Koncertanmeldelse: Blues Caravan, Dexter, Odense

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer

Det tyske pladeselskab Ruf Records’ koncertpakke Blues Caravan ruller i disse dage for femtende gang, og onsdag den 18. september klokken 20 kom karavanen til Musikhuset Dexter i Odense. Blues Caravan er Rufs showcase-turné, der altid præsenterer tre af selskabets kunstnere – ofte nyere og ikke så etablerede navne (læs mere om Blues Caravan her).

Ruf Records synes at have en forkærlighed for unge, kvindelige kunstnere, og årets Blues Caravan er da også en ren kvindetrio: Serbisk-amerikanske Katarina Pejak, finske Ina Forsman og amerikanske Ally Venable udgør Blues Caravan 2019.

”Superstar”

Lidt usædvanligt havde man i forbindelse med trioens optræden på Dexter valgt at fremhæve finnen og annoncere koncerten som ”Blues Caravan feat. Ina Forsman.”

På hvis initiativ dette skete, står hen i det uvisse, men også fra scenen blev forholdet understreget. Da bassisten Roger Inniss præsenterede de tre solister, var det således med de afsluttende ord: ”Our superstar: Ina Forsman!”

Det skulle da også retfærdigvis vise sig, at Ina Forsman, for så vidt angik både stemme og star quality, simpelthen overstrålede sine to med-solister.

Det kunne man opleve allerede på det indledende nummer, som var en trio-performance af ”They say I’m different” – en sang, der formodentlig er skrevet til lejligheden, og som citerede og name-check’ede en række af sangerindernes forbilleder: Muddy Waters, Nina Simone, Stevie Ray Vaughan, Aretha Franklin, Ray Charles, Jimi Hendrix m.fl.

Herefter var solisterne tildelt en sektion af koncerten hver, om end de hyppigt gæstede hinandens sæt. Endvidere indgik Ally Venable, som bandets eneste guitarist, i husorkestret, der i øvrigt bestod af Blues Caravan-veteranen Roger Inniss på seks-strenget elbas og Elijah Owings på trommer.

Singer/songwriter-blues

Katarina Pejak lagde ud med sin singer/songwriter-blues, som hun selv ganske rammende kaldte det. Pejaks instrumenter er keyboard og piano, og hun lagde ikke skjul på sin begejstring for, at Dexter stillede et flygel til rådighed. Dét betjente hun med imponerende teknik og stor elegance, lige som hun viste sig særdeles habil, når hun skiftede til keyboard.

Første sang fra Katarina Pejaks hånd, den tango-influerede ”She’s coming after you”, blev dog leveret fra flyglet, og der var en skøn lyd i hendes jazzede tangentspil. Det stod godt til Katarina Pejaks luftige og røgfulde vokal, der mindede ikke så lidt om Norah Jones.

Pejak har udgivet tre album i Serbien, men samtlige numre i hendes sæt stammede fra Ruf-debuten Roads that cross (2019). Det gjaldt således også den lidt mere rockede ”Chasing summer”, hvor Katarina Pejak med et smil advarede om, at hun godt kunne komme til at lave nogle Mick-Jagger-på-alderdomshjem-dansebevægelser! Der var da også elementer af Rolling Stones i sangen, forstærket af Ally Venables let forvrængede guitar-riffs.

Højdepunkt

Den fine soul-ballade ”Old pain” blev fremført med keyboard-spil og meget fin vokal af Katarina Pejak, inden hun rykkede tilbage til flyglet og spillede koncertens første egentlige bluesnummer, Janis Joplins ”Turtle blues”. Det blev et af koncertens højdepunkter; en klaver/vokal-intro ledte over i stærkt, old-school bluesspil af hele bandet, inklusiv en guitarsolo med fuldfed tone af Ally Venable og en herlig blues-jazzet pianosolo af Pejak selv.

I det store hele viste Katarina Pejak sig som et charmerende bekendtskab, der nok ganske ofte bevægede sig i buer uden om den traditionelle blues, men som ikke desto mindre havde et ganske stærkt og originalt bluesudtryk, når det gjaldt. En smuk, om end ofte underspillet sangstemme kunne hun også mønstre, og hendes klaverspil var ren nydelse.

Katarina Pejaks sidste nummer var en slags hyldest til The Allman Brothers Band, og mon ikke titlen ”Moonlight rider” er en slet skjult hilsen til Allman-brødrenes ”Midnight rider”? Sangen var et rock-nummer, som desværre udstillede Pejaks stemmemæssige begrænsninger. Hendes æteriske vokal havde simpelthen svært ved at trænge igennem især Elijah Owings’ hårdslående trommespil.

Rudimentært

Owings, der til daglig er en del af Ally Venables band, spillede i det hele taget noget rudimentært aftenen igennem. Måske var det dén opgave, han var blevet stillet – han skulle trods alt backe tre ret forskellige solister – men man savnede indimellem lidt flere nuancer i hans spil.

I kontrast hertil stod Roger Inniss. Også han kendte bestemt sin besøgelsestid og vidste, at det ikke var ham, der var stjernen, men han forstod med sit spil at understøtte numrenes varierende væsen, hvad enten der var tale om jazzede ballader eller tung bluesrock.

Bluesrock var der masser af i texanske Ally Venables sæt. Den blot 20-årige guitarist lægger ikke skjul på, at hendes største inspirationskilde er Stevie Ray Vaughan, og lige som den indflydelsesrige guitargud (som døde, næsten ti år før Venable blev født) spiller Ally Venable gerne både hårdslående Texas boogie og mere sofistikerede instrumentalnumre.

Niveauer til forskel

Der dog stadig adskillige niveauer til forskel på Vaughan og Venable. Hvor Stevie Ray Vaughan var en mester i at spille selv de mest basale bluesnumre med virtuositet og stor sjælfuldhed, kom Ally Venables performance lidt for ofte til at fremstå lidt gumpetung.

”Texas honey”, titelnummeret fra hendes første album på Ruf Records (2019), var et godt eksempel herpå. Lidt bedre gik det med den efterfølgende ”Broken”, ligeledes fra Texas honey-albummet. Det var endnu tungere bluesrock end forløberen, men nummeret blev løftet af nogle gode tromme-fills (ret skal være ret!) og ikke mindst de stemningsfulde orgelflader spillet af den gæstende Katarina Pejak.

Ally Venable var bedst, når hun spillede slide som på ”Devils son” (sic) fra 2019-udgivelsen Puppet show. Venables bottleneck-teknik på denne tunge Texas boogie gav mindelser om salig Johnny Winter, og dét må siges at være rosende ord.

Bessie Smith

Katarina Pejak vendte tilbage til scenen og spillede flygel bag Ally Venable på Bessie Smith-standarden ”Back-water blues”. Den begyndte som en duo-performance med vokal, guitar og flygel, inden rytmesektionen satte i og atter rykkede lyden i retning af Texas blues. Pejak spillede en pragtfuld boogie-solo, og der var herligt samspil mellem klaver og guitar.

Som så mange unge bluessangere havde Ally Venable tendens til at råbe bluesteksterne, hvilket fik hende til at lyde let skinger. Det var en skam, for af og til demonstrerede hun faktisk nogle klædelige finesser i sin vokal – et subtilt knæk her, en elegant klang dér – og hendes pitch var i orden. Mere erfaring vil sandsynligvis bringe disse kvaliteter længere frem, end det er tilfældet lige nu hos den kun to årtier gamle sangerinde.

Mere tid skal Ally Venable også have til at udvikle sit guitararbejde. Hun gjorde, hvad hun skulle på instrumentet, men man følte sig ikke fristet til at udråbe hende til det store, nye guitarhåb.

Der var bestemt gode takter at spore, ikke mindst på hendes afsluttende instrumentalnummer, hvor hun stilmæssigt lod til at have lyttet ikke blot til Stevie Ray Vaughan, men også Jeff Beck og John McLaughlin.

Der er dog stadig et stykke vej, inden de gode intentioner for alvor lader sig afspejle i den tekniske fremførelse.

Diva

Efter et kvarters pause var det tid til at få ”superstjernen” Ina Forsman på scenen igen. Ina Forsman er en diva – hvor både Katarina Pejak og Ally Venable virkede ydmyge og afvæbnende, fremstod Ina Forsman usvigeligt selvsikker i både sin fremtoning og sin måde at kommunikere med publikum på.

Men Ina Forsman har altså også noget at have selvsikkerheden i; hun er ganske enkelt en formidabel vokalist og en karismatisk performer. Også hun tog sit repertoire fra sin seneste udgivelse, i Forsmans tilfælde den genremæssigt alsidige Been meaning to tell you (2019). Første nummer var hendes indie-soul-ballade ”Figure”, der straks demonstrerede fylden i hendes vokal og en ærefrygtindgydende stemmekontrol.

Den glade, små-jazzede soul-sang ”All good” – en fætter til Curtis Mayfields ”Let’s do it again” – fulgte, og både dén og ”Genius” havde elementer af funk. Sidstnævnte blev desuden spiddet af en rocket guitarsolo fra Ally Venable og krydret med tamburinspil af Forsman selv.

Katarina Pejak sluttede sig til løjerne på ”Miss Mistreated” med lækkert orgel-akkompagnement, og her var der også fine guitar-detaljer og en god solo af Venable.

Spaghetti-western

Med alle solister på scenen var det nu tid til det afsluttende fælles-sæt, som begyndte med Sonny & Chers ”Bang bang (My baby shot me down)”. Blues Caravans udgave skyldte dog mere til Nancy Sinatras Lee Hazlewood-producerede ”spaghetti-western”-version.

Så var der mere egentlig blues over Bonnie Raitts ”Love like a man”, som meget naturligt blev endnu en velkommen mulighed for at høre Ally Venables slide-spil. De tre sangerinder delte versene imellem sig, og Katarina Pejaks solo på flyglet var lige så høj klasse som Ina Forsmans Susan Tedeschi-lignende sangforedrag. Et opfindsomt break med Raelettes-agtig korsang var med til at gøre dette til et af koncertens mest vellykkede numre.

Trioens arrangement af Merle Travis’ ”Sixteen tons” var dog også særdeles velfungerende. Gode vokalpræstationer fra alle tre løftede nummeret, og så blev det afsluttet meget effektiv med, at Pejak, Venable og Forsman sang trestemmig kanon og understregede tekstens budskab om den uendelige arbejdssløjfe, der aldrig kan bryde stavnsbindingen til plantagen og the company store.

Ekstranummer

Aftenens ekstranummer blev Stevie Ray Vaughans ”The house is rockin’”. Nummeret startede i adstadigt tempo, men skiftede så til sin velkendte, heftige boogie-blues-natur. Fine vokalharmonier prægede sangen, og en call-and-response-sektion sørgede for at inddrage publikum på Dexter i løjerne.

Klokken cirka 22.20 var det forbi, og hvis den helt store musikalske oplevelse udeblev, kunne Bluesnews.dk i hvert fald konstatere, at vi var blevet rigtig godt underholdt i det par timer, vi havde tilbragt i selskab med Blues Caravan 2019.