Koncertanmeldelse: Copenhagen Blues Band, Bartof Station, Frederiksberg

Tekst og foto: Jakob Wandam

Copenhagen Blues Bands historie rækker mere end fyrre år tilbage. Orkestret blev dannet i 1980 som en udløber af Smalltown Bluesband og havde på daværende tidspunkt Felix Falch (guitar, vokal) og Peter Østbirk (Hammondorgel) som de faste medlemmer.

I 1984 sluttede Finn Poulsen (guitar, mundharpe, vokal), Nils Bonne (bas) og Frede Christiansen (trommer, vokal) sig til bandet; alle tre med en fælles fortid i latinbandet Ponteio. Med indlemmelsen af sangerinden Charlotte Ottenheim i 1989 var Copenhagen Blues Bands line-up cementeret.

Bandet spillede mange koncerter i både Danmark og Norge under datidens blues-boom, men efter to karriere-højdepunkter som opvarmning for henholdsvis Meat Loaf og B.B. King i 1990 opløstes denne ”klassiske” opsætning af Copenhagen Blues Band.

Dokumenteret

Det betød, at det aldrig lykkedes at få det københavnske orkester dokumenteret på plade. I 2021 besluttede Copenhagen Blues Band imidlertid, at det skulle blive løgn: På Charlotte Ottenheims initiativ samledes hun, Falch, Østbirk, Poulsen, Bonne og Christiansen atter og gik i gang med at indspille både gamle og nyskrevne sange til et kommende album.

Den 18. og 19. juni kunne de seks musikere så gå på scenen sammen for første gang siden 1991 – yderligere suppleret med percussionisten Søren Schou.

Anledningen var to støttekoncerter for spillestedet Bartof Station på Frederiksberg, som har været hårdt ramt af coronanedlukninger og en kulturstøttepolitik fra Frederiksberg Kommunes side, som for eksempel i forhold til nabokommunen København har været særdeles tilbageholdende.

Bartof Station er et af hovedstadens væsentligste blues- og jazzspillesteder, og derfor havde Copenhagen Blues Band valgt, at entréen ved de to koncerter, som normalt tilfalder bandet, skulle gå i Bartofs slunkne kasse (læs mere om Bartof Station her).

Festlige

Hermed var scenen sat til to festlige koncertbegivenheder, og Bluesnews.dk var med ved koncerten lørdag den 19. juni.

Copenhagen Blues Band diskede op med to sæt med næsten udelukkende originale numre. Bandet har ikke mindre end fire sangskrivere i Charlotte Ottenheim, Finn Poulsen, Frede Christensen og Felix Falch, som hver især bød ind med sange, der udforskede forskellige aspekter af den elektriske blues.

Åbningsnummeret var dog en coverversion af Muddy Waters’ ”Blow wind blow”. Charlotte Ottenheim havde endnu ikke indfundet sig på scenen, og leadvokalen blev håndteret af Felix Falch, mens Finn Poulsen leverede blues-mundharpe – og en fed solo – på dette swingende Chicago blues-nummer.

Forbilleder

Charlotte Ottenheim kom ombord på Finn Poulsens soul’ede slow blues ”Talk back”, der også bød på en herligt svulstig orgelsolo af Peter Østbirk og guitarsolo ved ophavsmanden selv.

Ottenheim har Janis Joplin blandt sine musikalske forbilleder, men kan med sin klang og flittige brug af vibrato også minde om Savage Roses Anisette samt om Rie Rasmussen fra Danser med Drenge. Charlotte Ottenheim gjorde det godt med stærk publikumskontakt og en medrivende fremførelse.

Det gjaldt ikke mindst på hendes egne numre, der ofte havde tekster af stærkt personlig karakter. Charlotte Ottenheim trak både på sine erfaringer med alkoholmisbrug – et kapitel, der heldigvis er lagt bag hende – og mere almene betragtninger om sex og singleliv.

Særligt den intense ”Come a little bit closer” gjorde stort indtryk på publikum.

Sangskriverniveauet

Generelt var sangskriverniveauet glimrende. Trommeslager Frede Christensen stod bag den flotte ballade ”Yesterday’s kings”, inspireret af bandets nylige genforening. Her brillerede Finn Poulsen med melodisk, George Harrison-agtig slide-guitar, mens Felix Falch leverede en dejligt flydende guitarsolo.

Frede Christensens andet bidrag var den groovy, coronanedluknings-inspirerede ”Isolation”. Felix Falch spillede med en fed, Santana-agtig tone, og Finn Poulsen var atter på slide.

Det var i det hele taget en udsøgt fornøjelse at se samspillet mellem to så forskellige guitarister – Felix Falch med den muskuløse, bluesrock- eller West Side Chicago blues-baserede lyd og fede tone, og Finn Poulsen, der spiller mere bluesjazz- og klassisk Chicago blues-funderet. Begges spil var faktisk ret stramt disciplineret, og især med bottleneck spillede Finn Poulsen med den nærmest kompositoriske tilgang til soloerne, der prægede en guitarist som George Harrison.

Intetsteds var de tos interaktion mere tydelig end på ”Statesboro blues”, skrevet af Blind Willie McTell, men her baseret på The Allman Brothers’ version. Denne heftige boogie-blues bød på decideret guitar-duel, og Søren Østbirk bød desuden ind med en brusende orgelsolo.

Højdepunkter

Finn Poulsen stod bag broderparten af aftenens repertoire med otte sange på sætlisten. Tilmed var han altså solist på både guitar og mundharpe, og flere af hans sange var højdepunkter.

Det gjaldt for eksempel den caribisk-påvirkede ”Congo Square”, hvor han selv leverede nogle bidende guitar-fills, og i særdeleshed den umådeligt smukke ”If you can”.

Sidstnævnte var en slow blues, hvor Finn Poulsen spillede kromatisk mundharpe, og hvor en gåsehudsfremkaldende, Larry Adler/Toots Thielemans-agtig solo nærmest fik tiden til at stå stille. Blændende!

I det hele taget forstod Copenhagen Blues Band kunsten at gribe et publikum, hvad enten det var gennem soul blues-sjælere, Santana-lignende latin-grooves – forstærket af Søren Schous energiske, men aldrig påtrængende congas-spil – eller for den sags skyld country.

I sidstnævnte kategori faldt et enkelt nummer, der samtidig var Felix Falchs enlige komponist-bidrag, nemlig den noir-farvede ”Highway man”, som Falch selv sang. Dén gav også Finn Poulsen lejlighed til at demonstrere sin bedste pedal steel-efterligning med bottleneck’en.

Danseskoene

Felix Falch leverede til gengæld en flænsende guitar-solo på Finn Poulsens funky ”I’m still living”, og det faldt i god jord hos publikum, der nu, henimod slutningen af et virkelig stærkt andet sæt, ikke længere kunne holde danseskoene i ro.

Poulsens afsluttende, flotte ballade ”Keep on shining” sænkede tempoet, men da den randt ud, blev Copenhagen Blues Band ikke desto mindre mødt med stor og stående applaus. Bandet kvitterede med et ekstranummer i form J.J. Cales klassiker ”Call me the breeze” med en sprælsk Charlotte Ottenheim i front, Albert Lee-agtig guitar og en heftig orgelsolo.

Koncerten med Copenhagen Blues Band blev en fest for et genforenet orkester, for et genåbnet spillested og ikke mindst for et modtageligt og begejstret publikum.