Kom til streamingkoncert i aften med The DownShifters

The DownShifters
Foto: Sune Bjerre

Tekst: Jakob Wandam

Efter at have spillet en lang række koncerter, vundet Danish Blues Challenge 2016 (læs her) og udgivet en anmelderrost debut-cd (læs anmeldelse her) valgte det randrusianske bluesband The Cornfeds i januar 2020 at trække stikket (læs her).

Kvartetten havde fået for svært ved at få koncertvirksomheden til at passe sammen med fire menneskers respektive travle kalendere, og Sune Bjerre, Kasper Bjerre, Jostein Buurmann og Jakob Kjærlund valgte altså at opløse The Cornfeds, mens legen var god.

Duo

Sune Bjerre og Kasper Bjerre
Foto: Frank Nielsen

Legen var da også god nok til, at brødrene Sune og Kasper Bjerre fortsatte med at spille sammen, dog i et noget mere nedskaleret format. Og nu får alle mulighed for at høre deres duo, The DownShifters, når de i aften, onsdag den 21. april klokken 20, livestreamer en koncert fra Finderiet i Randers.

Der bliver tale om ”beskidt, akustisk blues fra det randrusianske floddelta,” når Kasper og Sune Bjerre spiller down-home blues og roots-musik på resonatorguitar, banjo, mundharpe, fod-tromme, og hvad de eller måtte få fingre i af strengeinstrumenter og improviseret slagtøj.

Koncerten med The DownShifters bliver streamet via Facebook her, og der er fri og gratis adgang.