Kenn Lending modtager Bluesnight Award 2020

Kenn Lending

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Kurt Helge

Torsdag den 27. august spillede Kenn Lending en solokoncert på Underværket i Randers. Koncerten fandt sted i forlængelse af den lokale bluesforening Bluesnight Randers’ generalforsamling, og foreningen havde en særlig overraskelse til bluesmanden.

Kenn Lending blev nemlig den første modtager af Bluesnight Award – for en bemærkelsesværdig og ekstraordinær indsats for dansk blues.

Det håndgribelige udtryk for Bluesnight Award 2020 er et portrætmaleri begået af billedkunstneren Hanne Falk, baseret på et Kenn Lending-fotografi taget af Bluesnight Randers-fotografen Kurt Helge.

Et ikon

Kenn Lending

Den 65-årige guitarist, sanger og sangskriver er da også et ikon inden for dansk blues. Kenn Lending startede sit første bluesband i 1970, men spillede også blandt andet latin/funk-fusion med Himmelexpressen.

Efter et enkelt album med Damernes Magasin – sammen med blandt andre Hans Knudsen – dannede han Kenn Lending Blues Band i 1980. Bandet pladedebuterede med albummet Live i 1981 og har løbende udgivet plader siden.

Omtrent samtidig indledte Kenn Lending et samarbejde med den amerikanske blueslegende ”Champion” Jack Dupree. Dette parløb blev dokumenteret på talrige plader og førte Kenn Lending rundt på alverdens bluesscener indtil Duprees død i 1992.

Positiv indsats

Det er dog ikke for sin udholdenhed, at Kenn Lending nu er blevet tildelt Bluesnight Award 2020. ”At prisen falder samtidig med, at Lending har 40 års jubilæum med sit bluesband og 50 års jubilæum som musiker er helt tilfældigt. Den nystiftede pris fra Bluesnight gives ikke for lang og tro tjeneste, men ganske enkelt for en positiv indsats for udviklingen af blues i Danmark,” skriver Bluesnight Randers’ Kurt Helge på Facebook.

Kenn Lending mellem Bluesnight Randers’ formand Christian Borg og Kurt Helge

2020 skulle ganske rigtigt have stået i Kenn Lending Blues Bands 40-års jubilæums tegn, og en større jubilæumsturné var planlagt med en vintage edition af bandet (læs her), indtil coronakrisen lagde en alvorlig dæmper på planerne.

Kenn Lending Blues Band har dog et nyt live-album lige på trapperne, mens den planlagte studieplade med vintage edition-bandet forventes færdigt engang næste år.