Tekst: Peter Widmer
Bluesbandet Kent Thomsen & the Delta Grinders spillede deres glimrende debutkoncert hos Bluesforeningen Crossroads i Vejle den 11. oktober 2020 (læs anmeldelse her).
Lørdag den 15. maj vender Kent Thomsen & the Delta Grinders – der egentlig går under navnet Kent T. & the Delta Grinders – tilbage til Vejle, hvor de spiller op på Spillestedet i Bygningens kælder, hvor Crossroads sædvanligvis afholder deres koncerter. Koncerten starter klokken 20.
Bandets koncert i Vejle sidste år fandt dog sted i Bygningens Store Sal, grundet vandskade i kælderen, men det var ingen sag for det erfarne ensemble på scenen at få skabt en positiv og intim stemning i det noget større koncertlokale alligevel.
Siden da har der dog ikke været nogen koncertaktivitet fra orkesteret. Dette skyldes udelukkende corona-situationen, der har tvunget bandet til at holde lav profil, fortæller Kent Thomsen, som Bluesnews.dk snakkede med den 19. april 2021. Imidlertid har orkesteret, ifølge Kent Thomsen, absolut ikke ligget stille.
– Vi har øvet og øvet og spillet enormt meget i vores øvelokale. Desuden har vi filet på vores numre og skrevet nye sange, så alt er totalt toptunet til vores næste koncert i maj måned hos Crossroads i Vejle.
– Dén glæder vi og meget til, og vi kommer virkelig til at trykke den af, lover Kent Thomsen.
Nyt album
Kent T. & the Delta Grinders har som indikeret ikke ligget på den lade side trods manglende live-optrædener. Tværtimod har de lagt sig i selen med at skrive nye numre i en sådan grad, at de snart har materiale til et helt album.
– Vi regner med at kunne have vores debutalbum klar hen på efteråret i år, siger Kent Thomsen.
– Imidlertid vil vi ikke spille alle numrene fra vores kommende skive, før den er helt klappet og klar, og vi kan lave en samlet præsentation af albummet.
– Indtil videre – og dette gælder også vores koncert i Vejle den 15. maj i år – kommer man til at høre et par af de nye numre fra vores forestående plade, og så tror jeg, at vi ellers vil dykke ned i posen og se hvilke numre, vi fisker op. Og kvalitetsniveauet holder vi naturligvis, slutter Kent Thomsen.
Egne ord
Når Kent Thomsen skal beskrive den musik og de indfaldsvinkler, Kent T. & the Delta Grinders står for, lyder det i nyeste udgave således:
”En underfundig og efterhånden velkendt humor, en bidsk stemme og en in-your-face guitar. Og en hel masse forskellig blues. Så har vi vist rammet Kent T. ind. Og rundt omkring ham står The Delta Grinders, som bakker op med power og engagement.”
”Henrik Hansen på mundharpe, Morten Husted på bas og diverse, samt Ib Krause-Kjær på trommerne lægger sig lige midt i swinget. Tilsammen bliver det en god, broget blues-gryde med saft, kraft og lige lidt chili til at varme ørerne. Kent T. & the Delta Grinders – blues så verden står stille mens tiden flyver.”
Kent Thomsens tekster er forfattet både på dansk og på engelsk – men musikken er ”hugget” i USA, og alt går op i en højere enhed, så det er en sand fornøjelse, for alle fire musikere kan i dén grad deres kram.
Holder øje
Da der endnu hersker stor usikkerhed om, hvor mange publikummer med flere, der må være forsamlet, er billetsalget til koncerten med Kent T. & the Delta Grinders ikke startet endnu, meddeler formanden for Bluesforeningen Crossroads, Peter Buhl, blandt andet til Bluesnews.dk pr. den 18. og den 19. april 2021.
Peter Buhl regner som så mange andre med, at der kommer en konkret udmelding fra regeringen senere i indeværende uge. Når dén er meldt ud, åbner billetsalget til en koncert, hvor der af gode grunde er et begrænset antal billetter.
Det tilrådes derfor, at man holder øje med udviklingen på Bluesforeningen Crossroads’ hjemmeside her. Samme sted finder man også mere information om Kent T. & the Delta Grinders-koncerten og meget mere.
Læs interview med Kent Thomsen her. Læs om Kent Thomsens mangeårige musikalske virke her, og læs meget mere om Kent Thomsen her.