Koncertanmeldelse: Beefeaters, Underværket, Randers

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

I forbindelse med afviklingen af Danish Blues Challenge 2019, som Jysk Blues Netværk forestod på Underværket i Randers (læs her), havde den lokale bluesforening Bluesnight Randers inviteret til koncert med Beefeaters samme sted.

Hvor de to deltagende bands i Danish Blues Challenge begge tilhørte, hvad man må kalde vækstlaget i dansk blues, var det et anderledes erfarent navn, der stod for den ikke-konkurrerende underholdning.

Beefeaters har legendestatus i dansk rytmisk musik og var et af de mest betydningsfulde blues- og syrerock-orkestre i slut-1960’erne, der for mange står som dansk rocks guldalder.

Genopstod

Bandet har imidlertid ligget stillet siden 1971, indtil de i 2018 genopstod med pianist og organist Morten Kjerumgaard Reumert som eneste tilbageværende medlem fra dengang (læs mere her).

Morten Kjerumgaard Reumert har i stedet inddraget to folk fra Freddie and the Phantoms, sanger og guitarist Frederik Schnoor og trommeslager Rune René Hansen. Bassisten Torben Guldager Rasmussen fra Wrong Side of Vegas fuldender den moderne opstilling. Det var denne kvartet, der stod på scenen i Underværket lørdag den 15. juni.

Frederik Schnoor stod for kommunikationen med publikum, og han kunne afsløre, at Beefeaters planlægger at indspille nye numre til efteråret. I første omgang koncentrerede de sig dog primært om repertoiret fra tresserne, og dermed tog de også på sig at genskabe lyden fra dengang.

Overbevisende

Denne anmelder nåede af meget naturlige årsager aldrig at høre de oprindelige Beefeaters live, så vi skal ikke kaste os ud i egentlige sammenligninger. Men Schnoor, Kjerumgaard og co. ramte i hvert fald den psykedeliske bluesrock-tone meget overbevisende.

Første nummer var ”You changed my way of living” fra albummet Meet you there (1969), en “Black magic woman”-agtig orgelblues med Frederik Schnoor på Santana-lignende guitar.

Graham Bonds ”I want you” (indspillet på Beefeaters (1967)) fulgte. Den udfordrede Frederik Schnoors stemmeregister, og han måtte kæmpe med de høje toner. Til gengæld var der fornemme soloer både af ham og af Morten Kjerumgaard Reumert.

Central

Gershwin-standarden ”It ain’t necessarily so” er central i Beefeaters indspilningshistorie, og den blev også et højdepunkt i Randers. Ganske vist stod det endnu en gang klart, at Frederik Schnoors stemme ikke er den største, men efter en lidt vaklende start begyndte han at udnytte sine begrænsninger til at styrke udtrykket, blandt andet med nogle effektfulde knæk.

Rune René Hansen og Torben Guldager Rasmussens rytmesektion var tight og velspillende, og de var i høj grad med til at etablere det fede 1960’er-groove. Schnoors guitareffekter ledte frem mod et crescendo med brede orgelflader og tordnende trommer, afbrudt af en jazzet klaversolo fra Kjerumgaard.

Et swingende, instrumentalt orgeljazz-nummer holdt den gode stemming gående, hvorpå Beefeaters kastede sig ud i en række Chicago blues-klassikere. En sublim version af Luther Allisons ”Living in the house of the blues” var den første, fulgt af Percy Mayfields “Please send me someone to love”.

B.B. King

Sidstnævnte var også et hit for B.B. King, og Frederik Schnoor spillede en fin, koncis guitar-solo med en brug af vibrato, der helt sikkert var inspireret af the king of the blues. Little Walters ”My babe” (som også optræder på Beefeaters-albummet) blev spillet i et swing-arrangement med klavertrioler og orgel- og guitarsolo.

Nu fik publikum i Randers en smagsprøve på, hvad der er i vente fra de nye Beefeaters. ”Bleeding man” var således et helt nyskrevet nummer – en swingende, jazzet bluesrock-sang med walking bass og wah-wah-pedal.

Der var tungt guitarriff og rock & roll-energi i ”Shakin’ fingerpop”, og afslutningsnummeret var jazzet fusionsrock med hvirvlende trommer, rigtig godt spillet af Rune René Hansen.

Påkrævet

Et ekstranummer var selvfølgelig påkrævet, og det blev en hæsblæsende version af Robert Johnsons ”Cross road blues” – eller måske snarere Creams fortolkning, ”Crossroads”. Frederik Schnoor spillede en heftig wah-wah-solo, og Rune René Hansen måtte op at stå på stortrommen.

Beefeaters anno 2019 leverede en virkelig fremragende koncert på Underværket. Måske var formatet mindre løst end i den psykedeliske bluesrocks storhedstid, men det betød ikke, at der ikke var god plads til improvisation, selvfølgelig primært hos de to solister Kjerumgaard og Schnoor.

Blot kendte de deres besøgelsestid og forstod at konstruere og disponere deres soloer, så man ikke følte trang til at hente en fadøl eller gå ud og ryge, mens orglet brusede. Det var disciplineret spil, som samtidig var tro mod formatet.

Det er meget muligt, at Beefeaters’ storhedstid ligger halvtreds år tilbage, men med den nye besætning ligner de et nutidsrelevant bluesrock-band med mange af de største dyder i behold. Ikke blot var de instrumentale færdigheder i top, der var også masser af oprigtig spilleglæde.

Vi venter os store ting af Beefeaters 2.0!