Julebal med Big O & the Blue Quarters og gæster

Big O & the Blue Quarters
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jakob Wandam

I sidste måned kunne Bluesnews.dk fortælle om det igangværende efterårsprogram hos Aarhus Bluesforening, heriblandt om det afsluttende julebal mandag den 27. december med Big O & the Blue Quarters m. gæster.

På daværende tidspunkt var vi endnu ikke i besiddelse af oplysninger om, hvem gæsterne var. Dem kan vi dog løfte sløret for nu.

Big O & the Blue Quarters består som bekendt af Oscar Martin ”Big O” Eriksen på vokal og mundharpe, Søren Schack og Frederik Tygesen på guitar, Mathias Rindom på trommer og Christian Pedersen på bas. Ved juleballet er Christian Pedersen imidlertid afløst af Dave Stevens, som til daglig betjener kontrabassen hos H.P. Lange Big Gumbo.

Indhopper

Dave Stevens
Foto: Jakob Wandam

Dave Stevens er også medlem af rock & roll-bandet The Works, og han har tidligere ageret indhopper hos Big O & the Blue Quarters, for eksempel da de spillede på Dexter i Odense for to år siden (læs her).

Ud over Dave Stevens bliver Big O & the Blue Quarters suppleret med en blæsersektion, som består af H.C. Erbs (trompet), Niels Mathiasen (tenorsaxofon) og Morten Elbek (barytonsaxofon). H.C. Erbs har indspillet med blandt andre Mike Andersen, Kent Thomsen og Mojo Hands og som medlem af Blood, Sweat, Drum + Bass, TipToe BigBand og Nordkraft Big Band. I eget navn – eller rettere, under navnet HC – udsendte han i 2010 albummet Don’t wear it out under medvirken af blandt andre Mike Andersen, Jens Kristian Dam, Perry Stenbäck og Kristian Fogh.

Niels Mathiasen
Foto: Frank Nielsen

Niels Mathiasen kendes i blueskredse især som medlem af Grarup Allstars. Men han har også indspillet med for eksempel Mike Andersen, Frimer Band, Birgitte Laugesen, LP’s Blues Band og The Works, og så har han i mange år været fast inventar på Aarhus-scenen og høres på plader med for eksempel Gnags, På Slaget 12, Bamses Venner og Thomas Helmig. Niels Mathiasen har også selv været orkesterleder på to cd’er, Night and day (1999) og Latinsession (2009).

Morten Elbek optræder her som saxofonist, men er også kendt som guitarist. Han spiller således guitar på sit eget album Star eyes (2016). Morten Elbek har også indspillet med for eksempel Mike Andersen, Rasmus Stenholm, Birgitte Laugesen og Niels Mathiasen, lige som han med medvirker på plader med jyske popnavne som Anne Linnet og Gnags.

Danish Music Awards

Big Creek Slim
Foto: Jakob Wandam

Endelig får Big O & the Blue i Aarhus besøg af selveste Big Creek Slim på vokal og guitar. Big Creek Slim er særdeles velbeskrevet blad i hvert fald for faste læsere af Bluesnews.dk, så her skal blot nævnes, at han er indehaver af ikke mindre end tre Danish Music Awards (læs mere om Big Creek Slim her).

Julekoncerten med Big O & the Blue Quarters m. gæster skulle oprindelig have fundet sted på CasaV58, men er af hensyn til coronarestriktionerne flyttet til Folkestedet, Carl Blochs Gade 28, 8000 Aarhus C. Så skulle der til gengæld også være plads til, at alt kan foregå efter forskrifterne, og der er siddepladser til alle gæster.

Koncerten foregår 3. juledag, mandag den 27. december, og den begynder klokken 18.30. Billetter kan erhverves her.