Interview: Den hvide neger fra Ikast på vej til Riga

Tekst og foto: Peter Widmer

I ”det mørke Jylland,” nærmere betegnet i Ikast, blev et af Danmarks største, men stort set uopdagede, blues-talenter til. Det drejer sig om sangeren, guitaristen og sangskriveren Big Creek Huggy Bear, hvis borgerlige navn er Marc Rune.

Imidlertid er Marc Rune på det seneste kommet mere frem i lyset end det har været tilfældet i mange år, for sammen med sit orkester The Cockroaches vandt Marc Rune nemlig sidste år Danish Blues Challenge.

I dag kalder Marc Rune/Big Creek Huggy Bear sig Big Creek Slim, og nu er den tidligere blues-krammebamse, der også hyppigt bliver kaldt ”den hvide neger fra Ikast,” snart på vej til Riga, Letland, med The Cockroaches for at forsvare de danske farver, når de deltager i den fjerde European Blues Challenge (EBC), der afvikles den 11. – 12. april 2014.

Big Creek Slim & The Cockroaches spiller i Riga den 11. april som det andet af 18 konkurrerende blues-orkestre. EBC afvikles i kulturhuset Sapnu Fabrika, på adressen Lacplesa iela 101, Riga, Letland.

Big Creek Slim & The Cockroaches optræder i Riga med denne besætning: Marc Rune: Guitar/vokal, Morten Rune: Guitar, Filip Dybjerg: Bas og Kim Thomsen: Trommer.

Siden nærværende interview blev til, er der sket meget i Marc Runes liv. For eksempel har han bosat sig i Brasilien, hvor han er aktiv som blues musiker og også suger til sig af den lokale musikkultur. Her har han blandt andet indspillet sin anden fuldlængde cd ”Ninety-nine and a Half”.

Big Creek Huggy Bear

Men lad os nu skrue tiden nogle år tilbage til dengang Big Creek Slim kaldte sig Big Creek Huggy Bear og havde sin base i Ikast:

Det var en stor fornøjelse at overvære Big Creek Huggy Bears første offentlige optræden som ”blues man”.

Denne fandt sted i regi af B’Sharp – Silkeborg Rhythm and Blues Association -på Rampelys i Silkeborg, hvor Big Creek Huggy Bear varmede op i forbindelse med en Mick Taylor-koncert, fredag d. 27. oktober, 2006.

Den 30. maj 2008 var Big Creek Huggy Bear sat i stævne i samme regi og samme sted som et par år tidligere, og i denne omgang var et interview sat i værk.

I de mellemliggende to års tid havde Big Creek Huggy Bear spillet blues virkelig seriøst og konstant, og det med en intensitet, autoritet og autencitet, der sjældent er hørt i Danmark.

Big Creek Hugy Bear havde også været på en flere måneder lang blues-pilgrimsrejse i USA, og havde undervejs blandt andet indspillet sin debut-cd “Tumbleweeds”, men hvem er Marc Rune?

Blues man

– Jamen – hvad skal jeg sige – der er jo meget, der dækker mig, så der kan man sige meget.

– Men jeg vil sige, at hvis vi skal holde til det rent musikalske, så er jeg i hvert fald et af de få unge mennesker i dagens Danmark, for hvem det i dén grad drejer sig om blues som det primære.

– Selvfølgelig rører jeg også ved andre ting, men blues-musikken og rødderne, fordi blues jo stort set er rødderne for al rytmisk musik, er ligesom det vigtigste for mig.

– Det er blues-musikken, der er i højsædet, og derfor så vil jeg nok også vælge at kalde mig selv for ”blues man,” så dét er, hvad jeg er, siger Marc Rune.

Creedence

Marc Rune er ikke ud af en musikalsk familie, men voksede dog op med musik.

– Nej, overhovedet ikke. Jo, det er min familie, der synger højest til familiefesterne, men der var ikke klaver i hjemmet eller noget.

– Ja, jeg er jo vokset op med musik. Altså i og med, at der var pladespiller, mens jeg var barn, så til en vis grad, men det med musikken er sådan kommet lidt efterhånden, som jeg blev lidt ældre.

– Jeg lyttede primært til Creedence Clearwater Revival og Kris Kristofferson, griner Marc Rune.

– Min opvækst var stille og rolig. Min far han havde et lille tekstilfirma, og min mor var kontordame. Det var, hvad kan man sige, sådan en almindelig jævn familie.

– Vi har aldrig flyttet rundt. Vi har altid boet i Ikast. Det er der, jeg er født, det er der, jeg er vokset op, og det er der, jeg bor, konstaterer Marc Rune sindigt.

Ikast

For Marc Rune var det på flere måder interessant at vokse op i hjembyen.

– Der var fire skoler, og så var der jo forskellige slæng på tværs af skolerne, så man kendte jo stort set alle, du ved.

– Og efterhånden som man så gik ud af folkeskolen, så mødte man jo så også de samme folk nede i byen altid.

– Så det er sjældent, når folk snakker om nogen fra Ikast, som har lavet ét eller andet, at man ikke ved noget om det, og at man ikke kender dem.

– Så faktisk så synes jeg, at det har været meget sjovt på den måde, at det har givet god inspiration.

– Der har været mange typer, man har lagt mærke til, så det har givet stof, eller inspiration, på flere måder.

Kunstnernavn

Big Creek Huggy Bear er selvsagt Marc Runes kunstnernavn, og på sin MySpace-side nævner Marc Rune ”the Big Creek,” og byer omkring ”the Big Creek.”

– The Big Creek er naturligvis Storå eller Storåen, som nogle kalder den, der er tale om.

– Når nu Storå løber gennem mit hjemmeområde, syntes jeg, at det var meget nærliggende at kalde mig noget, der kunne forbinde mig med min hjemstavn.

– Samtidig skulle der være en linie til blues-musikkens hjemland, USA, og da ”creek” betyder ”å” på amerikansk engelsk, så blev det til Big Creek.

Hvad med Huggy Bear? Hvor har du det fra?

– Jamen det er sådan kommet lidt hen ad vejen.

– Dengang jeg var i militæret, blev jeg kaldt for ”Bamse” af mine soldaterkammerater, og før i tiden synes jeg også, at jeg var stødt lidt på det navn der.

– Og så tænkte jeg, at så må det jo være Huggy Bear, hvis man skulle oversætte det til engelsk.

– Altså blev mit kunstnernavn til Big Creek Huggy Bear – eller ”Krammebamse fra Storå.”

Skole

Nu har du studentereksamen, men hvordan havde du det med at gå i skole?

– Jeg synes, at jeg sådan set havde det fint nok med folkeskolen.

– Men da jeg kom på gymnasiet, syntes jeg, at fagene var kedelige og at de blev undervist på en kedelig måde.

– Jeg syntes også, at det var et kedeligt pensum, så der var jeg sgu skoletræt, da jeg var færdig med gymnasiet.

– Og så skulle jeg jo ind og springe i stedet.

Militæret

På din MySpace-side fortæller du, at du tumlede rundt på forskellige værtshuse i mange år. Hvorfor gjorde du det? Havde du ikke andet at lave?

– Nej, det havde jeg vel egentlig ikke.

– Jeg var i militæret i en del år der – i tre år sammenlagt – og der syntes jeg, at der var sådan lidt værdisammenbrud.

– Jeg syntes ikke, at der var noget dér, der sådan rigtigt var fedt.

– Det drejede sig egentlig bare om at holde sig i form, så man var en dræbermaskine.

– Og så bare drikke sig pissefuld i weekenderne.

– Det gik jeg lidt op i nogle år der.

Dumme bumser

Du skriver også på din MySpace-side, at ”mens de begavede forlod byen, blev vi dumme hængende og blev efterhånden til en samling bumser.” Kan du uddybe det lidt?

– Jamen jeg oplevede lidt, i den samme periode, at jeg egentlig havde en rimelig stor omgangskreds.

– Men efterhånden blev den skrumpet ind, til vi var en håndfuld af de få rå, som så bundede den og røg nogle fede.

– Vi fedede den meget, og det gør vi egentlig stadigvæk, og det er jo også meget hyggeligt, ler Marc Rune.

– Den dér med at jeg var ”dum,” ved jeg ikke, om var sådan ment.

– Jeg vil ikke sige, at jeg er dum, men jeg vil nok sige, at jeg er simpel på den måde.

– Men jeg vil nu ikke sige, at jeg er ubegavet, som sådan.

Den forkerte vej

Marc Rune har ofte valgt den forkerte vej i tilværelsen, som han for eksempel skriver på sin MySpace side.

– Jamen det på MySpace, det er noget, jeg skrev på et tidspunkt, hvor jeg lige pludselig syntes, at jeg var kommet i en anden periode af mit liv, hvor jeg fornemmede, at jeg havde forandret mig.

– Når jeg skriver ”valgte den forkerte vej,” hentyder jeg for eksempel til militæret.

– Jeg havde jo egentlig besluttet mig for, at militæret sådan set skulle være min karriere, selv om jeg jo bare var konstabel.

– Og så tænkte jeg efterhånden, at jeg jo bare var blevet til en kapitalens lejesvend.

– Så indså jeg pludselig, at nu kunne det fandeme være nok med militæret, og at ville til at gå mine egne veje i stedet for.

Hvilke veje gik du så?
– Så blev jeg, eller da besluttede jeg mig for, at jeg er ”blues-man”.

– Jeg er ikke alt det andet. Jeg er ”blues-man”. Og da gik det sådan set bare ud på, at jeg nu skulle jeg hellige mig det.

– Det er ikke sådan, at jeg kun spiller blues.

– Der findes så meget god musik, så man har ret til at kigge sig lidt omkring, men jeg ser alt sammen gennem en bluesmands briller.

Teenage-årene

Marc Rune begyndte forholdsvis tidligt at lytte til blues-musik.

– Ja, det var i teenage-årene. Jeg vil sådan set sige, at da jeg var 14 – 15 år, begyndte jeg at lytte til blues.

– Men da var det John Lee Hooker, og det var Lightning Hopkins og Muddy Waters lidt, og så var det B. B. King selvfølgelig, fordi ham kendte alle jo på det tidspunkt.

– Og så var der en, der hedder Big Daddy Kinsey, han var jo ellers ikke særlig kendt.

– Men ved et tilfælde kom jeg lige til at falde over en cd med ham, og den kunne jeg godt lide.

– Og i lang tid var det egentlig det, jeg lyttede til af decideret blues. I høj grad i hvert fald.

Forskellig musik

Hvornår begyndte du så at spille blues-musik?

– Det var i den samme alder. Det kom jo samtidig med, at jeg begyndte at spille guitar.

– Jeg lyttede til meget forskellig musik, og egentlig til at starte med, var det mest rock eller country, jeg lyttede til.

– Men jeg fandt så ud af, at de ting, jeg godt kunne lide ved rock og ved country, var de ting som kom fra blues-musikken.

– Altså det var de lyde, hvor man kunne høre at: ”Det dér, det er blues.”

– Man kan altid høre små bidder – også i country: ”Dét kommer af blues, dét dér.”

– Det tog mig lidt tid, før jeg egentlig fandt ud af: ”Hvad er blues og hvad er country og hvad er rock?”

– Det tog mig faktisk en del år.

– Jeg kunne jo godt kunne høre forskel på blues og rock før, men det var først for alvor i starten af tyverne, at jeg begynde at kunne høre forskel på blues og blues.

– Men gradvist kunne jeg for eksempel høre, om det var West Side Chicago eller om det var South Side Chicago blues.

– Og så begynder det jo at blive interessant, for så begynder man kom ned i rødderne.

Selvlært

Marc Rune er stort set selvlært som musiker

Har du modtaget undervisning i guitarspil?

– Nej, stort set er jeg selvlært, men jeg har haft en smule guitarundervisning.

– Jeg fik undervisning i et par år i hvert fald, sådan en gang om ugen.

– Men der lærte jeg jo bare sådan almen guitar, og så har jeg jo selv leget med bluesmusikken og har udviklet mig på den front.

Spiller du efter tablatur?

– Nej, det har jeg aldrig vidst, hvad jeg skulle gøre ved, sådan noget, griner Marc Rune.

Har du modtaget sangundervisning?

– Nej, det har jeg ikke haft noget af.

– Det vil sige, at min musiklærer i gymnasiet vil nok påstå, at jeg har haft sangundervisning, men det synes jeg ikke tæller.

Så du hverken skriver og læser du noder?

– Nej. Jeg lærte det i gymnasiet, men det holdt ikke ved. Jeg glemte det igen med det samme, og jeg fik heller ikke nogen god karakter i det, ler Marc Rune.

Du er altså stort set selvlært som musiker?

– Ja, det må man sige ja til.

Inspirationskilder

Marc Runes blues-inspirationskilder er mange.

Hvem er dine tre største blues-inspirationskilder instrumentalt set?

– Instrumentalt set? Ok, det må være Muddy Waters.

– Problemet er lidt, at jeg somme tider godt kan komme til at ligge og rulle på en grænse mellem om det er Delta blues eller om det er city blues.

– Muddy Waters, ligger måske lige imellem, ikke også.

– Og hvis det skal være decideret Delta blues, så må det jo være en fyr som Son House eller Charlie Patton eller Robert Johnson.

– Men hvis det er city blues, så må det være Otis Rush eller Albert King, måske, ja, det er svært.

– Jeg lytter til meget forskellig blues jo, men hvis vi siger Muddy Waters, så Charlie Patton og Otish Rush, så er det ikke helt glat.

Hvem er dine tre største blues-inspirationskilder vokalt set?

– Det er igen Muddy Waters, og så er det i høj grad Howlin’ Wolf, og så Son House.

– Men igen, man kommer jo langt omkring i inspirationer og sådan noget. Men ja, det er et god bud, de tre der.

Som en neger

Hvis man ikke ved, at du er hvid og kommer fra Ikast, så lyder du knaldhamrende sort og amerikansk. Er det noget, du bare lyder som, eller har du tilstræbt det på nogen som helst måde?

– Jamen jeg vil sige, at det eneste, jeg har tilstræbt, det er at synge de ting jeg synger, på en sådan måde, altså rent fraseringsmæssigt, at mit tekst-budskab kommer ud.

– Men, jeg tror, at min stemme den er, som den er, men man kan jo så rent teknisk vælge at gøre forskellige ting.

– Og så kan man jo så måske få det til at lyde som Mississippi blues eller få det til at lyde som soul.

– Sådan kan man jo selv gå ind og tilstræbe forskellige måder.

– Der er jo forskellige måder at synge på. Man kan synge på forskellige måder i de forskellige genrer.

– Om det er gammelt eller nyt, eller hvad det er.

– Men altså, selv tilbage i gymnasiet, sagde folk, at jeg sang lige som en neger.

– Da tænkte jeg, aha, det siger de bare, men det er fordi, de aldrig har hørt en neger synge.

– Men de sagde det fandeme også ovre i Louisiana på Teddy’s Juke Joint, så der må være noget om det.

Og det er der! Endda så meget, at Marc Rune ofte bliver kaldt ”den hvide neger fra Ikast.”

Egne blues-numre

Du har – ifølge din MySpace-side – også lavet blues-numre selv. Hvor længe har du gjort det?

– Jeg tror egentlig, at det startede med at jeg legede med musik, inden jeg begyndte at lave blues-numre.

– Da var jeg for ung til at vide, hvad fanden blues det handlede om. Jeg kunne kun høre musikken, og tage det der ud fra.

– Og så kunne jeg høre, hvad teksterne til den musik jeg hørte handlede om, og så handlede mine tekster også om det.

– Men det var jo ikke det, som man vil kalde ”deep blues,” men det var jo bare sådan et forsøg på at lege lidt med det.

– Så der, hvor jeg begyndte at lave ”deep blues,” eller noget, der nærmede sig ”deep blues,” det var også op igennem tyverne.

– Og så synes jeg, at jeg er blevet mere og mere, hvad kan man sige, hjemme i det.

– Hvor man starter med at lege lidt med det og prøver at tage nogle ting fra sit eget liv og ting, man ser, rundt omkring.

– Og efterhånden begynder man ligesom at lære det med, hvad for en retning man skal gå i, for at det kommer til at være, hvad skal man sige, stilrent.

– Så det var op igennem tyverne. Dér begyndte jeg at lave min egen musik, hvor jeg vil anerkende det selv.

Tekster

Så dine inspirationskilder, rent tekstmæssigt, får du simpelthen fra, hvad der sker i din omverden?

– Ja, det gør jeg. Men også, fra hvad jeg hører. Man hører tit en sjov måde at sige tingene på, når man hører en blues-sang.

– Det kan være hvad som helst. Jimmy Reed for eksempel. Men altså, det er, og det skal det også være, noget jeg tager udgangspunkt i fra mit eget liv.

– De ting, jeg oplever omkring mig. Det skal det være, hvis man skal skrive sine egne blues-numre. Det synes jeg i hvert fald.

Blues-studier

Marc Rune har også læst og studeret en masse om blues.

– Det var igen i starten af tyverne, at jeg begyndte på det.

– Det besluttede jeg mig for, da jeg egentlig lod så lang tid gå, hvor jeg syntes, at jeg var blues-man, siden jeg var teenager, men kom ind i dén dér med: ”Jeg ved kraftedeme ikke en skid om det her.”

– I hvert fald i forhold til, hvad jeg burde vide, og så begyndte jeg at interessere mig lidt mere for det.

– Jeg begyndte at interessere mig for, hvad blues-folkene egentlig var for nogle mennesker, og pludselig så blev jeg helt grebet af det.

– Og så ville jeg bare vide mere og mere: Hvad var det for nogle mennesker? Hvad var det for en verden, de levede i? Hvad var det for nogle ting, de kom ud for?

– Hvordan var hele udviklingen fra migrationen af de sorte fra sydstaterne op til storbyerne i nordstaterne?

– Og så lige pludselig så er det jo et helt stykke verdenshistorie, som man interesserer sig meget for, og det er jo så kommet efterhånden.

En religion

Hvad betyder blues-musikken for dig?

– Det betyder alt, synes jeg. Man lever i en verden – i hvert fald i Danmark – hvor det hele tiden bliver sat op imod, om er der en højere mening med livet, eller er der kun den mening, vi selv får ud af livet?

– Og du får alt muligt. Når man rejser, så hører man tit om, at der altid er en mening med livet.

– Der er altid en højere magt, der spiller ind.

– Men i Lønborg, for eksempel, der får du at vide, at det bare er noget pis af fyre af.

– Så man er i sådan en situation, hvor man er spredt imellem det ene og det andet, hvor man ikke rigtigt kan finde ud af, hvad man egentlig tror på.

– Og man bliver enig med sig selv om, at jamen, man ved ikke en skid, men det eneste, man ved, det er, at der er noget, der hedder the blues, og det er i alting.

– Så egentlig kan man godt sige, at blues er en religion.

Simpelt

Marc Rune har ofte følt the blues.

– Jamen altså, alle mennesker føler the blues, hvis de selv er klar over det, ikke også?

– Jeg læste også i dit interview med Magic Slim.

– Han sagde, at man behøver ikke være sort fra Misssissippi og have arbejdet i bommuldsmarkerne for at kunne spille blues og for at kunne føle blues.

– Fordi det har egentlig ikke noget som helst at gøre med kulturlag eller noget som helst, så det er jo simpelt.

– Blues handler jo tit bare om at parre sig. Og så oplever vi det jo alle sammen.

– Man skal bare lige være klar over, at man oplever det.

– Og det er igen det der med, at hvis blues det er ens religion, så ved man, hvornår det er blues, det man har med at gøre.

– Eller om man har the blues eller man har the boogie, ler Marc Rune.

Howlin’ Wolf

Du skriver på din MySpace-side, at ”lynet pludselig slog ned,” da du hørte Howlin’ Wolf. Hvad skete der egentlig der?

– Jeg synes, at historien om Howlin’ Wolf og hans lyd og hele hans personlighed, er sådan noget, der virkelig sætter ens liv i perspektiv.

– Man ved, hvad han har været igennem.

– Han fik tæsk af sin stedfar, han blev smidt ud hjemmefra, og hans mor ville ikke have noget med ham at gøre, fordi hun var religiøs, og han sang the blues, og det måtte man ikke, og alt det der.

– Livet på de der juke joints i 1930’erne og 1940’erne i Mississippi, har været rough ’n tumble, så hvis man går hjemme i Danmark og er utilfreds med tingene, så er man en idiot i bund og grund.

– Fordi, at det er der absolut ingen grund til. Man må gerne være utilfreds, men man skal ikke gå og have ondt af sig selv.

– Dét gik op for Howlin’ Wolf. Han havde fandeme nosser.

– Selv om han havde ar på sjælen, så var han et rigtigt stykke mandfolk, som man kun kan se op til, hvis man værdsætter et ordentligt stykke mandfolk.

– Så det var både hans musik og hans stemme og hele hans personlighed.

– Man får det bedste ud af det, man har, og så er der heller ikke noget med at give op.

– Det slog mig hurtigt, at det fandeme er det, den her mand han står for.
– Det kunne jeg jo kun selv værdsætte.

Dumme ting

Var det noget, der forandrede din tilværelse, eller din måde at se tingene på?

– Ja, helt sikkert; helt sikkert. Det gjorde det i høj grad. Det synes jeg.

– Jamen ikke sådan, at jeg går og siger: ”Hvad ville Howlin’ Wolf have gjort?”

– Det kommer man ingen vegne med, fordi han gjorde jo selv dumme ting, griner Marc Rune.

– Men det er godt at have i baghovedet, og ikke kun Howlin’ Wolf, for efter ham så begynder man at lære andre at kende – af den samme slags, af den samme støbning.

– Robert Johnson, for eksempel. Han kom også ud for en masse ting, som folk ville begynde at få stress af i nutidens Danmark, hvis man oplevede den slags, som han gjorde.

– Men det var der ikke noget, der hed dengang, så det er jo inspirerende for en, og det er tit sådan noget, der holder en i gang.

”Ain’t nobody wanna make my life a bitch,” og aldrig en selv i hvert fald.

– Det er det dummeste.

– Det er egentlig det, jeg henter fra de der gamle røvhuller.

Den rette vej

Kan man så sige, at blues-musikken blev en slags redningsplanke for dig?

– Ja, jeg tror såmænd nok, at folk udefra de ville se det som om, at jeg var på vej ned ad bakke, dengang jeg begyndte for alvor at gå op i blues, men det følte jeg ikke selv.

– Så ja, jeg synes, at jeg har fundet den rette vej i livet, og jeg tror også, at folk, der kender mig nu, de synes det også, efterhånden.

– Den rette vej i livet for mig er bare at spille noget fed blues, lave noget fed blues, lave noget fed musik i det hele taget.

– Og er der chance for, at jeg kan komme til at leve af det, så vil det være fint.

– Det vil være rigtigt glimrende.

– Kan jeg ikke komme til at leve af det, og hvis jeg skal til at gå på kompromis for at leve af det, så ser det anderledes ud.

– Hvis jeg skal til at lave samlebåndsmusik, og lave alt det andet, det som for mig er tom musik, og det der bliver lavet af kapitalens lejesvende, så kan det være lige meget.

– Hvis jeg skal til at lave sådan noget, så vil jeg hellere bare have et almindeligt pis-job og så spille den blues, jeg nu engang kan komme til at spille.

– Det er egentlig ret simpelt.

Tumbleweeds

Din cd – ”Tumbleweeds” – er indspillet i USA i november, 2007, da du var på din tre måneder lange blues-pilgrimsrejse. Hvornår kom du på, at du ville lave ”Tumbleweeds”?

– Jamen øh, det kom sgu bare lige til mig, kan man sige, fordi det var i Louisiana, det foregik.

– Jeg mødte jo nogle gode mennesker der på en juke joint, der hedder Teddy’s Juke Joint, hvor jeg boede, og jeg kom til at kende de rigtige folk, og det var også igennem de her folk, at jeg kom til at møde pianisten Henry Gray, der medvirker på min cd.

– Det var faktisk bartenderen fra Teddy’s Juke Joint, Dirk Lockard, som egentlig fik hele idéen.

– Han havde en kammerat, der boede oppe i noget, der hedder St. Francisville, der ligger ikke ret langt fra Lafayette, som havde et hjemmestudie.

– De var makkere, og han introducerede mig til ham, og så blev vi også makkere, og så blev vi enige om, at vi måtte prøve at lave et eller andet.

– Jeg tog op til Mississippi, og da jeg så kom tilbage igen, så måtte vi prøve at finde ud af noget.

– Det var egentlig meningen, at det bare skulle være en akustisk cd, men så var vi inde og høre Henry Gray, og så viste det sig, at Dirk Lockard kendte ham.

Et lille blues band

– Henry Gray spillede også på Teddy’s Juke Joint. Så kom vi i snak med ham, og så blev vi enige om, at så kunne han da lige komme forbi.

– Han skulle ikke noget den dag, hvor vi havde valgt at indspille Tumbleweeds, så han kunne jo hive nogle kammerater med, hvis det var.

– Så han slæbte en trommeslager med, og så havde vi en bassist oppe fra Mississippi, som tilfædligvis overnattede på Teddy’s Juke Joint i den weekend der også, og så havde vi et lille blues band.

– Så satte vi os sammen i 2 – 3 timer, og så indspillede vi hele lortet uden at øve, uden noget som helst.

Sammenfusk

– Så det var ren musik, der blev skabt i nuet. Så Tumbleweeds den er blevet skabt i nuet, kan man sige, ler Marc Rune, og fortsætter:

– Titelsangen er jo en sang, jeg havde inde i hovedet, og som jeg gik og lavede og fandt på derovre.

– Andre numre havde jeg med hjemmefra, og nogle havde jeg lavet ugen før.

– Og så blev det til det, det var.

– Så det er egentlig bare noget sammenfusk af de forskellige ting, der nu engang lige var for hånden der, siger Marc Rune med glimt i øjet.

Tilfælde

Så rent faktisk så havde du slet ikke planlagt at lave Tumbleweeds hjemmefra overhovedet?

– Nej, men jeg tænkte, at hvis jeg fik muligheden for at lave en cd, så ville det da være fint, så ville jeg da gerne, men jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle være med en verdensberømt bluesmand som Henry Gray! Dét havde jeg ikke, griner Marc Rune.

Så det var altså et rent tilfælde, at du kom til at lave Tumbleweeds?

– Det var det naturligste tilfælde, ja. Og man kan også høre det på pladen, at det ikke er indøvet i hvert fald.

– Der er også et par kiks. Fordi det kan være, at trommeslageren – Earl Christophe – han lige stoppede i takten efter, eller at Henry Gray først stoppede i takten efter, at et nummer egentlig skulle afsluttes. Det er helt tydeligt.

Med én hånd

– Henry Gray spillede i øvrigt kun med én hånd.

– Normalt så spiller han med to. Det gør de fleste.

– Men det, der skete, var, at bassisten, Spencer Burns, der er en pissegod bassist, der gør det, han skal, fylder rigtig meget.

– Han fylder enormt, så han fandt på, at det kunne være, at Henry Gray bare skulle spille med højre hånd.

– Og Henry Gray han var træt, og så tænkte han, at det kunne han da godt, og så lød det sådan.

– Så han bruger ikke sin venstre hånd overhovedet på cd’en.

– Det er mærkeligt, griner Marc Rune.

– Det er heller ikke sådan en vane, han har, men sådan blev det altså.

– Og det er også en af de ting, der bare opstod under indspilningen af Tumbleweeds, at Henry Gray han kun spiller med højre hånd på hele pladen.

Distribution og finansiering

Hvor længe var I om at finpudse Tumbleweeds?

– Jamen, der brugte Gordon Graham, ham der har Gordon Graham’s Doghouse Studio, så noget tid på det.

– Han fik arbejdet gjort færdig til ugen inden jeg tog af sted, så det tog ham vel en måneds tid, at komme igennem den.

Så vidt jeg ved, er ”Tumbleweeds” ikke en officiel udgivelse, og du har ingen distribution på cd’en. Hvor får man så fat på den?

– Så må man maile eller ringe til mig eller hvad ved jeg. Jeg ved det sgu ikke.

– Jeg har ikke tænkt over det. Jeg ved ikke sådan noget om noget sådan dér.

– Så altså, man kan købe den af mig, når jeg er ude og spille, eller man kan gå ind på min MySpace-side og prøve at kontakte mig.

– Jeg ved det sgu ikke. Det kan man jo prøve og så håbe.

– Jeg har ikke lige gjort mig de store tanker omkring det.

Hvad med distribution af Tumbleweeds?

– Ja, det ved jeg heller ikke, hvordan man gør. Jeg har ikke nogen tilgang til det.

Hvor meget koster ”Tumbleweeds,” hvis folk nu skriver eller ringer til dig?

– Så kan man få den for en hundredelap.

Hvordan finansierede du Tumbleweeds?

– Det var rene vennetjenester hele lortet. Det var rigtig fantastisk.

Gæstfrie folk

Jeg kan se på din blog på din MySpace-side, at du har jammet en del i USA, og at du også optrådte offentligt på din pilgrimsrejse sidste år. Hvordan reagerede publikum?

– Jamen de syntes, det var fint. Jeg tror, de syntes, det var frisk gået, og det mærkede jeg jo også på den måde, folk tog mig til sig.

– De må have ment, at ham Big Creek Huggy Bear var en helhjertet fyr.

– Så det må jeg sige – det har de været positivt indstillet overfor.

– Jeg havde hørt meget godt om, hvor gæstfrie folk er i de amerikanske sydstater.

– Det er begrebet ”southern hospitality”, det drejer sig om, og det holder stik.

– Det har jeg mærket på min egen krop.

– Så jeg føler, at jeg er blevet taget usædvanligt godt imod, også meget bedre end jeg havde forstillet mig.

– Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg bare skulle rejse rundt alene i tre måneder og egentlig bare glæde mig til at komme hjem igen, fordi så var det overstået.

– Så havde jeg foretaget min pilgrimsrejse, men nu står jeg og vil gerne tilbage igen snart i stedet for.

 

Bøvlet

Hvor meget af din pilgrimsrejse havde du planlagt i forvejen?

– Jeg vidste, hvor længe jeg ville være der, nemlig i september, oktober og november, og jeg vidste, hvor jeg ville hen.

– Jeg havde min rute nogenlunde, men ruten den blev slet ikke sådan som jeg havde forestillet mig overhovedet.

– Jeg fandt nemlig ud af, at det er pisse bøvlet at rejse med offentlige transportmidler i USA, og det er næsten umuligt nogle steder.

– Mississippi Hill Country kom jeg aldrig til, fordi jeg ikke kunne overskue, hvordan fanden jeg skulle kunne det.

– Men jeg vidste, hvor jeg ville hen, og jeg havde mere eller mindre planlagt min rute, men jeg havde ikke nogen at kontakte derovre, så jeg var meget på egen hånd.

Teddy’s Juke Joint

Hvordan lykkedes det dig så at finde frem til de blues-musikere, du så mødte? Var det rent tilfældigt?

Det betød meget for mig, at jeg landede på Teddy’s Juke Joint den her onsdag eftermiddag, hvor jeg havde taget bussen fra New Orleans op til Baton Rouge.

– Da havde jeg været i USA en uge, altså i New Orleans, der var mit førse stop, og så var det om onsdagen der, så tog jeg tidligt af sted fra New Orleans og så med bus til Baton Rouge.

– Jeg vidste, at der var noget, der hed Teddy’s Juke Joint, som lå i Sachary, som ligger lidt nord for Baton Rouge.

– Det var næsten umuligt at komme dertil, hvis ikke man kendte noget til infrastrukturen.

– Men det lykkedes mig så, ved hjælp af omveje og ved hjælp af nogle lokale folk, som sad ved busstationer og hang ud på nogle bænke.

– Så spurgte jeg: ”Kan I så fortælle mig, hvordan jeg kommer til Sachary?” Og det kunne de altså godt.
– Det var noget med, at jeg skulle ud forbi hospitalet først, og så derfra skulle jeg tagen en bus til noget, der hedder Harley.

– I Harley skulle jeg så spørge efter de rigtige steder i Sachary.

– Og da det så var lykkedes mig at nå til Harley, viste det sig, at bare det at komme til Sachary, og så fra Sachary til Teddy’s Juke Joint, det var altså heller ikke helt nemt.

– Og så brugte jeg lang tid på at finde Teddy’s Juke Joint på gåben.

– Jeg vidste egentlig ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad med det, men så blev jeg samlet op af én på et tidspunkt, som vidste, hvor det var.

Skæbneagtigt

– Og så lige et kvarter efter, at jeg var kommet inden for døren, så begyndte det at tordne. Det var i midten af september.

– Det pisregnede, så det var næsten helt skæbneagtigt. Men da jeg havde mødt Teddy og Nancy, der har Teddy’s Juke Joint, og det her slæng, som hang ud på Teddy’s Juke Joint, så havde jeg egentlig de forbindelser, der skulle til.

– Så havde jeg en forbindelse i Nashville, som også var interessant at opleve.

– Og jeg havde også kontaktpersoner til Helena, til Arkansas Blues and Heritage Festival, eller ”The Biscuit” (Festival), som den hed førhen.

– I Clarksdale Mississippi var jeg alene, men det var Dirk, bartenderen på Teddy’s Juke Joint, der fik mig derop. Han hjalp mig derop med en bil.

– I Memphis var det også ”blind run,” men altså i bund og grund føltes det lige pludselig som om jeg havde en familie, jeg kunne komme hjem til, og at jeg havde et netværk.

– Så resten det var bare ren udflugt. Så tog jeg bare tilbage til Teddy’s Juke Joint igen, når jeg begyndte at kede mig – tilbage til Baton Rouge.

– Og det gjorde jeg jo også. Jeg tog til Mississippi og Arkansas, og tog tilbage til Teddy’s Juke Joint i Baton Rouge, og der tog jeg så til Memphis og Nashville, og så hjem igen over Alabama, og så brugte jeg den sidste tid igen i Baton Rouge.

– Teddy’s Juke Joint var ligesom min station, mit pitstop, hver gang, hvis jeg trængte til tryghed.

Mødet med Johnny Jones

Du mødte for eksempel den sorte guitarist Johnny Jones i Nashville. Hvordan var det at møde ham?

– Det var meget interessant at møde Johnny Jones. Han sad jo i en liquor store i noget, der lignede et ghetto-område i Nashville.

– Og så sad han derinde med en spansk guitar med western-strenge, der var stemt sindssygt dybt, og så sad han i grunden bare og spillede på den.

– Og så mig og ham der Shannon Williford, som er en hvid fyr fra Baton Rouge oprindeligt, men som bor i Nashville, det var min kontaktperson.

– Vi tog ind og besøgte Johnny Jones der, og så sad vi og udvekslede lidt erfaringer på guitar, mens han betjente kunderne, og der kunne man godt mærke, han var altså, han var giftig!

– Jeg tror, at han har været lige først i halvfjerdserne, men han var stadigvæk sådan én, der blev ved med at udvikle sig. Det kunne man mærke.

– Han begyndte at lege med nogle sjove ting; han har jo spillet med Jimi Hendrix. Men på det tidspunkt der, lød det lidt som om, at han havde været noget af en mentor for Jimi Hendrix.

– Så skal man også være gjort af noget specielt, ikke også.

– Men det var tydeligt, når han sad der bag ruden der i den butik der, og han viste mig de tricks, han lige havde leget med for nylig, at han ikke kan holde op med at lege med det.

– Han spiller ikke på rygraden. Det vil jeg sige, at det er der mange, der gør i dén alder dér. Det er der.

– Men det synes jeg ikke, han gør. Jeg synes – han vil fandeme stadigvæk gerne – han har stadigvæk legebarnet i sig, så det var jo interessant at opleve.

James ”Nick” Nixon

Du mødte også James ”Nick” Nixon, der har flere priser bag sig for sit blues-arbejde og flere fine LP/Cd’er ude. Desuden samarbejder han med Shannon Williford.

– Han er en meget behagelig fyr. Han er jo blues-sanger, men han er lige så meget gospel-sanger, vil jeg sige.

– Og han synger rigtig godt, og jeg blev inviteret ud til ham og hans kone en enkelt aften sammen med nogle andre folk, som jeg også var kommet i kontakt med.

– Og hyggelig og behagelig var han – en meget behagelig person – men ellers også meget jordbunden.

– Han er sådan én, som bare tager rundt og spiller de jobs, der nu engang skal spilles lige omkring Nashville.

– Han hænger ud meget sammen med ham der Shannon Williford, som spiller mundharmonika for ham, og han vandt jo en Blues Award sammen med ham for nogle år siden.

James ”Nick” Nixon indspiller jo stadigvæk.

– Ja, ja! Og han og Shannon Williford spiller også sammen med Johnny Jones en gang imellem, så altså det var interessant at møde de folk.

Nashville

– Jeg troede fandeme ikke, at der var noget blues-miljø i Nashville.

– Jeg troede ikke på, at det var noget ordentligt blues-musik.

– Jeg troede, det var Country hele lortet. Men der er al slags musik.

– Alt, hvad hjertet begærer, kan du finde i Nashville.

– Der er jo blues og folk-rock og R&B og rock ’n’ roll musik. Der er alt, man kunne ønske sig at høre.

– Så det var ret sjovt at opleve det, for jeg havde egentlig sådan lidt forbehold over for det at komme til Nashville.

– Lige indtil jeg fik en indbydelse fra Shannon Williford og jeg tænkte, at hvis han siger, der er de her blues-musikere i Nashville, så kan der vel ikke ske noget ved lige at få det med også.

– Og jeg har lyttet til Country før i tiden, så det kunne være fint nok at få med, men jeg havde ikke regnet med, at det skulle være interessant på dén måde, så det var også en oplevelse i Nashville, helt sikkert.

Kakerlakkerne

Her i aften spiller du med band. Er det noget nyt, du er begyndt på?

– Næh, det er egentlig de gutter, der lige er for hånden, og det havde jeg altså også inden jeg tog af sted til USA på min pilgrimsrejse, hvor vi samlede lidt op.

– Og det er fortsat det, der skal være kernen i mit band derhjemme fremover også.

– Selvfølgelig med mulighed for at skifte lidt ud under vejs, og få lidt flere folk til og bevæge os.

– Hvis der er nogen, der ikke kan, så har jeg nogen andre nogen, der kan være stand-in.

– Men de to gutter, jeg bruger – Kim Thomsen på trommer og min lillebror Morten Rune på bas – det er den hårde kerne.

– Det er The Cockroaches.

– Det er de oprindelige Cockroaches. Det er kakerlakkerne, ler Marc Rune.

Så man kan regne med, at det er et permanent foretagende?

– Jo, det er i hvert fald planen.

Solo

Vil du også spille solo-jobs?

– Det kommer lidt an på, hvad situationen er og sådan noget.

– Hvis der er mulighed for at jeg kan blive betalt nok til at jeg kan komme ud med band, så kan jeg lige så godt gøre det.

– Fordi der er lidt mere gang i det. Og det er sjovere at være af sted også.

– Men der skulle ikke være noget i vejen for at jeg stadigvæk kunne fortsætte med at spille solo også.

– Min mission her i livet – i hvert fald lige nu – er jo at ”preach these blues,” om det så er solo eller med band, griner Marc Rune. Det synes jeg, det er.

Scener og publikum

Marc Rune spiller primært på mindre scener men har også konfronteret et større publikum.

– Jeg spillede på Skanderborg Festival sidste år – akustisk, og det er det største job jeg har spillet, men det var så bare mig alene.

– Men ellers så har jeg jo spillet her på Rampelys, og så på den lokale i Ikast, nede på ”Dragen”.

– ”Dragen” er værtshuset George & the Dragon, og der har vi spillet en del jobs efterhånden, og på Bondestuen også.

– Det er jo sådan de lidt mere snuskede værtshuse. Så er jeg sgu ligeglad; det er dér, jeg hører til.

Hvor finder du dit publikum? Eller er det publikum, der finder dig?

– Tjah, siger Marc Rune med et dybt suk.

– Jeg ved det sgu ikke.

– Jeg har haft lidt kontakt til Marsk Music, og det var også ham, der fik mig til Skanderborg.

– Men ellers så er det egentlig kun Kai Krogh Cristiansen, der er (forhenværende, Red.) formand for Bluesforeningen B’Sharp her i Silkeborg, som er min kontakt til at komme ud og finde publikum.

– Bortset fra det, så er jeg sgu ikke rigtig kommet uden for Ikast endnu. Det er jeg sgu ikke.

Har du planer om at lave mere med Marsk Music eller få Flemming Christensen, der kører dét firma, som manager?

– Jeg har jo kontaktet ham siden han fik mig på Skanderborg Festival sidste år, og han har også mit link ind til min MySpace-side.

– Så altså, hvis han vil lave noget med mig, så er det da fint, men der er ikke sket meget på det seneste.

Ikke medie-person

Marc Rune reklamerer ikke for sig selv undtagen via sin MySpace-side.

– Nej, og jeg er heller ikke ret god til det.

– Jeg burde nok være bedre til det, men det er jeg altså ikke.

– Jeg er ikke medie-person som sådan.

Men klarer du så dine jobs selv?

– Ja altså, de få jobs, jeg får, dem klarer jeg selv sådan mere eller mindre.

Men du er ikke specielt opsøgende?

– Nej. Der var bare lige en enkelt dag, hvor jeg begyndte at gøre mig nogle tanker omkring det.

– Jeg prøvede at ringe til Mojo Blues Bar i København, og kunne ikke komme igennem.

– Jamen det var kun lige en enkelt dag, hvor det lige slog mig, fordi jeg lige havde fået sådan lidt, det ved jeg ikke, en ”tickler.”

– Nu skulle der fandeme gøres ét eller andet, og så tjekkede jeg så rundt omkring, hvad der var i alle større byer i Danmark af blues-miljøer.

– Men jeg synes, det ser fandeme ikke ud til sådan, at det var nemt at komme i kontakt med nogen.

– Det havde det nok været, hvis jeg havde været vedholdende, hvis jeg var blevet ved.

– Men jeg er ikke den type dér, der er så skrap til sådan nogle ting, må jeg indrømme.

Fremtidsplaner

Hvad er dine fremtidsplaner?

– Jeg ved det ikke. Nu vil jeg gerne til USA igen til efteråret.

– Jeg vil gerne prøve at arbejde lidt, arbejde på at få en arbejdstilladelse derovre nu, og så kan jeg måske være der lidt mere på ubestemt tid.

– Og hvis jeg får lyst til at blive derovre, så gør jeg det.

– Hvis jeg får lyst til at tage hjem igen, så gøre jeg det.

– Hvis jeg får lyst til at tage til Brasilien og åbne en bar, hvilket jeg også har tænkt på i lang tid, så gør jeg det.

– Og finder jeg lige pludselig ud af en dag, at jeg synes, at det ikke giver noget, så emigrerer jeg til Yap øerne.
– Det er mine fremtidsplaner.

– Yap øerne, det er et sted ude i Mikronesien, tror jeg. Det er i hvert fald i Stillehavet, hvor pigerne de går rundt i bare patter, slutter Marc Rune med et bredt grin.

Fakta:

Borgerligt navn:
Marc Rune.

Kunstnernavn:
Big Creek Huggy Bear nu Big Creek Slim.

Født:
Ikast, 1983.

Opvokset i:
Ikast.

Bopæl:
Ikast, nu Brasilien.

Profession/arbejde:
Musiker/Flyttemand,
p.t.

Uddannelse:
Studentereksamen.

Musikalsk uddannelse:
Ingen. Dog et par års guitarundervisning.

Instrumenter:
Guitar/mundharpe.

Spiller:
Solo og med sit blues band, The Cockroaches, der foruden Marc Rune består af Kim Thomsen på trommer og Morten Rune på bas/guitar. Desuden spiller Marc Rune i ”Tropical”-orkesteret Carobuzzos. Både Kim Thomsen og Morten Rune spiller i øvrigt også i Carobuzzos. Carobuzzos har albummet “Housaramas” under bæltet.

Familie:

Forældre:
Heinrich og Bente Rune.

Profession:
Hhv. massør/kontordame.

Søskende:
Morten Rune.

Dette interview har tidligere været publiceret på websitet www.Musikbibliotek.dk, der dog ikke eksisterer mere.