Koncertanmeldelse: Big O & the Blue Quarters, Dexter, Odense

Tekst og foto: Peter Widmer

Der kunne godt have været flere publikummer på Dexter i centrum af Odense fredag den 7. december 2018, hvor det relativt unge østjyske jump-, West Coast- og Chicago blues-band Big O & the Blue Quarters spillede deres anden koncert i den fynske hovedstad.

Big O & the Blue Quarters, der har eksisteret i nogle år, har spillet til store begivenheder som den prestigefyldte European Blues Challenge i Horsens i 2017.

Desuden har de spillet på den velrenommerede bluesfestival Bluesfest Eutin i Nordtyskland i år (læs her).

Ydermere har bandet gæstet op til flere danske bluesforeninger, som for eksempel Crossroads i Vejle (læs her).

Big O & the Blue Quarters har såmænd også trykket den af ved en udendørs koncert på Jam Days 2018 i Odense med stor succes (læs her). Endvidere har de spillet på alle mulige mere eller ydmyge spillesteder i Danmark, hvor de også har været omkring navnkundige Mojo Blues Bar i København.

Flyttet sig

Med andre ord har Big O & the Blue Quarters-folkene, gennem hårdt arbejde og med en betydelig portion talent i bagagen, flyttet sig gevaldigt gennem bandets levetid og har endvidere udviklet deres helt eget take på de blå toner, der formidles med veloplagt, afslappet sceneoptræden og fin publikumskontakt.

Dette kan man høre på orkesterets debut-cd, der er indspillet live, og som så dagens lys for et års tid siden (læs anmeldelse her).

Sædvanligvis består Big O & the Blue Quarters blandt andet af Mathias Rindom – ”den danske Richard Innes” – på trommer og kor samt den solide bassist og kormand Jais Kurečko Eriksen.

De to var imidlertid forhindrede denne aften, da de begge havde forpligtet sig til at tage andre spillejobs for længe siden, oplyste et orkestermedlem til Bluesnews.dk.

Ikke nemme

Derfor måtte der findes et par kompetente afløsere, og de var denne aften bassisten Dave Stevens og trommeslageren Jonas Kardyb Nicolaisen.

Om denne situation luftede Big O & the Blue Quarters-guitaristen Søren Schack nogle tanker over for Bluesnews.dk før koncerten:

”Gode bassister og trommeslagere er ikke nemme at finde! Til hverdag er vi velsignet med nogle af de absolut bedste, så at finde nogen til at tage deres plads og erstatte dem er umuligt.”

”Derfor måtte vi prøve at finde nogen, der kan bidrage med noget andet. Vi har prøvet med flere forskellige afløsere igennem tiderne, og hver gang Dave Stevens har trakteret bassen har det været et godt match.”

”Jonas lånte vi for halvandet års tid siden til et privat arrangement, og det fungerede også rigtig godt.”

Erfaren

Engelske Dave Stevens, der under denne koncert spillede kontrabas, som det oftest er tilfældet, er en velkendt og erfaren musiker, der efter en karriere som en del af det velanskrevne britiske blues band Paul Lamb & the King Snakes efterhånden landede i Danmark, og dét er nu mange år siden.

Her har han blandt andet spillet med andre vægtige bluesnavne som H.P. Lange og Robert Johnson Tribute samt en hob af mange andre forskellige både danske og udenlandske prominente bluesfolk, så der er ingen vaklen i geledderne, når Dave Stevens er på banen.

Det er der heller ikke, når den noget yngre, konservatorieuddannede Jonas Kardyb Nicolaisen sætter sig til trommerne. Jonas Kardyb Nicolaisen er absout ikke uvant med det at spille blues.

Eksempelvis har han blandt andet spillet nogle jobs med Marc Rune – bedre kendt som Big Creek Slim – og dennes bror Morten Rune. Jonas Kardyb Nicolaisen har også tidligere jammet – og gæstespillet en enkelt gang – med Big O & the Blue Quarters.

Desuden er han blandt andet en del af folk- og roots rock-bandet Ellie, hvor Morten Rune har en prominent rolle. Ellie kunne i øvrigt, som Big O & the Blue Quarters, høres på Jam Days 2018.

Energien

Når et band, i dette tilfælde Big O & the Blue Quarters, har afløsere på, må man formode, at musikerne gennemøver et repertoire før en koncert.

Hertil sagde Søren Schack dog til Bluesnews.dk:

”Vi har ikke øvet. Både Dave og Jonas kender vores musik, og har spillet det før, så nogle gange giver det virkelig noget til energien at lave alle aftalerne verbalt, backstage, lige inden koncerten. Så er man oppe på tæerne, når man går ud på scenen.”

Og hverken energien eller musikkvaliteten var der noget i vejen med denne aften, hvor Jonas Kardyb Nicolaisen spillede sit kun andet job med Big O & the Blue Quarters.

Og Jonas Kardyb Nicolaisen blev fremragende sekunderet af Dave Stevens, der efter koncerten fremkom med denne betragtning over for Bluesnews.dk:

”Det var næsten som i gamle dage – med Paul Lamb & the King Snakes,” og det er vel næsten på dét niveau, at Big O & the Blue Quarters befinder sig.

I gang

Det var, som indikeret, ikke ligefrem, fordi det væltede ind på Dexter med publikummer, men de ca. tyve tilhørere, der var til stede, var særdeles medlevende og påskønnede tydeligvis den swingende blues, som Big O & the Blue Quarters står for.

Orkesteret, der var på scenen kl. 20, skulle dog lige i gang, før tingene kom helt på plads, men det varede kun to i øvrigt udmærkede numre, før de to kapable afløsere og Søren Schack (guitar/kor), Frederik Tygesen (guitar/kor) og Oscar Martin Eriksen (vokal/harpe) kom helt i mål.

Med aftenens tredje nummer, Amos Milburns festlige ”House party tonight”, blev aftenens kammertone for alvor slået an.

Nummeret blev indledt med nogle forrygende leadguitar-toner fra Frederik Tygesen, og der var fint sangforedrag ved Oscar Martin Eriksen, og så kørte det ellers som smurt for orkesteret resten af deres koncert igennem.

Magic Sam

Også Magic Sam-toner blev luftet, da Big O & the Blue Quarters gav deres helt egen version af ”All your love”. Her lagde Søren Schack ud med en fed guitarsolo med en kaskade af bistre, bidende toner.

Desuden hørte man, hvad der næsten kan betegnes som to forskellige gange leadguitar-spil, da Søren Schack og Frederik Tygesen fyrede den af i fascinerende tandemspil.

I Willie Dixons ”I can’t hold out”, der måske er bedre kendt som ”Talk to my baby”, der blev indspillet i 1960 af Elmore James og populariseret af samme, fik man en fornem opvisning i slide-guitarspil ved Frederik Tygesen, der tilmed spillede uden plekter.

Her fik desuden Søren Schack sparket en fin solo ind med flot glissando-akkordspil, og endvidere hørte man en inciterende mundharpesolo og god sang ved Oscar Martin Eriksen.

Fornemt arbejde

I det hele taget var der fornemt arbejde fra alle fem musikere, og for guitarnørder var der især meget at hente.

Både Frederik Tygesen og Søren Schack er glimrende guitarister med hver deres egen spillestil, og de supplerer hinanden forbandet godt.

De evner både at spille op imod og med hinanden, og begge skifter de let mellem rollen som lead- og rytmeguitarist, og så er de gode til at improvisere.

Ydermere er de begge garanter for helt egne toner, som de elegant krydrer ethvert musikalsk fundament med, så mangen en tilhører må knibe sig i armen for lige at mærke efter, om man nu også hører, hvad man hører.

Egne numre

Ikke blot tager Big O & the Blue Quarters afsæt i deres musikalske forbilleders produktion. De er også selv flittige på sangskrivningsfronten, og deres egne numre lever fuldt og helt op til de af deres forbilleders kompositioner, de anvender som afsæt.

Eksempelvis blev publikum præsenteret for bandets egen, swingende ”Dig your powers”, hvor Søren Schack lagde ud med fuldfede toner og gav en fornem solo med flot akkordspil.

Samme affødte anerkendende smil fra den konstant stabilt og innovativt spillende Dave Stevens og fra Oscar Martin Eriksen, der i øvrigt var fremme med fine mundharpepræstationer.

I en anden af orkesterets egen-kompositioner, den herligt slæbende ”Voodoo”, var der fint sangforedrag ved Oscar Martin Eriksen samt virkningsfuldt korarbejde og masser af tråd fra de to guitarister.

Guitarsnak

I ”Woman she’s mean” – ligeledes af Big O & the Blue Quarters – var Frederik Tygesen på banen med en aldeles fremragende solo, og Søren Schack lod sig absolut ikke holde tilbage, men trykkede den af på samme høje niveau.

Tilmed var der guitarsnak mellem de to guitarister, der rykkede tæt sammen på scenen og udvekslede frydefulde toner, der ind imellem havde et anstrøg af jazz over sig.

Den amerikanske sanger og pianist Floyd Dixon, der gjorde det i West Coast jump blues, blev meget passende hevet frem i lyset i form af sammes nu næsten klassiske komposition ”Hey bartender”.

Samme blev spillet i en appetitlig egen-version, der af gode grunde var uden piano. Til gengæld fik man glimrende, underfundige solopræstationer fra både Frederik Tygesen og Søren Schack, der tilmed kastede sig ud i en veritabel guitarduel, og nej, hvor det swingede.

Insisterende

Den insisterende, uptempo Karl Jenkins-komposition ”Aw baby” kunne man også nyde med kongenialt trommespil ved Jonas Kardyb Nicolaisen og fint mundharpespil ved Oscar Martin Eriksen.

Her sparkede Frederik Tygesen tilmed en fed solo ind, såvel som bas og trommer fik sig en lille snak sammen.

Dave Stevens fyrede også en solo af, og her var der slap bass-spil for alle pengene.

I det hele taget arbejdede Dave Stevens kontant, konstant opmærksomt og koncist hele koncerten igennem, så det var en ren fornøjelse.

Boogaloo

Don Gardners herligt pågående ”My baby likes to boogaloo” fik en udsøgt behandling i den Big O & the Blue Quarters-version, der rungede gennem rummet på Dexter.

Her var der forrygende fede akkorder fra Frederik Tygesen og gnistrende solo-toner fra Søren Schack.

Desuden fik Jonas Kardyb Nicolaisen lige demonstreret, at han er i stand til at spille en interessant trommesolo med få virkemidler og af passende længde.

Opsigtsvækkende, hvor meget man kan få ud af et skrabet trommesæt som det, Jonas Kardyb Nicolaisen betjente sig af denne aften.

Slut

Med ”My baby likes to boogaloo” havde klokken sneget sig op på 22.05, og koncerten var officielt slut.

Imidlertid ville det meget lydhøre og medlevende publikum have mere, og dét fik folk så med hele to ekstranumre.

”Skal vi ikke lave lidt larm til at starte med?” spurgte Søren Schack, og det gjorde Big O & the Big Quarters så med vilde guitarlyde, hyl, ekko og andet godt, der ledte over i orkesterets kraftfulde egenkomposition ”Hard way”.

Her var der smæk på, og publikum både klappede og sang med på ”Hard way”.

Desuden havde Søren Schack og Oscar Martin Eriksen en effektfuld lille duel, og der var tillige godt gang i bandets to guitarister.

Ballade

Som modvægt til ”Hard way” sluttede Big O & the Blue Quarters af med en ballade, som Søren Schack indledte med disse ord henvendt til publikum: ”Hvis I skal danse, er det nu.”

Herefter fulgte så en sjælfuld udgave af Don ”Sugarcane” Harris & Don Dewey-nummeret ”I’m leaving it up to you” med ørevenligt sangforedrag ved Oscar Martin Eriksen og fedt akkordspil med mere ved Frederik Tygesen.

Der var nu ingen publikummer, der dansede, men det var tydeligt, at de fremmødte nød også orkesterets sidste toner, der satte punktum for en glimrende koncert leveret af et sprudlende band.

Som en publikummer så rigtigt udtrykte det efter koncerten: ”Big O & the Blue Quarters er uhyggeligt gode!” Man kan så blot håbe, at endnu flere, end der var til stede ved denne koncert, finder frem til dette vitale og kompetente bluesorkester, næste gang Big O & the Blue Quarters gæster Odense.