok mere roots- og bluesorienteret, end mange blandt publikum havde forventet. Har man fulgt Tom Jones’ karriere gennem det seneste årti, var koncerten til gengæld den perfekte kulmination.
Under alle omstændigheder havde Tom Jones publikum i sin hule hånd, også i de mere afdæmpede numre. Da han undervejs i Leonard Cohens ”Tower of song” sang ”I was born with the gift of a golden voice,” udbrød der spontan jubel.
Gang i tilskuerrækkerne
Mest gang i tilskuerrækkerne var der naturligt nok, når de kunne synge med på de store hits, og når Jones & co. rullede sig ud i uptempo rhythm & blues. En streng af R&B-numre lånte fra Sam Cooke (”Shake”), Little Willie John (”Take my love (I want to give it)”) og Solomon Burkes (“Cry to me”) repertoirer, og da bandet hen imod slutningen af koncerten satte i med ”You can leave your hat on” – koncertens anden Randy Newman-sang – var alle oppe at stå.
Den blev fulgt op af ”If I only knew”, singlen, der i 1994 indledte et af Tom Jones’ mange comebacks. Den utrættelige Jones semi-rappede sig igennem dette funky nummer til publikums store begejstring, inden han og bandet vendte tilbage til bluesen med en hæsblæsende udgave af Billy Boy Arnolds ”I wish you would”.
Det ordinære sæt var forbi, og man kunne konstatere, at ”(Sittin’ on) the dock of the bay”, ”Ring of fire” og desværre også Elmore James’ ”I can’t hold out” (Tom Jones indspillede en aldeles forrygende version af James’ ”Done somebody wrong” på hyldestalbummet Strange angels) i hvert fald denne aften var gledet ud af sætlisten.
Evergreen
Til gengæld vendte hovedpersonen tilbage med en fin version af evergreenen ”What a wonderful world”, inden tempoet atter blev sat i vejret med Princes ”Kiss”, som Tom Jones storhittede med i 1988 sammen med The Art of Noise. Igen var arrangementet flot tilpasset et mere organisk band, uden at sangen mistede sin karakter eller evne til at piske en stemning op.
Og høj stemning var der masser af, da bandet som nævnt rundede festen af med den traditionelle spiritual, som hos Sister Rosetta Tharpe hed ”Strange things happening every day”, da hun indspillede den i 1944. Tom Jones kalder den blot ”Strange things”, men under alle omstændigheder var den en perfekt afslutning på en uforglemmelig koncert med en mester, der ikke lader sig begrænse af genreskel.
Man måtte bøje sig i støvet for Sir Toms fænomenale stemme og hans på én gang cool og venligt varme sceneoptræden. Samtidig skal der lyde stor ros til et umådelig velspillende band og ikke mindst til Gary Wallis, der ud over at være en fremragende trommeslager fik afviklet en perfekt sammensat og arrangeret koncert.
Det er et modigt træk spille så roots-orienteret for en entertainer med Tom Jones’ historik, men det klædte ham fantastisk og viste endnu en gang, hvor solidt indlejret den traditionelle amerikanske musik er i waliserens sjæl.
Tom Jones vender tilbage til Danmark den 11. august 2018, hvor han optræder på Smukfest i Skanderborg.