Klaverblues-fest på The Greasy Chicken

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Forleden kunne Bluesnews.dk berette om pianisten Carl Sonny Leylands koncertrække i Danmark (læs her). Efter fredagens koncert på The Greasy Chicken kan vi kun sige: Tag ud og se og hør manden, hvis du har chancen!

The Greasy Chicken er Roan Madsens private hjem i Valby, som ved udvalgte lejligheder forvandles til en jook joint med live-optrædener af danske og internationale bluesnavne. Her var dagligstuen fredag den 23. marts ryddet for at gøre plads til stolerækker og ikke mindst til et el-klaver, hvor Carl Sonny Leyland kunne udfolde sin magi.

Carl Sonny Leyland stammer fra Southampton i England, men har siden 1988 boet i USA, hvilket har givet hans engelske udtale et stærkt amerikansk præg. Leyland tilbragte de første år i New Orleans, men rykkede i 1997 til Californien, hvor han siden har resideret.

Opvisning

Koncerten på The Greasy Chicken blev en opvisning i, hvad Carl Sonny Leyland har suget til sig af amerikansk klaverblues og beslægtede genrer som ragtime, stride, swingjazz og ikke mindst boogie-woogie. Leyland lagde ud med at undskylde, at han jo ikke havde et rigtigt piano til rådighed – det er ikke nemt at turnere med et flygel, og i Roan Madsens stue ville man være nødt til at fjerne adskillige af de sparsomme stolerækker for at få plads!

Der var dog ingen tegn på utilfredshed at spore hos publikum, da Carl Sonny Leyland kastede sig ud i den instrumentale ”Boogiana”, hans eget boogie-woogie-arrangement af James F. Hanleys ”(Back home again in) Indiana”. Leyland imponerede øjeblikkeligt med sin fingerfærdighed og swingende musikalitet.

Vokalen sad også i skabet, da han herefter leverede Bob Robinsons ”She’s a mellow thing”. Leyland havde ingen problemer med at blive hørt uden mikrofon, og han har en stærk, lidt lys stemme med en klædeligt swingende vibrato og et strejf af country-twang.

Introduktioner

En stor del af fornøjelsen ved aftenens koncert var Carl Sonny Leylands introduktioner mellem numrene. Ikke blot præsenterede han de enkelte kompositioner, han tog også tilhørerne med på en rejse gennem klaverbluesens udvikling. Her fortalte han med stor indlevelse om komponisterne og om genrernes forskellige særkender og deres plads i musikhistorien. Dét vidnede om en stor indsigt og en smittende begejstring, der gjorde, at man som lytter fik lyst til at fortsætte opdagelserne derhjemme.

I løbet af de næste numre blev vi således præsenteret for Harlem stride af James P. Johnson, boogie-woogie af Meade Lux Lewis (den stilskabende ”Honky tonk train blues”) og blues af W.C. Handy (”Atlanta blues”).

Professor Longhairs ”Tipitina” tog os derefter til New Orleans, hvorpå Carl Sonny Leyland vendte tilbage til boogie-woogie med en aldeles pragtfuld udgave af Albert Ammons’ ”Shout for joy”. Første sæt blev rundet af med Cow Cow Davenports barrelhouse-blues ”Back in the alley”.

Ragtime

Andet sæt blev skudt i gang med ragtime i form af genrens mester, Scott Joplins ”Maple leaf rag”. Derpå fik vi en komposition af Carl Sonny Leyland selv, ”Stalking the lion”, der, som han sagde, ikke handlede om storvildtsjagt, men var et nik til Willie ”The Lion” Smith.

Ingen boogie-woogie-koncert uden ”Pine Top’s boogie woogie”, som Carl Sonny Leyland dog havde sit helt eget arrangement af. Det var i øvrigt mere eller mindre gældende for alle koncertens numre, da improvisation er en stor del af Leylands måde at spille på.

Swing-æraen blev repræsenteret ved Benny Goodmans ”Avalon”, og så var det tid til at få et par gæstestjerner på scenen.

Gæster

Den første gæst var den dansk-mexikanske sangerinde Edith Tamayo. Med en smuk, mørk vokal, imponerende stemmekontrol og stilfulde fraseringer gav hun en version af Consuelo Velázquez’ berømte bolero ”Bésame mucho” med Carl Sonny Leyland som akkompagnatør.

Herefter sprang mundharpespilleren Thomas Melau op og ledte os igennem Slim Harpos ”Raining in my heart” med glimrende, bluesy mundharpespil og fin interaktion med Leyland bag klaveret.

Carl Sonny Leyland var solo igen med vokal og klaver på ”Don’t talk me to death” (indspillet af såvel Roosevelt Sykes som Big Joe Turner & Pete Johnson) og Benton Overstreet & Billy Higgins’ standard ”There’ll be some changes made”.

Fabelagtig teknik

Leylands fabelagtige teknik, virtuositet og veloplagthed tiltrak hujen og begejstrede tilråb koncerten igennem, og der måtte flere stående ovationer og ekstranumre til, før han kunne få lov til at trække sig tilbage.

Han lukkede og slukkede med to af W.C. Handys mest kendte kompositioner: ”Careless love” (som Handy næppe skrev, men copyrightede i 1926) og ”St. Louis blues”.

Det blev afslutningen på en intim, hyggelig og samtidig hæsblæsende koncert på The Greasy Chicken med Roan Madsen som forbilledlig vært og Carl Sonny Leyland som turguide og underholder på en inspirerende, humoristisk og ikke mindst blændende musikalsk rejse gennem det afroamerikanske klavermusik-landskab, som det så ud i første halvdel af det 20. århundrede.