“It’s only rock ’n’ roll, but we like it”

Af Peter Widmer

The Rolling Stones, der af mange opfattes som verdens fedeste rockband, har som bekendt et par år på bagen. I år er det faktisk 60 år siden, at det stærkt blues- og rhythm & blues-påvirkede band så dagens lys. Siden da er det blevet til adskillige album og adskillige turnéer verden over.

Tilmed har The Rolling Stones flere gange været på den uigenkaldeligt allersidste verdensturné, og for tiden er de atter i gang med at spille flere steder på kloden. Dog er det selvsagt uden deres trommeslager gennem hele orkesterets levetid, Charlie Watts, der afgik ved døden for nylig, 80 år gammel.

I tidens løb fjernede The Rolling Stones sig markant fra deres musikalske udgangspunkt, men de har aldrig sluppet bluesmusikken helt. For eksempel indspillede de live-albummet Live at the Checkerboard Lounge med selveste Muddy Waters i 1981. Albummet udkom i 2012. Deres fælles koncert findes også på dvd.

Desuden udkom orkesterets hyldest til deres blues-inspirationskilder, albummet Blue and lonesome, i 2016. Nu er det imidlertid The Rolling Stones, der hyldes ved 10 koncerter i Danmark, og det er udelukkende danske kunstnere, der er involveret i projektet, som The Copenhagen Guitar Show og Marsk Music står bag.

Prominente

Bjørn Fjæstad
Foto: Carsten Andersen

Det er prominente musikere, der er involveret i hyldestkoncertprojektet, og det er flere solister og et fremragende band, der sammen vil gøre koncerterne værd at dukke op til. Her formidles nemlig den voldsomme fremdrift, ”rullestenene” er indbegrebet af.

Solisterne er Bjørn Fjæstad, der i øvrigt er albumaktuel med Vestbo Trio (læs her), Bobo Moreno, Jimmy Jørgensen og Mathilde Falch, der sammen med deres band vil fremføre diverse hårdtslående klassiske numre af The Rolling Stones, så som ”Brown sugar” og ”Paint it black”. Imidlertid kan man også vente bløde ballader som ”Angie” og ”As tears go by”.

Mathilde Falch
Foto: Kristoffer Juel Poulsen

De fire solister turnerer sammen med et glimrende orkester rundt i Danmark i oktober og november måned 2021. Det er et heftigt hold, som udgør et bredt udsnit af dansk rock. Koncerternes solister deler helt klart en begejstring for at gå på scenen og hylde de legendariske ”rullesten.”

Desuden giver de udtryk for, at de ser frem til at videregive den rå energi, der knytter sig til musik af The Rolling Stones. En af solisterne har udtrykt det således: ”The Rolling Stones har aldrig givet den som klassens pæne drenge, og det er helt afgjort en inspiration.”

Superguitarist

Knud Møller
Foto: Jakob Wandam

Med i det vældigt velspillende orkester, der bakker solisterne op, er den danske superguitarist Knud Møller, der også har et særligt forhold til The Rolling Stones. På hans arbejdsværelse hænger nemlig et billede, hvor han er fotograferet sammen med en af rullestenene, hedder det i en pressemeddelelse for hyldestkoncerterne.

Desuden medvirker Alex Nyborg Madsen, men kun den 5. og den 6. november 2021. Koncert- og turnébandet består foruden af Knud Møller af Kennet Lauridsen på guitar og vokal, Søren Møller på keyboards, Silje Holtan på vokal og percussion, Fredrik Damsgaard på bas, Adam Winberg på trommer og Morten Jay på bas.

Der venter publikum to intense timer, hvor solister og band fyrer den max af. Koncerten varer godt to timer inkl. pause, og billetter kan købes hos Ticketmaster.

Koncertturnéen omfatter 10 koncerter og startede den 2. oktober 2021 i Fuglsøcentret i Knebel, og der er følgende koncerter på disse datoer og lokationer tilbage:

  • 30/10: Sidesporet, Holbæk
  • 5/11: Horsens Ny Teater, Horsens
  • 6/11: Harmonien, Haderslev
  • 7/11: Svendborg Teater, Svendborg