Ahmed Ag Kaedy
Tekst og foto: Jakob Wandam
Det er efterhånden nogle årtier siden, at ørkenbluesen for alvor fik sit gennembrud i vores del af verden. Dengang var Ali Farka Touré spydspidsen, siden blev bands som Tinariwen og Terakaft vældig populære, og i dag har solister som Bombino og Mdou Moctar international stjernestatus.
Lige som mange af de nævnte kommer sangeren og guitaristen Ahmed Ag Kaedy fra Mali, hvor han er leder af bandet Amanar de Kidal. Han fungerer imidlertid også som solist, og det var i denne egenskab, at han onsdag den 6. marts optrådte på spillestedet Stairway i København-bydelen Vanløse.
Koncerten var arrangeret af verdensmusik-spillestedet Alice, som p.t. er forhindret i at bruge deres sædvanlige lokaler på Nørrebro grundet en gennemgribende renovering. Det har heldigvis ikke forhindret publikum i at strømme til Alices arrangementer, og koncerten med Ahmed Ag Kaedy var efter alt at dømme udsolgt. I hvert fald var alle sæder fyldt, og der var ganske mange stående publikummer i salen.
Alene
Ahmed Ag Kaedy
Det fik om muligt Ahmed Ag Kaedy til at virke endnu mere alene på scenen, hvor han sad på en stol midtfor med sin enlige elektriske guitar. Han var fåmælt; en kort indledende hilsen på lavmælt fransk og et enkelt ”Merci bien” undervejs var, hvad vi fik – ud over, naturligvis, sangteksterne.
Disse blev sunget på sproget tamashek, hvorfor det var op til stemmen, intonationen og selvfølgelig melodierne og akkompagnementet at formidle budskabet til et dansk publikum. Og det var generelt sange med en vemodig undertone.
Ahmed Ag Kaedy
Ahmed Ag Kaedy er da også kendt som en stemme for de undertrykte og bortdrevne fra det borgerkrigshærgede Mali. Han har selv en fortid som børnesoldat, og de ekstremistiske kræfter, der sidder på magten i Ag Kaedys hjemegn Kidal i det nordlige Mali, har gjort det klart, at det vil koste ham fingrene eller det, der er værre, hvis de oplever ham spille guitar igen. Derfor synger Ahmed Ag Kaedy sine sange om hjemlandet fra eksil i udlandet.
Andægtigt
Ahmed Ag Kaedy
Så vemodet er ikke uden grund, og Ahmed Ag Keady formidlede det på fornem vis gennem ca. 70 minutter, hvor publikum lyttede nærmest andægtigt til hans sang og guitarspil. Ahmed Ag Kaedy spillede uden plekter, og den elektrisk forstærkede flesh-on-strings-lyd gav sammen med Ahmed Ag Kaedys skrøbelige, men udtryksfulde stemme og fraværet af band-akkompagnement musikken et nøgent og længselsfuldt udtryk.
Vi fik elleve numre, begyndende med ”Tikounen”, der findes på Ahmed Ag Kaedys soloalbum Akaline Kidal fra 2019. Tempoet var adstadigt, og Ahmed Ag Kaedy holdt faktisk stort set det samme dæmpede tempo koncerten igennem.
For en anden type musik kunne det måske have gjort koncertoplevelse kedelig, men ørkenbluesens karakter er meditativ, repetitiv og ja, monoton. Det tillader lytteren at glemme tid og sted og lade sig henføre af det snirklede guitarspil og den messende stemme, hvilket var præcis, hvad der skete på Stairway.
Knugende
Ahmed Ag Kaedy
At man ikke begreb et ord af, hvad manden sang om under titler som ”Amidinine” og ”Tenere” betød mindre. Ja, faktisk gjorde det måske oplevelsen stærkere, fordi musikken fik lov at tale direkte til følelserne, og det var svært ikke at blive bevæget af musikkens æteriske kvaliteter og samtidige næsten knugende og intime stemning.
Først i det allersidste nummer, ”Mani mani”, blev tempoet sat nævneværdigt op. Det var så også en svært catchy sang, som vi var flere, der greb os selv i at synge og nynne i de efterfølgende timer.
Men ellers var Ahmed Ag Kaedys koncert først og fremmest en lytteoplevelse, og en rigtig stærk og god én af slagsen.