Koncertanmeldelse: Big O & the Blue Quarters, Thorbjørn Risager & the Black Tornado, Kedelhuset, Silkeborg

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

I anledning af B’Sharps 25-års jubilæum havde bluesforeningen i Silkeborg inviteret til fejring dels med en reception på Rampelys torsdag den 23. januar (læs her), dels med en dobbeltkoncert på det større spillested Kedelhuset lørdag den 25. januar.

På scenen stod to generationer af danske bluesbands: Først de unge løver i Big O & the Blue Quarters, som i løbet af de seneste tre års tid er stormet frem over de danske bluesstepper, og derefter erfarne Thorbjørn Risager & the Black Tornado, der har slået sig fast som en international bluessucces med kontrakt på et stort europæisk pladeselskab.

To leadguitarister

Big O & the Blue Quarters udskiller sig blandt andet fra mængden derved, at de spiller med hele to leadguitarister, som begge er af høj, høj klasse. Søren Schack spiller med en fuldfed tone og ledflydende bluesstil påvirket af Albert King og West Side Chicago-udøvere som Magic Sam. Frederik Tygesen trækker Big O & the Blue Quarters i retning af West Coast blues med en mere skarp tone og en T-Bone Walker-inspireret jump- og rhythm & blues-spillestil.

Guitaristerne er dog ikke Big O & the Blue Quarters’ eneste aktiv. Bandet er stærkt besat på alle pladser, hvilket trommeslager Mathias Rindom, bassist Jais Eriksen og forsanger og mundharpespiller Oscar Martin Eriksen også beviser, når de optræder rundt om på landets scener i andre bands som Natural Boogie, Det Hyggelige Blues Band og Two Stroke.

Denne aften var Mathias Rindom dog forhindret, men der var fuldgod erstatning i form af ingen ringere end Jens Kristian Dam. Han sprang ind og spillede med den samme kreativitet og energi, som han er kendt for at bidrage med til Mike Andersen Band og H.P. Lange Big Gumbo.

Stærkt sammensat

Og der var masser af energi i det hele taget hos Big O & the Blue Quarters, som spillede et fem kvarter langt, stærkt sammensat sæt af West Coast- og Chicago blues og rhythm & blues.

Det betød både numre af bandet selv, så som den fine Chicago blues-komposition ”Dig your powers baby”, og velvalgte covers af for eksempel Rosco Gordon (en swingende ”That’s what you do to me”), Rollee McGill (”I’ll forgive you baby”), Magic Sam (hans signatursang ”All your love”), Karl Jenkins (”Aw baby”) og Don Gardner (”My baby likes to boogaloo”).

Med Magic Sam-sangen som vel nok den eneste egentlige bluesstandard styrede Big O & the Blue Quarters således uden om de mest fortærskede numre og holdt sig i stedet til et repertoire, der understregede deres egen band-identitet som et voldsomt underholdende, men også originalt og opfindsomt orkester.

Bedre og bedre

Oscar Martin Eriksen i front bliver en bedre og bedre sanger. Denne gang bemærkede man et element af soul i hans fraseringer, en lejlighedsvis let vibrato og en fylde, han ikke havde opnået ved tidligere lejligheder, hvor Bluesnews.dk har anmeldt bandet (senest her).

Hans udmærkede, Chicago-orienterede mundharpespil er fortsat mest af understøttende karakter – de egentlige soloforløb overlades hovedsageligt til guitaristerne – men Oscar Eriksen gjorde, hvad han skulle på dette punkt, og det fungerede.

Frontmanden har dog stadig en tendens til at holde øjnene lukkede, når han synger, og det skaber en utilsigtet distance til publikum. Nok var det alligevel svært at se tilhørerne derude i mørket, hvilket Oscar Eriksen selv kommenterede, men han skal passe på ikke at lukke os ude.

Kreativt solospil

Frederik Tygesen og Søren Schack skiftedes til at brillere med deres kreative solospil, og man må altså bare tage hatten af for disse to guitarister. Ikke bare fordi de er gode af deres alder, men fordi de simpelthen bare er latterligt dygtige – punktum. Søren Schacks glansnummer var ”All your love”, men konstant var hans spil af høj kvalitet, og også på ekstranummeret, slow bluesen ”You’re gonna need me” var han suveræn.

Tygesen tog over på samme nummer og leverede en brilliant solo, stående blandt publikumspladserne. Dem havde han på dette tidspunkt naturligvis allerede afleveret nogle stykker af, ikke mindst på den groovy, små-psykedeliske ”Voodoo”.

Big O & the Blue Quarters optrådte endnu en gang med den store spilleglæde, spontanitet og friskhed, der altid præger deres koncerter, og publikum i Kedelhuset kvitterede herfor med både dans, klapsalver og udbredt begejstring.

Tændt

Et band, der til gengæld har været kritiseret for manglende spontanitet, er Thorbjørn Risager & the Black Tornado. Dette velprøvede orkester har altid spillet med teknisk tæft og stor professionalisme, men i de seneste år har man stået med den fornemmelse, at havde man set én Tornado-koncert, havde man set dem alle.

Den forventning blev i høj grad gjort til skamme af et tændt, energisk og nærværende Thorbjørn Risager & the Black Tornado i Kedelhuset.

Der er da også sket noget i Tornadoens verden. Dels udgiver bandet det nye album Come on in den 31. januar, hvilket naturligt nok har skabt noget fornyelse i sætlisten, og dels er der kommet en ny mand ind i orkestret i form af guitaristen Joachim Svensmark. Han har erstattet Peter Skjerning, som forlod The Black Tornado i september sidste år (læs her).

I Silkeborg fornemmede man da også, at Joachim Svensmark ikke bare var et musikalsk frisk pust, men også at orkesterlederen virkelig nød at spille med og op imod ham.

Rockband

Joachim Svensmarks spillestil var til tider uortodoks, men også med en mere rock-præget lyd, end man har været vant til fra Thorbjørn Risager og co. Det ligger ganske godt i forlængelse af den udmelding, Risager kom med i forbindelse med det forrige albumudspil, Change my game (2017) (læs anmeldelse her), nemlig at de nu anser sig selv som et rockband.

Det kommende album indeholder da også adskillige numre, som ligger et pænt stykke fra bluesformen. Til gengæld fik Thorbjørn Risager & the Black Tornado også denne aften præsenteret flere nye numre, som på herlig vis indfangede forne tiders mere rå blues-energi.

Det gjaldt for eksempel titelnummeret ”Come on in”, en J.J. Cale-lignende, støvet boogie, som til kapelmesterens tydelige tilfredshed fik folk på dansegulvet. Vi havde savnet noget god blues fra Thorbjørn Risager, og det fik vi også med den virkelig fede ”Last train”, også fra Come on in. Martin Seidelins livlige, hårdtslående trommespil var med til give nummeret noget hill country blues-karakter, og Joachim Svensmark bidrog med twangy guitar-riffs.

Mere mariachi og mindre Blues Brothers

De øvrige Tornado-medlemmer var Peter W. Kehl på trompet, Hans Nybo på tenorsaxofon, Emil Balsgaard på keyboards og Søren Bøjgaard på bas. Thorbjørn Risagers eget bidrag var rytmeguitar og naturligvis den karakteristiske mørke, kraftfulde vokal.

Emil Balsgaard tiltrak sig positiv opmærksomhed med sit Thomas Koppel-lignende orgelspil på det nye nummer ”Two lovers” – præsenteret af Hans Nybo som ”en rigtig sjæler” – og så var han i sit es med boogie-woogie-klaver på den ligeledes nye ”Over the hill” og glansnummeret, den hæsblæsende ”The boogie woogie king”.

Også blæserne syntes at have fundet en ny, spontan energi. Som altid var Peter W. Kehl og Hans Nybo til med at give Tornado-lyden fylde, men deres spil var organisk og næsten råt – der var mere mariachi og mindre Blues Brothers, end vi har hørt længe. Og så var der skruet ned for de indøvede danserutiner.

Overvældende

Joachim Svensmark fik vist sit mangesidede talent med adskillige skarpe soloer, om end hans rockede tone indimellem kunne være overvældende. Stemningsskabende slide-arbejde demonstrerede Svensmark for eksempel på ”Two lovers”, men hans helt store stjerneøjeblik var den Led Zeppelin’ske ”Never givin’ in”. Her fik guitaren hele udtrækket med violinbue, bottleneck og ekko-pedal, og resultatet var vellykket og næsten prog-lignende.

Det var dog undtagelsen, der bekræftede reglen, for hovedindtrykket af koncerten var af jordnær, svedig bandmusik, som fik dansegulvet til at gynge. Og så kan det godt være, at Thorbjørn Risager gerne vil markedsføre sig som rocksanger og kurtisere det svære crossover-marked – blues var, hvad B’Sharp-publikummet ville have, og blues var i vid udstrækning, hvad de fik.

Thorbjørn Risager & the Black Tornado understregede dette med ekstranumrene ”Train” (fra Change my game) og Risagers seje, sumpede arrangement af Big Joe Williams’ ”Baby please don’t go”. Tornadoen var tilbage i storform.