Bluesbands har det ikke med at sætte store aftryk på Dansktoppen, men det er ikke desto mindre sket for jump blues-trioen Jumpin’ Jacks. De har nemlig indtaget selve førstepladsen på Dansktoppen.
Dansktoppen er den ugentlige hitliste for dansksproget popmusik. Sangenes fordeling på listen er bestemt ved afstemning via lytter-sms’er. Og i uge 41 var der altså så mange lyttere, der stemte på Jumpin’ Jacks’ sang ”Det bli’r godt igen”, at nummeret susede til tops på hitlisten – lige over Heine Mindstrups ”Det er ikke for sent” og dansktop-veteranerne Kisser & Sørens ”Tænk på mig”.
Fejring
”Det bli’r godt igen” er skrevet af primus motor i Jumpin’ Jacks, Thomas Valter, der også er bandets forsanger og kontrabassist. Sangen blev udsendt som single i forbindelse med genåbningen af de liberale erhverv i foråret 2021, og teksten er en fejring af livet efter corona.
Jumpin’ Jacks udsendte i løbet af vinteren de to album Rock ’n’ roll og ikke andet og Summertime blues (læs anmeldelser her og her). ”Det bli’r godt igen” findes ikke på nogen af de to album, men kan høres med engelsk tekst som titelnummer på Summertime blues.
”Det bli’r godt igen” er en af foreløbig tre non-album-singler fra Jumpin’ Jacks’ side. Gruppens arrangement af julesangen ”Et barn er født i Bethlehem” kom i slutningen af 2020, og seneste singleudspil er ”Søndagstur”, der udkom den 2. september 2021.
Kulmination
Jumpin’ Jacks’ indtog på Dansktoppen kan betragtes som den foreløbige kulmination af trioens erklærede mission med at fusionere jump blues og dansktop. På den dansksprogede Rock ’n’ roll og ikke andet spillede Jumpin’ Jacks således primært John Mogensen- og Four Jacks-sange, men arrangeret for blues/rockabilly-trio.
Dermed er det lykkedes Jumpin’ Jacks at ”snige” bluesen ind hos et nyt publikum og på toppen af en hitliste, der ellers sædvanligvis er forbeholdt den lette underholdningsmusik.
”Det bli’r godt igen” kan høres på de gængse streamingtjenester.