Interview med Michael Vestbo

Vestbo Trio

Tekst: Peter Widmer

Bluesnews har haft Vestbo Trios Michael Vestbo i røret. Desuden har Michael Vestbo og Bluesnews.dk udvekslet e-mails, og resultatet er nærværende interview, der blev til i løbet af juni og juli måned 2021.

Vestbo Trio, der består af dig – Michael Vestbo – på guitar, Eddi Jarl på trommer og Jesper Smalbro på bas, er en instrumentaltrio, der har eksisteret i 10 års tid. I har flere lp/cd-udgivelser bag jer, og I spiller unik, ”cool” instrumentalmusik med inspiration fra flere forskellige musikgenrer, som I blander til et helt eget udtryk.

Imidlertid har I kastet jer ud i noget nyt. I har nemlig indledt et samarbejde med vokalisten Bjørn Fjæstad. Samme vil være kendt fra det eksperimenterende, roste rockband Baal, der har flere album bag sig, og som på mange planer blandt andet har været involveret i diverse teaterproduktioner.

Hvorfor har I valgt at samarbejde med en sanger, når nu instrumentalmusikken er jeres gebet?

– Vi har simpelthen fået så mange opfordringer til at lave noget med en sanger i årenes løb, så nu skulle det være! Vi har gået med tanken længe, men vi vidste også, at det skulle være den helt rette sanger: En stærk stemme, som griber lytteren fra første strofe – og dér er Bjørn simpelthen manden. Han har en kæmpe stemme, som vi virkelig nyder at spille sammen med.

– Fra start har idéen været at lave et album, som udvider paletten for Vestbo Trio. Derfor er det nye album en kombination af instrumentale numre og sange med Bjørn. De instrumentale numre er nye Vestbo Trio-kompositioner, og de resterende fire er sange med numre, som Bjørn har udvalgt. Dem har vi så fortolket sammen i studiet. Det er numre af Dylan, Lambchop, Bill Fay og Jacques Brel.

Ind til siden

Hvorfor har I lige valgt Bjørn Fjæstad som samarbejdspartner?

Bjørn Fjæstad
Foto: Carsten Andersen

– Vi valgte Bjørn i samråd med Lars Skjærbæk, som har produceret albummet. Det var vigtigt for os at finde en sanger, som havde lyst til at indgå i en helhed sammen med os. Vi ville ikke bare være et backingband for en solist, det hér skulle være noget, som vi kunne skabe sammen i nuet. Derfor blev det Bjørn. Han har stemmen, og han vil noget, når han synger. Dét er vigtigt, når man laver musik, synes vi.

Hvad er det, Bjørn Fjæstad kan, som appellerer til Vestbo Trio?

– Musik skal ikke kun være pænt, musik skal ville noget. Og dér må man bare sige, at når Bjørn synger, så lytter man. Dét er den væsentligste kvalitet. Vi skal have folk til at holde ind til siden, når de sætter det her på i bilen – det er målet!

– Der er også noget i forhold til det at arbejde kreativt sammen i et pladestudie: Man skal ligesom være på samme hold, lade paraderne falde og være klar til at skabe noget sammen med de folk, der er til stede. Dér var Bjørn bare helt åben og vildt god, og vi synes alle sammen, at vi fik skabt noget magisk i studiet.

DALI

Hvornår kom Vestbo Trio på at samarbejde med en vokalist?

– Vi fik en henvendelse fra højttalerfirmaet DALI. Dem kender vi lidt til fra vores koncerter i Hi-Fi Klubbens butikker, og det viste sig, at DALI gerne ville udgive et Vestbo Trio-album. DALI syntes, det var oplagt at sætte os sammen med en sanger, for det havde de altid haft lyst til at høre, sagde de. Så sådan kom dét i stand.

Hvorfor?

– DALI har udgivet en række album, som hedder The DALI CD, The DALI CD vol. 2 osv. Det er kompilationer med musik, som er godt indspillet, lyder supergodt, og som derfor nyder godt af et lækkert hi-fi-anlæg.

– Vestbo Trio medvirkede på The DALI CD volume 4 med nummeret ”Mudslide” for nogle år siden, så det var sådan, at kontakten oprindeligt blev etableret.

– Nu vil DALI gerne prøve noget andet end at lave kompilationer – de brænder for musik og for albumformatet, ligesom vi selv gør, så vi er meget glade for, at de vil udgive vores nye album.

På ønskelisten

Faldt valget straks på Bjørn Fjæstad, eller kiggede I jer om efter andre vokalister at arbejde sammen med?

Michael Vestbo
Foto: Peter Widmer

– Lars Skjærbæk og vi fandt hurtigt frem til Bjørn, også fordi Lars kender ham i forvejen. Desuden var der lockdown dengang i januar, så det var en skør tid at ringe rundt til folk og samle et hold, der kunne gå i studiet med os. Bjørn var øverst på ønskelisten, så det var skønt, at det kunne lykkes!

Var Bjørn Fjæstad med på idéen om et samarbejde med Vestbo Trio med det samme, I kontaktede ham?

– Ja, det var han. Oplægget var, at han selv måtte vælge, hvad han gerne ville synge, og så ville vi skabe musikken sammen i studiet. Det var meget ”in the moment” at lave de indspilninger – Bjørn ankom til studiet om aftenen, vi spiste sammen og fik et glas vin, og så gik vi ind og indspillede det første nummer.

– Det var virkelig stærkt. Vi glemte næsten at spille, da Bjørn begyndte at synge. Der skal man lige holde koncentrationen og samle kæben op fra gulvet, imens man spiller. Så det var helt perfekt simpelthen! Dagen efter indspillede vi de andre tre numre med Bjørn. Og i dagen op til Bjørns ankomst havde vi fået de instrumentale numre i kassen.

Helstøbt

Hvad synes du, at Bjørn Fjæstad tilfører Vestbo Trios musik?

– Udover den åbenlyse glæde vi har ved at prøve noget nyt og ”udvide paletten”, så er der noget ”full circle” over det her for mig og for os i trioen. Vores baggrund er jo ikke kun jazz som sådan. Vi har alle tre en baggrund, som også er blues, folk, pop og sådan noget.

Vestbo Trio
Foto: Peter Widmer

– Med vores instrumentale musik har vi gerne villet lave noget, som var cool, som havde jazzens fokus på nuet og den der følelse af, at der er noget på spil, og som stadig har den dér tilgængelighed, så nye lyttere kan stå på.

– Jeg spiller guitar og er absolut guitarnørd, men derhjemme har jeg altid lyttet mere til Bob Dylan og Mark Knopfler end til de store jazzguitarister. Så at vi nu kan præsentere et album, som både har nye instrumentale numre, som er magiske og cool, og som også har Bjørn med på vokal på nogle rigtig gode sange, som virkelig vil noget – dét synes jeg, virkelig er fedt! Kombinationen af det instrumentale og det vokale er blevet til et helstøbt album, og det er da fantastisk at kunne præsentere det, synes jeg.

Albummet

Vestbo Trio kommer med jeres nye album den 20. august, fortalte du mig, da vi snakkede sammen forleden pr. telefon. Har I nogen titel på albummet endnu, og hvad kommer skiven til at hedde?

Vestbo Trio
Foto: Peter Widmer

– Albumtitlen er Reflector, og albummet udkommer ganske rigtigt den 20. august 2021. Første single er Bob Dylans ”To make you feel my love” med Bjørn Fjæstad på vokal, og den udkom fredag 18. juni (læs omtale her). Anden single er et instrumentalnummer, som hedder ”Jaffe”, og det udkommer den 6. august i år (læs omtale her).

Bjørn Fjæstad er med på fire numre, sagde du før, men hvor mange numre kommer albummet til at bestå af totalt set?

– Albummet har 11 tracks: Fire numre med Bjørn og syv nye Vestbo Trio-instrumentalnumre.

– Bjørn synger ”To make you feel my love” (Dylan), ”The healing day” (Bill Fay), ”If you go away” (Jacques Brel) og ”My blue wave” (Lambchop).

– De nye Vestbo Trio-numre har vi selv komponeret, og de fire numre med Bjørn er fortolkninger af sange, som Bjørn holder af.

Nyt

Angående de syv nye Vestbo Trio-instrumentalnumre, altså dem uden Bjørn Fjæstad, kunne jeg godt tænke mig få at vide, om Vestbo Trio har ændret stil. I givet fald hvordan og i hvilken retning?

– Jeg synes, at man kan genkende os, vil jeg sige. Men der er også nyt: På guitarlyden har vi fået noget rigtig fedt i kassen – fx akustisk guitar i en særlig kombination, hvor guitaren både bliver optaget akustisk og samtidig kører gennem elguitarforstærkeren.

Jesper Smalbro
Foto: Jakob Wandam

– Der er også et nummer med en National-resonator, og selvfølgelig numre med min Suhr Tele og min gamle Gibson-elguitar. Og der er forskellige opstillinger til numrene: Nogle er optaget i studiets store indspilningsrum, hvor guitaren rigtig kan få lov at ånde, og andre numre har trommerne i det store rum, og guitar og bas i isolerede bokse.

– Vi er gået efter at lave nogle lydlandskaber hér, som har noget vibe og en stemning, man kan gå på opdagelse i som lytter. Det synes jeg, er lykkes virkelig godt – der er vildt fede tromme- og percussion-ting fra Eddi, og skøn baslyd med masser af svirp hos Jesper.

– Men altså: Først og fremmest er det jo musikken og samspillet, det handler om, og der synes jeg, vi har ramt den helt rent her. Også takket være et skønt samarbejde med producer Lars Skjærbæk og tekniker Thomas Alstrup, som også har mikset pladen. Simpelthen et drømmehold! Det er blevet et stærkt album, som vi glæder os meget til at præsentere!

Pladekontrakt

Jeres hidtidige udgivelser har I selv finansieret og udgivet, men du nævnte i telefonen forleden, at Vestbo Trio for første gang har en pladekontrakt. Det er den danske højttalerproducent DALI, der står bag, sagde du.

Vestbo Trio
Foto: Peter Widmer

– Det er korrekt. DALI udgiver albummet på cd og lp og som hi-resolution download. DALI’s slogan er ”In admiration of music”, og det kan vi godt lide. Det er musikken, der er forrest, sådan er det også for os. Og så må man bare sige, at hvis DALI bygger højttalere, og Vestbo Trio laver musik, så ligger der et ret oplagt samarbejde dér.

– Den største ændring for os med dette samarbejde er, at det er DALI, der står bag udgivelsen. Det er DALI, der udgiver albummet, og der er lagt mange kræfter i det fysiske produkt:

– Det bliver en kanonlækker lp og cd, og den kan man så købe enten på DALI’s hjemmeside eller i en pladebutik, selvfølgelig (fysisk og online). Paul Wilson har designet coveret. Det har vi insisteret på, fordi han har lavet cover til alle Vestbo Trios tidligere udgivelser. Resultatet er helt kanon!

Studiet

– Det var også DALI, der bookede Lundgaard Studios, hvor vi indspillede Reflector, og så boede vi der i fem dage og indspillede albummet.

Michael Vestbo
Foto: Jakob Wandam

– Det var skønt at være isoleret i studiet i den uge dér, især oven på et hårdt år med alt det der corona-bøvl. Vi følte det som værende meget meningsfyldt at samles i studiet og skabe noget ny musik!

Kan du fortælle lidt mere om Lundgaard Studios?

– Det er et topprofessionelt studie, som ligger ved Vejen. Det er en gård, som er bygget om, så det ligger isoleret ude på landet – et skønt sted at indspille musik! Vi boede på stedet på private værelser, og der var forplejning på stedet. De sørgede for tre måltider om dagen til os, så det var ren luksus!

– Det er blandt de bedste og mest berømte studier i DK. Gode faciliteter, godt grej og god lyd (se nærmere her).

Samarbejdet

DALI har kontakter i hele verden. Hvad kommer samarbejdet med DALI til at betyde for Vestbo Trio?

– Vi håber, at det kan hjælpe med at få vores musik ud til endnu flere lyttere og musikelskere. Det er jo det, vi gerne vil, vi vil gerne nå ud til folk. Mange lytter med allerede, men det bliver spændende at se, hvad der sker med det nye album.

Vestbo Trio
Foto: Peter Widmer

– Det føles da som at tage et skridt op ad stigen, det tør jeg godt sige – det føles godt, og vi er klar til det her. Det går godt herhjemme, men vi har også mange lyttere i Norge, Tyskland og Holland. Så der skal vi nok arbejde på at komme hen og spille, det vil vi i hvert fald gerne.

Vestbo Trio og Bjørn Fjæstad tager på turné i Danmark senere på året, røbede du forleden. Mon du kan give mig jeres turnéplan?

– Ja, det kan jeg da. Først er der et par release-koncerter for Reflector, og derefter følger vores turné. Planerne er, at release-koncerterne naturligvis kommer først, og derefter følger vores turné.

– Der er release på Reflector i København 1. september 2021 klokken 20 på Hotel Cecil, og i Aarhus den 4. september klokken 12.30 på Café Europa i Blixen’s (Brabrand).

– Vores turnéplan er desuden sådan her:

27-okt. Fermaten, Herning
31-okt. Værket, Randers
03-okt. Dexter, Odense
10-okt. Klosterkirken, Horsens (i samarbejde med KulisseLageret)
11-okt. Musikhuset Aarhus

– Billetterne er til salg nu, så man skal bare slå til.

Selv booket

Har Vestbo Trio selv arrangeret turnéen med Bjørn Fjæstad, eller har I samarbejdet med et bookingbureau, eller har I måske ligefrem fået jer en manager eller en agent til at tage sig af den slags med mere?

Vestbo Trio
Foto: Peter Widmer

– Vi har selv booket turnéen. Bortset fra release-koncerten i København. Dén arrangerer vi nemlig sammen med DALI og Hotel Cecil. Der er godt gang i billetsalget allerede, så hvis man vil med dér, skal man skynde sig.

Hvem har I eventuelt samarbejdet med, og hvordan fungerer kollaborationen?

– Vi kan godt lide at booke koncerterne selv. Det er jo os, der ved, hvad vi spiller! Gennem årene har vi opbygget et samarbejde med en masse gode steder, så det er faktisk fedt selv at ringe til dem og præsentere, hver gang der er nyt.

Vestbo Trio

Turné 2022

Når Vestbo Trio med Bjørn Fjæstad-pladeudgivelsen og turnéen er ovre, har I så planer om at fortsætte samarbejdet med Bjørn Fjæstad, og i givet fald i hvilken form?

– Jep – og der er også booket en turné i foråret 2022, hvor planen er som følger:

08-apr. 2022: 18b, Harboøre
09-apr. 2022: Sønderborghus, Sønderborg
22-apr. 2022: Kulturhuset Islands Brygge, København
23-apr. 2022: Stars, Vordingborg, og flere koncerter er på vej!

Om pladen

– Til sidst får du lige et par korte informationer om vores nye album, for lige at samle op, siger Michael Vestbo.

  • Pladen udkommer den 20. august 2021.
  • Albummet kan købes på www.dali-shop.com fra den 20. august 2021.
  • Albumtitel: Reflector
  • Mix: Thomas Alstrup, producer: Lars Skjærbæk, mastering: Bjørn Engelmann
  • Reflector udkommer på lp og cd og som hi-resolution download. Alt sammen gennem www.dali-shop.com, hvor man kan købe det hele.
  • Albummet kommer ikke på streamingtjenesterne før lidt senere; det vil sige, at der er fokus på det fysiske produkt, den digitale download samt på DALI’s hjemmeside i starten (www.dali-shop.com).
  • Man kan selvfølgelig også købe albummet i sin lokale pladebiks samt online for eksempel hos imusic.dk og lignende webshops, slutter en glad og begejstret Michael Vestbo.

Bluesnews.dk følger selvsagt op med en anmeldelse af Reflector.

Læs meget mere om Vestbo Trio her.