Tekst: Jakob Wandam
Tønder Festival er i fuld gang med at lægge programmet for 2022-udgaven af festivalen, og meget naturligt har man gen-booket en del af de navne, der skulle have spillet der i 2020. Både 2020- og 2021-inkarnationerne af Tønder Festival måtte nemlig aflyses på grund af corona-pandemien.
Bluesnews.dk har tidligere fortalt, hvorledes både Keb’ Mo’ (læs her) og Cedric Burnside (læs her) atter er at finde på festivalplakaten. Nu får de følgeskab af endnu en amerikansk bluesmusiker, som oprindelig skulle have været til landet i 2020, nemlig Jerron ”Blind Boy” Paxton.
Åbensindet
Jerron Paxton er ikke så kendt som hverken Keb’ Mo’ eller Cedric Burnside, men det er en skam, for han er både en dygtig musiker og en spændende kunstner med en traditionalistisk, men også åbensindet tilgang til bluesgenren. Jerron Paxton er sanger og multiinstrumentalist; han spiller forskellige strengeinstrumenter (violin, banjo, guitar, ukulele), klaver, akkordeon og bones. Hans speciale er akustisk førkrigsblues og folkemusik, hvilket også bringer ham ind i jazz- og ragtime-territoriet.
Jerron Paxton blev født i 1989 og mistede det meste af sit syn i teenageårene, hvilket naturligvis er årsagen til tilnavnet ”Blind Boy”. Han første kendte pladeindspilning var med Frank Fairfield, på hvis album Out on the open West (2011) Jerron Paxton optrådte på vokal og guitar på nummeret ”But that’s alright”.
Året efter pladedebuterede Jerron Paxton som solist (som Blind Boy Paxton) med singlen ”Dirtiest little darling”/”Railroad Bill”. Et par vinyl-ep’er fulgte i 2013, inden han i 2014 kunne udsende albummet Recorded music for your entertainment.
Eneste festivalkoncert
Sideløbende har Jerron ”Blind Boy” Paxton spillet med forskellige folk-, blues- og trad jazz-musikere, og hans forkærlighed for tidlig blues gjorde ham oplagt til at medvirke i Bernard MacMahons dokumentarfilm The American epic sessions (2017).
Jerron ”Blind Boy” Paxton har tidligere optrådt i Danmark, nemlig i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival i 2017. Men koncerten i Tønder er hans eneste danske festivalkoncert i 2022.
Tønder Festival finder sted fra den 25. til den 28. august 2022. Se mere information om de optrædende kunstnere, billetkøb m.m. på festivalens hjemmeside her.
Hør de fleste af Jerron ”Blind Boy” Paxtons indspilninger på Spotify-playlisten herunder.