Julegaveideer fra Blueskartellet

Michael Landau

Blueskartellet i Horsens har et forårsprogram klar, der burde kunne afstedkomme nogle koncertbilletter under juletræerne.

Flere gamle kendinge i nye konstellationer akkompagneres af nogle nyheder og et regulært verdensnavn.

Verdensnavnet er Michael Landau. Han gæster KulisseLageret den 3. marts med sin Michael Landau Liquid Quartet.

Michael Landau

Michael Landau er måske ikke så kendt for andre end musiknørder og musikere, men de fleste har én eller flere plader, han har spillet med på. Han er i høj grad musikernes musiker, fordi han kan håndtere guitaren mesterligt indenfor stort set alle genrer.

Landau har siden 1980’erne indspillet og turneret med så forskellige kunstnere som Pink Floyd, Michael Jackson, Joni Mitchell, Rod Stewart, B.B. King og James Taylor – for blot at nævne nogle få.

Mere end 900 pladeindspilninger er det blevet til igennem tiden. Han er gutten, verdensnavnene ringer til, når de skal bruge en distinkt guitarlyd.

Gamle kendinge

H.P. Lange med band

De gamle kendinge er H.P. Lange og Mike Andersen, der dog kommer i nye konstellationer i forårets program. H.P. Lange kommer med sit band, og Mike Andersen optræder med Jens Kristian Dam i en duoopsætning, der dog lyder af noget mere.

Jens Kristian Dam kan nemlig både synge kor, spille klaver og trommer på samme tid, så de to kan lyde som et helt lille orkester.

H.P. Lange med band og Mike Andersen Duo optræder henholdsvis 9. februar og 10. marts.

Roots-præget

Trainman Blues er på programmet 14. april. Bandet er udtænkt af den irske bluesmusiker Richard Farrell og den danske bassist Laust “Krudtmejer” Nielsen.

Hamilton Loomis

Lyden henter inspiration i den rå, roots-prægede blues fra før rock’n’roll. Lyden er blevet opdateret med nye produktionsteknikker, så det hele lyder up to date.

Forårets sidste koncert er med Hamilton Loomis, der gæster KulisseLageret den 11. maj.

Det er muligt at købe billetter til alle koncerter allerede nu. Der er links på Blueskartellets og KulisseLagerets hjemmesider.