Koncertanmeldelse: Blues Heaven, Arena Nord, Frederikshavn

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen (hvor ikke andet er nævnt)

”A heavenly mix of blues & soul” lovede reklameteksten til Danmarks største bluesfestival, Blues Heaven i Frederikshavn. Og sloganet lovede ikke for meget, for vanen tro havde festivalarrangør Peter Astrup samlet en imponerende flok af internationale topnavne i Arena Nord, hvor Blues Heaven løb af stablen den 11.-12. november.

Blues Heaven har netop en forkærlighed for den mere soulprægede ende af bluesspektret, og gudskelov for dét. Det har nemlig tidligere givet os uforglemmelige oplevelser med for eksempel Wee Willie Walker, Don Bryant, Tad Robinson og Nora Jean Wallace, som vi ellers næppe havde fået.

Med navne som Billy Price, Robert Finley og gengangeren Sugaray Rayford på plakaten var der da også masser af kræs for soulganen denne gang. Tilmed stillede Blues Heaven som i de seneste år messingtrioen The Bender Brass – Jimmy Carpenter på tenorsaxofon, Doug Woolverton på trompet og Mark Earley på baritonsaxofon – til rådighed for alle optrædende kunstnere, der måtte ønske det. Og det betød oftest en understregning af musikkens mest soulede sider.

Men som det også er tradition, favnede dette års Blues Heaven bredt med akustisk delta blues, Chicago blues, New Orleans blues, West Coast blues, Piedmont blues og bluesrock med mere.

Intimkoncerter

Festivalen ligger i den anden weekend i november, men det er blevet fast tradition, at den tyvstartes med intime ”juke joint”-koncerter allerede om torsdagen. Som noget nyt var disse i år henlagt til Maskinhallen, som kunne byde på mere rummelige rammer end den lille Freddy’s Bar, der ellers hidtil har været hjem for Blues Heaven-kunstnernes intimkoncerter.

Det betød et farvel til tætpakkede og sveddryppende lokaler, hvor musikerne på scenen stod inden for armslængde fra de nærmeste publikummer. Men det betød også væsentlig bedre lydforhold og en smule albuerum til både bands og tilhørere.

Freddy’s Bar stod dog ikke helt udenfor, men bød på Blues Heaven-musik lørdag eftermiddag. Og samlet set var juke joint-koncerterne en velkommen bonus. Festivalprogrammet i Arena Nord var nemlig så tætpakket, at det var fysisk umuligt at få alle koncerterne med. Inddrog man koncerterne i Maskinhallen og/eller Freddy’s Bar i sin planlægning, var der således mulighed for at komme til at høre flere navne.

Første mand

Torsdag aften var det altså spillestedet Maskinhallen i Skolegade, der var omdrejningspunkt for de første koncerter i Blues Heaven-regi. Og første mand på scenen var den amerikanske guitarist og sanger Roy Rogers.

Han viste sig hurtigt at være et særdeles sympatisk bekendtskab med et roligt gemyt, en behagelig sangstemme og et aldeles forrygende tag på en halvakustisk guitar og en bottleneck-slide. Det kom til udtryk i et sæt, der var præget af delta blues, men som også indeholdt afstikkere til boogie – Roy Rogers spillede i mange år sammen med John Lee Hooker – og folk’ede protestsange.

Roy Rogers er især en formidabel fortolker af Robert Johnson, som han hele tiden vendte tilbage til. ”You can’t stay away from Robert Johnson too long,” gentog Rogers da også flere gange, og fra Johnson-kataloget fik vi både ”Stones in my passway”, ”Kind hearted woman blues”, Terraplane blues” og ”Walkin’ blues”.

Det var deciderede opvisninger i intens og smukt syngende slide, og det var dybt fascinerende at betragte Roy Rogers’ venstrehånd bevæge sig på gribebrættet. Oftest foregik det på en halvakustisk Martin-guitar, men på et par numre fik Roy Rogers også brugt en lille rejsevenlig elektrisk model. Det gjaldt for eksempel for hans egen ”Shakin’ hands with the devil”, indspillet på 1996-albummet Rhythm & groove.

Rogers’ indædte slide-stil stod i interessant kontrast til hans lyse stemme og den mere Piedmont-agtige sensibilitet i hans sangforedrag. Det fungerede rigtig godt, og hans engagerede optræden og mange gode anekdoter og fine sangintroduktioner gjorde Roy Rogers-koncerten på Maskinhallen til et tidligt festivalhøjdepunkt.

Inspirationen fra B.B. King

Californisk-fødte Chris Cain bærer inspirationen fra B.B. King uden på tøjet, og det fik man syn for sagn om, da han var torsdagens anden optrædende i Maskinhallen. Ikke bare var Cain en mester i at eftergøre blueskongens karakteristiske guitarlyd, også Chris Cains stemme og fraseringer og sågar helt ned til hans mimik og gestik bar tydeligt præg af, at han har studeret B.B. King indgående.

Det var Chris Cain da også selv helt klar i mælet om, og Kings ”You know I love you” blev fremført som en eksplicit hyldest.

Hvor Roy Rogers havde spillet alene, optrådte Chris Cain med sit band: Greg Rahn (keyboards), Sky Garcia (trommer) og Cody Wright (bas). Rahn tog sin del af soloerne og gjorde det habilt, men egentlig var det Cody Wright, man lagde mest mærke til. Den hueklædte bassist lignede til tider en lad teenager, der ikke gad at være der, men hans basspil var livligt og funky og understøttede de soulede elementer i Chris Cains numre.

Selv demonstrerede Chris Cain med et ubesværet flow, en klar og lækker tone og smagfuld timing, hvorfor den 66-årige guitarist efter nogle år ude af det store spotlys er tilbage under stor bevågenhed og atter er genstand for prisnomineringer.

Som konferencier Paul Benjamin bemærkede, opnår Chris Cain desuden sine resultater uden brug af pedaler, og det illustrerer både hans alsidighed og hans fine touch.

Og selv om det var B.B. Kings Memphis blues og -R&B, der var udgangspunktet, kom Chris Cain og hans band også omkring souljazz, rock-blues og funk.

Chris Cain fik sågar spillet klaver, nemlig på sin Ray Charles-inspirerede ”Sitting here wondering” fra det selvbetitlede comeback-album fra 2017. Dét kunne Chris Cain såmænd også, om end hans tangentspil var lidt mere hårdhændet og savnede den elegance, der kendetegnede hans strengeleg. Til gengæld supplerede Greg Rahn med en fremragende orgelsolo.

Topmusikere

Albert King blev hyldet med en sprudlende ”You’re gonna need me”, inden Chris Cain kunne byde velkommen til blæsersektionen The Bender Brass. Og igen i år måtte man bare tage hatten af for disse tre topmusikere, som på forbløffende vis øjensynligt er i stand til at glide sømløst ind i enhver konstellation.

Blæserfylden matchede Chris Cains stil godt – den bigband-inspirerede B.B. King optrådte også helst med blæsere – og det blev til gode versioner af B.B. Kings ”You upset me baby” og Albert King-signatursangen ”Born under a bad sign”. Så sluttede Roy Rogers sig til løjerne, og også sangeren og mundharpemanden Alabama Mike kom på scenen for at lede bandet igennem den morsomme ”Rub-a-dub”.

Undervejs skiftede Chris Cain fra guitar til klaver, og alle morede sig tydeligvis kosteligt. Var man bekymret for, om Roy Rogers’ halvakustiske guitar kunne trænge igennem det store opbud af instrumenter, blev denne bekymring gjort til skamme, for Rogers fik igen med en skøn solo demonstreret, hvor imponerende megen lyd han kan få ud af strenge og bottleneck. Rogers blev på scenen til Howlin’ Wolfs ”Who’s been talking”, der også bød på fine soloer fra alle tre blæsere.

Aftenen blev rundet af med en koncis, men dundrende version af Chris Cains ”Drinking straight tequila” (fra hans 1997-album Unscheduled flight), og dermed var et højt niveau lagt for Blues Heaven 2022.

Humørfyldt

Fredagens program startede også i Maskinhallen, hvor det denne gang var Carolyn Wonderland samt Kai Strauss & the Electric Blues All Stars, der stod på programmet. Torsdagens koncerter var begyndt klokken godt 20, men fredag startede man allerede klokken 13, så koncerterne kunne afvikles, inden den egentlige festival begyndte klokken 18 i Arena Nord.

Det var sandsynligvis også medvirkende til, at fremmødet ikke var så talstærkt som dagen før. Men de, der var til stede, blev vidner til en fin koncert med en humørfyldt Carolyn Wonderland og hendes band, der bestod af Shelley King på akustisk guitar og vokal, Naj Conklin på bas og Giovanni Carnuccio på trommer. Selv optrådte Carolyn Wonderland ud over sang på elektrisk leadguitar og lapsteel.

Carolyn Wonderland stammer fra Texas – hvilket man også hører på hendes drævende sydstatsaccent – og hun spiller Texas blues med alt, hvad det indebærer af påvirkning fra gospel, country og boogie med mere. Bortset måske fra Louisiana er Texas den musikalsk mest alsidige amerikanske stat, og de lokale musikere har altid sat en ære i at blande kortene grundigt.

Wonderland var ikke mindst stærk i gospel blues-numrene, og hun åbnede netop ballet med Blind Willie Johnsons ”Nobody’s fault but mine”. Allerede fra første strofe væltede hun publikum bagover med sin powervokal – a cappella – og benovelsen blev ikke mindre, efterhånden som guitarakkompagnementet satte ind, og Carolyn Wonderland satte trumf på med en eksplosiv guitarsolo.

Også fra Blind Willie Johnson-repertoiret kom ”Can’t nobody hide from God”. Her spillede Carolyn Wonderland lapsteel, og det lød virkelig fedt hen over Giovanni Carnuccios dunkende trommebeat. Lapsteel-guitaren blev også brugt på Wonderlands egen ”Fragile peace and certain war” (åbningsnummeret på hendes 2021-album Tempting fate), og her var der slide-spil af Robert Randolph’ske dimensioner – forrygende!

Country-påvirkning

Country-påvirkningen kom til udtryk på Billy Joe Shavers ”Honey bee”, med bouncy basspil af Naj Conklin, samt på den selvbiografiske komposition ”Texas girl and her boots”. Mere bluesrocket var den aggressive ”Broken hearted blues”.

Carolyn Wonderland imponerede med sit guitarspil, der, når hun ikke spillede slide, havde reminiscenser af Jimmie Vaughan i det hårde, plukkende anslag. Også vokalt var Wonderland meget stærk og demonstrerede en flot kontrol, men hun fik kamp til stregen af Shelley King, hvis tilstedeværelse i bandet var en regulær bonus. King er nemlig også en erfaren solokunstner, og hun ledte bandet igennem et par gospel-orienterede numre, ”Building a fire” og ”Welcome home” – begge skrevet af Shelley King selv.

The Bender Brass kom på banen til de sidste tre numre. Det var først den meget tilpas sumpede ”Swamp”, inden ”Two trains” (oprindelig ”Still a fool” af Muddy Waters) blev serveret i en tungt rockende voodoo-boogie-version med parløb mellem Carolyn Wonderlands guitar og Jimmy Carpenters saxofon – til Wonderlands synlige begejstring.

Der blev sluttet af med Freddie Kings ”Palace of the king”, hvor Carolyn Wonderlands stemme godt nok druknede i den voldsomme lyd af band og blæsere, men hvor man ikke desto mindre måtte frydes ved The Bender Brass’ snart højtsvævende, snart styrtdykkende toner.

Fyldig bandlyd

Efter en ganske kort pause var tyske Kai Strauss klar med sine Electric Blues All Stars, som var Alex Lex på trommer, Kevin DuVernay på bas, Thomas Feldmann på saxofon og den nyeste mand Paul Jobson på keyboards. De præsterede en meget fyldig bandlyd, som satte Kai Strauss’ guitartoner godt i scene.

Strauss er en fremragende guitarist, og hans stærke melodiske sans og knivskarpe tone gjorde hans soloer til en frydefuld oplevelse. Vokalt var han ingen Chris Cain – og den tyske accent kunne han ikke løbe fra – men Kai Strauss fremviste ikke desto mindre en ganske kraftfuld stemme med en klædelig brug af vibrato.

Kai Strauss’ primære virkeområde er Texas blues, og der blev sendt en hyldest af sted til et af statens store bluesguitar-ikoner, Johnny Copeland, mens den funky ”Guest in the house of the blues” namecheck’ede en lang række af Strauss’ forbilleder.

Dette var et af Kai Strauss’ egne numre, og det var da også først og fremmest dem, der udgjorde sætlisten.

Blandt andet fik vi de to første singler fra det kommende album Night shift, en tordnende ”Storming in Chicago” og ”Stand strong together” – sidstnævnte skrevet sammen med Alabama-bluesmanden Tommie Harris.

Soul-undertone

En personlig vinkel kom der på med den bevægende ”Put that bottle down”, der gav mindelser om Robert Cray. Også ”Hard life” var en soulet slow blues, og i det hele taget var der en gennemgående soul-undertone i arrangementerne. De virkede svulstige og stort opsatte og gav masser af punch til Kai Strauss’ sange.

Det betød imidlertid også, at der bredte sig en uvelkommen følelse af genkendelighed. Det var, som alle fremførelserne var bygget op over samme skabelon, hvor bandet hele tiden med brask og bram byggede op til endnu en guitarsolo, og endnu én … Og selv om Kai Strauss spillede med ufravigelig klasse, begyndte den konstante glasklare Albert Collins-tone – og det meget høje lydniveau – at tære på tålmodigheden.

Otte-ti numre inde i sætte begyndte publikum at sive, og da Thomas Feldmann til det ellevte nummer, ”I ain’t bying it” (fra 2017-albummet Getting personal), skiftede fra saxofon til mundharpe, måtte man spørge sig selv, hvorfor han dog ikke havde gjort det noget før. Dette enkle greb gjorde nemlig, at udtrykket helt skiftede karakter til en mere Chicago-orienteret lyd. Der var bestemt intet i vejen med Feldmanns indsats på saxofonen, men man havde savnet afvekslingen.

Og derfor blev Kai Strauss & the Electric Blues All Stars’ koncert altså bare lidt lang, også selv om den blev rundet af med en velfungerende Buddy Guy-hyldest i form af Willie Dixons ”Let me love you baby”. Her kogte Paul Dobsons orgel, og Kai Strauss fandt sine bedste cirkustricks frem og spillede med guitaren bag ryggen.

Mere jazzet

Herefter gik turen til Arena Nord, hvor den egentlige festival endelig kunne begynde. Chris Cain var første navn på programmet, og hertil skal ikke knyttes mange ord, da han spillede en koncert, som i det store hele lignede gårsdagens optræden i Maskinhallen.

Dog bør det nævnes, at Cody Wrights bas var mikset væsentligt højere her på Arena Stage, som Chris Cain denne gang var blevet forfremmet til (i 2019 spillede han på den mindre Blues Hall-scene, læs her). Om dét var medvirkende til bandets lidt mere jazzede udtryk denne dag, skal være usagt, men i hvert fald var der næsten progressive takter i ”Down at Dinos” og ikke mindst i ”Steppin’ on a highwire”, som ikke var blevet spillet i Maskinhallen. Her blev der også plads til en udstrakt solo fra Cody Wrights side.

The Bender Brass kom heller ikke i spil ved denne ugens anden Chris Cain-koncert. De var til gengæld på plads, da festen kort efter fortsatte på den anden side af gangen i Blues Hall.

Chicago-institution

Her var det nemlig blevet Chicago-institutionen Mike Wheelers tur, og han supplerede hele koncerten igennem sit band med blæsersektionen. Det var et europæisk tourband, han havde med sig, bestående af Benoit Ribiere på tangenter, Antoine Escalier på bas og Pascal Dalmes på trommer.

Messingblæserne klædte Mike Wheelers musik godt. Der var tale om såre sympatisk, soul- og funk-påvirket urban blues, glimrende spillet af et band, hvor ingen dog rigtig udmærkede sig. Det gjaldt også for kapelmesteren, som led under, at det tog fire-fem numre at få lyde i salen afbalanceret, så hans vokal kunne trænge igennem.

Så åbenbarede sig til gengæld også en behagelig stemme med en varm glød. At den besad en vis slagkraft, fik Mike Wheeler straks demonstreret ved at synge fra scenekanten uden mikrofon.

Det spektakulære

En hvirvlende guitarsolo på ”You’re doing wrong” viste, at Mike Wheeler også instrumentalt havde noget at byde ind med. Det ændrede dog ikke på indtrykket af en koncert, hvor stemningen var rigtig god både på og foran scenen, men hvor musikken bare aldrig løftede sig til det spektakulære.

Men man blev glad i låget, ikke mindst af ”Serves me right to suffer”, der blev præsenteret som en hyldest til Mike Wheelers mentor Jimmy Johnson, der døde tidligere på året. Det lyder måske ikke så muntert, men Wheeler priste Johnson for at være aktivt optrædende helt frem til sin død som 93-årig, og sangen blev leveret i et dansende funky arrangement.

Før man fik set sig om, var Mike Wheelers 75 minutter gået, og selv om det altså aldrig løftede sig helt derop, hvor man kunne have ønsket det, siger det en del om hans og bandets kvaliteter, at tiden fløj af sted.

Stampede festen i gang

Tid kunne man godt have brugt noget mere af, for som nævnt ovenfor var festivalprogrammet lagt således, at koncerterne på den lille Blues Cafe-scene lappede ind over de større koncerter på Arena Stage og i Blues Hall. Bluesnews.dk måtte derfor springe Roy Rogers’ optræden i Blues Cafe over og i stedet bevæge sig direkte til Arena Stage, hvor Sugaray Rayford var ved at være klar.

Han blev kaldt på scenen af sin keyboardspiller og smalltalk-sparringspartner koncerten igennem, Drake Shining. I bandet fandt man også bassisten Allen Markel, guitaristen Danny Avila, trommeslager Ramon Michel og blæserfolkene Derrick ”DJ” Martin på saxofon og Julian ”JuJu” Davis på trompet.

Den to meter høje Sugaray Rayford er lidt af en naturkraft og stampede nærmest festen i gang til lyden af Bill Withers’ ”Who is he (and what is he to you)?” Hans scene-presence var formidabel, som han dansede, twistede og twerkede sig igennem det ultra-funky åbningsnummer, hvor der blev tæsket i trommerne, og Danny Avila sendte en guitar-hvirvelstorm af sted.

Sugaray Rayford havde et fantastisk tag i publikum, og festen fortsatte med ”Big legs, short skirts” i galopperende tempo. ”I’d kill for you, honey” (fra 2019-abummet Somebody save me) var mere rock-påvirket og bød på en wah-wah-solo fra Avila, noget usædvanligt spillet på dobro, mens ”I don’t regret a mile” havde smooth, soul-jazzede elementer.

Tyvstarter

Angiveligt bruger Sugaray Rayford ikke sætlister, men improviserer sig frem. Hvor meget der rent faktisk var planlagt, var svært at sige, da han efter en række tyvstarter på blandt andet ”Blind alley”, The Commodores’ ”Brick house” og ”Born under a bad sign” endelig lagde sig fast på Little Willie Johns ”All around the world” (også kendt som ”Grits ain’t groceries” med blandt andre Little Milton). Men det var en fed version, leveret i højt tempo.

Så kom turen til Drake Shinings glansnummer, som var Pink Floyd-klassikeren ”Comfortably numb” (præsenteret som ”en gammel spiritual”!). Umiddelbart virkede den malplaceret i Sugaray Rayfords soul- og bluesshow, men det er fast og effektivt indslag, som tager kegler hos publikum. Drake Shining sang den fint, og alle i salen sang med – inklusive Rayford – lige som Danny Avila fik sit rockstjerneøjeblik i guitarsoloen, om end han altså har et stykke vej op til David Gilmour!

Skulle man klandre Sugaray Rayford for noget, skulle det være, at han måske prøver at være en lidt for vidtfavnende entertainer. Men han fandt ind til essensen i sin blues og bluesy soul igen med den Texas-orienterede ”Stoop down” og titelnummeret fra dette års In too deep.

Under alle omstændigheder må man bare tage hatten af for hans ukuelige energi og kæmpestore sangstemme. Og han sendte publikum af sted med en a cappella-fremførelse af ”What a wonderful world”, som stadig klingede, mens Bluesnews.dk’s udsendte bevægede sig tilbage til Blues Hall.

New England-området

Vi tillod os nemlig at springe Esben Justs optræden i Blues Cafe over, om end vi på afstand kunne konstatere, at han var godt i gang med at aktivere publikum til at tage del i hans musikalske New Orleans-fejring. Esben Just var eneste danske navn på Blues Heaven-plakaten, men da Bluesnews.dk har skrevet om ham mange gange tidligere (se her), og helt sikkert vil gøre det igen, prioriterede vi i stedet Anthony Geraci and the Boston Blues All-Stars.

Anthony Geraci var på klaver, orgel og vokal, guitaristen var Barrett Anderson, Paul Loranger spillede el- og kontrabas, og Kurt Kalker betjente trommerne. Hertil kom The Bender Brass samt ikke mindst, et par numre inde i sættet, sangeren Billy Price.

De bød på svært swingende blues, som den er så typisk for New England-området – elegant og urban med kraftige elementer af jump, boogie-woogie og rock & roll. Glat uden at være kedelig, disciplineret uden at være fastlåst.

Første nummer var den instrumentale ”In the quicksand, again”, inden Anthony Geraci selv sang for på boogie-woogie-nummeret ”Hand you your walking shoes”. Geraci er en herlig pianist, men sanger er han ikke, og så meget desto mere kunne man glæde sig over Billy Prices entre.

Price er nemlig til gengæld en aldeles pragtfuld vokalist. Modsat mange andre soul blues-sangere har han egentlig ikke en voldsomt kraftfuld stemme, men han besidder en varme og intimitet i sit sangforedrag, som er de færreste beskåret. Han inviterer lytteren indenfor, som en anden tilhører bemærkede til Bluesnews.dk.

Selvfølgelighed

Billy Price indtog også scenen med en afslappet selvfølgelighed, og han storsmilede, mens han billedligt talt tog publikum i hånden og førte os igennem ”It ain’t a juke joint without the blues”. Den havde et lækkert late-night swing, og Jimmy Carpenters saxofonsolo understregede blot, hvorledes The Bender Brass passede som hånd i handske til Anthony Geraci and the Boston Blues All-Stars’ lyd.

Også Doug Woolverton bød ind med adskillige skønne soloer, blandt andet på Tyrone Davis-medleyet ”Can I change my mind”/”Is it something that you’ve got”.

The Boston Blues All-Stars akkompagnerede på stilig vis. Guitaristen Barrett Anderson (der også selv er bandleder og desuden har spillet med blandt andre Pinetop Perkins, Ronnie Earl og Monster Mike Welch) havde en aggressiv gestik, men spillede egentlig afdæmpet i det velafstemte band, hvor der også var godt liv i Paul Loranger, når han kastede rundt med kontrabassen i bedste rock & roll-stil.

Også Billy Price var meget levende på scenen – aldrig manisk, men swingende og bevægelig. Anthony Geraci sang endnu et nummer, ”Tutti frutti booty”, men han var nu bedst som akkompagnatør og spillede for eksempel en glimrende bluesklaversolo på den New Orleans-smagende R&B-sjæler ”The blues called my name”. Både dén og ”That old pine box” blev på Geracis aktuelle album Blues called my name sunget af Sugar Ray Norcia, men Billy Price havde ingen problemer med at gøre dem til sine, og i det hele taget gik han, Anthony Geraci and the Boston Blues All-Stars og The Bender Brass op i en højere enhed og gav en fornem koncert.

Fransk

Carolyn Wonderland, der skulle afslutte fredagen på Arena Stage, havde Bluesnews.dk jo allerede set tidligere på dagen, så vi valgte i stedet at styre mod Blues Cafe-scenen, hvor det var blevet Alabama Mikes tur.

Alabama Mike stillede med et fransk backingband: Max Genouel på guitar og Fabrice Bessouat på trommer, begge fra bandet Lowland Brothers, samt Damien Cornélis på keyboard. Bassisten Julien Dubois havde brækket benet, så Alabama Mike & co. måtte klare sig uden bas, som bedst de kunne.

Og man kunne godt mærke, at bassens forankring af musikken manglede i et sæt, hvor det hele lød lidt råt. Det matchede sådan set Alabama Mikes ret rudimentære mundharpespil, og det var naturligvis heller ikke uden en vis charme. Man fik følelsen af et band, der lige var væltet ind fra gaden og stille og roligt spillede sig varme med noget traditionel blues, og det gav koncerten en umiddelbar energi, som det var svært ikke at nyde.

Det hjalp også, at Alabama Mike var en underholdende frontmand med en skæv og afvæbnende humor. Han virkede også vellidt blandt festivalens øvrige musikere, hvoraf en del, blandt andre Billy Price, Sugaray Rayford og Esben Just, var at finde blandt publikum. I det hele taget var det velgørende at se, at Blues Heaven-musikerne ofte benyttede lejligheden til at høre hinanden spille – der var ingen, der havde travlt med at komme ud ad døren.

Begyndte at rykke

Alabama Mike lagde ud med ”Naggin” (alias ”Frustrate my life”), og allerede med efterfølgeren ”Black Cadillac” begyndte bandet for alvor at rykke. Det var en swingende Chicago blues, og de holdt sig i Chicago-stilen med en prunkløs udgave af Jimmy Rogers’ ”Angel blues”.

Alabama Mike er dog også en glimrende soulsanger, og det demonstrerede han blandt andet med balladen ”Rock me in your arms” og ikke mindst med ”Can’t stay here long”, hvor han testede den øvre grænse for sit register og virkelig kanaliserede Sam Cooke.

Jimmy Carpenter gæstede på tenorsaxofon på en herlig ”Mississippi”, og det gjorde han godt – naturligvis, fristes man til at sige.

Her var der også fællessang med publikum, og Max Genouel rullede sig ud på en Jimmie Vaughan’sk guitarsolo.

Som nævnt strømmede der musikere til fra dagens andre bands, og når nøden er størst, er hjælpen nærmest: Efter otte numre uden bas forbarmede Mike Wheelers bassist Antoine Escalier sig, spændte remmen og sluttede sin elbas til forstærkeren. Det gav straks noget mere fylde til ”SSI blues”, og det lød faktisk ret fedt.

Antoine Escalier blev belønnet med en solo, og han blev på scenen til resten af Alabama Mikes sæt, der blandt andet inkluderede den listige ”Eddie Lee”. Der blev sluttet af med mere fællessang, og Alabama Mike kunne sende fredagens publikum hjem i højt humør.

Fuld plade

Lørdag var der fuld plade, hvad angik Blues Heaven-koncerter. På Freddy’s Bar fortsatte Alabama Mike klokken 12, hvor han havde sluppet dagen før, og efterfølgende spillede Jose Ramirez samme sted. Bluesnews.dk lagde dog i stedet vejen forbi Maskinhallen igen, for her bød dagens første koncert på en stjerne-lineup med R.J. Mischo feat. Alex Schultz & Franck Goldwasser.

Det var tre af West Coast bluesens tunge drenge, som blev bakket op af trommeslageren Mikko Peltola og bassisten Jaska Prepula, begge fra den finske Tomi Leino Trio.

R.J. Mischo sang og spillede mundharpe, Alex Schultz var på guitar, og Franck Goldwasser – tidligere også kendt som Paris Slim – var på vokal og guitar.

Og det var virkelig en fornøjelse at se disse tre amerikanere, som har kendt hinanden gennem mange år, men som længe ikke har haft lejlighed til at optræde sammen. Det var de helt store smil, der var fremme, og Alex Schultz gjorde meget ud af at understrege, hvor meget de nød det.

Sådan virkede det også, og det smittede af på publikumsoplevelsen – det er altid sjovere at se og høre musikere, som er glade for at spille med hinanden!

Demokratisk

De to guitarister supplerede hinanden godt; Goldwasser med en rå, metallisk tone – der i øvrigt matchede hans grusede vokal – og Schultz med det melodiske, smukt flydende spil. Det var i det hele taget et ret demokratisk foretagende, hvor R.J. Mischo og Franck Goldwasser delte leadvokalerne, mens Alex Schultz var i centrum på en instrumental udgave af Freddie Kings ”Same old blues”, hvor hans glasklare tone virkelig kom til sin ret.

Det var dog R.J. Mischo, der lagde ud som frontfigur, og han sang blandt andet den selvbiografiske ”They tried to kill me” – en tromlende, insisterende og meget fortællende sang – og det nye nummer ”Everybody”, der indeholdt fede soloer af først Goldwasser, så Schultz.

Franck Goldwasser tog over med blandt andet Chicago bluesen ”The candle is burnin’ low” – hvor Alex Schultz leverede en super, down-home solo – og ”Bring me my 45”, hvor det var Goldwasser selv, der sprudlede med flænsende soloarbejde over det fantastisk velspillende band.

Også R.J. Mischo fortjente ros for sit fremragende mundharpespil, og da bandet havde sluttet af med en forrygende ”Crazed and dangerous” (titelnummeret fra Franck Goldwassers spritnye trio-album med Christian Rannenberg og Roger C. Wade), var det eneste, man kunne beklage sig over, at koncerten ikke varede lidt længere.

Ingen problemer

Mike Wheeler spillede straks efter i Maskinhallen, men Bluesnews.dk sprang dette gensyn over, lige som vi skippede det meste af Kai Strauss & the Electric Blues All Stars’ koncert i Blues Hall, som åbnede lørdagens begivenheder i Arena Nord.

Bedømt ud fra de numre, vi nåede at høre, kunne det dog konstateres, at Kai Strauss’ format egnede sig bedre til forholdene i Arenaen end til Maskinhallen. Han havde ingen problemer med at spille hallen op, og publikum var da også både talstærkt og begejstret.

Amerikanske greb

På Arena Stage var det veteranerne Paul Lamb & the King Snakes, der havde fået opgaven med at sætte lørdagen i gang. Paul Lamb er englænder, men han lavede det typisk amerikanske greb med at lade bandet spille to numre, inden han selv kom på scenen.

Det var således op til Ryan Lamb på guitar, Orlando Shearer på bas og Mike Thorne på trommer at varme publikum op med to instrumentale numre, startende med Otis Rush’s ”All your love (I miss loving)”. Og der skal altså et lidt mere spændende band til at retfærdiggøre, når solisten først indfinder sig tre numre inde i et 75 minutters festivalsæt. The King Snakes hævede sig desværre aldrig over det jævne.

Paul Lamb entrerede nu scenen sammen med sanger og guitarist Chad Strentz, som ledte bandet igennem en tyk Chicago-shuffle, der passede godt til Paul Lambs klassiske urban blues-mundharpelyd. Selv satte kapelmesteren sig på scenekanten og spillede, hvilket tydeligvis var en del af koreografien, mens den solbrille- og læderjakkeklædte Ryan Lamb spillede sine soloer med anspændt positur og gestik.

Kunstigt

Det hele virkede underligt kunstigt og helt unødvendigt for en mand med Paul Lambs generalieblad. Men han er tydeligvis en showmand, og hans arsenal af mundharpetricks blev flittigt brugt – så flittigt, at man indimellem tog sig selv i at ønske, at han ville slappe af og bare spille noget god Chicago blues.

Dét kunne Paul Lamb nemlig godt, og han havde en fed oldschool tone, der gjorde især klassikeren ”Fattening frogs for snakes” (indspillet af blandt andre Bumble Bee Slim og Sonny Boy Williamson II) vellykket. Her spillede og sang Paul Lamb beskidt Chicago-stil uden omsvøb, og det er i virkeligheden hans spidskompetence.

Stilmæssigt kom vi dog også omkring rock & roll/rockabilly (”Ya ya blues”), boogie (”Born to lose”) og til sidst folk-blues (”Midnight special”), og Paul Lamb fik et modtageligt publikum med på en syng-med-seance i førstnævnte.

Det ændrede dog ikke på, at koncerten med Paul Lamb & the King Snakes aldrig løftede sig ud over det solide håndværk.

Spændende

Næste stop var den spændende costaricanske bluesmand Jose Ramirez, der spillede i Blues Hall. I hans band stod bassisten Paul Loranger, som vi allerede havde set dagen før i Anthony Geracis orkester, samt Brant Leeper på tangenter, Denis Agenet på trommer og The Bender Brass.

Jose Ramirez virkede oprigtigt begejstret for at stå foran Blues Heaven-publikummet, som da også tog godt imod ham. Han havde en lidt spagfærdig, men behagelig sangstemme, og hans guitarspil var yderst sympatisk. Bevares, den fik ikke for lidt med grimasserne imens, men Jose Ramirez’ stil var yderst disciplineret, og hans tone næsten spinkel, men varm.

På de soulede ”Three years” fra debutalbummet Here I come (2020) spille Ramirez først jazzet, blidt og dæmpet, inden han gav slip i et længere soloforløb, hvor han også fik citeret The godfather-temaet. Jimmy Carpenter bød ind med en stemningsfuld saxofonsolo.

”One woman man” var også vellykket med en fin, kompositorisk guitarsolo. Brant Leeper spillede staccato-klaver, inden han brød ud i en cubansk-lydende pianosolo, og i det hele taget blev nummeret bygget op med stigende intensitet, støttet af Jimmy Carpenter, Doug Woolverton og Mark Earleys glimrende blæserunderlægning.

Jose Ramirez var et godt bekendtskab, som vi gerne havde dyrket mere, men det blev kun til tre numre fra hans side. Så måtte Bluesnews.dk nemlig videre ud til Blues Cafe, thi her var Eric Bibb på programmet, og det ønskede vi ikke at gå glip af.

Magisk

Det skulle, uanset Jose Ramirez’ kvaliteter, vise sig at være et godt valg, for Eric Bibb leverede en aldeles magisk koncertoplevelse. Amerikaneren optrådte solo, kun bevæbnet med halvakustisk guitar og sin enestående sangstemme.

Hans sæt var et velkomponeret miks af egne sange og gamle blues- og folkemelodier, oftest spillet i boblende, blid Piedmont-stil.

Og selv om Eric Bibb altså spillede i caféen i Arena Nords lobby, hvor der oftest var en del kommen og gåen og ikke mindst snakken, var publikum musestille, når hans sjælfulde, let hæse stemme satte i gang. Eric Bibb tryllebandt simpelthen Blues Heaven.

Vi fik blandt andet den traditionelle ”Going down the road feeling bad” i luftig ragtime-stil, ”Things ’bout coming my way” (som Bibb tilskrev Walter Davis, men som nok snarere er af Mississippi Sheiks’ Walter Vincson og deler melodi med deres ”Sitting on top of the world”) og Leadbellys ”Bring me a little water, Sylvie” (hvor man kunne høre Alabama Mike blandt publikum synge med).

Barske narrativer

Eric Bibbs egne sange var fremragende og vekslede mellem de mere eller mindre selvbiografiske som ”Silver spoon”, ”Champagne habits” og ”Shavin’ talk” og så nogle barske narrativer med udgangspunkt i de sorte amerikaneres prøvelsesfulde historie. ”With a dolla’ in my pocket” fortalte om en sort mand på flugt fra sydens lynchninger, og ”Rosewood” beskrev massakren i og nedbrændingen af det afroamerikanske samfund af samme navn i Florida i 1923.

Det var stærke sager, og Eric Bibbs indfølte sangforedrag (og smukke guitarspil) fik en tåre frem i anmelderens øjenkrog.

På ”Come back baby” (som vi denne gang godt tør tilskrive Walter Davis!) fik Eric Bibb selskab af Paul Lamb, der her fortjente stor ros for sit subtile, elegante og smukke mundharpespil i en adstadig og stemningsfuld version. Bibb var også tydeligt begejstret og lovede at kalde Paul Lamb på scenen igen senere.

Ikke alt var dog sagte og dæmpet. Med en uptempo ”In my father’s house” kom der mere growl i Eric Bibbs stemme og mere perkussivt spil fra hans guitar, og det blev mødt med taktfast klappen og hujen.

Fænomenet

Man kunne have lyttet til Eric Bibb hele aftenen, men vi måtte forlade ham i utide for at være klar til fænomenet Robert Finley på Arena Stage.

Robert Finley er brudt igennem i en sen alder (han er i dag 68 år) med to album produceret af The Black Keys-frontmanden Dan Auerbach, og det var fra begyndelsen af koncerten tydeligt, at det var Auerbachs skramlede og forvrængede garage-lyd, der – med succes – blev forsøgt eftergjort af bandet.

Dette bestod af Josh Cournoyer på guitar, Jonathan Shoemaker på bas, Aaron Goodrich på trommer og Christy Johnson på vokal og tamburin.

Selv Robert Finleys vokal blev forvrænget, men det skulle hurtigt vise sig, at manden havde så megen stemmemæssig pondus, at han tordnede sig igennem såvel distortion som bandets tætpakkede intensitet. Tilmed havde Robert Finley en magnetisk scenefremtoning, der gjorde, at man som tilhører blev suget ind i hver stavelse, han fremførte.

Han lagde ud med ”Sharecopper’s son” fra sidste års album med samme titel og fortsatte med ”Medicine woman”, der stammede fra forgængeren Goin’ platinum! (2017). Herefter kom den første prøve på Robert Finleys imponerende falset, der i bedste Curtis Mayfield-stil dominerede ”Souled out on you”. Den vidnede om Finleys gospelbaggrund og var i øvrigt en flot duet med datteren Christy Johnson.

Galgenhumoristisk

Robert Finley var en ivrig formidler og talte gerne og meget mellem numrene, og han fortalte om, hvor stor en støtte datteren havde været for ham, efter at han begyndte at miste synet. Derfor virkede det næsten galgenhumoristisk, da Christy Johnson som sin solo-performance havde valgt Etta James-klassikeren ”I’d rather go blind”! Men hun sang den nu nydeligt og i et elegant medley med country-standarden ”Tennessee whiskey”, som i dag nok er bedst kendt med Chris Stapleton.

Bandet spillede også glimrende, men det var helt sikkert Robert Finley selv, der var showets stjerne, og han imponerede konstant med sin energi og sit stemmeregister – og desuden med glimrende sange som den selvbiografiske ”Age don’t mean a thing”, den Stax-lignende ”I just want to tell you” og den mere Motown-orienterede ”Make me feel alright”.

Det var altså soul (af fineste karat), mere end det var blues, der prægede Robert Finleys sæt. Hen imod slutningen af koncerten blev Finley dog placeret på en barstol og fik en guitar i hånden, og så skulle der spilles rå delta blues. Helt alene på scenen leverede han de ganske morsomme ”Why I sing the blues” og ”Bulldog” samt den soulede ”Snake in my grass”.

Bandet sluttede sig atter til Robert Finley på den countrypåvirkede ”Louisiana rocks”, og med den sluttede en formidabel koncert.

Fint miks

I Blues Café var Jontavious Willis allerede i gang med sin solokoncert. Da Bluesnews.dk ankom, var det ragtime-standarden ”Make me a pallet on your floor”, der lød, og Jontavious Willis’ sæt var da også et fint miks af ragtime og Piedmont blues, delta blues, rhythm & blues, og hvad der nu ellers faldt ham ind.

Willis, som er en rising star på blueshimlen, fik således ganske meget ud af sit enkle setup med vokal og halvakustisk guitar. Han var en dygtig entertainer, som havde god succes med at engagere publikum både med klap og fællessang.

Det skyldtes blandt andet, at han – som de tidligste bluesmen – ikke var bange for at blande sine country blues-varianter med hits fra andre genrer, om det så var Ray Charles’ ”What’d I say” eller et medley af Princes ”Kiss” og James Browns ”Get up (Feel like being a) sex machine”.

Jontavious Willis spillede helt jazzet i sit arrangement af Casey Bill Weldons ”We gonna move to the outskirts of town”, som også var et godt udstillingsvindue for hans varme, sjælfulde stemme med små strejf af både hæshed og nasalitet. Men også her blev der plads til skæg og ballade, når Willis demonstrerede sine færdigheder med ”talende guitar.”

Delta blues-fortolker

Ikke mindst var Willis dog fremragende som delta blues-fortolker. Hans falset på ”Wild ox moan” var meget overbevisende, lige som hans a cappella-udgave af Victoria Spiveys ”Santa Fe blues” var virkelig flot.

Han gav desuden gode versioner af Arthur ”Big Boy” Crudups ”Death Valley blues” og Big Joe Williams’ ”49 highway blues”. Til gengæld kom Jontavious Willis til kort, da han fandt sin bottleneck frem til Robert Nighthawks ”Sweet black angel”; det var ikke det stærkeste slide-spil, vi har hørt.

Vi fik en trio af gode sange fra Jontavious Willis’ egen pen i form af den ganske morsomme, ragtime-agtige ”Long winded woman”, ”The world is in a tangle” og ”Take me to the country”, der alle findes på hans 2019-album Spectacular class. Og blandt højdepunkterne var også en smuk, melodisk ragtime-udgave af The Carter Familys ”Cannonball blues”.

Jontavious Willis var et særdeles charmerende bekendtskab, der løste opgaven som underholder på den uformelle Blues Cafe-scene til UG.

Bluesrock-dronning

Jontavious Willis’ koncert lappede langt inde over koncerten med R.J. Mischo, Alex Schultz & Frank Goldwasser i Blues Hall, så vi måtte desværre droppe et gensyn med dem. Og der blev heller ikke tid til Blues Cafeens Tribute to Sven Zetterberg med ”Mr. Bo” Carlsson i front, for så kunne man ikke nå at se den sidste koncert på Arena Stage.

Dén var med den serbiskfødte bluesrock-dronning Ana Popovic, og selv om det nærmede sig midnat, havde hun bestemt ikke i sinde at lade publikum falde i søvn. Der blevet spillet højt, og alle instrumenter bragede igennem, som gjaldt det livet: Jerry Kellys trommer tordnede, Buthel Burns’ bas dunkede, Michele Papadia virkede indimellem nærmest hyperaktiv på orglet, Davide Ghidonis trompet og Claudio Giovagnolis meget gennemtrængende saxofon hvinede, og Ana Popovics guitar fik naturligvis heller ikke for lidt.

Der var således ikke megen plads til nuancer i Popovics funky uptempo-numre som ”Can you stand the heat” og ”Love you tonight”. Først med Tom Waits-nummeret ”New coat of paint” kom der en smule respit fra lydbombardementet. Her var et jazzet mellemspil, Ana Popovic skiftede guitar og spillestil til en mere fin, plukkende lyd, og det var et interessant, næsten progressivt nummer.

Traditionelt bluesy

“Brand new man”, skrevet sammen med Keb’ Mo’, var mere traditionelt bluesy, men det var hurtigt tilbage til soulet funk og lydangreb med ”Like it on top” og ”Lasting kind of love”, begge fra Like it on top-albummet (2018) og sidstnævnte med en slap bass-solo af Buthel Burns.

Med ”How’d you learn to shake it like that” fik vi et kærkomment afbræk fra den dunkende funk. På dette boogie-nummer af Snooky Pryor spillede Ana Popovic slide, og det gav ikke bare variation, med fik også nogle lidt mere subtile kvaliteter frem i hendes spil. Det var koncertens bedste nummer.

Der var mere slide på afslutningsnummeret ”We can change the world”, som dog snart udartede til en funk-workout. Og lige så hårdtpumpet var ekstranummeret ”Wrong woman”.

Ana Popovic lukkede Blues Heaven 2022 med et brag – måske lige bragende nok til denne anmelders smag. Der har altid været knald på i Ana Popovics funky bluesrock, men man kunne godt have ønsket sig at mærke noget mere til det flydende, melodiske solospil, som man også hører på hendes pladeudgivelser. På Arena Stage var der masser af guitarsoloer, men det var så som så med det melodiske, og det virkede, som om power blev vægtet tungere end sjæl. Men det øvrige publikum virkede begejstret, og det er jo svært at argumentere imod.

Velafviklet

Hermed var det slut med dette års Blues Heaven, som bød på en stilmæssigt herligt varieret buket af blueskunstnere, et højt bundniveau og mange stærke musikalske oplevelser, hvor især Roy Rogers, Anthony Geraci m. Billy Price, Eric Bibb, Robert Finley og trioen R.J. Mischo, Alex Schultz & Franck Goldwasser vil stå stærkt i Bluesnews.dk’s erindring.

Blues Heaven-organisationen skal også roses for en velafviklet festival i behagelige rammer, hvor logistikken fungerede uden nævneværdige forsinkelser.

Der er allerede fuld gang i planlægningen af næste års festival, som kommer til at finde sted den 10.-11. november 2023 med tyvstart i Maskinhallen torsdag den 9. november. De første to navne til plakaten er også på plads, og det er den alsidige australske guitarist Tommy Emmanuel samt amerikanske Tommy Castro & the Painkillers, der skulle have spillet på den corona-aflyste festival i 2020.

Billetter til Blues Heaven 2023 kan købes med ”early bird”-rabat frem til nytår her. Her er det også allerede muligt at sikre sig billet til koncerterne i Maskinhallen og på Freddy’s Bar.