KingBee exBLUESive – Blue Honey …soothing Blues ‘N Soul for the money..!

Ladies & Gentlemen, Misses & Mississippies, Gangsters and Kidnappers!

Søndag d. 1. maj kl. 15:00 er der igen dømt internationalt stjernetræf i KingBee’s hive i Bygningen i Vejle – på tredje år samlingspunktet for landets største blues entusiaster,
der sammen med musikerne har udviklet sig til én stor familie. Men der optages naturligvis hele tiden nye familiemedlemmer på begge sider af scenekanten, og med et vanligt
mix af nye og kendte ansigter, præsenteres der igen er et imponerende line-up:

John Nemeth (US) – sang/mundharpe
A.C. Myles (US) – guitar
Smokey Davis (US) – bas
Nick Fishman (US) – trommer
Kai Strauss (D) – guitar
Margrete Grarup – sang
Mike Andersen – sang/guitar
Ronni Busack-Boysen – guitar
Niels Mathiasen – saxofon
Palle Hjorth – Hammond Orgel
Dave Stevens – bas
Claus Daugaard – trommer

Og som altid er der mulighed for at afslutte eftermiddagen, ved at fordøje de mange musikalske indtryk sammen med en herlig middag, i selskab med musikere og publikumsfæller.
Denne gang en Italiensk Inspireret Buffet – MAMA style.!

Forsalg til BÅDE koncert/middag og koncert ALENE her – http://www.billetlugen.dk/musik/16381/
Vælg blot den billettype du ønsker- middagsbilletterne dog kun i salg indtil mandag d. 26. april kl. 23:00 af hensyn til råvare indkøb.

– John Nemeth er ikke født i Mississippi som søn af nogen gammel blueslegende, eller for den sags skyld, hverken sort eller blind. Næ han er faktisk født i noget så u-bluesy som Boise, Idaho – og er så hvid som nogen overhovedet kan være. Og ja, han har også synet i behold – men i guder også stemmen i behold. For siden han bragede ind på rhythm & blues scenen I 2007 med debut albummet ’Magic Touch’ produceret af Anson Funderburgh, har det regnet ned over ham med alskens priser. Men den sidste ’Living Blues Award’ fra 2010 opsummerer alle forrige i blot fire rammende ord: ’Most Outstanding Blues Singer’.
Og som om det ikke er nok med en sangstemme med et tonalt register udover det sædvanlige, ja så er han samtidig også en fremragende sangskriver og aldeles habil mundharpespiller. Han medbringer sin amerikanske backinggruppe bestående af; A.C. Myles på guitar, Smokey Davis på bas og Nick Fishman på trommer

Der bliver med andre ord igen noget for vort kære danske ’Blues Landshold’ at spille op til.! Men der er sat det bedst mulige hold af KingBee exBLUESive veteraner og debutanter –
og i disse EU tider med åbne grænser – har man endda tilladt sig at låne en målfarlig guitarist fra Tyskland. Nemlig Kai Strauss der indtil årsskiftet var kernen i Memo Gonzalez & The Bluescasters – men nu har startet sit eget band der bevæger sig noget udover bluesgenren. Denne søndag er han imidlertid bestilt til at komme og vise at han stadig mestrer The Blues og, hvorfor han det sidste årtier blevet betragtet som en af Europas bedste bluesguitarister overhovedet.

Resten af musikerne kan vidst alle bestå den danske infødsretsprøve med tilstrækkelige point til midlertidigt ophold i Vejle denne søndag. Og da de gode gamle danske værdier og manérer siger ’Damerne først’- er det derfor med allerstørste fornøjelse at kunne sige velkommen tilbage til den smukke nordjyske sangfugl – med det umanerligt velklingende næb: Margrete Grarup.

Som centerforward og på det kogende Hammond orgel, har vi vores elskede tangent ’galning’ Palle Hjorth, der er en sand mester i glidende tackling af mangt en kæphøj guitarist.

På vores højre fløj er der dømt elegant driblende Saxofon i verdensklasse ved Niels Mathiasen, hvis imponerende musikalske CV ville kræve et særskilt A3 ark at liste op.

På modsatte fløj har vi hentet det omvandrende bluesleksikon og guitar geni; Ronnni-Busack Boysen hjem fra sit nye domicil og blues-bundesligahold i Berlin.
Ronni er ved at finde sit fodfæste i det tyske bluesmiljø og endog startet en karriere som blues/soul DJ. Men heldigvis for os, er det ham meget nemt og overkommeligt at hoppe på et fly hjem.

Som spydspids og angribende anfører, er der et kærkomment gensyn med vort sikre trumfkort, bluesens svar på Michael Laudrup – og gentleman of the Blues: Mike Andersen.
Han har tidligere har givet os så mange gode oplevelser og garanteret også her igen, hvor han kommer direkte med udrykning fra Billund Lufthavn efter en tour i Norge.

Men intet angreb uden et solidt forsvar – og dér folkens – ryger der ingen mål ind. For som henholdsvis højre back og målmand er det lykkedes os at samle to Champion League veteraner i form af Dave Stevens på bas og Claus Daugaard på trommer. Dave har tidligere været grundsten i Paul Lamb & The King Snakes, Mike Andersen Band mfl…og Claus Dauggard vil maneg kende som den rytmiske rygrad i Blue Junction, Shades of Blue – og alskens andre sammenhænge. Så kan lagkagebunden under flødeskummen på toppen ganske enkelt ikke bages mere solidt og fiberrigt.